Årets BauSongs’ deltagere fandt sammen i et dystopisk filmsoundtrack
3. dec. 2024
Dette års udgave af den Berlin-baserede sangskrivercamp BauSongs blev til 5 dage af kreativ udfoldelse med fokus på AI, stemningsbilleder og højskoleånd.
10 vidt forskellige sangskrivere, komponister og lydartister fra Danmark og Berlin samledes i Bauteil3-studierne, der indrammes af den forladte berlinske lufthavn Tempelhof. Årets deltagere var et diverst sammensat hold med et mix af genrer og udtryk, men var alligevel, ifølge BauSongs-underviser og musiker Greta Schenk (GRETA), helt homogene og sammentømrede som en gruppe.
Allerede fra starten, da alle deltagerne blev bedt om at bidrage med sange til en fælles musikwalk-playliste, var det tydeligt, at gruppen delte en særlig energi, fortæller Greta:
“Hver gang vi lyttede til sangene i slutningen af dagen, føltes det nærmest som et fællesværk. Der var en stor fællesnævner i lyd og stemning, på trods af mangfoldigheden i udtryk og genre. Vi har flere gange beskrevet det som et dystopisk filmsoundtrack.”
![](https://static.wixstatic.com/media/2d92b6_7e56bbfae26f4ab582d70565045eac5d~mv2.png/v1/fill/w_980,h_485,al_c,q_90,usm_0.66_1.00_0.01,enc_auto/2d92b6_7e56bbfae26f4ab582d70565045eac5d~mv2.png)
Nye globale tendenser inden for sangskrivning
Den fælles musikwalk-playliste, de producerede sange og hele arbejdsprocessen var en tydelig afspejling af de tendenser, der ses inden for sangskrivning på globalt plan. Greta uddyber:
“Hvis man skal opdele det på en meget sort-hvid måde, har der været to hovedretninger:
Den ene er den klassiske sangskrivning, som trækker på traditioner fra f.eks. Bob Dylan og Joni Mitchell, og den anden er den mere eksperimenterende tilgang, hvor der er større skift, flere fragmenter og mere leg med lyd og produktion (f.eks. Björk og Radiohead).”
![](https://static.wixstatic.com/media/2d92b6_15b6e160acc94f87a8b3ebec17624efa~mv2.png/v1/fill/w_980,h_327,al_c,q_85,usm_0.66_1.00_0.01,enc_auto/2d92b6_15b6e160acc94f87a8b3ebec17624efa~mv2.png)
Greta henviser efterfølgende til lyden af bl.a. Rosalia, Arca og Holly Herndon: “Hvor kilden af lyden ikke nødvendigvis er genkendelig, men det vigtige er, hvad det udløser i os som lyttere.”
Et skud af futuristiske lyde og AI-teknologi
På campen blev der også plads til fornyelse og eksperimenter, da to gæsteundervisere delte deres unikke perspektiver og erfaringer. Lyra Pramuk, der er kendt for sin futuristiske folkemusik, kombinerer vokal, komposition og performance til en helhedsoplevelse, mens Portrait XO, en innovativ kunstner og forsker, udforsker krydsfeltet mellem AI og kunst i sine projekter.
Deres workshops gav både undervisere og deltagere nye værktøjer og masser af inspiration til at tænke musikken i nye retninger.
![](https://static.wixstatic.com/media/2d92b6_ad00cff713ea4a5190688e8b78364f17~mv2.png/v1/fill/w_980,h_350,al_c,q_85,usm_0.66_1.00_0.01,enc_auto/2d92b6_ad00cff713ea4a5190688e8b78364f17~mv2.png)
Både Pramuk og Portrait XO’s tilgang til at lege med AI, stemninger og teknikker i produktioner talte godt ind i campens uskrevne tema med at eksperimentere med kreative udtryk. Greta uddyber:
“I år har de (deltagerne red.) været meget detalje- og procesorienterede og haft mindre fokus på at skabe færdige sange. I stedet har de haft større fokus på at afprøve de nye og ofte abstrakte metoder, vi introducerede dem for.”
Nogle af de arbejdsprocessor, der især har fyldt ved årets camp, bestod i:
Nye måder at bruge AI som et værktøj.
At få bekræftet, hvor godt det fungerer at sætte klare rammer og improvisere indenfor dem.
At ikke tænke musik så opdelt i elektronisk og organisk, men snarere som en samlet helhed, og hvordan det kan formidle en bestemt følelse.
BauSongs 2024 blev afholdt 18.-22. november med underviserne Greta Schenk (GRETA), Michael Møller og Kaspar Kaae og blev afsluttet med en reception, samt en præsentation af den fælles EP, der blev produceret af deltagerne i løbet af campen.
Campen blev arrangeret i samarbejde med Musicboard Berlin og ROSA.
BauSongs er støttet af DPA/KODA Kultur og Statens Kunstfond. BauSongs opstod i 2022 som en del af NEUSTART-initiativet.
Læs mere om BauSongs her.
![4.png](https://static.wixstatic.com/media/516cbc_a896dbab414e401cb995590323ca9615~mv2.png/v1/fill/w_282,h_371,al_c,q_85,usm_0.66_1.00_0.01,enc_avif,quality_auto/4.png)
![](https://static.wixstatic.com/media/e35dff_e03a378aa1b84362aaa2b60fe9b7e0d1~mv2.png/v1/fit/w_120,h_108,q_90/e35dff_e03a378aa1b84362aaa2b60fe9b7e0d1~mv2.png)
![](https://static.wixstatic.com/media/2d92b6_8b51d0dcaeb4473e8692e0bc057ddde7~mv2.webp/v1/fit/w_120,h_120,q_90/2d92b6_8b51d0dcaeb4473e8692e0bc057ddde7~mv2.webp)
![](https://static.wixstatic.com/media/e35dff_7c45b1c3ba4f44b7b845754c0b50f860~mv2.jpg/v1/fit/w_120,h_120,q_90/e35dff_7c45b1c3ba4f44b7b845754c0b50f860~mv2.jpg)