top of page

Ny forskning: Livemusik kan skabe meningsfulde oplevelser for unge i sårbare livssituationer – men hvordan gør man den tilgængelig?

​

2 Nov 2026

Hvordan sikrer vi, at flere unge får adgang til livemusik – også dem, der ikke nødvendigvis kan opsøge de traditionelle koncertoplevelser? En ny forskningsrapport fra Aalborg Universitet undersøger ROSAs SOLO-koncerter og ser nærmere på, hvad der skal til for at skabe trygge og meningsfulde koncertoplevelser for unge i sårbare livssituationer.


En koncert kan give et pusterum fra hverdagen, skabe nærvær og åbne for nye fællesskaber. Men ikke alle unge har samme mulighed for at deltage i det traditionelle koncertliv. I takt med at der kommer større fokus på, hvordan kulturlivet kan nå unge i sårbare livssituationer – blandt andet gennem Kulturpas-ordningen og initiativer som bandet Aegteskabs tilpassede koncerter til unge med mentale udfordringer – melder spørgsmålet sig: Hvordan sikrer vi, at livemusik bliver tilgængelig for flere?


Det handler ikke kun om at skabe alternative koncertformer, der tager hensyn til de unges behov. Det handler også om at sikre, at musikerne er klædt på til at møde publikum og navigere i de særlige rammer.


Det er nogle af de perspektiver, en ny forskningsrapport fra Aalborg Universitet undersøger med udgangspunkt i SOLO-projektet, der bringer professionelle musikere ud til unge på institutioner, i organisationer og på ungetilbud. Projektet drives af ROSA og afvikler omkring 100 koncerter om året i hele landet for unge, som på grund af eksempelvis angst, autisme, ensomhed eller andre sociale udfordringer kan have svært ved at deltage i traditionelle koncertoplevelser.


I løbet af 2025 har postdoc Julie Ørnholt Bøtker fra musikterapi ved Aalborg Universitet fulgt SOLO-projektet og undersøgt, hvordan livemusik kan blive tilgængelig for flere. Resultaterne viser blandt andet, at tilpassede koncerter opleves positivt af de unge, musikerne og institutionernes personale.


“På tværs af interviews med unge, ansatte og musikere fremstår koncerterne som positive og værdifulde møder, der kan bidrage med nærvær, variation i hverdagen, refleksion,

fællesskab og mulighed for dialog,” fremgår det af rapporten.


Samtidig peger undersøgelsen på, at det kræver særlig opmærksomhed fra personalet og faglige kompetencer hos musikeren at skabe trygge koncertoplevelser i utraditionelle rammer. 


Tryghed er afgørende for oplevelsen


I SOLO foregår koncerterne i de unges vante rammer, og mødet mellem musikere og publikum er ofte mere intimt end ved en traditionel koncert.


Det fremgår af rapporten, at “nærheden kan skabe nye erfaringer, meningsfulde møder og øget engagement, men kan også opleves som krævende, sårbar eller akavet. Tryghed fremstår derfor som en central forudsætning for deltagelsen i og udbyttet af koncerterne.”


En tryghed, der kan understøttes af grundig forberedelse, tydelige forventninger og mulighed for at deltage på forskellige måder er blandt de forhold, der kan være med til at skabe en god oplevelse. Samarbejdet mellem musikerne og institutionernes personale spiller også en væsentlig rolle.


Resultaterne peger dermed på, at lige adgang til livemusik ikke alene handler om at gøre musikken tilgængelig. Det handler også om at skabe rammer, hvor forskellige publikumsgrupper får mulighed for at deltage på deres egne præmisser.


Mød LAURITZ i videoen nedenfor, som er en af årets SOLO-musikere, og Kenneth Sørensen, der er forperson i Ventilen Danmark, som får besøg af SOLO i løbet af 2026.


Musikernes rolle rækker ud over musikken


Rapporten sætter også fokus på de særlige krav, denne type af koncerter stiller til musikerne. Ud over at formidle deres musik skal de navigere i relationelle og etiske hensyn og løbende tilpasse sig situationen og publikum. Det kræver en faglighed, der rækker ud over de rent musikalske kompetencer.


Julie Ørnholt Bøtker uddyber i rapporten: “Centralt står evnen til løbende at aflæse situationen og foretage kunstneriske justeringer i mødet med et sårbart publikum. Der er således tale om en faglighed, hvor det musikalske håndværk ikke kan adskilles fra relationelle og etiske kompetencer, men tværtimod er vævet sammen.”


I rapporten introduceres begrebet SOLO-musikerfaglighed, som beskriver samspillet mellem kunstneriske valg, menneskelig kontakt og faglige og etiske overvejelser.


Flere af de interviewede musikere fortæller, at de indimellem står med komplekse situationer. Rapporten peger derfor på et behov for muligheder for forberedelse, faglig sparring og refleksion.


Det er en vigtig pointe, fordi gode koncertoplevelser ikke alene afhænger af de unges forudsætninger for at deltage. De afhænger også af, at musikerne får den nødvendige støtte til at håndtere de særlige situationer, som kan opstå.


Lige adgang handler også om at møde publikum dér, hvor de er


Følgeforskningsrapporten bidrager med viden om både mulighederne og udfordringerne ved at bringe musikken ind i nye rammer. Den peger på, at intime koncerter kan skabe meningsfulde oplevelser, men at det kræver opmærksomhed på tryghed, samarbejde og musikernes faglige vilkår.


Dermed handler SOLO ikke kun om at bringe koncerter ud til unge, der ellers kan have svært ved at opsøge dem. Det handler også om at undersøge, hvordan livemusikken kan blive tilgængelig for flere, uden at der gås på kompromis med hverken den kunstneriske oplevelse eller de mennesker, der deltager.


Følgeforskningsrapporten bygger på interviews med musikere, unge og ansatte, der deltog i SOLO-projektet i 2025.


Rapporten I øjenhøjde - tryghed, intimitet og musikerfaglighed i SOLO-koncerter for sårbare unge kan tilgås her:



Fakta

SOLO - Sammen Om Live Oplevelsen - blev skabt i 2023 og har sidenhen afviklet 100 koncerter om året for sårbare unge.


Koncerterne finder sted hos civilorganisationer, institutioner, specialskoler, bosteder og lignende, hvor de unge i forvejen føler sig trygge, og hvor der er professionelt personale til stede. 


Forskningsrapporten er udarbejdet af:

Julie Ørnholt Bøtker, postdoc, Institut for Kultur og Kommunikation, Aalborg Universitet

Stine Lindahl Jacobsen, lektor, Institut for Kultur og Kommunikation, Aalborg Universitet


I samarbejde med ROSA.

Støttet af: Augustinus Fonden og Statens Kunstfond

Du kan læse mere om ROSAs forskning på SOLO-projektet her.

4.png
bottom of page