top of page

Yehra: “Vejen er blevet kortere mellem København og Toronto”

11 Sept 2026

Efter 14 års digitalt samarbejde mødtes den dansk-canadiske duo Yehra for første gang fysisk. Turen til Toronto blev en ny begyndelse med nye sange, deres første koncert og en stærkere forbindelse til hinanden.

Den internationale transportstøtte giver plads til drømme, der rækker ud over de danske grænser. I denne artikelserie bringer vi løbende historier om artister og bands, der har fået transportstøtte gennem ROSA. I denne artikel møder vi Rasmus Liebst, der er den ene halvdel af den dansk-canadiske duo Yehra.


“Hvordan bygger man et musikalsk samarbejde op med en person, man aldrig har mødt?”


For Yehra har det i 14 år været en realitet. Den dansk-canadiske duo har gennem årene skrevet og produceret downtempo indie-pop på tværs af Atlanten – gennem mails, filer og digitale møder. Først i forbindelse med turen til Toronto i sommer mødtes de for første gang ansigt til ansigt.


Den dansk-canadiske duo består af producer Rasmus Liebst i Danmark og Jen Mahon i Toronto, hvis samarbejde begyndte helt tilbage i 2012.


Rasmus Liebst og Jen Mahon.
Rasmus Liebst og Jen Mahon.

Det er lidt underligt det der med at have en relation, som er rimelig dyb, men ikke at kunne møde hinanden fysisk,” fortæller Rasmus. “Så det var lidt som at møde en ven, man har kendt hele livet på en eller anden mærkelig måde.


Fra “online flaskepost” til første livekoncert


Yehra-samarbejdet begyndte oprindeligt gennem en mail. De første år var kommunikationen nærmest som musikalsk flaskepost, hvor idéer og sange blev sendt frem og tilbage mellem Danmark og Canada.


I de første par år skrev vi kun mails til hinanden. Nogle gange kunne der godt gå lidt tid, før man fik et svar tilbage. Jeg plejer at sammenligne det lidt med flaskepost,” fortæller Rasmus.


Men for ham var der også noget særligt ved netop det, fordi man gør sig ekstra umage med at sende noget godt tilbage.

Så jeg glæder mig altid til at høre, hvad hun finder på – det bliver lidt som at få den der flaskepost tilbage igen.


Over tid fandt duoen frem til et fælles udtryk, og Yehra har siden opnået millioner af streams og international opmærksomhed. Men Toronto-turen gav mulighed for at tage projektet et nyt sted hen.


For første gang skulle Yehra også prøves af som liveprojekt. Jen havde samlet et lokalt band, og koncerten blev den første mulighed for at opleve musikken live på en scene i Toronto.


Vores liveact får jo en primær base omkring Jen, der hvor hun bor, men kunne også omsættes til livekoncerter andre steder – så der er helt sikkert et live element, som vi drømmer om at få udviklet.


Og det var ifølge ham vildt stort at opleve deres musik live: “Jeg synes virkelig, det var et fedt band, hun havde fået samlet. Og de har virkelig gået planken ud med at få skabt musikken i en liveversion.



Toronto som begyndelse


Turen til Toronto blev derfor også en måde at begynde at forankre Yehra fysisk i Canada.

Det giver jo nok altid mening at starte der, hvor man har sit nærmiljø.


Canada er i øjeblikket det marked, duoen har størst fokus på, og flere internationale medier og radiostationer har allerede samlet projektet op. Yehra er blandt andet blevet spillet på CBC og KEXP. 


For Rasmus Liebst er det en tydelig indikation af, at der er interesse for deres musik på det nordamerikanske marked. 


Samtidig drømmer duoen om at tage musikken den anden vej over Atlanten og bringe Yehra til Danmark.


Jeg kan jo se, at der er folk, der lytter til vores musik i Danmark – uden at vi har gjort noget særligt for at promovere det.


“Vejen er blevet kortere”


Måske er den største forandring efter turen dog ikke noget, der kan måles i streams, koncerter eller nye kontakter. For efter 14 år med et digitalt samarbejde er Jen Mahon ikke længere bare en person i den anden ende af en mail.


Nu er det lidt mere, som om jeg har en ven i udlandet. Det føles mere sådan,” fortæller Rasmus.



Det har også ændret måden, Rasmus arbejder med musikken på.


Når jeg sidder og arbejder på musikken, så tænker jeg også på, hvordan Jens stemme vil fungere på det her. Det er ligesom blevet nemmere at visualisere.


Og netop dét var en vigtig del af formålet med rejsen: at gøre samarbejdet mere konkret og give Yehra noget nyt at bygge videre på.


Jeg synes, det har gjort det mere personligt. Og det er bare sådan mere interessant.


Efter turen ligger der derfor ikke bare nye sange tilbage. Der ligger også et nyt liveformat, nye erfaringer og en relation, der har taget fysisk form efter 14 år på afstand.


Jeg tror ligesom, at vejen er blevet kortere mellem København og Toronto på en eller anden måde med det her besøg.” 



Har I internationale drømme I gerne vil udleve?

Husk, den sidste mulighed i år for at søge ROSAs internationale transportstøtte er den 20. november.

Læs mere om støtteordningen her.


Vi glæder os til at modtage jeres ansøgning!

4.png
bottom of page