1 mio. til videreudvikling af Kunst & Kultur i Balance!
7. okt. 2022
Hos Kunst & Kultur i Balance har vi hænderne højt oppe. I går blev der sikret 1 mio. kr. til yderligere etablering og udvikling af vores arbejde for at fremme diversitet og ligestilling i kunst- og kulturverdenen. Tilskuddet er sikret via en aftale mellem regeringen, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten om støtte til kulturelle initiativer, som torsdag blev tiltrådt af Folketingets Finansudvalg.
For Kunst & Kultur i Balance falder tilskuddet på det helt rigtige tidspunkt og ambitionen er nu at tage arbejdet til et nyt niveau:
– To års hårdt arbejde kulminerer i, at vi nu får 1 million til at styrke vores fælles bevægelse på tværs af kunst- og kulturlivet. Det betyder, at vi virkelig kan sætte turbo på vores arbejde! Det bliver med fokus på at udvikle KKIB’s kerne; uddannelse om vores ubevidste fordomme. Men vi skal også styrke netværksarbejdet – ikke kun i Danmark men også på tværs af de nordiske lande, for vi skal dele og bruge den viden og erfaring, der er derude! Det er i fællesskab, at vi får skabt den reelle forandring ude i de respektive brancher, og vi er stolte og glade for at præge udviklingen, siger Tempi’s Sofie Holst Hansen på vegne af KKIB’s styregruppe.
– Vi glæder os til at se, hvor vi står om et år.
Der bliver uddelt i alt 26,7 mio. kr. til de 19 kulturelle initiativer via den indgåede politiske aftale. Om tilskudet til KKIB skrives:
– Bevillingen gives som et projekttilskud til foreningen Kunst & Kultur i Balance til etablering af en ekspertorganisation, der kan varetage uddannelsesforløb, workshops og paneldebatter med henblik på at fremme diversitet, mangfoldighed og ligestilling i kunst- og kulturbranchen samt bekæmpe grænseoverskridende adfærd.
Om KKIB:
KKIB blev skabt af en række aktører på tværs af kulturlivet i oktober 2020. Initiativet blev initieret af Snyk (nu Art Music Denmark) og fik hurtigt 31 organisationer fra kulturlivet til at involvere sig og give økonomisk støtte
KKIB har gennem de to år stået for uddannelsesforløb med over 250 deltagere på tværs af kulturlivet, udgivelser af vidensmanual og argumentationsguide, netværksmøder, workshops, deltagelse i seminarer og paneldebatter m.v.
Indtil nu har arbejdet og aktiviteterne været finansieret af egenbetaling – samt støtte fra KODA Kultur.
KKIBs arbejde og initiativer tilrettelægges af en styregruppe pt. bestående af Tempi, JazzDanmark, Art Music Denmark, ROSA, Dansk Komponistforening og Roskilde Festival. Selve projektledelsen og -ejerskabet ligger i øjeblikket hos Tempi.