A.P. Møller Fonden støtter livemusikken på erhvervsskoler
14. sep. 2026
Kan livemusik styrke fællesskabet og mindske frafald på erhvervsuddannelser?
Det undersøger ROSA med pilotprojektet Tech-Tur, der modtager en betydelig bevilling fra A.P. Møller Fonden til projektets fortsættelse i 2027.
A.P. Møller Fondens bevilling på 100.000 kroner til Tech-Tur bringer livemusikken direkte ud på erhvervsskolerne. Eleverne får fælles koncertoplevelser midt i deres hverdag, mens unge orkestre får muligheden for at få kilometer i benene og møde nye publikummer.
Med bevillingen kan ROSA gennemføre endnu flere koncerter på tværs af landet og samtidig undersøge, hvordan livemusik kan være med til at skabe fællesskab og understøtte trivsel blandt elever på erhvervsuddannelser.

I foråret 2026 har ROSA allerede sendt både Luca Stereo og Røverdatter på turné rundt på landets skolehjem, og i dag mandag 14. september drager Luca Stereo afsted på anden del af deres turné.
Luca Stereo vil i uge 38 besøge fire erhvervsskoler:
Erhvervscollege Bispebjerg
Aalborg Techcollege
Erhvervskollegiet, Syddansk erhvervsskole
Business College Syd, Mommark Handelskostskole

I uge 49 præsenterer vi årets sidste Tech-Tur artist Laura Vejlby, der også besøger fire erhvervsskoler.
På skuldrene af stærke erfaringer
Konceptet står på skuldrene af erfaringer fra ROSAs mangeårige og succesfulde E-Tur koncept, der har bevist sit værd på landets efterskoler de sidste 18 år, hvor flere end 100.000 elever har deltaget i flere end 800 koncerter.
Tech-Tur er skabt på foranledning af Aalborg Techcollege i 2024, og har indtil videre vist, at potentialet er stort. Eleverne har oplevet bands af samme kaliber som debuterende bands på Roskilde Festival, hvilket har skabt uforglemmelige oplevelser. Vigtigst er det dog, at de fælles oplevelser har vist sig at være en "social isbryder", der skaber fællesskaber blandt eleverne.
Er du interesseret i at høre mere om Tech-Tur?
Kontakt ROSAs projektleder Anders Ovesen på ovesen@rosa.org eller tlf.: 22138444










