
Kunst & Kultur i Balance
Kunst & Kultur i Balance (KKIB) er kunst- og kulturlivets fælles ressource og bevægelse, som arbejder for at skabe positive forandringer. Krænkende og grænseoverskridende adfærd, magtmisbrug og ubevidste bias er tværgående problemer, som kræver opmærksomhed, perspektiver, vidensdeling – og ikke mindst fælles løsninger og handling.
KKIB arbejder med at nedbryde strukturelle barrierer, dele viden og ressourcer og skabe bevidsthed om, hvordan ubevidste bias og privilegier kan anvendes aktivt og positivt til at skabe adgang. Med uddannelser, netværksarrangementer, workshops og konferencer giver KKIB dig værktøjerne til at sige fordommene imod og tage de næste vigtige skridt mod et moderne kulturliv. Og så lytter vi og lærer af hinandens erfaringer undervejs.
Siden opstarten i 2020 har KKIB uddannet mere end 600 forandringsagenter fra det danske kunst- og kulturliv, udgivet en Argumentationsguide og Vidensmanual til fri afbenyttelse, afholdt netværksarrangementer og workshops samt deltaget i paneldebatter. Alt sammen for at skabe bevidsthed om, hvordan man kan skabe forandringer og for at give vores kollegaer håndgribelige værktøjer til forandringsarbejdet.
Kunst & Kultur i Balance blev initieret af musikorganisationen Art Music Denmark som følge af de mange vidnesbyrd om grænseoverskridende adfærd fra kvinder i musikbranchen. Initiativet bredte sig hurtigt til at involvere 31 organisationer på tværs af musik, billedkunst, film, teater, museer og scenekunst.
I 2022-2024 blev KKIB drevet af en styregruppe bestående af Aarhus Filmværksted, Art Music Denmark, Dansk Komponistforening, JazzDanmark, ROSA, Roskilde Festival og Tempi, hvor fokus var på at skabe metoder til at fortsætte, forankre og fremtidssikre initiativet.
Projektejerskabet er fra 2022 lagt hos Tempi. Den daglige projektledelse drives af ROSA og Tempi. Den daglige administration varetages af Art Music Denmark.
I 2024 indgik KKIB i et tættere samarbejde med vores norske søsterorganisation Balansekunst for at skabe rammerne for videns- og erfaringsdeling på tværs af Norden. Samarbejdet udmøntede sig i to nordiske og baltiske netværkskonferencer, der blev afholdt i Oslo i 2024 og i København i 2025. På baggrund af konferencerne udgav KKIB kataloget Lived, Learned, Shared der kombinerer ærlige og levede erfaringer med konkrete værktøjer. Kataloget præsenterer også tankegange og værktøjer fra nogle af de oplægsholdere, som deltog i konferencerne. Du finder Lived, Learned, Shared her.
I samarbejde med In Futurum har Kunst & Kultur i Balance skabt en lille serie af videoer, der hver adresserer et specifikt tema, og hvilke overvejelser man kan gøre sig for at skabe forandringer.
Læs mere og find rapporter, statistikker mv. på KKIBs hjemmeside



