top of page

Talenterne til årets On Track er fundet

24. nov. 2022

Udvælgelsesprocessen til årets On Track er overstået – og de ni talenter er fundet. On Track skabes i år i samarbejde med KORMA, Turkis og Bandakademiet/Danish Songwriting Academy for at finde og udvikle unge lokale sangskriver-, komponist- og producertalenter.

Årets dansk-tyske hold af hitsangskrivere og producers tager på tour og besøger tre talentmiljøer i henholdsvis Aalborg, Aarhus og Roskilde fra søndag 27. november frem til onsdag 30. november. Her møder de hvert sted tre udvalgte talenter, som går ind i et hektisk og lærerigt døgn sammen for at skrive og arbejde sammen.


On Track er et partnerskab mellem ROSA, den internationale sangskriver camp Aarhus Calling og MXD. On Track 2022 er en del af projektet NEUSTART, der er sat i verden for at styrke forbindelserne mellem dansk og tysk musik.


Elisa Lama er artist og sangskriver fra Aarhus. Hun har netop udgivet egen EP. Elisa har en stor passion og erfaring inden for RnB og pop, og har for nyligt deltaget i Batsheba Writing Camp, hvilket for hende var en kæmpe succes.


Den 24-årige songwriter og artist Beno har et hjerte, der banker for popmusik. Enkle tekster, følelsesladede emner og fængende toplines har resulteret i samarbejde med nogle af Danmarks upcoming artister som Emma Nicoline og Malte August. Som artist i eget navn handler det om kontrasten mellem de enkle tekster og de store produktioner. Og det er også det, vi kan forvente af ham til dette års On Track.


Josefine Damtoft, der virker under kunstnernavnet Josie Elinor, er artist og sangskriver, der de seneste år har deltaget i Dansk Melodi Grand Prix 2022 sammen med Jack Warren og som i 2021 blev udvalgt til at deltage i Aarhus Calling. I øjeblikket arbejder hun sammen med Prophecy Productions LLC, USA, hvor hun er i fuld gang med at skabe sin første EP.


Christopher er sangskrivende og studerende på DSA. Han har udviklet sin lyd gennem flere år på camps og i sessions. Han finder sin styrke på tværs af genrer, med fokus på aktive og stærke melodier og fængende historiefortællinger.


Karoline Stensen, der går under det kunstneriske virke Enilora, har siden foråret 2021 turneret både i Danmark og Tyskland på festivaler og med egne headliner shows. Enilora er artist og sangskriver. Og hendes lyd beskrives som en blanding af Billie Eilish og AURORA.


Nik Marek formår at pakke sine oplevelser ind i kommerciel pop-musik, der både indeholder kærlighedshistorier, metaforer over stoffer og generel frustration over livets vanskeligheder. En upcoming artist og sangskriver fra Aalborg, der med sin kantede lyd allerede har produceret tracks sammen med NEUBAU Music og har haft session i Tyskland gennem Budde Music.


Silvia er en sangskriver og artist, der har sit eget artistprojekt, men har også arbejdet med forskellige navne såsom Pind, Agnes Hartwick og Bbybites. Silvia skriver engelsk og dansk pop og var i år en af de ti udvalgte til KarriereKanonen 2022. Aktuelt er hendes seneste single ”Med Din Trøje På” at finde på upcominglisten på P3.


Miki er en 21-årig producer og sangskriver fra Aalborg, der siden 2015 har dyrket og produceret EDM til sit artistprojekt Kila, hvorigennem han har nået 1,7 mio. streams på Spotify. I 2022 lægger han Kila på hylden for at fokusere på det kommercielle danske musikmarked og finde sin plads som producer og sangskriver i musikmiljøet.


Sara Gustafson er artist, sangskriver og studerende på DSA. Hun fandt vejen til musikken gennem digte og lyrik. Hendes produktioner og tekster bevæger sig mest i indiepoppen og poppens verden. Indtil videre har Sara deltaget i songwriting camps med Nordic LA og produceret flere demoer.

4.png
bottom of page