top of page

Når musik bygger bro mellem Danmark og Frankrig

3 Sept 2026

Hvad sker der, når danske og franske musikmiljøer mødes? Ifølge Catherine Lefebvre, presse- og kulturråd ved Danmarks Ambassade i Paris, handler internationale kultursamarbejder om langt mere end at sende danske kunstnere ud i verden. De kan være med til at udvikle musiklivet på begge sider af grænsen.

“Det er jo noget, der befrugter den danske kunstscene,” udtaler Catherine Lefebvre. “Jo mere danske kunstnere indgår i internationale sammenhænge, desto mere kan de også gøre for den danske scene og gøre den endnu mere interessant.”


Når danske musikere møder nye publikummer, samarbejdspartnere og arbejdsmetoder, tager de erfaringerne med hjem.



Det dansk-franske samarbejde befinder sig ifølge Catherine Lefebvre i en særlig god periode, og netop forskellene mellem de to musikmiljøer gør udvekslingen interessant.


Justine Debicki, der er Music PR specialist og medstifter af det franske PR bureau Boogie Drugstore, følger den franske musikscene tæt og peger på, hvordan de to landes økosystemer adskiller sig fra hinanden:


“Danmark er et relativt lille marked, så danske artister og virksomheder tænker ofte internationalt meget tidligt. Frankrig er næsten det modsatte: et stort hjemmemarked med en stærk lokal industri og sin egen kulturelle infrastruktur.”


Forskellighederne kan dog ifølge Justine være med til at styrke den gensidige udveksling: 


“Danske artister får adgang til et stort og kulturelt indflydelsesrigt marked, mens franske aktører kan drage fordel af den mere internationalt orienterede tilgang og de stærke forbindelser til udlandet.”


ROSAs Paris Residency 2026: Showcases med Debbie Sings og Majke Voss.
ROSAs Paris Residency 2026: Showcases med Debbie Sings og Majke Voss.

Plads til det særegne


Frankrig er samtidig interessant for danske artister, fordi der findes et stærkt miljø omkring alternativ og eksperimenterende musik.


“Der har altid været noget om, at Frankrig har en stærk appetit på alternativ pop og mere eventyrlysten musik – dansk eller ej. Men der er ikke nødvendigvis et stort mainstream-marked for de genrer,” fortæller Justine.


Til gengæld findes der et økosystem, som giver plads til kunstnere med en stærk profil.


“Det, Frankrig har, er et meget udviklet økosystem af specialiserede medier, public service-radio, festivaler, spillesteder og kulturinstitutioner, der kan give mere særegne projekter plads til at udvikle sig. Og for mig er dét det afgørende.”

– Justine Debicki


Det er også her, danske artister ifølge Justine har noget at byde på.


“Danske artister ankommer ofte med en meget stærk identitet – visuelt, musikalsk og i forhold til hele projektet. Der er ofte en villighed til at være ambitiøs kreativt uden nødvendigvis at lave noget, der er åbenlyst kommercielt.”


Og især den alternative danske musikscene vækker opsigt i Frankrig – og i så høj grad, at den nye bølge af alternative pop-artister blev fremhævet i den franske avis le Monde i juli 2026. Læs mere her.


Relationer før rækkevidde


Men Frankrig er ikke et marked, man bare kan besøge én gang og forvente at få fodfæste i. Det kræver tid, kontinuitet og lokale relationer.



Som Justine ser det, handler det om at finde de rigtige miljøer og opbygge en tilstedeværelse over tid – frem for blot at føje Frankrig til en international releasekampagne.


“For danske artister handler det om at forstå, hvor deres projekt passer ind, og identificere de rigtige communities, medier, radioer, festivaler og partnere omkring det,” fortæller Justine Debicki.


“En fejl, jeg ret ofte ser, er, at man går ind på det franske marked omkring én enkelt udgivelse, laver lidt promotion og så forsvinder igen. Det er svært at bygge noget op på den måde.”


Det samme gælder selve kulturudvekslingen – og ifølge Catherine Lefebvre er stærke lokale partnerskaber afgørende, hvis et projekt skal leve videre:


“Det er en strategi, der virker, fordi den er forankret i en dobbeltsidig interesse, og vi (Danmarks Ambassade i Frankrig red.) søger hele tiden at opbygge faglige partnerskaber – fordi det er dét, som gør det langtidsholdbart og bæredygtigt.”


På den måde bliver målet ikke blot at få dansk musik ud over grænsen, men at skabe forbindelser, der kan fortsætte af sig selv og udvikle sig.


“Det fede er jo, når vi gør os selv overflødige. Vi stræber altid efter, at man får det der ekko på den franske scene – til gavn og glæde for Danmark selvfølgelig, men ikke mindst for den enkelte kunstners skyld.”

– Catherine Lefebvre


Det er netop dér, kulturudvekslingen bliver interessant: Når mødet mellem to musikscener ikke bare flytter musik fra ét land til et andet, men skaber nye relationer, idéer og perspektiver, som bevæger sig begge veje. 



ROSA arbejder tæt sammen med Den Danske Ambassade i Frankrig i forbindelse med vores Paris Residencies, der hvert år inviterer danske komponister/musikere til at ansøge om et arbejdsophold i Paris for at udforske og møde det franske musikliv og opbygge en tilstedeværelse – samt ROSAs branchedelegation i forbindelse med den franske musik- og konferencefestival MaMA, hvor ROSA inviterer ti aktører fra det danske musikliv med til Paris, for at opbygge netværk og orientere sig i, hvad der rør sig på den franske scene.



OPEN CALL: MaMA Music & Convention


Er du interesseret i det franske marked? Så er det stadig muligt at ansøge om at komme med ROSA til MaMA i Paris 14.–16. oktober. Læs mere og ansøg her senest 6. september.


Du kan læse mere om vores internationale projekter her.

4.png
bottom of page