top of page

TAL: Få værktøjer til at tackle udfordringer i musikbranchen

14. jan. 2025

Styrk din trivsel i musikbranchen. Kom med til gratis workshopdage, og få viden og redskaber til at håndtere udfordringer i dit virke.


TAL - Trivsel, Arbejdsmiljø og Levende Kultur er et nyt initiativ, der har til formål at undersøge og bekæmpe den udbredte mistrivsel i musikbranchen, der især findes blandt unge musikere i alderen 16-30 år. Det vil TAL gøre ved at engagere og styrke unge musikere mentalt samt give dem værktøjer til at skabe stærkere samarbejder. 


TAL præsenteres af Radar og vil først og fremmest facilitere workshop-dage i gennem partnerskaber med lokale organisationer som Tapetown, ROSA, Mental Voice og DMF Aarhus.

 

Derudover bliver ét act, der har deltaget i forløbet, valgt til en tour i Danmark og Holland. Her skal laves behind-the-scenes dokumentarproduktioner og livesessions for at digitalisere de problematikker og svære miljøer, man som musiker møder i musikbranchen. 


Bedre odds for at tackle musikbranchen

Der er generelt dårlig trivsel i den danske musikbranche. Det konkluderes blandt andet i undersøgelsen When Music Speaks udgivet af Musiklivets Partnerskab i 2023. Undersøgelsen viser blandt andet at: “det kun (er) lidt over fire ud af 10 yngre musikere, der trives.” 


Processen i at gå fra vækstlag til etableret musiker kan komme med et utal af udfordringer, der kan være mentalt krævende. TALs hovedformål er at identificere problemstillingerne, sætte fokus på dem og skabe værktøjer, der kan gøre det lettere for det individuelle menneske at håndtere det til tider barske arbejdsmiljø. 


STEP 1 / TAL-workshops

TAL vil først og fremmest facilitere workshop-dage i regionen, der lægger op til dialog mellem deltagere og artister/musikere om musikbranchens arbejdsmiljø. Her vil Mental Voice, der arbejder for at øge bevidstheden om mental styrke og trivsel i den danske musikbranche, undervise i balancen mellem ressourcer og krav, samt mindset i en præstationskontekst.


Du har mulighed for at tilmelde dig én workshop på et af de spillesteder, der passer dig bedst rent geografisk og datomæssigt. Det er gratis at deltage. Tilmeld dig ved at trykke på linket ud fra den enkelte workshop.

 

WORKSHOP 1 // Silkeborg, Rampelys // søndag 16. februar

WORKSHOP 2 // Herning, Fermaten // søndag 2. marts

WORKSHOP 3 // Ebeltoft, Rampen // søndag 9. marts

WORKSHOP 4 // Horsens, Platform K // søndag 23. marts

WORKSHOP 5 // Aarhus, Radar // søndag 27. april

 

Vores workshops i Region Midt er for alle, der enten er aktive musikere, eller som via deres virke i musikbranchen er interesserede i trivsel i det musikalske arbejdsliv. 


Alle er velkomne til at deltage, og forløbet er relevant i forhold til de udfordringer, som alle i musikbranchen kan opleve. Dog er projektet primært rettet mod de 16 til 30-årige, da denne aldersgruppe især er udsat.


STEP 2 / Showcase-eksperimentet – du kan blive udvalgt

Som en del af TAL bliver en artist/band, der har deltaget i forløbet, udvalgt til at spille tre showcase-koncerter på henholdsvis Radar i Aarhus, på Eurosonic i Groningen, Holland, og på en relevant festival i samarbejde med Den Danske Ambassade i Warszawa/Gdansk. Bandet/artisten udvælges af en neutral lyttergruppe.


Med en dokumentar- og livesessionproduktion af touren og koncerterne vil TAL digitalisere erfaringer, værktøjer og budskaber fra trivselsprojektet. Formålet med digitaliseringen er at promovere resultaterne for den gængse musikforbruger og branchen.



Se med i videoen herunder, hvor Viggo, der er projektleder på TAL, fortæller om workshopdagene og visionen med TAL:





Læs mere om TAL på Radars hjemmeside her. Ved spørgsmål til projektet kan du kontakte Radar på tal@radarlive.dk.

 

TAL præsenteres af Radar i samarbejde med Tapetown, Mental Voice, DMF & DMF Aarhus, Region Midt, Aarhus Kommune, Rampen, Platform K, Fermaten, Hverdagslive, Alexander Engel og ROSA

4.png
bottom of page