top of page

Fem artister klar til den danske pavillon i Paris

26. mar. 2024

Når verdens øjne rettes mod OL i Paris til sommer, vil dansk kultur og musik spille en fremtrædende rolle. ROSA præsenterer i samarbejde med VisitDenmark og Le Bicolore / Maison du Danemark fem udvalgte danske acts i den danske pavillon under OL i Paris til sommer.


Hele 112 kunstnere har ansøgt om at optræde i den danske pavillon i centrum af Paris til sommer. Et fagudvalg har nu udvalgt fem artister til at repræsentere den danske musikscene under Danmarksfremstødet ifm. de olympiske lege.


Rebecca Helewa Graversen fra Den Danske Ambassade i Paris er en del af det fagudvalg, som har udvalgt de fem acts, der skal optræde i den danske pavillon ifm. OL i Paris til sommer. Hun fortæller om ideen i at skabe en symbiose mellem sporten og musikken:


OL er jo ikke kun medaljer og konkurrence, men også en global folkefest, og jeg er sikker på, at Paris bliver en rigtig festlig værtsby i år. Den danske pavillon kommer til at ligge midt inde i byen og med musikprogrammet og alle de andre aktiviteter, der kommer til at foregå derinde, er jeg sikker på, at det kommer til at tiltrække mange mennesker.


I udvælgelsen af de fem acts er det blevet vægtet, at de ikke blot demonstrerer erfaring og højt kunstnerisk niveau, men også repræsenterer mangfoldigheden og bredden af dansk musik, samt at de har potentialet til at fængsle et fransk og internationalt publikum.


Danske artister spiller godt ind i den franske musikverden

Frankrig er jo kæmpestort, meget diverst og multikulturelt med rødder og antenner ud i store dele af verdenen. Og generelt ret åben for musik og kultur fra andre verdenshjørner,” siger Rebecca.



Rebecca Helewa Graversen har gennem sit mangeårige arbejde som kultur- og pressekoordinator på Den Danske Ambassade i Paris opnået stor erfaring med fransk-danske samarbejder inden for musik og besidder derfor et godt indblik i det franske musik- og kulturliv.


Kulturlivet i Frankrig er en meget vigtig del af de fleste menneskers hverdag. Det har det altid været, men Paris sprudler for tiden mere af kunst, kultur og udbud, end den længe har gjort,” fortæller hun og mener derfor at den franske platform er et godt grundlag for den danske musikeksport.


De musikere, der skal spille, er både kunstnere med en meget nordisk klang, der vil tale til en nysgerrighed og fascination af noget eksotisk fra Norden. Og så er der andre, der glider lige ind i en ”fransk” lyd, der er præget af f.eks. elektro og afrobeats,” afslutter hun.


-


Fagudvalget består af David Tholander Pedersen fra VisitDenmark, Rebecca Helewa Graversen fra Le Bicolore/Den Danske Ambassade i Paris og den danske musiker Dennis Ahlgren, der er udpeget af ROSA.

Læs mere om fagudvalget her.


Den danske pavillon er placeret centralt i Paris ved Danmarkshuset på Avenue des Champs-Elysées og er åben i perioden d. 26. juli - 11. august 2024. Koncerterne foregår i den tilstødende danske kirke, Frederikskirken, der i anledningen omdannes til en kulturscene, hvor der bl.a. afvikles mindre koncerter. De udvalgte artister spiller hver især tre dage i træk.

Læs mere om vores showcases i den danske pavillon her.



De fem udvalgte artister til den danske pavillon i Paris



DAYYANI er den dansk-iranske sensation, der har skabt bølger på popscenen med sin dybtgående og energiske musik. Efter at have slået sit navn fast med den anmelderroste EP ‘Pretty in Defense’ og hits som ‘Blink Twice’, som var den 10. mest spillede sang på P3 i 2023, har Dayyani markeret sig som en af de mest lovende nye kunstnere i Danmark.


Med optrædener på store festivaler som Roskilde og tyske Reeperbahn har Dayyani også tiltrukket international opmærksomhed, hvor hun gennem samarbejder med internationale partnere er ved at udbrede sin musik på især det tyske marked, hvor showcasen i Frederikskirken derfor kan være starten på nye franske brancherelationer.


Dayyanis musikalske talent, kombineret med hendes karismatiske scenepersona, gør hende til et navn, man skal holde øje med. 


Dayyani spiller i den danske pavillon 26., 27. og 28. juli.





JJ PAULO har med sin energiske poppede afrobeat cementeret sig i den danske musikbranche som et ambitiøst og sprudlende musikalsk bidrag.


Musikken og kendskabet til JJ Paulo breder sig langt ud over Danmarks landegrænser og flere internationale festivaler har allerede booket ham i 2024. Afrobeat er en genre, der får større og større plads i hele verden, og han fortæller selv, at målet er at ”nedbryde siloer og bygge bro mellem kulturer, ved at være overalt, globalt”.


I løbet af 2023 har JJ Paulo spillet mere end 75 koncerter i Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, Holland, Tanzania, Storbritannien og Island, og er tilmed blevet tildelt prisen for ”Årets Koncertoplevelse” af Danish Music Award Roots.


Kort sagt er JJ Paulo en kunstner, der skal opleves, og han lover, at ingen kommer til at stå stille i Frederikskirken, når han giver koncert 29., 30. og 31. juli.





BRIMHEIM repræsenterer et af de mest iøjnefaldende talenter på den alternative pop- og rockscene - både i Danmark og internationalt.


Brimheim har opnået en overflod af lovprisninger fra både danske og internationale kritikere. Med bl.a. fire Faroese Music Awards, Carl Prisen som "Årets Talent" i 2022, samt "P3's Uundgåelige", har Brimheim markeret sig som en betydningsfuld dansk succes, der har skabt bølger i udlandet.


Hun er allerede i fuld gang med at etablere sig på det franske marked med kampagner og radiorotationer, og hendes showcase vil derfor være et sikkert og oplagt organisk springbræt for at opnå eksponering på hendes internationale rejse i det franske musikmarked.


Brimheim spiller i den danske pavillon 2., 3. og 4. august.





LYDMOR har brugt årene før og efter udgivelsen af sit anmelderroste og prisvindende album "I Told You I’d Tell Them Our Story" fra 2018 på intense turnéer i Europa, UK, USA, Latinamerika og Asien. Hun har tidligere spillet flere koncerter og festivaler i Frankrig før Covid og hun vil derfor statuere sin stærke genkomst i det franske musikmarked med denne showcase i Frederikskirken.


Hun er kendt og berygtet for altid at levere en magisk cocktail af udfordrende visuelle shows, kombineret med hendes fortryllende konceptuelle elektropop. Hun er en kunstner, der aldrig går på kompromis og altid følger sine egne veje.


Hun forbløffer sit publikum hver gang med sin unikke scenepræstation og vi glæder os til at se hende udfolde sit magiske univers i den danske pavillon 5, 6 og 7 august.





TEITUR er efterhånden en erfaren artist på den nordiske musikscene med to Danske Grammy Awards, over 1000 koncerter og 8. studiealbums i bagagen. Han er en kunstner med stort internationalt potentiale, hvilket bekræftes af, at han har spillet over 400 koncerter alene i Nordamerika og været på playlister på radioen, haft TV-optrædener på bl.a. MTV og VH1 - samt haft shows og medieaktivitet i yderligere 25 lande.


Teitur debuterede i 2003 med albummet “Poetry & Aeroplanes”, der dog først blev udgivet i 2006 i Frankrig, men derimod blev et kæmpe kult-hit. Efterfølgende har han turneret regelmæssigt i Frankrig og har derfor allerede et godt kendskab til det franske musikmarked. Han har også samarbejdet med flere franske artister såsom Nolwenn Leroy, der efterfølgende har solgt Guld på sit album med Teitur som co-producer og -writer.


Teitur spiller i den danske pavillon 8., 9. og 10. august.


Den danske pavillon i Paris

I løbet af 17 OL-dage vil besøgende fra hele verden kunne opleve det bedste fra Danmark i den danske pavillon ved Danmarkshuset i Paris og i den danske kirke, Frederikskirken. Programmet med udstillinger, aktiviteter og events kan opleves fra den 26. juli til den 11. august og er åbent for publikum i tidsrummet 11.00-22.00. Programmet har fokus på livskvalitet, danske idéer og færdigheder samt bæredygtige løsninger i forhold til den globale kamp mod klimaforandringer, dalende sundhed og trivsel mv. VisitDenmark står sammen med Erhvervsministeriet i spidsen for fremstødet, der blandt andet støttes af den filantropiske forening Realdania.



4.png
bottom of page