SOLO i Go'morgen Danmark
9 Jul 2026
I morges var Pede B og forsker Julie Ørnholt Bøtker i Go' morgen Danmark for at fortælle om SOLO – vores koncertformat, der giver intime liveoplevelser til sårbare unge.

I indslaget kan du høre fra vores SOLO-artist Pede B, der står over for sit største show nogensinde i Falkoner Salen til efteråret. Samtidig har han brugt foråret på noget, der ligger i den stik modsatte ende af skalaen: nemlig ti helt små, intime SOLO-koncerter for sårbare unge.
Katarina Ćulajević er én ud af tusind unge, som hvert år har glæde af projektet og var i foråret publikum til en SOLO-koncert med Pede B.
“Det var meget inspirerende og sjovt,” fortæller hun.
Efter koncerten fik hun også mulighed for at tale med Pede B og få gode råd til sin egen musik, da hun selv er sangskriver og musiker.
“Hele ideologien bag SOLO-koncerterne er jo også at kunne inspirere nogen, der er tilknyttet de her forskellige steder, og, f.eks. i Katarinas tilfælde, give lyst til at spille egen koncerter – men også i det hele taget bare at dyrke koncerter,” fortæller Pede B.

I indslaget kan du også høre fra forsker i musikterapi ved Aalborg Universitet, Julie Ørnholt Bøtker, som er i gang med at undersøge forskellige aspekter af SOLO projektet under den indledende overskrift Sårbarhed som kunstner overfor sårbare publikummer.
Du kan læse mere om forskningsprojektet her.
I 2026 afvikler vi i alt 100 SOLO-koncerter over hele landet. Dette er kun muligt takket være vores støttere: Region Midtjylland, Tryg Fonden, Nordjyllandsfonden, Honoré Fonden, Statens Kunstfond og de mange, mange organisationer, der får besøg af SOLO.
Se TV-indslaget på TV2 Play her.










