Mød de fem nye navne til E-Tur
6. maj 2025
En ny E-Tur-sæson står for døren, og fem spirende navne står klar til at erobre Danmarks efterskoler. Fem navne, der er nøje udvalgt af vores fagudvalg ud fra overvældende 186 ansøgninger.
ROSA præsenterer fem navne til E-tur 2025/26-sæsonen, som skal ud og spille landet tyndt på de danske efterskoler. Line-uppet i år består af:
UNG-SKAB
CarlloYABOY
Emily Bowen
NS Gang
ØNDI
De gøres derudover selskab af de to vindere af KarriereKanonen 2025, der udpeges til sommer. Læs mere om KarriereKanonens finalister her.
Du kan læse mere om det praktiske ved at booke en koncert her.
Mød vores E-Tur-artister her:

UNG-SKAB står som et spejl til en generation af unge, der går med følelserne på ærmet og en ærlig tåre på kinden. Over Eigil Bjørn Meldgaards produktioner, der stædigt afsøger grænselandet mellem r’n’b, pop og trap, svæver Clara Rose Lundbergs svævende arrangementer, der sammen opløser lytteren i UNG-SKABs verden. En verden, hvis vejrtrækning er lyden af hjertevenner og hjertesorg, sommerfester og solopgange.
Siden udgivelsen af debut-ep’en ‘UNG-SKAB’ i 2021, har gruppen spillet SPOT-festival, udsolgt Pumpehusets store sal og spillet til ‘VEGAs Udvalgte’. I sammenhæng med udgivelsen af deres seneste single ‘Snakker Lort’ blev gruppen bragt i DR P3’s programserie, ‘Upcoming’ og tog i marts 2023 på deres første danmarkstour og endte til december med at indtage Store VEGA i en bragende udsolgt dobbeltkoncert med bandet APHACA.
Senest har UNG-SKAB optrådt for en propfyldt store sal i Musikhuset Aarhus til det intime koncertformat NAKED under årets SPOT Festival, og nu får du også chancen for at opleve dem, når de tager med på årets E-Tur.
UNG-SKAB kan bookes til at give koncert i uge 49, 50 og 51.

CarlloYABOY trives i spotlightet – multikunstneren synger, producerer, skriver, optager og spiller selv hvert eneste instrument. Man føler straks hans energiske og passionerede personlighed, når han giver sit alt til sin musik – og til hver eneste optræden. Hans smitsomme energi har potentialet til at få et helt publikum til at danse.
Carllo samlede først guitaren op som 3-årig, og har siden da skrevet sin egen musik og optrådt til alle talentshows han kunne komme i nærheden af.
Han forsklarer selv, at hver sang han udgiver er som et lydligt øjebliksbillede af CarlloYABOY’s sindstilstand, der ikke bare kommer til udtryk i hans vokal – men hvert eneste instrument og melodi. Carllo og hans musik er blevet kaldt en moderne John Mayer, Rema, Tyler, The Creator og The Weekend – og når man lytter til CarlloYABOY’s musik, hører man tydeligt visionen.
Carllo har nu rejst rundt og optrådt på flere store scener som bl.a. VEGA, Aarhus Volume (Volume Village), SPOT Festival, UHØRT Festival, den prestigefyldte Jazz Cafe Camden i London og mange flere. Nu er tiden kommet til at CarlloYABOY kaster sin smitsomme energi over landets efterskoler, og du kan godt glæde dig.
CarlloYABOY kan bookes i uge 39, 40 og 41.

Emily Bowens sange er som lydsiden til en coming of age indie-film fra 00’erne, hvor hovedpersonen langsomt, men sikkert vokser og gror i et liv, der er alt andet end sort-hvidt. Første single ‘Honey’ bragede ind på dansk radio som P3’s Uundgåelige, og i starten af 2025 udgav Emily Bowen debutalbummet ”Hate Me For This” – et organisk pop-album gennemsyret af den blot 20-årige debutants levede liv – skrevet undervejs, som en dagbog, der rummer sider fulde af tilståelser, sandheder, smerte, smil, humor og en ærlig, sårbar åbenhed overfor alle de førstegangsoplevelser, man uundgåeligt vil stå over for fra den dag man bliver født til den dag, man dør.
På ‘Hate Me For This’ har Emily Bowen sidenhen haft en fast samarbejdspartner i Rasmus Søegren (eee gee, Dopha, Hjalmer m.fl.), der deler hendes tilgang til grundighed og kompromisløs, innovativ musikalsk leg.
I løbet af det seneste år har Emily Bowens musik allerede ramt dansk radio som P3’s Uundgåelige. Hun har spillet Smukfest og tour-support for engelske Maximo Park, mens Soundvenue har udnævnt hende som en af de 15 mest lovende artister i 2025. Nu er hun klar til at folde sine stærke fortællinger ud på landets efterskoler.
Emily Bowen kan bookes til efterskolekoncerter i uge 43, 44 og 45.

Direkte fra Aarhus' pulserende hiphop-undergrund kommer NS Gang – en ung trio, der balancerer rå attitude med melodisk finesse. Med en eksplosiv fusion af afrobeat og trap inviterer gruppen publikum med på en medrivende rejse gennem ungdommens op- og nedture – fra fester og forelskelser til selvrefleksion og drømme om fremtiden.
Gruppen består af Luko, Qwe og Dreads, der med deres intense kemi og energiske
liveshows skaber en fest, man ikke glemmer. Med inspiration fra både Shooter Gangs hårdhed og Iswaals legende lyd har de allerede markeret sig bl.a. med den stærke single ‘Best Life’ og en freestyle, der fangede selveste Sivas' opmærksomhed.
NS Gang er mere end bare endnu et navn – de er næste bølge i dansk rap og hiphop.
NS Gang kan bookes i uge 3, 4 og 5 i 2026.

Emo!? Punk!? Klub!? Industrial!? Eller bare Pop? - ØNDI er en kraftfuld fusion af ungdommelig energi, generationsbevidst humor og kompromisløse produktioner, der skaber en unik og inkluderende liveoplevelse, der er blevet anbefalet og refereret til på tværs af musikbranchen.
Frontmand Tobias Bjergs karismatiske tilstedeværelse fører publikum ind i et rum af ungdommelig selvdyrkelse, hvor ØNDI skubber til grænserne på den danske musikscene. Hvor mange andre højenergiske liveartister lægger op til mosh-pits og voldsomme shows, stræber ØNDI mod at skabe fester der er til for alle, og lægger i stedet op til inklusion og dans.
Med motorcykler, guitarer og inspiration fra genrer som pop-rock og post-
punk, tager ØNDI de første skridt ind i en ny æra, der byder på bandets tredje EP, en ny lyd og flere fantastiske koncerter. ØNDI er parate til at skyde deres popstjerneenergi ud på landets efterskoler med deres karakteristiske charme, og efterlade en snert af tinnitus i ørerne, samt kærlighed i kroppen på dem, der oplever deres intense, intime og eksplosive liveoptrædener.
ØNDI kan bookes i uge 46, 47 og 48.

En ekstraordinær mulighed for de to vindere af KarriereKanonen er, at de får den sidste plads på E-Tur og dermed kan bookes til optrædener på ni efterskoler – takket være vores samarbejde med BandAkademiet, der ligesom E-Tur fokuserer på talentpleje.
KarriereKanonen er ikke blot en konkurrence, hvor vinderne når bredt ud via DR's platforme – det er også et talentudviklingsprojekt, der giver alle udvalgte deltagere rådgivning, indsigt i musikbranchen og et skræddersyet forløb ved Bandakademiet.
I 2024 løb talenterne hun_sagde og Dupont med sejren, og vi glæder os til at finde årets vindere, der skal følge i deres fodspor.
Vinderne findes ved finalen i juni 2025. Læs mere om KarriereKanonens 5 finalister her.
Vinderne af karriereKanonen kan bookes i uge 35, 36 og 37.
Er I interesseret i at få nogle af vores E-Tur-navne ud på jeres efterskole? Eller interesseret i at høre mere om projektet?
Kontakt projektleder Anders Ovesen nu på ovesen@rosa.org
Du kan læse mere om det praktiske ved at booke en koncert her.
