En medrivende lektion i Folk-Pop

I aftes gav Northern Assembly eleverne på Risskov Efterskole en oplevelse i Folk-poppens forunderlige lydunivers – og blev mødt med begejstring og tilråb fra publikumsrækkerne. Mandag 24. oktober spiller gruppen på Efterskolen ved Nyborg – E-Tur koncert nr. 400.

Af Michael Schade. Foto: Henrik Friis 

Northern Assembly er et folk-pop orkester, som har eksisteret siden 2013. Bandet er fire mand stort – Andreas Bevan (sang, guitar), Dina Danielsdatter (sanger, piano, mandolin), Jens Hedegaard (trommer, backing vocal) og Jesper Smalbro (kontrabas, backing vocal). Gruppen har netop påbegyndt sin efterskole-turné, og i aftes var de på Risskov Efterskole.

Klokken var 17:30 – en lærer viste bandet og undertegnede hen til aftenens koncertsted: et auditorium med fastboltede stole, bordrækker, og vi begyndte at gøre klar til den forestående koncert, som skulle begynde to timer senere.

dsc08479

Koncerten
Klokken blev 19:25 – eleverne begyndte at strømme ind i det kompakte auditorium og satte sig på de farverige stolerækker. Hurtigt blev rummet fyldt med energiske efterskoleelever, og lydniveauet fulgte straks med. En summen som unægtelig hang sammen med den forestående koncertoplevelse, som for mange af eleverne var en lidt ukendt størrelse.

En lærerinde gav eleverne et crash-kursus i god koncertskik, og præsenterede efterfølgende bandet, som trådte ind i den mørklagte auditorium, fra et tilstødende lokale. Uden snak begyndte Northern Assembly at spille deres første sang, halvvejs i nummeret begyndte eleverne at klappe med – og det var begyndelsen på et samvær med et utroligt medlevende publikum.

Da første sang var slut og klapsalverne havde aftaget, foreslog Dina eleverne at sætte sig på bordene og Andreas tilføj
ede: ”I behøver ikke tage notater i dag”. Eleverne fulgte straks rådet, med det resultat at koncerten blev endnu mere intim, end den i forvejen var.

dsc08527

”Folk-lyd”
Sangene flød med stor dynamisk variation. Efter fjerde nummer fortalte Andreas om en Folk-ting – det var noget han kaldte ”Folk-lyd”. Det går ud på, at hvis man i bandet oplever, at et af de andre bandmedlemmer spiller noget fedt, så skal man give udtryk for det. Det gøres bedste ved at pifte, brøle et primat råb eller en tredje larmende ting. Det adopterede eleverne med det samme, og så var tonen ellers slået an til anden halvleg med et medlevende og begejstret publikum.dsc08493

Da den lille times ordinære koncert var omme, var eleverne ikke færdige med Northern Assembly – det lykkes dem at klappe bandet ind til to ekstranumre inden festen uundgåeligt måtte have en ende. Efter den vellykkede koncert forlod eleverne lokalet, som for en stund havde været en musikalsk oase. I forbindelse med udvandringen blev illusionen brudt og auditoriet stod tilbage som et ganske traditionelt undervisningslokale.

Dagen derpå, hvor jeg nu sidder og skriver, er oplevelsen der stadig: en medfølgende summen og  en opløftende fornemmelse, der giver forventninger om en stærk E-Tur med Northern Assembly.

– – –
ROSA’s efterskole-turné runder koncert nummer 400 siden starten mandag 24. oktober på Efterskolen ved Nyborg.

Northern Assemblys resterende E-Tur:

24. oktober – Efterskolen ved Nyborg
25. oktober – Nørre Nissum Efterskole
27. oktober – Himmerlands Ungdomsskole
31. oktober – Klejtrup Musik Efterskole
02. november – Østhimmerland Ungdomsskole
03. november – Rudehøj Efterskole