
SOLO forskning
Med projektet SOLO er ROSA indgået i et forskningssamarbejde med Aalborg Universitet for 2025-2026. Projektet er tidligere blevet følgeforsket af Aarhus Universitet og konklusionerne fra den forskning kan du finde i rapporten "Trivselsfremmende og Adgangsskabende Potentialer af Hybride Koncertformater: En Komparativ Analyse af Musikalske Besøgsvenner og SOLO"
Følgeforskning: Aalborg Universitet
I 2025 indledte ROSA et forskningssamarbejde med Aalborg Universitet og postdoc i Musikterapi Julie Ørnholt Bøtker for at undersøge forskellige aspekter af SOLO projektet under den indledende overskrift Sårbarhed som kunstner overfor sårbare publikummer.
Forskningssamarbejdet fortløber fra 2025-2026 og er gjort mulig af en bevilling fra Augustinus Fonden.
Forskningen undersøger blandt andet roller, ansvar, kommunikation og samarbejde samt grænser og overlap mellem forskellige fagligheder. Hvad sker der når kunstneres sårbarheder møder andre mennesker med sårbarheder i musikken? Hvad kan disse møder for et publikum, for kunstnere og for kunstneres formidling? Og hvilke etiske perspektiver og udfordringer findes der i koncertformatet?
Følgeforskning: Aarhus Universitet
Projektet har tidligere været følgeforsket af Afdeling for Antropologi ved Aarhus Universitet, hvor der blev forsket efter ny viden og sammenfald med forskningsresultaterne fra Musikalske Besøgsvenner.
”Hvor vi i Musikalske Besøgsvenner fandt ud af, at det anderledes koncertformat øgede den fysiske og sociale tilgængelighed for mange ældre i risiko for at opleve ensomhed, undersøger forskningen i SOLO på lignende vis tilgængelighed og trivselsfremmende effekter af intimkoncerterne for psykisk sårbare unge. Det er mundet ud i en komparativ undersøgelse af de to koncertformater med et opmærksomt blik på de forskellige målgrupper og sociale kontekster, som koncerterne udspiller sig i”, siger videnskabelig assistent Amalie Bakkær Munk Andersen, ved Afdeling for Antropologi på Aarhus Universitet”.
De spørgsmål forskerne stiller cirkulerer bl.a. om hvilken form for adgang – til musikken, kunstneren og deltagerne imellem – et alternativt format som SOLO muliggør, hvilken kapacitet de eventuelt oplever i mødet med musikken, og hvorvidt koncertoplevelsen kan bidrage til fællesskab og dialog mellem de unge deltagere. Ligesom forskningen vil sætte fokus på de professionelle kompetencer, som musikeren trækker på i mødet med de unge.
Sammenfattende siger ROSAs leder Conny Jørgensen: - Det kan være helt enestående at dele en koncertoplevelse med andre – uanset om man kender dem eller ej. Følelsen sætter sig i kroppen, og for en stund er man del af et større fællesskab. Med SOLOs særlige format ønsker vi at bidrage til, at endnu flere unge kommer i berøring med livemusikken, og de stærke oplevelser, det kan give en.
Den sammenfattende rapport blev udgivet i maj 2024. Rapporten hedder "Trivselsfremmende og adgangsskabende potentialer af hybride koncertformater: En komparativ analyse af Musikalske Besøgsvenner og SOLO" og trækker på den videnskabelige data fra undersøgelsen af Musikalske Besøgsvenner til en komparativ undersøgelse af SOLO.
Du kan kan læse de alle fire antropologiske rapporter om Musikalske Besøgsvenner her.



