Hvad sker der, når man skaber en bro mellem danske og tyske sangskrivere?
31. okt. 2022
I oktober mødte 10 udvalgte sangskrivere fra Danmark og Tyskland op på et hostel i Berlinbydelen Kreuzberg. De var klar til at producere nye sange sammen i regi af sangskrivercampen BauSongs. En camp, der tager udgangspunkt i den danske højskolepraksis, og som i 2022 løb af stablen for første gang.
Fem dage fyldt med sangskrivning og fællesskab
Ugen startede med en “music walk”. Deltagerne havde hver især tilføjet en sang til den playliste, som var det musikalske bagtæppe hen til Bauteil3 studierne – studierne der udgjorde campens base. På turen fik de også præsenteret en række benspænd af deres tre undervisere: Greta Schenk (sangskriver), Kaspar Kaae (sangskriver, filmkomponist og underviser) og Michael Møller (sangskriver og underviser).
Fem nye sange blev født. Og aftenen blev rundet af med en fælles lyttesession. Underviserne havde også arrangeret et “producer wheel”. Her bevægede deltagerne sig i små grupper fra computer til computer, en time ved hver computer, som til slut udmøntede sig i et fælles værk.
Enkelte af campens aftener bestod også af koncertoplevelser ude i den pulserende by. Deltagerne besøgte blandt andet Piano Salon Christophori: Et klaverværksted i den berlinske bydel Wedding, hvor de fik store klassiske musikoplevelser i værkstedets uprætentiøse rammer.Ugen bøde desuden på en række kunstnerbesøg: Den norske producer Kari Jahnsen (Farao) holdt et oplæg om tilgange til synthesizers, om det at arbejde med reallyde og om at låne fra andre komponister.
De mødte også DJ Mijk Van Dijk, der gav et indblik i den berlinske technoscene og lyd. Derudover fik de besøg af publisher Jörg Rottgardt, som arbejder med placering af musik i film og reklamer, hvor den stod på fælles lytning af udvalgte værker. BauSongs blev afsluttet med en middag på den danske ambassade i Berlin. Og deltagerne nåede i fællesskab at skrive i alt 24 sange/skitser på bare fem dage.
Tanken bag BauSongs
Det er to ud af sangskrivercampens tre undervisere, Kaspar Kaae og Michael Møller, som har idéudviklet BauSongs. De har begge undervist på højskole, og det har haft stor betydning for udviklingen af BauSongs.
– Kaspar og jeg har stærke bånd til Berlin – vi har boet der (Kaspar gør stadig), og vi har begge en tysk kæreste. I forbindelse med vores arbejde på Johan Borups Højskole arrangerede vi flere ture med vores sangskriverhold til Berlin, hvor vi arbejdede i studierne i Bauteil3. Det var enormt givende, og derfor begyndte vi at drømme om at lave en mere åben camp i Berlin. Vi kom i snak med ROSA, som var meget glade for idéen og kastede sig over idéudviklingen sammen med os. Vi blev enige om, at vi manglede en tredje underviser, og Greta var det perfekte match – hun er tysk/dansk, har indspillet i Berlin og været meget i højskoleverdenen, siger Michael Møller.
Ifølge Michael Møller, kom idéen også fra et savn om mere fokus på proces på sangskrivercamps:
– Vi har selv haft svært ved at etablere musikalske forbindelser i Tyskland, og derfor så vi dette som en hjælp til yngre sangskrivere. Samtidig følte vi, at mange camps er meget “produkt-orienterede” (og intet ondt om det), hvor vi – med vores højskolebaggrund – kunne lave en lidt anderledes camp med mere fokus på processen.
Når Danmark og Tyskland mødes
BauSongs er en del af NEUSTART: Et dansk initiativ med formålet at dele musik med Tyskland. NEUSTART er en genstart af det dansk-tyske musiksamarbejde, en nytænkning af dialog og de kulturelle forbindelser, hvor musikkens forskellige erfaringer, netværk og fagligheder kan forenes på tværs af grænsen. Intentionen er i fællesskab at finde nye samarbejdsveje og belyse forskelligheder, som kan være til gensidig inspiration.
Og det at præsentere en dansk højskolepraksis på en sangskrivercamp med tyske sangskrivere, som ikke kender tilgangen, har været en kæmpe succes:
– Det har været fascinerende og for de ikke-danske deltagere (der var både tyske, en italiensk og en sydafrikansk) en klar øjenåbner. Ikke mindst de udenlandske var meget glad for de mange oplæg og benspænd, nævner Michael Møller.
Det har endvidere givet et fokus, som nogle ikke har oplevet før:
– En af vores kursister beskrev det som at give fodboldspillere træning, før man sender dem på banen! Det er et billede, vi er ret glade for; at højskolefokus netop forsøger at give en masse værktøjer, som rækker ud over de sange, der bliver skrevet på camps, forklarer Michael Møller.
Nye forbindelser mellem danske og tyske sangskrivere
Et af formålene med BauSongs er at skabe en bro mellem danske og tyske sangskrivere, hvilket Michael Møller også mener, det har gjort:
– BauSongs har givet en række gode forbindelser mellem de danske og tysk-bosatte sangskrivere, samt selvfølgelig forbindelse til bl.a.den tyske publisher Jörg Rottgardt, som inviterede alle medvirkende til at sende musik til ham og den norske Berlin-bosatte producer Farao. Og så tror jeg, det vigtigste er, at alle deltagere har fået en masse nye værktøjer og kompositoriske tanker med fra campen.
En del af inspirationen har været fællesskab og tværfaglighed, som kursisterne har baseret deres arbejde på. Og vi er nu et godt skridt tættere på et stærkere fællesskab mellem det danske og tyske musikliv. I NEUSTART-regi arbejder ROSA pt. på at videreføre projektet.