Ny ansøgningsrunde åbner til Musikhjælp Scenesetup
30 Jan 2026
Vi har netop åbnet for 2. ansøgningsrunde til Musikhjælpe Scenesetup, så festivaler, der ikke var klar til at ansøge i første runde, nu også får en mulighed.
Både nye og etablerede vækstlagsfestivaler i hele landet kan søge om at få tildelt et komplet produktionssetup – bestående af scene, lyd, lys og teknikere – samt deltage i opkvalificerende workshops med andre festivalarrangører.
Som noget nyt i 2026 kan også indendørs festivaler søge om et indendørs setup.
Musikhjælp Scenesetup har pt. åbent for ansøgninger til festivalsæsonen 2026.
OBS weekenderne i uge 20 og 35 er fuldt booket, og det er derfor ikke muligt at søge om setuppet i de weekender.
Læs mere og ansøg senest 23. februar kl. 23.59 på www.scenesetup.dk
Du kan møde vores nye fagudvalg til Musikhjælp Scenesetup her.
Musikhjælp Scenesetup er et samarbejde mellem Tuborgfondet og ROSA. Med Musikhjælp Scenesetup ønsker Tuborgfondet og ROSA at styrke og støtte op om det blomstrende festivalmiljø, og at give up-and-coming artister gode muligheder for at præsentere deres musik. Gennem initiativet kan vækstlagsfestivaler i hele landet ansøge om at få tildelt et fuldt køreklart produktionssetup, der indeholder scene, lyd- og lyssetup samt scene- og lydteknikere.
Som en del af Musikhjælp Scenesetup bliver alle ansøgere samtidig tilbudt at deltage i opkvalificerende workshops med fokus på netværksdannelse og vidensdeling, der skal sikre, at festivalerne er godt klædt på til afvikling af koncerter, uanset om de bliver tildelt scenesetuppet eller ej. Workshoppene er åbne for alle, der er interesserede i festivalproduktion.














