Søgeresultater
389 resultater fundet med en tom søgning
- Mød de fem nye navne til E-Tur | ROSA
< Alle nyheder Mød de fem nye navne til E-Tur 6. maj 2025 En ny E-Tur-sæson står for døren, og fem spirende navne står klar til at erobre Danmarks efterskoler. Fem navne, der er nøje udvalgt af vores fagudvalg ud fra overvældende 186 ansøgninger. ROSA præsenterer fem navne til E-tur 2025/26-sæsonen, som skal ud og spille landet tyndt på de danske efterskoler. Line-uppet i år består af: UNG-SKAB CarlloYABOY Emily Bowen NS Gang ØNDI De gøres derudover selskab af de to vindere af KarriereKanonen 2025 , der udpeges til sommer. Læs mere om KarriereKanonens finalister her. Du kan læse mere om det praktiske ved at booke en koncert her. Mød vores E-Tur-artister her: UNG-SKAB står som et spejl til en generation af unge, der går med følelserne på ærmet og en ærlig tåre på kinden. Over Eigil Bjørn Meldgaards produktioner, der stædigt afsøger grænselandet mellem r’n’b, pop og trap, svæver Clara Rose Lundbergs svævende arrangementer, der sammen opløser lytteren i UNG-SKABs verden. En verden, hvis vejrtrækning er lyden af hjertevenner og hjertesorg, sommerfester og solopgange. Siden udgivelsen af debut-ep’en ‘UNG-SKAB’ i 2021, har gruppen spillet SPOT-festival, udsolgt Pumpehusets store sal og spillet til ‘VEGAs Udvalgte’. I sammenhæng med udgivelsen af deres seneste single ‘Snakker Lort’ blev gruppen bragt i DR P3’s programserie, ‘Upcoming’ og tog i marts 2023 på deres første danmarkstour og endte til december med at indtage Store VEGA i en bragende udsolgt dobbeltkoncert med bandet APHACA. Senest har UNG-SKAB optrådt for en propfyldt store sal i Musikhuset Aarhus til det intime koncertformat NAKED under årets SPOT Festival, og nu får du også chancen for at opleve dem, når de tager med på årets E-Tur. UNG-SKAB kan bookes til at give koncert i uge 49, 50 og 51. CarlloYABOY trives i spotlightet – multikunstneren synger, producerer, skriver, optager og spiller selv hvert eneste instrument. Man føler straks hans energiske og passionerede personlighed, når han giver sit alt til sin musik – og til hver eneste optræden. Hans smitsomme energi har potentialet til at få et helt publikum til at danse. Carllo samlede først guitaren op som 3-årig, og har siden da skrevet sin egen musik og optrådt til alle talentshows han kunne komme i nærheden af. Han forsklarer selv, at hver sang han udgiver er som et lydligt øjebliksbillede af CarlloYABOY’s sindstilstand, der ikke bare kommer til udtryk i hans vokal – men hvert eneste instrument og melodi. Carllo og hans musik er blevet kaldt en moderne John Mayer, Rema, Tyler, The Creator og The Weekend – og når man lytter til CarlloYABOY’s musik, hører man tydeligt visionen. Carllo har nu rejst rundt og optrådt på flere store scener som bl.a. VEGA, Aarhus Volume (Volume Village), SPOT Festival, UHØRT Festival, den prestigefyldte Jazz Cafe Camden i London og mange flere. Nu er tiden kommet til at CarlloYABOY kaster sin smitsomme energi over landets efterskoler, og du kan godt glæde dig. CarlloYABOY kan bookes i uge 39, 40 og 41. Emily Bowen s sange er som lydsiden til en coming of age indie-film fra 00’erne, hvor hovedpersonen langsomt, men sikkert vokser og gror i et liv, der er alt andet end sort-hvidt. Første single ‘Honey’ bragede ind på dansk radio som P3’s Uundgåelige, og i starten af 2025 udgav Emily Bowen debutalbummet ”Hate Me For This” – et organisk pop-album gennemsyret af den blot 20-årige debutants levede liv – skrevet undervejs, som en dagbog, der rummer sider fulde af tilståelser, sandheder, smerte, smil, humor og en ærlig, sårbar åbenhed overfor alle de førstegangsoplevelser, man uundgåeligt vil stå over for fra den dag man bliver født til den dag, man dør. På ‘Hate Me For This’ har Emily Bowen sidenhen haft en fast samarbejdspartner i Rasmus Søegren (eee gee, Dopha, Hjalmer m.fl.), der deler hendes tilgang til grundighed og kompromisløs, innovativ musikalsk leg. I løbet af det seneste år har Emily Bowens musik allerede ramt dansk radio som P3’s Uundgåelige. Hun har spillet Smukfest og tour-support for engelske Maximo Park, mens Soundvenue har udnævnt hende som en af de 15 mest lovende artister i 2025. Nu er hun klar til at folde sine stærke fortællinger ud på landets efterskoler. Emily Bowen kan bookes til efterskolekoncerter i uge 43, 44 og 45. NS Gang. Foto: pressefoto Direkte fra Aarhus' pulserende hiphop-undergrund kommer NS Gang – en ung trio, der balancerer rå attitude med melodisk finesse. Med en eksplosiv fusion af afrobeat og trap inviterer gruppen publikum med på en medrivende rejse gennem ungdommens op- og nedture – fra fester og forelskelser til selvrefleksion og drømme om fremtiden. Gruppen består af Luko, Qwe og Dreads, der med deres intense kemi og energiske liveshows skaber en fest, man ikke glemmer. Med inspiration fra både Shooter Gangs hårdhed og Iswaals legende lyd har de allerede markeret sig bl.a. med den stærke single ‘Best Life’ og en freestyle, der fangede selveste Sivas' opmærksomhed. NS Gang er mere end bare endnu et navn – de er næste bølge i dansk rap og hiphop. NS Gang kan bookes i uge 3, 4 og 5 i 2026. Emo!? Punk!? Klub!? Industrial!? Eller bare Pop? - ØNDI er en kraftfuld fusion af ungdommelig energi, generationsbevidst humor og kompromisløse produktioner, der skaber en unik og inkluderende liveoplevelse, der er blevet anbefalet og refereret til på tværs af musikbranchen. Frontmand Tobias Bjergs karismatiske tilstedeværelse fører publikum ind i et rum af ungdommelig selvdyrkelse, hvor ØNDI skubber til grænserne på den danske musikscene. Hvor mange andre højenergiske liveartister lægger op til mosh-pits og voldsomme shows, stræber ØNDI mod at skabe fester der er til for alle, og lægger i stedet op til inklusion og dans. Med motorcykler, guitarer og inspiration fra genrer som pop-rock og post- punk, tager ØNDI de første skridt ind i en ny æra, der byder på bandets tredje EP, en ny lyd og flere fantastiske koncerter. ØNDI er parate til at skyde deres popstjerneenergi ud på landets efterskoler med deres karakteristiske charme, og efterlade en snert af tinnitus i ørerne, samt kærlighed i kroppen på dem, der oplever deres intense, intime og eksplosive liveoptrædener. ØNDI kan bookes i uge 46, 47 og 48. Finalisterne i KarriereKanonen 2025. Foto: © selma visuals / Grafik: Oliver Seppo, DR En ekstraordinær mulighed for de to vindere af KarriereKanonen er, at de får den sidste plads på E-Tur og dermed kan bookes til optrædener på ni efterskoler – takket være vores samarbejde med BandAkademiet, der ligesom E-Tur fokuserer på talentpleje. KarriereKanonen er ikke blot en konkurrence, hvor vinderne når bredt ud via DR's platforme – det er også et talentudviklingsprojekt, der giver alle udvalgte deltagere rådgivning, indsigt i musikbranchen og et skræddersyet forløb ved Bandakademiet. I 2024 løb talenterne hun_sagde og Dupont med sejren, og vi glæder os til at finde årets vindere, der skal følge i deres fodspor. Vinderne findes ved finalen i juni 2025. Læs mere om KarriereKanonens 5 finalister her. Vinderne af karriereKanonen kan bookes i uge 35, 36 og 37. Er I interesseret i at få nogle af vores E-Tur-navne ud på jeres efterskole? Eller interesseret i at høre mere om projektet? Kontakt projektleder Anders Ovesen nu på ovesen@rosa.org Du kan læse mere om det praktiske ved at booke en koncert her. Forrige nyhed Næste nyhed
- OPEN CALL | ROSA
< Alle nyheder OPEN CALL 1. dec. 2022 Musikalske Besøgsvenner er musikalske besøg/små intimkoncerter hos borgere, som på grund af deres situation har ringe adgang til de offentlige kulturtilbud. Projektet tilskynder at ensomme borgere eller borgere med alvorlige fysiske eller mentale udfordringer får et let tilgængeligt, overskueligt koncerttilbud. Vi søger nye musikere til hjemmekoncerter! Musikalske Besøgsvenner er musikalske besøg/små intimkoncerter hos borgere, som på grund af deres situation har ringe adgang til de offentlige kulturtilbud. Projektet tilskynder at ensomme borgere eller borgere med alvorlige fysiske eller mentale udfordringer får et let tilgængeligt, overskueligt koncerttilbud. ROSA startede pilotprojektet “Musikalske Besøgsvenner” i foråret 2021, og siden har vi gennemført 100 koncerter i 2021 og 100 i 2022. Vi fortsætter projektet i 2023 og søger nu nye musikere.Kunne du tænke dig at spille små koncerter i folks private hjem? Så ansøg her. Forrige nyhed Næste nyhed
- Fra Vorupør til Bornholm: 25 vækstlagsfestivaler får scenesetup i 2026 | ROSA
< Alle nyheder Fra Vorupør til Bornholm: 25 vækstlagsfestivaler får scenesetup i 2026 16. mar. 2026 Når festivalsæsonen 2026 går i gang, får 25 vækstlagsfestivaler i hele landet tildelt et komplet produktionssetup med scene, lyd, lys, teknikere og opkvalificerende workshops — ganske gratis. Festivalerne er spredt rundt i hele Danmark og tæller blandt andre SPEKTAKEL! i Klitmøller, Fejø Freedom Festival på Fejø, KlangFest på Bornholm og ECHO i Frederikssund. Se hele listen nederst i artiklen. Med Tuborgfondet og ROSAs initiativ Musikhjælp Scenesetup har vækstlagsfestivaler i hele landet for tredje år i træk kunnet ansøge om et komplet produktionssetup. Formålet er at styrke forholdene for vækstlagsarrangørerne, hvor ressourcerne ofte er små, samt forbedre koncertforholdene for vækstlagsartister. Det handler dog om mere end scene, lyd og lys. Som en del af pakken deltager festivalarrangørerne også i workshops om præproduktion og festivalafvikling, hvor de får viden, redskaber og sparring, der kan kompetenceudvikle de fællesskaber, der står bag festivalerne. På den måde er målet ikke kun at løfte årets festivaler teknisk, men også at sikre unge arrangørers rolle i den fortsatte udvikling af fremtidens festivallandskab. Mikkel Sander, programansvarlig for Kreative Erhverv i Tuborgfondet, udtaler: "Tuborgfondet er optaget af at styrke rammerne for, at vækstlaget kan afprøve deres evner på fx festivaler. Derfor er vi glade for at scenesetuppet kommer ud i hele landet til de mange fællesskaber af unge, der gør drømmen om en musikfestival i netop deres lokalmiljø til virkelighed." Musikhjælp Scenesetup modtog i alt 76 ansøgninger fra arrangører over hele landet , og efter to ansøgningsrunder har et eksternt fagudvalg udvalgt 25 festivaler – fordelt på 21 forskellige kommuner . Tre af de støttede festivaler i år foregår indendørs, og flere er helt nye initiativer. Kort over festivalerne, der modtager Musikhjælp Scenesetup i 2026. “Det giver blod på tanden” Blandt festivalerne, der i 2026 modtager Musikhjælp Scenesetup, er Syd For Byen Festival , som finder sted for første gang i Silkeborg til august. Festivalen arrangeres af Syd For Byen Kulturforening, der består af Cilas Søgård Petersen, Bertram Sollann Sørensen og Cilas’ far, der fungerer som foreningens kasserer. Indtil videre har foreningen afholdt to koncerter med upcoming bands og oplevet stor opbakning fra byen. “Vi vil gerne gøre det vildere,” fortæller Cilas. “Første koncert var i medborgerhuset i Lunden, som vi lejede, hvor vi satte alting op selv. Nu gjorde vi det så på et spillested (hvor der blev udsolgt), og næste step er en udendørs festival, som er den ultimative musikoplevelse, synes jeg.” Syd For Byen Festival ønsker især at give plads til upcoming lokale bands på plakaten – samtidig med at arrangørerne har en lille drøm om også at kunne præsentere den lokale Silkeborg-legende JJ Paulo. Ifølge Cilas er ambitionen, at festivalen skal hjælpe med at skabe flere ungedrevede kulturoplevelser i Silkeborg – især for unge, men også for resten af byen. “Vi vil gerne inkludere lokalområdet. Vi har haft mange møder her i Silkeborg om, hvordan vi skal samle miljøet lidt mere,” fortæller Cilas. “Vi prøver bare at gøre alting så godt som muligt, så det bliver sådan en fuld oplevelse.” Hvad betyder det for jeres festival at få støtte af Musikhjælp Scenesetup? “Det betyder, at vi tør drømme lidt større og tage det lidt mere seriøst. Nu har vi en ordentlig scene, og så skal alle de andre ting også være ordentlige,” fortæller Cilas. “Jeg føler, at det giver lidt større ambitioner til det hele, at der er en professionel scene. Så det giver ligesom lidt blod på tanden.” Syd For Byen Festival finder sted i Lunden i Silkeborg 22. august. Hør musikere, der har spillet på nogle af festivalerne i 2025, fortælle om vigtigheden af lokal opbakning og gode produktionsforhold: https://www.youtube.com/watch?v=sjpdSUxr-cM Festivaler der har fået tildelt Musikhjælp Scenesetup i 2026: Cold Country, Nørre Vorupør (24.-25. april) X Marks The SPOT The Island of Connections, Aarhus (1.-2. maj) Nose Noise, Grenaa (9. maj) Urban Breakout Hip-Hop Festival, København (15.-16. maj) GNIST Festival, St. Heddinge (15.-16. maj) HUN:KAN, Asperup (20. maj) Surround Festival, Roskilde (29.-30. maj) Mellem Træerne, Løgumkloster (6. juni) Gejst Festival, Horsens (12. juni) Fejø Freedom Festival, Fejø (19.-20. juni) Kurdisk Festival, Aarhus (4.-5. juli) Øhavet Festival, Marstal/Ærø (17.-18. juli) Kolo Festival, Vejle (20.-21. juli) KlangFest, Gudhjem (30.juli -1. august) Frigjort Festival, Christiania (7.-8. august) Sydhavnens Festival, Aarhus (14.-15. august) Syd for Byen Festival, Silkeborg (22. august) FLOW Festival, Randers (22. august) KVAS Festival, Hadsten (29. august) SPEKTAKEL!, Klitmøller (29. august) OPHAV Kulturfestival, Frederikshavn (5. september) Death Island Festival, Nykøbing Mors (11.-12. september) Blue Ocean Music Festival, Ebeltoft (12. september) ECHO, Frederikssund (18. september) Mød Musikhjælp Scenesetups fagudvalg, der har vurderet ansøgningerne i 2026 Agnes Dixgaard / AGGi er en dansk-ghanesisk artist, der med rødder i både Aarhus og Volta-regionen i Ghana har skabt et unikt musikalsk udtryk i krydsfeltet mellem afro-rytmer og moderne europæisk hiphop og RnB. AGGi har optrådt på blandt andet Roskilde Festival, Heartland og en række af landets vækstlagsfestivaler – herunder flere støttet af Musikhjælp Scenesetup. Elvira Brøchner Helle er festivalleder på GNIST Festival, hvor hun understøtter et stærkt hold af unge frivillige i at skabe en “af unge for unge”-festival, der præsenterer kunst og musik fra vækstlaget. Herudover sidder hun i bestyrelsen hos Villa Kultur, og har erfaring fra Copenhagen Opera festival og Alive Festival, hvor hun har arbejdet som frivilligkoordinator og projektledet Alives første børnearrangement ‘Børnenes Alive’. Piet Breinholm er Head of Entertainment & Event hos GO Nordic Cruiseline, som bl.a. producerer MetalCruise (CopenHell) og utallige andre events på skibene, der sejler mellem København og Oslo. Han har tidligere siddet i ledelsen for UHØRT Festival og spillestedet Alice, samt siddet i bestyrelsen for hhv. SPOT Festival, Dansk Live og ROSA. Piet har spillet trommer for bl.a 18th Dye, Nikolaj Nørlund og Niels Skousen. ROSAs fagudvalg arbejder altid under reglerne om inhabilitet for at sikre en fair og uvildig vurdering af alle ansøgninger. Af den grund har Elvira Brøchner Helle været inhabil i behandlingen af ansøgningen fra GNIST Festival, hvor hun er festivalleder. Musikhjælp Scenesetup er et initiativ skabt i samarbejde mellem Tuborgfondet og ROSA. Scenesetup er en del af Tuborgfondets Musikhjælp, som samler en række initiativer, der støtter flere unge i at gøre musikken til en levevej. Læs mere om Musikhjælp Scenesetup på www.scenesetup.dk Her kan du se listen over alle de festivaler der tidligere har fået støtte gennem Musikhjælp Scenesetup. Ny undersøgelse af festivallandskabet Tuborgfondet og ROSA er i gang med en undersøgelse af vækstlagsfestivaler for at skabe ny systematisk viden om deres organisering, drivkræfter og betydning. Målet er at give festivaler, kommuner og musiklivets aktører konkrete værktøjer til at styrke vækstlaget og udvikle bæredygtige festivalmiljøer. Undersøgelsen er en del af Musikhjælp Scenesetup. Læs mere her. Forrige nyhed Næste nyhed
- Vækstlagsfestivaler i Danmark samles i ny kortlægning | ROSA
< Alle nyheder Vækstlagsfestivaler i Danmark samles i ny kortlægning 28. jun. 2024 Det danske festivallandskab står i fuldt flor, og rundt om i landet ser flere nye vækstlagsfestivaler dagens lys. Nu bliver de danske vækstlagsfestivaler inden for rytmisk musik samlet og synliggjort i et nyt, interaktivt danmarkskort, som foreløbigt rummer 51 festivaler. I alle afkroge af landet opstår der jævnligt nye festivaler og initiativer drevet af lokale kulturiværksættere, foreninger og andre kulturaktører. Festivaler, der ofte har et stort fokus på vækstlaget inden for musikken, og som derfor kan spille en vigtig rolle i mange upcoming musikeres første skridt i karrieren. Som en del af Tuborgfondets og ROSAs projekt Musikhjælp Scenesetup, der har til formål at styrke både vækstlagsfestivaler og upcoming musikere, er vi ved at kortlægge de festivaler i Danmark, der overvejende præsenterer musik inden for vækstlaget inden for rytmisk musik . Formålet er at skabe synlighed og give aktører i musiklivet et værktøj til at navigere i det store festivallandskab. Kortlægningen er udformet som et digitalt, interaktivt danmarkskort, som er tilgængeligt for alle. Her kan eksempelvis upcoming musikere finde frem til festivaler ud fra genrer og datoer og hurtigt finde oplysninger på hver enkelt festivals bookingansvarlige. Tilgå danmarkskortet her. Et dynamisk danmarkskort Danmarkskortet rummer lige nu 51 festivaler, men da festivallandskabet hele tiden ændrer sig, og nye festivaler opstår, er idéen at skabe et dynamisk danmarkskort, som løbende opdateres. Denne del varetager ROSA. Vi har i skrivende stund kendskab til langt flere, som vi løbende er ved at indsamle informationer fra. Som en del af kortlægningen indsamler vi også svar fra samtlige kommuner og regionale spillesteder ud fra deres kendskab til deres respektive lokalområde. Udfyld dette skema for at få tilføjet jeres festival til danmarkskortet. Demokratisk engagement Mange vækstlagsfestivaler drives af unge kulturentreprenører rundt om i Danmark. I organisationen Ung Kult (Ungdommens Kulturelle Platform) arbejder man for at støtte op om og skabe bedre vilkår for unge kulturskabere i alderen 15-30 år. Heriblandt netop lokale aktører og foreninger, der afholder vækstlagsfestivaler. For Ung Kult er målet at inspirere og styrke unge til at udfolde kulturelle projekter gennem sparring, faglig udvikling og fællesskab og at gøre en forskel for både kulturskabere og kulturbrugere. Og at fastholde det store engagement, som Ung Kult oplever i høj grad eksisterer blandt ungemiljøer i store dele af landet. "Vores oplevelse er, at der faktisk sker ret meget ude i miljøerne, og at der er flere bevægelser i gang rundt omkring," fortæller sekretariatschef i Ung Kult, Zina Maria Roed Nielsen og supplerer: "Vi oplever, at der er flere, der er bevidste om og interesserer sig for det lokaldemokratiske engagement blandt de unge. Det er kommet lidt bag på os. Der er en fed demokratisk dannelse i at blive klar over, at det at lave kultur og bidrage med noget også er at ændre på sit lokalsamfund, og at man bliver en handlekraftig borger. Det kan give øget selvtillid og mod til at tage del i samfundet, når man kan se, at det man gør og sætter i søen, faktisk betyder noget." Vigtigt med synlighed og opbakning Et særligt fokus for Ung Kult er landdistrikterne. "Vi synes, det er megavigtigt, at der er en bred palette af muligheder i et lokalmiljø for at favne alle mulige unge, så de kan se sig selv som en del af et fællesskab, som favner deres interesser. Sportens verden har godt fat mange steder, men det er for eksempel ikke altid i samme grad oplagt at lave koncerter eller events eller være kunstinteresseret," fortæller Zina Maria Roed Nielsen. Ifølge Zina Maria Roed Nielsen og Ung Kult har lokal og national opmærksomhed og opbakning stor betydning for unges frivillige engagement og muligheder "Men det er dog afgørende og vigtigt, at der bliver støttet op omkring de her initiativer, og at der er nogen, der kan række ud og give en hånd. Det kan være noget så simpelt som et lokale, hvor man kan mødes. Det kan være sparring eller økonomisk støtte til at afvikle arrangementer. Små beløb kan virkelig få ting til at ske, og når man lægger energi og midler ind i noget, som de unge selv forvalter, så giver det bare pote." Læs mere om Ung Kult på www.ungkult.dk . Om Musikhjælp Scenesetup: Med Musikhjælp Scenesetup kan festivaler i hele landet ansøge om at få tildelt et fuld produktionssetup med scene, lyd, lys og teknikere. I år har Tuborgfondet og ROSA tildelt setuppet til 23 festivaler og afholdt workshops med fokus på vidensdeling og netværk på tværs af festivalerne. Læs mere på www.scenesetup.dk . Forrige nyhed Næste nyhed
- Du behøver ikke være en mand for at blive lydtekniker | ROSA
< Alle nyheder Du behøver ikke være en mand for at blive lydtekniker 1. maj 2023 Over tre dage i april afholdt Aarhus Lydforening workshop for kvinder og minoriserede for at sætte fokus på, hvad det kræver at være professionel lydtekniker – og hvorfor det er vigtigt, at faget ikke bliver ved med at være domineret af mænd. Fra fredag til søndag deltog 27 mennesker – uerfarne og erfarne i Aarhus Lydforenings workshop # YouCanAlsoBeA Sound Engineer. Alle deltagere kom med en stor interesse for lydteknik og for at dele erfaringer, sparre med og støtte hinanden. Den første dag blev de deltagende undervist af lydteknikerne Malle Kaas (Women in Live Music) og Jessica Petersen (freelance lydtekniker). Med introduktion til hvad live-lyd er for en størrelse, og hvilke frekvenser lyde bevæger sig i, var fredagen den helt store teori-gang om lydbølger. På skemaet var også information om forskellige mikrofontyper, nedbrydning af technical riders, og hvordan man som lydtekniker skaber en god dialog med bandet eller musikeren. På dybt vand Anden undervisningsdag blev styret af Malle Kaas, der brugte anlægget på Turkis, til at forklare hvordan man opsætter udstyr fra mikrofoner til digital mixer og monitor. Deltagerne blev delt i fem hold og sat sammen med en artist, som skulle spille koncert om aften på turkis. På den måde blev deltagerne kastet ud på det dybe vand og fik mulighed for at anvende alt det, de havde lært – til stor succes med glade artister, lydteknikere og ikke mindst publikum. Den sidste dag på workshoppen gav mulighed for at indgå i Q&A med de erfarne lydteknikere, førnævnte Malle Kaas og Johanna Nielsen (lydtekniker Vega). Johanna holdt oplæg om sin vej ind i branchen og delte generøst ud af sine erfaringer til de spirende lydteknikere. Og så blev dagen rundet af med en paneldebat om ligestilling i musikbranchen og backstage med Malle Kaas, Johanna Nielsen, Mie Jakobsen (projektleder og netværk, turkis) samt Nadia Donnerborg (projektleder ROSA og Kunst & Kultur i Balance) – modereret af Sophia Sagaradze (Aarhus Lydforening). Paneldebatten satte skarpt på, hvorfor ligestilling, diversitet og inklusion er så vigtigt – ikke kun i musikbranchen, men i hele kulturverdenen. Paneldeltagerne delte ud af konkrete eksempler på arbejdet med diversitet og havde derudover en masse råd til, hvordan man kan håndtere branchen og forfølge sin drøm om at blive lydtekniker. Kurset blev mødt med stor entusiasme og nysgerrighed fra de mange deltagere – som til gengæld roste oplægsholderne for at være god til at skabe en god og involverende undervisning om lydteknikerens arbejde og lydens mange muligheder. En weekend gør ingen lydtekniker, men kimen til at skabe mere interesse for faget hos kvinder og minoritetsgrupper er i hvert fald lagt. Primus motoren for projektet, Sophia Sagaradze overvejer nu, hvordan initiativet kan videreføres – evt. med nye kurser i København og Aarhus. Læs mere om Aarhus Lydforening Forrige nyhed Næste nyhed
- SOLO: Trivselsfremmende koncertformat står på skuldrene af 3-årigt forskningsprojekt | ROSA
< Alle nyheder SOLO: Trivselsfremmende koncertformat står på skuldrene af 3-årigt forskningsprojekt 23. maj 2024 Tre års forskning og mere end 300 intime koncerter ligger til grund for fire forskningsrapporter, der formidler indsigter i musik og trivsel. De værdifulde erfaringer fra forskningen er indarbejdet i SOLO-projektet, som søger at skabe fortsatte musikalske oplevelser med trivsel og inklusion som omdrejningspunkt. Forskningsrapporterne dokumenterer erfaringer og indsigter, som er opnået gennem den forskning, som antropologerne Nanna Schneidermann, Amalie Bakkær Munk Andersen, Tanja Kronborg Hansen og Kenni Hede har kastet sig over. Nanna, som har været leder på forskningsprojektet, er lektor ved Institut for Kultur og Samfund på Afdeling for Antropologi ved Aarhus Universitet, og under forskningsarbejdet har Amalie og Tanja været tilknyttet som videnskabelige assistenter. Disse indsigter er integreret i SOLO (Sammen Om Live Oplevelsen), som allerede er i fuld gang. Hvad er Musikalske Besøgsvenner? Musikalske Besøgsvenner er et koncertformat, som siden 2021 har forbundet musikere med brugere af besøgsvennetjenester for at bringe intimkoncerter ind i hjemmene hos sårbare borgere. Forskningen er et samarbejde mellem ROSA og Afdeling for Antropologi ved Aarhus Universitet, og det har haft til formål at udforske i, hvordan nye og intime tilgange til små kunstneriske møder kan fremme trivsel og kulturel deltagelse blandt udsatte grupper. De fire rapporter Musikalske Besøgsvenner kulminerer med fire rapporter, der hver især belyser forskellige aspekter af projektet og dets indvirkning. Rapport 1, rapport 2 Musikalske Besøgsvenner 2021 - Fra Eksperiment til Hybridt Koncertformat: Rapporten dokumenterer projektets første fase og udvikling fra et eksperimentelt initiativ til et veletableret hybridt koncertformat. Den beskriver de læringsprocesser og erfaringer, der blev indhentet i løbet af projektets første år. Rapportens dataindsamling dækker på observationer af 100 koncerter og er foretaget i perioden fra april 2020 til maj 2021, hvor forskerne har indsamlet læring og erfaringer fra projektet hos både deltagende besøgsvennepar og musikere med udgangspunkt i etnografiske og visuelle metoder. Rapporten præsenterer resultater af forskningssamarbejdet og giver en række anbefalinger, som blev taget med videre i projektets næste fase. Rapporten blev udgivet 25. oktober 2022. 8 Råd til Kultur- og Sundhedsprojekter: Baseret på Erfaringer fra Musikalske Besøgsvenner giver praktiske anbefalinger til andre projekter i kultur- og sundhedssektoren. Rapporten er tænkt som vidensdeling henvendt til det praksisfelt der i disse år vokser frem mellem kultur- og sundhedssektorerne. Rådene er baseret på erfaringer fra den første fase i Musikalske Besøgsvenner og fokuserer på vigtigheden af deltagercentrering, partnerskaber, fleksibilitet og bæredygtighed. Rapporten blev udgivet 20. november 2023. Seks Dimensioner af Adgang til Kunst og Kultur for Ensomme Ældre i Musikalske Besøgsvenner markerer forskningsprojektets anden fase og undersøger de mange aspekter af adgang til kultur for ældre, herunder social, sanselig, følelsesmæssig, tidslig og relationsbaseret adgang. I perioden 2021-2023 er der afholdt 300 koncerter i hele landet. 31 kunstnere har deltaget i projektet ved at tage på “tour” alene med guitaren eller et andet instrument, der kan sættes op i stuen hos koncertdeltagerne. Ved hjælp af etnografisk feltarbejde og visuelle metoder, præsenteres dybdegående indsigter i, hvordan intimkoncerterne kan skabe meningsfulde kulturelle oplevelser. Det konkluderes blandt andet, at koncerterne skaber en følelse af fællesskab og kulturel deltagelse, som ellers kan være svært tilgængelig for denne gruppe. Trivselsfremmende og Adgangsskabende Potentialer af Hybride Koncertformater: En Komparativ Analyse af Musikalske Besøgsvenner og SOLO sammenligner de to projekter Musikalske Besøgsvenner og SOLO og analyserer deres evne til at fremme trivsel og skabe adgang til kulturelle oplevelser. Rapporten bygger på de mere end 400 koncerter, som er blevet afholdt i forbindelse med afviklingen af projekternes koncertformater. Rapporten undersøger faktorer, og konkluderer blandt andet, at fleksible og tilpassede koncertformater kan have betydelige sundhedsfremmende potentialer for både ældre og unge i sårbare positioner og at muligheden for dialog om sangene skaber en følelse af fortrolighed og adgang til kunsten. Fra et kropsligt og følelsesmæssigt perspektiv viser rapporten, at koncerterne tilbyder en midlertidig pause fra fysiske og psykiske smerter og giver deltagerne mulighed for træning i nærvær. Musikken fungerer som et alternativt sprog, der gør det lettere for deltagerne at udtrykke svære følelser og skabe en følelse af forbundethed og fællesskab med andre. Sidst opfordrer projektet til en generel opkvalificering af kunstnere i kultur- og sundhedsprojekter samt specifik forberedelse til projektet. Rapporten blev udgivet 21. maj 2024 sammen med "Seks Dimensioner af Adgang til Kunst og Kultur for Ensomme Ældre i Musikalske Besøgsvenner". Rapport 3, rapport 4 Indsigter tages med i udviklingen af SOLO SOLO giver sårbare unge mulighed for at opleve intime koncerter i trygge og velkendte omgivelser. Ved at trække på de tre års erfaringer fra Musikalske Besøgsvenner, søger SOLO at fortsætte med at skabe meningsfulde musikalske møder og lige adgang til kulturelle oplevelser. SOLO-koncert på Opgang2 med Nøx SOLO vil ikke blot fortsætte med at tilbyde unikke musikoplevelser, men også udforske nye metoder til at integrere musik i unge sårbares liv på en måde, der er både helende og styrkende. SOLO repræsenterer en fortsættelse af ROSAs engagement i at bruge kunst og kultur som redskaber til social forandring og trivsel. Du kan tilgå alle rapporterne og læse mere om forskningsresultaterne fra undersøgelserne af Musikalske Besøgsvenner og SOLO her . GAFFA og ROSA slog pjalterne sammen og var et smut forbi Opgang2 i Aarhus, hvor der blev skrevet en reportage. Til SOLO-koncerten optrådte hiphopartisten NØX, og efterfølgende gav en af de unge, som oplevede SOLO-koncerten et interview. Du kan læse reportagen her. Forskningen er gjort mulig af Aarhus Universitet og Region Midt. Musikalske Besøgsvenner er skabt i samarbejde med: Aarhus Kommune, Aarhus Universitet, Danske Seniorer, Gladsaxe Kommune, Godset, Helhedstilbuddet Blindenetværket, Husrum, Hvidovre Kommune, Kirsten og Gunnar Fonden, KODA, Kolding Kommune, Lev, Musikhuzet, Nabo-Komsammen, Opgang2 Ungdomsspor, Paletten, Platform K, Plejehjemmet Rosenlund, Radar, Røde Kors, Spillestedet Thy, Train, Tønder Kommune, UdeBo og Husrum Ældresage SOLO er skabt i samarbejde med: De Frivilliges hus, DUF - Dansk ungdoms fællesråd, Fermaten, Frivilligcenter Herning, Frivilligværket, Headspace, Håb i psykiatrien, Kedelhuset, Kompetencehuset, Lemvig Kommune, Maltfabrikken, Paletten, Pavillionen, Platform K, Radar, Selvhjælp Herning, Silkeborg Frivilligcenter, SIND Ungdom, Slagteriet, Struer Kommune, UdeBo, UKH, Ungdommens Røde Kors, Ungtmod, Ventilen, Værket og Walthers Musikcafe. Forrige nyhed Næste nyhed
- Mød Musikhjælp Scenesetups nye fagudvalg | ROSA
< Alle nyheder Mød Musikhjælp Scenesetups nye fagudvalg 8. dec. 2025 Vi glæder os over at kunne præsentere Musikhjælp Scenesetups fagudvalg. Mød fagudvalget for den kommende periode i artiklen her. Musikhjælp Scenesetup modtager hvert år ansøgninger fra festivaler i alle afkroge af landet. Ansøgningerne behandles af et eksternt fagudvalg, der har indgående kendskab til vækstlagmiljøet på og bag scenen. Herunder udøvende musikere, produktionsfolk eller event- og festivalarrangører. Efter et endt open call, kan vi nu med glæde præsentere fagudvalget for den kommende periode. Tak for alle ansøgningerne. ROSA byder varmt velkommen til de to nye medlemmer: musiker Agnes Dixgaard (AGGi) og festivalarrangør Elvira Brøchner Helle, der skal sidde i fagudvalget frem til og med 2027. Det tredje medlem er Piet Breinholm, der fortsætter og sidder i udvalget frem til 1. december 2026. Samtidig siger vi farvel og stort tak til musiker Isabella Dayyani og kulturentreprenør Marie Qvist, der har siddet i udvalget de seneste to år. Vi har sat stor pris på både indsats og det gode fælles arbejde. Læs mere om medlemmerne i det nye fagudvalg herunder. Agnes Dixgaard / AGGi er en dansk-ghanesisk artist, der med rødder i både Aarhus og Volta-regionen i Ghana har skabt et unikt musikalsk udtryk i krydsfeltet mellem afro-rytmer og moderne europæisk hiphop og RnB. AGGi har optrådt på blandt andet Roskilde Festival, Heartland og en række af landets vækstlagsfestivaler – herunder flere støttet af Musikhjælp Scenesetup. Elvira Brøchner Helle er festivalleder på GNIST Festival, hvor hun understøtter et stærkt hold af unge frivillige i at skabe en “af unge for unge”-festival, der præsenterer kunst og musik fra vækstlaget. Herudover sidder hun i bestyrelsen hos Villa Kultur, og har erfaring fra Copenhagen Opera festival og Alive Festival, hvor hun har arbejdet som frivilligkoordinator og projektledet Alives første børnearrangement ‘Børnenes Alive’. Piet Breinholm er Head of Entertainment & Event hos GO Nordic Cruiseline, som bl.a. producerer MetalCruise (CopenHell) og utallige andre events på skibene, der sejler mellem København og Oslo. Han har tidligere siddet i ledelsen for UHØRT Festival og spillestedet Alice, samt siddet i bestyrelsen for hhv. SPOT Festival, Dansk Live og ROSA. Piet har spillet trommer for bl.a 18th Dye, Nikolaj Nørlund og Niels Skousen. Musikhjælp Scenesetup har pt. åbent for ansøgninger til festivalsæsonen 2026. Læs mere og ansøg senest 8. januar på www.scenesetup.dk Musikhjælp Scenesetup er et samarbejde mellem Tuborgfondet og ROSA. Med Musikhjælp Scenesetup ønsker Tuborgfondet og ROSA at styrke og støtte op om det blomstrende festivalmiljø, og at give up-and-coming artister gode muligheder for at præsentere deres musik. Gennem initiativet kan vækstlagsfestivaler i hele landet ansøge om at få tildelt et fuldt køreklart produktionssetup, der indeholder scene, lyd- og lyssetup samt scene- og lydteknikere. Som en del af Musikhjælp Scenesetup bliver alle ansøgere samtidig tilbudt at deltage i opkvalificerende workshops med fokus på netværksdannelse og vidensdeling, der skal sikre, at festivalerne er godt klædt på til afvikling af koncerter, uanset om de bliver tildelt scenesetuppet eller ej. Workshoppene er åbne for alle, der er interesserede i festivalproduktion. Forrige nyhed Næste nyhed
- Open Call / ROSA
< Tilbage til Open Call #YouCanAlsoBeA Sound Engineer 7.0 TILMELDING Aarhus Lydforening præsenterer i samarbejde med Tuborgfondet, ROSA og Union den 7. udgave af #YouCanAlsoBeA Sound Engineer – en workshop for alle, der vil lære om live-lyd, koncertteknik og musikteknologi. Tid og sted: 📍 Union KBH, Nørre Allé 7, 2200 København 📅 10.–12. april. Workshoppen inkluderer blandt andet: Introduktion til live-lyd og digitale mixere Akustik, monitor-mix, FOH og mikrofonplacering Talks om lydoplevelse til koncerter og samarbejde med musikere Hands-on øvelser, soundchecks og koncert Netværk og erfaringsudveksling med andre deltagere Et åbent og trygt rum, hvor du kan være dig selv Pris: 200 kr. inkl. frokost og snacks. (Reduceret pris efter aftale – skriv til sophia@aarhuslydforening.dk ) Hvem kan deltage? Ingen erfaring nødvendig – du behøver ikke spille instrument eller have dyb musikviden. Det vigtigste er nysgerrighed og lyst til at lære. Workshopserien er især henvendt unge kvinder og nonbinære (16–35 år) i hele Danmark – men alle er velkomne til at deltage! Læs mere om workshoppen på Aarhus Lydforenings Facebookbegivenhed . YouCanAlsoBeA-serien er organiseret og kurateret af Sophia Sagaradze / Aarhus Lydforening Poster: Saga Kapna SØG STØTTE
- DMA Blues: Holdopstilling og special guest er på plads - og billetsalget starter nu | ROSA
< Alle nyheder DMA Blues: Holdopstilling og special guest er på plads - og billetsalget starter nu 14. mar. 2025 DMA Blues holder festaften onsdag den 13. august i Ridehuset i Randers, og ud over uddeling af de fire priser, tør vi godt love kompetent og varieret musikalsk blå underholdning. Det endelige musikalske Allstar-hold er nu udtaget - inklusive en gæstesolist, som aftenens musikalske tovholder Ole Frimer glæder sig til at spille sammen med før allerførste gang, nemlig Kajsa Vala . Den dansk/islandske guitarist og sanger mestrer som få herhjemme americana-genren, som bl.a. er blevet forfinet af et ophold som sangskriver i Nashville, og ud over personlig vokal og tekster, mestrer hun adskillige strengeinstrumenter fra akustiske over dobro til tung bluesguitar: - Kajsa er super dygtig, og måske den eneste kvindelige blues-guitarist vi har i DK , siger Ole Frimer: - Hendes stil og teknik passer fint til repertoiret, som vi spiller på mit hold. Og så er det altid en inspiration at møde nye dygtige musikere , siger Frimer om aftenen, hvor James Loveless, Sahra da Silva, Hans Christian Bugge og Frimer selv får lederrollen undervejs og grupperer sig i forskellige opstillinger med det stærke hold musikere, der er inviteret: Ole Frimer: Guitar og sang - mangeårig udforsker af bluesen og dens afkroge, tidl makker med bl.a. Peter Thorup og modtager af blå priser for sit virke og spil både herhjemme og i udlandet James Loveless: Sanger, tidl. DMA Blues-vinder med Shades of Blue og medvirkende i utallige sammenhænge inden for jazzen og især bluesen. Sahra da Silva : Powerhouse sangerinde som turnerer både herhjemme og i udlandet. Flerfoldig modtager af DMA Blues-priser gennem årene. Hans Christian Bugge: Guitarist og sanger. Har bl.a. udgivet plader med Live Bleeding Fingers og Henning Stærk - og har udgjort duo med Kenn Lending. Henrik Hansen: Mundharpespiller, sanger og sangskriver. Spiller med Trouble Cats, Michael Nadolny og Kent Thomsen. Olav Poulsen: Specialist ud i slideguitar-spillet. Bevæ ger sig ubesværet inden for blues, rock og country Har medvirket på en snes cd'er gennem tiderne. Ida Gormsen: Alsidig bassist og sanger - har haft egne orkestre i bl.a. Sverige, Norge, Ghana og Sydafrika, og har spillet med bl.a. Peter Thorup, Per Chr. Frost, Uffe Steen og Marilyn Mazur. Mads D. Andersen: Trommeslager, efterspurgt af et utal af navne gennem årene, bl.a. Ike Turner, Kim Wilson, Joe Louis Walker, Pee Wee Ellis og herhjemme Rock Nalle, Ivan Pedersen, Mike Andersen etc. Niels Mathiasen : Saxofonist for en ren hvem-hvad-hvor inden for musik, f.eks. Kim Larsen, Thomas Helmig og Gnags men med ægte blåt hjerte hos bl.a. Grarup Allstars og Loveless Blue Jazz Quintet. Henrik Poulsen: Mangeårig bassist for internationale bluesnavne som Alan Haynes, Diunna Greenleaf, Tony Vega & Kai Strauss - og nu danske The Mukherjee Development. Samtidig med at holdet er på plads, starter billetsalget i dag. Efterspørgslen er stor - og husk at det også er NU, du kan indstille navne til de fire priser, der skal uddeles på aftenen. Indstil dine blå favoritter her. Køb billet til DMA Blues prisshowet 13. august her. DMA Blues arrangeres af JazzDanmark, ROSA, Tempi og Turbinen med støtte fra Randers Festuge, Dansk Musiker Forbund og Dansk Artist Forbund og i samarbejde med Jysk Blues Netværk Forrige nyhed Næste nyhed
- DMA Blues: Festaften med fokus på musikkens blå nuancer | ROSA
< Alle nyheder DMA Blues: Festaften med fokus på musikkens blå nuancer 8. jun. 2026 Fra sprøde nye skud til virkelig erfarne kræfter: Bandet og solisterne til Danish Music Awards Blues er på plads Når Danish Music Awards Blues onsdag 12. august skal dele årets statuetter ud, er det samtidig 10. år i træk, at prisfesten afvikles i Randers. Med Ridehuset som ramme kan vi nu rulle den blå løber ud for programmet til denne jubilæumsaften, hvor et kompetent band krydret med stærke solister sørger for den musikalske indpakning mellem de fem prisoverrækkelser – fire DMA-statuetter og en ærespris. Musikken er lagt i hænderne på kapelmester Ida Gormsen , der er prisbelønnet bassist, komponist og arrangør. Hun har trukket blå tråde ud i sit netværk – lige fra sprøde fremadstormende nye skud til erfarne kræfter med flere hundrede pladeindspilninger og tusinder af koncerter på samvittigheden. Og på den måde har hun sammensat en blå buket i adskillige af farvens nuancer. Det gælder både husorkestret samt aftenens solister. Husorkestret udgøres af Palle Hjorth (hammond, keys), Ole Frimer (vokal, guitar), Ida Bang Thernøe (guitar), Niels Mathiasen (saxofon), Klaus Menzer (trommer) og Ida Gormsen (bas, vokal). På solistsiden får vi besøg af HP Lange (guitar, banjo, vokal), Ingeline Kuhr Brasen (guitar, vokal) samt David Miilman (guitar, vokal). Desuden træder Ole Frimer og Ida Gormsen selv ind i solo-spotten undervejs. Så det bliver en aften, der går fra god traditionelt inspireret akustisk blues over kogende hammond og slide-guitarer til den nyeste elektriske – og også med mulighed for afstikkere til americana-genren, som i år for første gang har sin egen statuette på DMA Blues-aftenen. – Mit udgangspunkt har været at finde frem til musikere, der repræsenterer forskellige stilretninger inden for bluesen. Det vigtige med blues er, at man har respekt for genren, men det er også velkomment at man fornyer nogle ting. Og det synes jeg, det her program kan, og som har gjort det rigtigt spændende at sætte sammen. Så der vil nok være smag af funk, lidt gospel, lidt slow blues m.v. undervejs. Jeg tør godt love, at vi når ud i alle krogene, siger Ida Gormsen. Fire statuetter På aftenen skal vi også have uddelt fire DMA Blues-statuetter: Årets Danske Bluesudgivelse, Blues Liveprisen, Ud Af Det Blå-prisen og Årets Americans-pris. De nominerede afsløres om kort tid. Desuden uddeler Jysk Blues Netværk ÆRESPRISEN 2026. Du kan købe din billet til prisaftenen her. Danish Music Awards Blues arrangeres af Turbinen, Randers i samarbejde med JazzDanmark, Tempi, ROSA samt Jysk Blues Netværk – og med støtte fra Randers Festuge, DMF - Dansk Musiker Forbund og DAF - Dansk Artist Forbund. DMA BLUES 2026 HUSORKESTER: Ole Frimer, guitar og vokal: Ole har i årtier været en markant eksponent for bluesmusikken i Danmark såvel som i udlandet. Han har udgivet 12 albums med egen musik, og turneret med bl.a. Peter Thorup, Alan Haynes (US) og Vidar Busk (N), og ikke mindst med eget band. Ole har modtaget en række musikpriser for sin indsats både i DK og i USA. Niels Mathiassen, saxofon: Niels har i årtier været en af de mest markante tenorsaxofonister i Danmark, og hans unikke spil kan høres på mange hundrede indspilninger med de mest kendte danske kunstnere. Niels har spillet med bl.a. Ole Frimer, Henning Stærk, Thomas Helmig og Kim Larsen. I øjeblikket spiller han primært med Gnags, Grarup Allstars og The Works. Ida Bang Thernøe, guitar: Ida er et af de nye skud på stammen og begyndte at spille guitar som 12-årig. Hun mærkede hurtigt, at guitaren blev et frirum og et sted til fordybelse – og en måde at udtrykke sig på. Om det så gælder blues eller andre genrer. Hun har allerede medvirket i flere bands. Lige nu gælder det SheFunk og Mellem Os. Palle Hjorth, hammondorgel og keys: Palles hammond og keyboards kan høre på over 200 albums - og han har spillet med bl.a. Peter Sommer & Tiggerne, Marie Frank Band, Hush, Poul Krebs og ikke mindst The Savage Rose. Palle er også til lidt skævere stilarter og har som sessionmusiker, komponist og arrangør indspillet i adskillige genrer. I 2014 fik han Steppeulv-prisen som Årets Musiker. Ida Gormsen, bas og vokal - og kapelmester: Alsidig musiker og komponist der tidligere har haft base i Sverige, Norge, Ghana og Sydafrika, hvor hun har spillet og haft egne orkestre. Hun turnerer verden rundt og har igennem årene lavet shows og tv i eget navn og med adskillige kunstnere - herhjemme bl.a. Peter Thorup, Per Chr. Frost, Marilyn Mazur og Uffe Steen. Klaus Menzer, trommer: Klaus var med til at starte ”Sneakers” med bl.a. Morten Kærså, Poul Halberg, og senere Sanne Salomonsen. Han har gennem årene spillet med en lang række kendte danske solister som f.eks. Palle Mikkelborg og Savage Rose. I dag turnerer han hovedsagelig med Sebastian og Burning Red Ivanhoe. Klaus modtog Ken Gudmand-prisen i 2009. DMA 2026 SOLISTERNE. Ingeline Kuhr Brasen, guitar og vokal: Ingeline bevæger sig i krydsfeltetet mellem folk, pop og americana. Med et ærligt og melodisk udtryk skriver hun dansksprogede sange om relationer, identitet og de stille forskydninger, der opstår, når livet forandrer sig. I de senere år har Ingeline opbygget sin erfaring som liveartist med flere hundrede koncerter, blandt andet på SPOT Festival og i Musikhuset Aarhus – samt som support for Sebastian. Med debut-ep’en ”For tiden”, der udkom 15. maj, samler hun for første gang sit musikalske univers i en samlet udgivelse. David Miilman, guitar: David Miilmann kommer fra en musikerfamilie, hvor han blev introduceret til klassisk musik og sang i en tidlig alder. Men da han stiftede bekendtskab med R’n’B og soulsangere som Curtis Mayfield, Freddie King og Aretha Franklin, bevægede David sig i retning af soul- og bluesmusikken. Han blev tiltrukket af slideguitar og brugte den til at efterligne sine yndlingssangere. Med sin soul- og bluesinspirerede stil udforsker han konstant nye musikalske sammenhænge ved at blande slideguitaren med jazz, rock og brasiliansk musik. HP Lange, guitar, banjo og vokal: HP Lange har været på blues-scenen i snart 40 år. Hans udgivelser har været nomineret til et væld af Danish Music Awards – tre har fået prisen som bedste roots/blues album. I alt har han udgivet 14 albums - i 2021 ”HP Lange Solo”. Live kan han både opleves med sit band HP Lange Big Gumbo og solo på klubber og festivaler over store dele af Europa og USA. På scenen serverer han et mix selvskrevne numre og sange fra den amerikanske folkemusiktradition med sine guitarer og sin banjo. Forrige nyhed Næste nyhed
- Genreorganisationerne skruer op for dataindsatsen i samarbejde med Augustinus Fonden | ROSA
< Alle nyheder Genreorganisationerne skruer op for dataindsatsen i samarbejde med Augustinus Fonden 13. jan. 2026 Med en fireårig bevilling på 5 mio. kr. fra Augustinus Fonden er genreorganisationerne fra 2026 klar til at skalere indsatsen markant og løfte arbejdet med data og analyser til et nyt niveau i samarbejde med musiklivets øvrige vidensaktører. Siden 2021 har genreorganisationerne Art Music Denmark, Jazz Danmark, ROSA og TEMPI varetaget dataindsamling og dokumentation som en af de fire hovedopgaver, vi løser for Statens Kunstfond. Arbejdet har resulteret i en lang række publikationer som er tilgængelige på siden musikdata.dk og i konkrete forandringer, der har gavnet musiklivet. Med en fireårig bevilling på 5 mio. kr. fra Augustinus Fonden er vi fra 2026 klar til at skalere indsatsen markant. Præsentation af rapporten Dansk Musikliv i Tal 2023 på SPOT Festival 2024. Foto: Peter Von Freiesleben Kapacitetsløft og fokus på formidling Bevillingen gør det muligt at løfte genreorganisationernes eksisterende dataarbejde betragteligt. Midlerne skal bruges til at udbygge kapaciteten og skabe mere sammenhæng, tilgængelighed og kvalitet i den viden, der er med til at kvalificere udviklingen af musiklivet. Det indebærer blandt andet: at udvikle musikdata.dk til en professionel platform, hvor analyser og indsigter samles ét sted at skabe overblik over den eksisterende viden gennem en løbende opdateret database og formater, der sammenfatter og formidler centrale indsigter fra hele musiklivet at gennemføre nye undersøgelser, der afdækker områder, hvor der mangler data og dokumentation at styrke den analytiske og formidlingsmæssige bemanding, så der er ressourcer til både produktion og formidling at øge rækkevidden af analyserne, bl.a. gennem nyhedsbrev, publikationer som den årlige Dansk Musikliv i Tal og faglige samtaler, der bringer viden i spil Musik og kulturlivet står stærkere med viden Da genreorganisationerne i sin tid modtog opdraget fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, skete det med afsæt i en erkendelse af, at kulturlivet under pandemien savnede evidensbaseret udsagnskraft - bl.a. i dialogen om kompensationsordninger. Den erkendelse skabte et momentum for mere datadrevet praksis, som - foruden opdraget til genreorganisationerne - også førte til oprettelsen af Kulturens Analyseinstitut i 2023 samt forankringen af Applaus som selvejende institution i december 2021. Dette datamomentum afspejles imidlertid også i flere af musiklivets øvrige organisationer. I en videnskortlægning, som genreorganisationerne har foretaget, kan vi se, at vidensproduktionen er øget markant i det danske musikliv som helhed henover de seneste fem år. Effekterne begynder at vise sig Rapporter og analyser skaber ikke forandring i sig selv. Deres værdi opstår først, når de bliver omsat til handling, og det kræver tid, opmærksomhed og et vedvarende samarbejde på tværs af musiklivet. Alligevel kan vi allerede nu se tydelige aftryk af det analysearbejde, der er blevet udført de seneste år - både i den offentlige debat og i de politiske beslutningsprocesser. Nogle eksempler: Rapporten Hvorfor er der så få kvinder i musikken? , som genreorganisationerne var initiativtager på sammen med Koda og Dansk Live, har sammen med en række andre rapporter været med til at fastholde og kvalificere diskussionen om kvinders adgang til og rettigheder i musikbranchen. Rapporten var en del af det empiriske grundlag for DR dokumentaren Sexisme i Musikbranchen samt videre undersøgelser af barselsrettigheder i musikbranchen, som i slutningen af 2025 førte til, at en bred alliance af organisationer har fremsat fire konkrete forslag og et krav om politisk handling. Genreorganisationernes løbende analysearbejde af kunstnermobilitet i Danmark og udlandet, som primært har været publiceret i den årlige rapport Dansk Musikliv i Tal, har været med til at tilvejebringe et permanent løft af puljen International Transportstøtte på 800.000 kr. om året fra 2026. Den nationale transportstøtteordning fik ligeledes et løft i den seneste Musikhandlingsplan på baggrund af genreorganisationernes analyser. Indgående følgeforskning på en række af genreorganisationernes egne kultur- og sundhedsprojekter har dokumenteret indsatsernes effekt og skabt grundlag for yderligere finansiering, bl.a. til projekterne Fod på Gulv og Musikalske Besøgsvenner. Det har styrket et område, der både åbner nye jobmuligheder for musikere og bruger musikkens potentiale til at øge sundhed og trivsel blandt borgere. Det næste store løft Bevillingen fra Augustinus Fonden er en markant anerkendelse af genreorganisationernes dataarbejde, som bygger på gode samarbejder med andre vidensaktører i musiklivet og på universiteterne. Vores ambition er at bygge videre på dette arbejde og styrke samarbejderne, så viden kan deles bredere og få større gennemslagskraft. Sammen med Augustinus Fonden og musiklivets øvrige vidensaktører ser vi frem til at bruge de næste fire år på at skabe bedre koblinger mellem analyser og praksis til gavn for hele musiklivet. Forrige nyhed Næste nyhed
- OPEN CALL: Kan networking med tyske topsangskrivere, Cutfather og Aarhus Calling friste? | ROSA
< Alle nyheder OPEN CALL: Kan networking med tyske topsangskrivere, Cutfather og Aarhus Calling friste? 6. jun. 2023 Her er et Open Call, der retter sig mod sangskrivere, producere og deres branchefolk: 14. juni kan du komme til at møde fire tyske A-writers samt Cutfather og hele sangskriver/producermiljøet omkring Njalsgade, direktøren for Aarhus Calling m.v. Det sker i et heldags-program i København, hvor Aarhus Calling og ROSA teamer up med Cutfather, som er host for seancen i sit studie i Njalsgade - i samme område hvor Københavns vibrerende sangskriver-miljø har til huse. Fire sangskrivere/producere fra øverste hylde i Tyskland kommer på besøg: Chris James (Universal Music Publishing - Jimin, Apache 207), René Müller (Warner - Topic og A7S), Kristine Bogan (Concord Music Publishing - Kelli-Leigh, Noizu) og ÁSDÍS (Budde Music - Sophie Simmons, Deadmau5). Det er altså er en gylden mulighed for 3-4 danske sangskrivere/producere/ branchepersoner til at deltage i international networking med højt profilerede kræfter inden for sangskrivernes elite-miljø. Og læg dertil, at der sikkert også teames up med deltagerne i MXD’s samtidige møde mellem danske og tyske A&Rs. Altså en hel dag med tyk streg under networking. Men skynd dig: Dette Open Call har frist på søndag 11. juni kl. 20:00. Ansøg her. Arrangementet er del af Neustart-initiativet, der har som mål at udbygge samarbejdet mellem dansk og tysk musikliv. Forrige nyhed Næste nyhed
- Globale tonestrømme: Metal på flydende festival og rock i rockens hjemstavn | ROSA
< Alle nyheder Globale tonestrømme: Metal på flydende festival og rock i rockens hjemstavn Fra England til ingen land i sigte på en flydende festival: The Courettes og IOTUNN modtog begge international transportstøtte, hvilket realiserede drømmekoncerter- og rockturnéer. Læs mere om det i anden udgave af ROSAs artikelserie om international transportstøtte. Den internationale transportstøtte giver plads til drømme, der rækker ud over de danske grænser. I ROSAs nye artikelserie vil vi løbende bringe historier om artister og bands, der har fået transportstøtte fra ROSA. I anden udgave af ROSAs artikelserie om de muligheder, den internationale transportstøtte har åbnet op for, møder vi rockgruppen The Courettes, som har været på turné i England og metalbandet IOTUNN, som i begyndelsen af året drog ud på det karibiske hav for at spille på verdens største hård rock- og metalfestival-cruise i USA. På ude- og hjemmebane-turné THE COURETTES er en dansk-brasiliansk rockduo, som består af Flavia Couri og Martin Couri. Sammen gebærder duoen sig musikalsk i et “tvær-rocket” og energisk garagerockunivers, der hylder fortidens rock ‘n’ roll-æstetik, samtidig med at de tilfører et frisk pust ind i den moderne rockmusikscene. I 2023 indsendte gruppen en ansøgning til ROSA og modtog international transport til deres tour i England med ønsket om at turnere landet fladt og gå i deres rockidolers fodspor. Adressen siger Danmark, men selv definerer The Courettes sig som et internationalt band - derfor har det stor betydning for bandet at komme ud over de danske grænser og nå ud til et globalt publikum. Flavia forklarer: “Vi elsker at spille i Danmark, men det er et meget lille marked. Jeg er brasilianer, og Martin er dansk, og vi bor i Danmark, men vi har altid haft en meget international tilgang til musikken med et engelsk pladeselskab og med mange bookingagenter rundt om i Europa, USA og Japan. Vi har også mange agenter i England, Frankrig, Holland, Belgien, USA og i Japan”. Derfor er den internationale transportstøtte vigtig for bandets virke. “Det er en kæmpe lettelse, når vi får den (den internationale transportstøtte red.). Det er en kæmpe hjælp, og det betyder så meget for kunstnere som os, og større og mindre kunstnere på alle niveauer,” forklarer Flavia. Foto: The Courettes London Calling For The Courettes betød turen til England ikke bare endnu en turné, men en mulighed for at udforske og genoplive det musikalske landskab, der har formet deres egen lyd. Med 19 koncerter på 18 dage bevægede de sig gennem en travl og tætpakket turnéplan, hvor gruppen spillede på legendariske spillesteder som 100 Club i London og markerede deres tilstedeværelse på prestigefyldte festivaler som End of the Road, hvor markante navne som King Gizzard and the Lizard Wizard og Wilco stod højt på plakaten. Og måske kan gruppen se frem til at rykke højere op på de britiske festivalplakater - på turnéen lykkedes det dem nemlig at fange opmærksomheden fra anmeldere som The Times og dermed at netværke. Flavia Couri forklarer: “Vi var så heldige, at der var masser af anmeldere og en anmelder fra The Times, som var med os og skrev en anmeldelse. Imellem koncerterne holdt vi masser af møder - blandt andet med vores pladeselskab omkring promotion og med en potentiel producer og management. Så det har været en travl, men fed oplevelse, og vi fået rigtig mange resultater med os hjem. Såsom kontakter, anmeldelser, nye samarbejdspartnere og selvfølgelig publikumsopbygning som det vigtigste”. Foto: The Courettes Det søde metalliv til søs For de fleste mennesker er krydstogt forbundet med afslapning og anti-arbejde, men for det progressive metalband IOTUNN gik en mangeårig drøm i opfyldelse, da de fik beskeden om, at de var blevet booket til at spille to koncerter på den flydende cruise-festival 70.000 Tons of Metal . “Det var en kæmpe, kæmpe oplevelse. Vi har drømt om at spille på cruise-festivalen i mange år efterhånden, så det var en drøm, der gik i oplevelse, og et af de vildeste minder i vores musikliv og liv som sådan,” siger Jesper Gräs, guitarist fra IOTUNN. Festivalen rocker og ruller på Det Caribiske Hav fra Miami til Den Dominikanske Republik og tilbage til Miami, men selvom IOTUNN er langt fra danske kyster, så har de fundet sig hjemme i den pulserende atmosfære af metal og kammeratskab: "Jeg har aldrig før oplevet en stemning som denne," fortæller Jesper og fortsætter: "Det var som at være på Copenhell, men kombineret med en rammesætning, hvor man er på førsteklasses cruise alle sammen – bands såvel som fans – i Det Caribiske Hav. Virkelig en stemning af, at alle var ultrahøje på livet. Som det altid er, og noget af det jeg elsker allermest ved metalverdenen, så var folk hamrende søde, men her var der bare det her ekstra lag til det hele". Festivalen var ikke kun en betydningsfuld personlig oplevelse for bandet, men også for deres karriere. Bandet fik undervejs mulighed for at møde deres udenlandske fans, og de har fået cementeret sig selv i bevidstheden ved udenlandske branchepersoner. “F ørst og fremmest kan vi bruge det til noget, at der kom rigtig mange til vores koncerter på cruiset, og vi fik talt med en masse fans og skabt gode kontakter i løbet af dagene. Vi har vist branchen, at vi ikke bare er villige til, men prioriterer og ønsker at rejse over Atlanterhavet for at spille vores musik og møde vores fans der,” forklarer Jesper Gräs. Hårdt arbejde kan betale sig Koncerterne på den internationale cruise-festival markerer for IOTUNN en stor milepæl. En milepæl, som de længe har knoklet hårdt for at nå.“Det er alt sammen udsprunget af, at vores karriere udvikler sig. Vi bliver større, og vi får flere og flere kontakter. I sidste ende var det en kombination af hårdt arbejde fra bandet, booking agency og netværk,” siger Jesper Gräs, og sender en opfordring videre til andre musikere med lignende ønsker og ambitioner: “Jeg vil råde til at knokle og blive ved med at knokle. Først og fremmest skal man være meget kritisk i den kreative proces med musikken, så kvaliteten er høj fra A til Z. Derudover vil jeg råde til, at man bruger masser af tid på at komme ud og spille og skabe netværk. Det er det lange, slidsomme arbejde, der skal til.” Skal du/I på tour i udlandet? Overvejer du/I at udvide dit/jeres internationale marked? Gennem den internationale transportstøtte kan du/I blandt andet søge tilskud til transport i forbindelse med tourplaner i udlandet, internationale samarbejder i Danmark eller noget helt tredje, der er med til at fremme dansk musik på internationalt plan. Læs mere om, hvad du/I kan søge internationale transportstøtte til her. Husk næste ansøgningsfrist 15. maj. Se alle tidligere uddelinger af international transportstøtte her. Har I spørgsmål til den internationale transportstøtteordning, er I altid velkommen til at kontakte ROSA på mail: info@rosa.org eller tlf: +45 86128444 Forrige nyhed Næste nyhed
- Nordklang: En festival bygget på dedikation, gæstfrihed og nordisk musik | ROSA
< Alle nyheder Nordklang: En festival bygget på dedikation, gæstfrihed og nordisk musik 19. feb. 2026 I det eventyrlige St. Gallen i det nordøstlige Schweiz mødes nordisk musik, nysgerrighed og et stærkt personligt værtskab i festivalen Nordklang, hvor relationer og kunstnerisk frihed vægtes højere end kendte navne. Hovedansvarlig Larissa Bissegger & program-, teknik- og mediekoordinator Sandro Büchler Den personlige og hjælpsomme tilgang er dybt forankret i Nordklang og deres frivillige. Ud over at sørge for transport fra A til B, får hver kunstner tilknyttet en fast kontaktperson, som hjælper med alt fra praktiske spørgsmål til anbefalinger om sightseeing og caféer. “Vores personlige præg er noget helt særligt. Vi har måske ikke mange penge eller 50.000 mennesker, men til gengæld har vi masser af personlighed,” fortæller hovedansvarlig Larissa Bissegger. For hende er netop det nære og personlige værtskab en afgørende del af festivalens identitet. Hun fortæller, at festivalen ofte også gerne hjælper kunstnere med at etablere mindre turnéer i forbindelse med deres besøg gennem kontakter til spillesteder i Schweiz og Sydtyskland. Festivalens arbejde stopper ikke ved scenekanten. Nordklang er forankret i et bredere netværk af branchefolk og som et led i indsatsen for at give kunstnerne større synlighed, samarbejder festivalen med en lokal radiostation i St. Gallen, hvor arrangørerne har sikret et dedikeret tidsrum til præsentation af festivalens musik. “Det er sjovt at have ny musik og bringe den til radioen eller et specialradio-show og vise, hvad der sker på festivalen,” fortæller program-, teknik- og mediekoordinator Sandro Büchler. Foto: Nordklang Festival 2024 / Brimheim / Venue - Pfalzkeller Hvor formidlingen i radioen skaber forbindelse mellem festivalen og omverdenen, skaber møderne på Nordklang forbindelser mellem mennesker. For Larissa Bissegger er det tydeligt, at festivalens gæstfrihed skaber relationer, som lever videre længe efter at artisterne har spillet deres koncert. “Det er også dejligt, fordi musikerne nogle gange siger til deres venner: ‘Tag på Nordklang – man bliver taget imod med åbne arme’. Når de senere vender tilbage til Schweiz for at spille et andet sted, tager vi som regel hen og ser dem. Det skaber nogle rigtig fine gensyn og gode relationer,” fortæller hun. Den nordiske klang Arrangørerne beskriver Nordklang som et eksperiment. Publikums interesse for nordisk musik hænger ifølge dem sammen med en fascination af det nordiske – både kulturelt og lydmæssigt. Larissa Bissegger peger på, at musik fra Norden ofte opfattes som mangfoldig og til tider mystisk, med særlige instrumenter, sprog og fortællinger, der adskiller sig fra den schweiziske musiktradition. “Det er et eksperiment, og det er sjovt – for det meste er schweizere ikke så meget til eksperimenter og holder sig til det, de kender,” siger Sandro Büchler. Alligevel sælger festivalen år efter år mellem 700 og 1.000 billetter. Samtidig arbejder Nordklang bevidst med at udfordre forestillingen om, at nordisk musik primært er mørk og melankolsk. Programmet spænder derfor bredt og rummer mange forskellige genrer og kunstneriske udtryk. Når Sandro Büchler sammensætter programmet, tager han ikke udgangspunkt i markedstendenser eller bookingbureauer, men i arrangørernes egen musikalske nysgerrighed. “Vores største styrke er, at vi er uafhængige. Vi er ikke afhængige af bureauer. Vi kan gøre, hvad vi vil,” siger han. Musikken kommer altid først, og programmet udvælges ud fra kunstnerisk kvalitet, energi og udtryk snarere end genre, sprog eller kommerciel gennemslagskraft. Derfor optræder mange af festivalens artister på deres modersmål – også selv om publikum ikke nødvendigvis forstår sproget. Foto: Nordklang Festival 2025 / Vingard / Venue - Øya En festival drevet af passion I snart 20 år har Nordklang fungeret som et samlingspunkt for nordiske musikere og nysgerrige schweizere. Siden opstarten i 2007 har ROSA været en fast samarbejdspartner for Nordklang, hvilket har været særligt værdifuldt for festivalen i perioder med økonomisk modvind. Gennem støtteordninger og tætte forbindelser til blandt andet SPOT Festival i Aarhus har samarbejdet bidraget til at bringe nordiske kunstnere til de schweiziske scener. I år spiller de danske navne Dork, Nana Jacobi og Smag På Dig Selv samt færøske Lea Kampmann. Tidligere har danske artister som Hjalte Ross, Marie Fjeldsted, Rangleklods, Brimheim og Ravi Kuma blandt andre prydet festivalens scener. Nordklang løber af stablen d. 21. februar 2026. Se hele programmet her. Forrige nyhed Næste nyhed







