top of page

10 solister klar til 100 SOLO-koncerter

Henrik Friis

23. aug. 2023

Så er årets 10 solister valgt til ROSAs nye projekt SOLO, der stræber efter at udvikle et koncertformat rettet mod sårbare unge, som ikke føler sig tilpas i livemusikkens vanlige rammer. Samtidig er DMF - Dansk Musiker Forbund også gået ind i projektet.

Barbro, ELBA, EmmaDop, Gurli Octavia, Hjalte Ross, Knægt, Martin Baltser, Stine Klingsten og Tim Alvin Boström er blevet udpeget blandt i alt 171 ansøgere, og skal i resten af 2023 give cirka 100 koncerter - og dertil skal lægges Asbjørn via et samarbejde med LMS. (Læs præsentation af de 10 musikere her)


De første koncerter kommer til at foregå i næste uge under Aarhus Festuge - med Festugen som samarbejdspartner - og ellers bliver koncerterne til i samarbejde med kulturinstitutioner og organisationer, der arbejder med unge og trivsel. Fællesnævneren er, at musikken bliver præsenteret i overskuelige rammer, som de unge føler sig trygge i.


DMF: “Et godt og vigtigt projekt”

Samtidig er SOLO netop blevet sikret støtte til 2023-aktiviteterne fra DMF - Dansk Musiker Forbund på 50.000 kr.I Dansk Musiker Forbund er vi glade for at kunne støtte et godt og vigtigt projekt som SOLO. Det er nemlig helt i tråd med vores ambitioner om at udvikle og udvide musikerens arbejdsfelt til nye områder”, siger DMFs forperson Thomas Sandberg og fortsætter:


“Musik og Sundhed er et vigtigt indsatsområde for os, hvor vi ser et stort potentiale for at udfolde musikerskabet til gavn for borgerne i samfundet.”


SOLO støttes i øvrigt af Spar Nord Fonden og TrygFonden med hver 100.000 kr. i 2023, mens Region Midt har givet en støtte på 510.000 kr. over en treårig periode.  

4.png