Ethel-prisen blev uddelt for 10. gang på SPOT 2026
4. maj 2026
Katinka var modtageren af den 10. Ethel-pris, der vanen tro blev uddelt under årets Spot Festival. Med prisen anerkendes Katinkas betydning som et autonomt, feministisk forbillede for kvindelige musikere, der skaber impact i hele musikbranchen.

Ethel-prisen blev uddelt for 10. gang lørdag 2. maj under Spot Festival 2026. Det skete umiddelbart inden Dreamstruck indtog scenen i Rytmisk Sal i Musikhuset Aarhus.
Ethel-Prisen gives til personer, der har gjort en særlig indsats for at fremme vilkårene for kvindelige musikere, og som har været med til at fremme kønsbalancen og diversiteten i det danske musikliv – som aktiv politisk rollemodel, der italesætter kønsbalancen i musiklivet eller ved at arbejde for ligestilling og diversitet.
Ethel-prisen er en politisk pris, og derfor vægtes den impact, prismodtageren har haft på ligestillingen mellem kønnene højest.
Prisen består af en “Ethel” – en skulptur, der forestiller og er opkaldt efter den engelske komponist, forfatter og feminist Ethel Smyth, skabt af billedhuggeren Malene Bjelke – samt 25.000 kroner.
Ethel-priskomitéens begrundelse for årets pris til Katinka Bjerregård:
“Når ingen lytter til dig, må man skrige.” Heldigvis bliver der efterhånden lyttet til årets
prismodtager, som har meget på hjerte. Ved at fortælle om sine oplevelser i musikbranchen i
DR-dokumentaren om den strukturelle sexisme i musikbranchen og efterfølgende i såvel
elektroniske som trykte medier, eksemplificerede Katinka Bjerregaard, hvordan unge,
kvindelige musikere i branchen ofte betragtes som kvinder fremfor som musikere.
Hun har udtalt, at kvinder kommer ind med deres køn først og evnerne bagefter, og
understreger, at den problemstilling er vigtig i forhold til at skabe et bæredygtigt musikmiljø for den næste generation af kvindelige musikere. Hun fik fortalt om sine oplevelser så
eftertrykkeligt, at det efterfølgende var svært for hende at blive signet eller få spilletid i radioen
med sine nye projekter, som hun selv udgav.
Selvom det nok ikke har været en bevidst intention, har Katinkas karriere udspillet sig omkring
den feministiske parole fra 1970’erne: “Det private er også politisk”. Et udtryk for, at valg i
privatsfæren ikke kan ses uafhængigt af de politiske rammer. Som artist folder hun sig
frygtløst og mangefacetteret ud, og beviser, at hun kan være alle ting på én gang – stærk og
svag, som en håndgranat og bly viol.
Ethel-prisen uddeles til personer, der har gjort en særlig indsats for at fremme vilkårene for
kvindelige musikere, og på den måde har været med til at fremme kønsbalancen og
diversiteten i det danske musikliv. Ethel-prisen er ikke en elitepris, men en politisk pris, og
derfor vægtes den impact, prismodtageren har haft på ligestillingen mellem kønnene i
musiklivet, højest.
Katinka har med sin velgørende åbenmundethed bragt kvindelige musikeres forhold ud i
offentligheden, og har påpeget den magtubalance, der er. Hun har vovet det på trods af
modstand i dele af branchen, og hun insisterer til stadighed på det. Hendes eget værk
beskriver hendes kamp med at sætte og følge egne spilleregler på trods af forventninger.
Katinka tildeles prisen, fordi hun gennem sin åbenhed og ærlighed til stadighed sætter
kvindelige musikeres forhold på dagsordenen – også når det ikke er passende eller nemt.
Priskomiteen vil med tildelingen anerkende Katinkas betydning som et autonomt, feministisk
forbillede for kvindelige musikere, som skaber impact i hele musikbranchen.
Årets priskomité:
Pernille Rosendahl, Sanger, Sangskriver, debattør m.m., Prismodtager 2024
Annika Aakjær, Multikunstner, debattør m.m., Prismodtager 2023
Sidsel Thomassen, Tidl. Chefredaktør Gaffa, Prismodtager 2022
Charlotte Rørdam, Lektor emerita i Musikvidenskab, AU
Agnes Fogh Schmidt, ROSA
Mette Bjarløv, Ethel-prisens bestyrelse
Eva Brems, Ethel-prisens bestyrelse
Om Ethel-prisen:
Ethel-prisen er stiftet af pianist, komponist og studielektor Pia Rasmussen. Pia var en central
person i det kvindemusikmiljø, som opstod i 1970’erne, og var gennem hele sit liv engageret i
at forbedre vilkårene for kvindelige musikere. Da Pia vidste, at hun skulle dø af sin
kræftsygdom, oprettede hun en pris, der kunne fortsætte dette arbejde.










