Sortkulørte toner over det nordiske hav

Årets sidste Rock Cruise var med Pernille Rosendahl – et lille kompakt rum blev ramt af en intens musisk rejse, gennem et storladent sorttonet univers til en skrøbelig sårbar svale.

Af: Michael Schade

Årets tredje og sidste RockCruise bød sine rejsende på koncert med Pernille Rosendahl. Rummet summede af forventning inden koncerten – og plads var en råvare i høj kurs. Betragtede man det forventningsfulde publikum, blev det klart for én, at det var unge såvel som ældre, der var mødt op til aftenens koncert. Sky Club som var aftenens koncertsal: Et rum som var udformet som en kuppel, med lodretgående bæresøjler der brød rummet op. Et kompakt rum. Publikum var en armslængde fra Pernille Rosendahl, og hele rummet emmede af nærvær og intimitet.

– I forhold til et job på land er det helt anderledes. En speciel oplevelse at spille mens man sejler, en følelse som er svær at beskrive. ”I kampens hede” bemærker man det ikke, men man er alligevel meget bevidst om detm, siger guitaristen Søren Vestergaard.

Mørket drager
Belysningen var yderst begrænset, da musikerne indtog scenen. Med et svulmende og voluminøst brag var scenen sat til en storladen melodisk forestilling. Musikerne, Søren Vestergaard, Søren Møller (Keys), Jens Hein (Bas) og Adam Winberg (trommer) akkompagnerede Pernille denne aften. Pernille havde endnu ikke gjort sin entré, og bandet malede et instrumentalt soundtrack til Sky Club’ens midlertidige hamskifte: fra diskotek til et mørkere og mere følsomt musikalsk univers.

Lyssætning forblev minimalistisk, da Pernille trådte ind på scenen. Showet blev for alvor igangsat med Pernilles letgenkendelige vokal. En vokal som har været musikalsk fundament for adskillige musikprojekter – som Swan Lee og The Storm. Der blev trukket på hits fra begge bands denne aften. Fra Swan Lee bød det på sangene I Don’t Mind og Love Will Keep You Warm. Fra The Storm blev det en enkelt sang, med hittet Lost In The Fire. Alle tre sange bar stærkt præg af, at være nyfortolket ifølge Pernille Rosendahls nutidige lyd. Det gav dem en mere følsom, dyster og storladen lyd, så de passede bedre ind i resten af settet, som bestod af sange fra den seneste udgivelse Dark Bird.

– Fedt at spille sådan et sted, man befinder sig i et vakuum, en tidslomme. Man er på en båd og skal ikke have pakket sammen og tage hjem, fordi man jo er midt ude på havet, siger Søren. Og uddyber med at man ankommer til båden, laver lydprøve og hænger derefter ud indtil man skal spille om aftenen. ”En meget afslappende og absolut stressløs dag”.

dsc09630

På udflugt         

To gange under koncerten begav Pernille sig ned fra scenen og ud til publikum. En ting som styrkede hele oplevelsen af den intime og meget nærværende koncert. Hun bevægede sig mellem stolene i rummet og publikum fulgte hende vagtsomt med øjnene. Adskillige publikummer fik fraser af sange sunget direkte til sig – og de vil med sikkerhed huske denne koncert i lang tid.

Den ene af gangene var i sangen Afterglow, en skrøbelig fortælling om et forlist forhold og de efterfølgende spørgsmål, som dukker op, når man ikke får afsluttet et forhold ordenligt. Hele sangen foregår med Pernille iblandt publikummerne og Søren Vestergaard på guitar, som det eneste akkompagnement. Der var en stærk visuel symbolik med det parløb – Søren på scenen i lyset og Pernille på gulvet i mørket, som på en ensom vandrer.

Til ære for en stor poet, sangskriver og musiker

Leonard Cohens døde 7. november og det blev offentligt kendt fredag 11. november, som var dagen Pernille Rosendahl spillede koncerten om bord Crown Seaways. Som en hyldest valgte Pernille og bandet at spille Leonard Cohen-klassikeren ”Halleluja”. Det endte med at blive en fællessang for alle der befandt sig i rummet den aften, med et mangfoldigt kor på det ikoniske omkvæd. Sky Club var for en stund indhyllet i toner fra hele forsamlingen, og det gav en særpræget folkelig stemning. Ved sangens afslutning fulgte en mur af begejstring fra publikummet, i form af klapsalver, tilråb og pift.

Magnetisme

Gennem hele koncerten tiltrak Pernille opmærksomheden ved konstant at være i bevægelse. Hun stod aldrig stille. Hun gjorde scenen levende. En konstant rytmisk svajen, krydret med en stærk tilstedeværelse gjorde, at energien flød fra scenen og ud til publikum.

Sørens afsluttende kommentar var meget sigende for Pernille og bandets oplevelse af turen:

– Lidt ferieagtigt, hvor man kommer hinanden ved og har tiden til at nyde det før, under og efter koncerten.

Det var en koncert som rummede det storladne, det skrøbelige og det sårbare.

Dagen efter koncerten drog Pernille Rosendahl og Søren Vestergaard til Danish Music Awards, hvor de var nomineret til prisen Årets Danske Sangskriver. En pris de dog ikke vandt.