top of page

Tre år med Musikalske Besøgsvenner: Her er forskernes anbefalinger til fremtidige kultur- og sundhedsprojekter

24. nov. 2023

Efter tre år med Musikalske Besøgsvenner og løbende forskning undervejs, har antropologer fra Aarhus Universitet udgivet forskningsrapporten: `8 råd til kultur- og sundhedsprojekter: Baseret på erfaringer fra Musikalske Besøgsvenner´.

Siden 2021 har mere end 25 forskellige professionelle musikere taget livemusikken med helt ind i stuen hos borgere og deres besøgsvenner gennem projektet `Musikalske Besøgsvenner´. Projektet blev skabt med en ambition om at lave et anderledes koncertformat for borgere, der normalt ikke er i stand til at tage ud af hjemmet for at gå til koncert. 

Projektet har desuden fungeret som et eksperiment i feltet mellem kultur og sundhed for forskere fra Afdeling for Antropologi ved Aarhus Universitet. 


Efter tre års forskning og knap 300 koncerter er den anden rapport `8 råd til kultur- og sundhedsprojekter: Baseret på erfaringer fra Musikalske Besøgsvenner´ nu klar både i fysisk og digital form. 


Hvor den første forskningsrapport `Musikalske Besøgsvenner 2021 – fra eksperiment til koncertformat´ fra starten af året fokuserer på projektets format og potentiale, har forskergruppen i den nye rapport udformet otte råd til alle, der ønsker at lave lignende kultur- og sundhedsprojekter i fremtiden: 


8 råd til kultur- og sundhedsprojekter 

  1. Klæd deltagerne på til oplevelsen

  2. Tag medansvar for kunstnernes professionalisering i kultur- og sundhedsfeltet

  3. Match projektdesign med den rette målgruppe

  4. Skab viden og dokumentation som en del af projektdesignet

  5. Gentænk ’den gode oplevelse’

  6. Skab sammenhængende koordinering og prioritér relationsarbejde

  7. Gør op med silotænkning i sektorer

  8. Investér i langvarige projekter af hensyn til impact og bæredygtighed


Om forhåbningerne om hvad de otte råd kan bidrage med, fortæller forsker, Amalie Bakkær Munk Andersen: 


Forhåbentlig vil rådene fungere som en vejledning for at skabe bæredygtige rammer og strukturer for samarbejder på tværs af sektorer og fagområder, da det er de relationer der skal skabe fundament for langvarige projekter med øget impact. 


Det er netop ønsket om at skabe flere længerevarende og mere bæredygtige projekter, der ligger til grund for selve forskningen og rapporten: 


Hidtil har kultur- og sundhedsfeltet været præget af midlertidige pilotprojekter, og derfor har vores forskning i denne omgang fokuseret på arbejdet med at skabe et langvarigt og bæredygtigt projekt, fortæller Amalie Bakkær Munk Andersen. 


Forskningsleder, Nanna Schneidermann tilføjer, at rapporten er udarbejdet med ønsket om at give nogle helt konkrete råd til, hvordan fremtidige kultur- og sundhedsprojekter kan lykkes: 


Der er enormt mange små projekter og forsøgshandlinger som, selvom de skaber gode resultater, har svært ved at finde forankring og blive permanente tilbud. Derfor tænkte vi: i stedet for at skrive den samme gamle slags forskningsrapport med metode, resultater og diskussion, så skriver vi en, som er formuleret som otte gode råd til andre, der står med et projekt om kultur og sundhed og til de organisationer som er vært for dem og som giver dem midler. 


Et projekt med potentiale 

I løbet af projektets tre årige levetid, har hjemmekoncerterne spredt glæde hos hundredvis af borgere og besøgsvenner. Koncertformatet har desuden vist sig at have trivselsfremmende og relationsopbyggende potentiale. Det viste resultaterne af forskningens første fase. 


Allerede efter første fase af forskningen har forskerne bag rapporten, Amalie Bakkær Munk Andersen, Tanja Kronborg Hansen og Nanna Thorsteinsson Schneidermann desuden været med til vække interessen for projektet blandt internationale forskere.


Hele rapporten kan læses her.


Flere nye koncertformater 

Udover international anerkendelse har de gode erfaringer fra `Musikalske Besøgsvenner´ også været inspirationskilde til ROSAs projekt SOLO.

SOLO tager ligesom `Musikalske Besøgsvenner´udgangspunkt i modellen med alternative koncertrum, hvor borgerne føler sig trygge – dog med mindre grupper af sårbare unge som målgruppe denne gang. 


I løbet af 2023 har 10 musikere spillet 100 koncerter for grupper af unge rundt i landet. SOLO fortsætter i 2024 og følgeforskes på samme måde som Musikalske Besøgsvenner. 


Læs mere om SOLO her.


`Musikalske Besøgsvenner´ er blevet til med Region Midtjylland som hovedbidragsyder og med støtte fra: VEGA, Tønder Kommune, Kirsten og Gunnar Fonen, Aarhus Kommune, Aarhus Universitet, Danske Seniorer, Gladsaxe Kommune, Godset, Huset, Husrum, Koda, Kolding Kommune, Musikhuzet, Opgang 2, Paletten, Røde Kors, Sind, Spillestedet Thy, Train, Ude-bo, og Ældresagen.

4.png