top of page

På tour med international transportstøtte: KBA’s beatbox-brag på verdensscenen i Japan

Frederik Rixen

15. jan. 2025

Den internationale transportstøtte giver plads til drømme, der rækker ud over de danske grænser. I denne artikelserie vil vi løbende bringe historier om artister og bands, der har fået transportstøtte gennem ROSA. I den femte artikel kan du læse om beatbox-artisten KBA, som sikrede sig selv og Danmark en sejr ved verdensmesterskabet i beatboxing i Japan.

23-årige Kasper Andersen læser til hverdag på CBS i Business Administration and Sociology og arbejder i recruiting, men når han ikke er fordybet i forberedelser til forelæsninger, forfølger han sin “sidegeschæft” – en professionel karriere som beatboxer, der efterhånden rækker langt udover en normal fritidsinteresse.


Med økonomisk hjælp fra den internationale transportstøtte valgte Kasper at rejse til Tokyo for at deltage i verdensmesterskabet i beatboxing i Japan, Grand Beatbox Battle 2024, i kategorierne “Producer” og “Loopstation” – en konkurrencekategori, hvor man bruger en enhed til at optage og afspille lyde i loop, mens man opbygger komplekse musikstykker live med stemmen. 


Foto: Grand Beatbox Battle 2024

Publikum i salen talte flere tusinde, og hundredtusindvis fulgte med online, spændt på at se, hvad deltagerne ville levere. Men det var ikke kun publikums øjne, der vejede tungt – det største pres kom fra Kasper selv. Med en målrettethed og ambition, der havde drevet ham hele vejen hertil, vidste han, at kun det absolut bedste ville være godt nok.


“Det var ret stressende, fordi jeg havde sat mig for, at jeg ville vinde. Der var ikke rigtig nogen anden mulighed for mig – jeg havde sagt til mig selv, at det skulle ske. Og det gjorde det så også - Jeg løb med sejren i producer-kategorien. Men jeg må sige, at jeg satte mig et meget ambitiøst mål, og det gjorde det helt klart til en meget intens oplevelse,” fortæller Kasper.


Foto: Grand Beatbox Battle 2024

For at vinde producer-konkurrencen krævede det ikke kun, at man skulle overbevise de fem dommere, men også at man skulle forføre publikum – noget, Kasper har lært, er mindst lige så vigtigt som selve performancen. “I bund og grund, selvom det er en konkurrence, så er det jo også en koncert på en måde. Derfor er det ekstremt vigtigt at få publikum med i hele situationen,” forklarer han.


En kamp med sig selv

De sidste øjeblikke før en optræden er afgørende – en blanding af intens koncentration og en kamp mod egne nerver. For Kasper er det en balancegang, der kræver både kontrol og karisma.


“Især de der 2-3 minutter før man går på scenen, og du ved, hvem du er oppe imod, er intense. Det føles som om, du kæmper lige så meget mod dig selv, som mod din konkurrent. Det handler virkelig om at kunne slappe af og holde nerverne i ro,” forklarer han og tilføjer: “Men samtidig kan du heller ikke slappe for meget af, for du skal have publikum med dig. Du skal finde den rette attitude og kunne hype dem op, uden at lade det tage for meget over.”


Kaspers trofæ. Foto: Kasper Andersen (KBA)

Fra impulskøb til karrierevej

Kasper Andersens rejse ind i beatboxens verden begyndte med en tilfældig YouTube-video og et impulsivt køb af en loopstation. “Jeg så beatboxeren Thorsen fra DR-programmet Danmark Har Talent, og det tændte en gnist. Jeg syntes, det så fedt ud, og så besluttede jeg mig for at kaste mig ud i det. Få år efter tænkte jeg, at jeg ville det mere seriøst.”


Seriøst blev det, og Kaspers dedikation og naturlige flair for beatboxing bar hurtigt frugt. Mindre end ét år senere besluttede han sig for at deltage i sit første mesterskab i Holland – og vandt.


“Jeg havde aldrig forventet, at det ville ske så hurtigt,” siger han og tilføjer, at succesen kun gjorde ham endnu mere motiveret til at gå endnu længere med musikken. 


Siden da har Kasper vundet adskillige beatboxing-konkurrencer og opbygget en international fanskare, som gennem Patreon-donationer er med til at drive hans passion for beatboxing på højeste konkurrenceniveau.


“Gennem Spotify, YouTube og en subscription-base får jeg nogle penge ind, og jeg oplever flere og flere bookings – især fordi folk ser mine konkurrenceoptrædener og falder over mine videoer bagefter," forklarer Kasper.


Han bruger også streaming som en måde at involvere sig i miljøet og dele sin proces. "Jeg streamer lidt, men jeg prøver ikke at lave specifikke YouTube-videoer. Hvis jeg f.eks er i gang med at lave en sang, kan jeg finde på at streame processen. Jeg gør bare det, jeg alligevel ville gøre, og der er folk, der er interesserede i at se, hvordan jeg arbejder," fortæller han.


Foto: Grand Beatbox Battle 2024

Danmark skal forstå beatboxing

Efter at have vundet verdensmesterskabet er Kasper nu officielt anerkendt som en af de bedste i verden inden for beatboxing. Men hvad sker der, når man når toppen? Kasper har stor motivation til at fortsætte sin rejse, men hans næste skridt er ikke nødvendigvis at forsvare titlen.


"Jeg er verdensmester nu, så jeg kan ikke rigtig komme længere herfra. Det er ret cool, men jeg er tilfreds med der, hvor jeg er. Jeg tror, at næste skridt for mig bliver at prøve at bryde igennem i Danmark og vise, hvad det er, jeg laver og udbrede kendskabet til beatboxing som genre på lige fod med andre genrer af elektronisk musik" siger Kasper og fortsætter:


"Jeg får bare motivation til at gøre endnu mere. Jeg vil ud og spille koncerter, lave et 90-minutters set med elektronisk musik live, og prøve at gøre det til en interaktiv oplevelse. Og nu når jeg kan skrive verdensmester på CV'et, er jeg optimistisk om, at jeg kan få beatboxing ud på de store festivalscener i Danmark."


Foto: Grand Beatbox Battle 2024

International Transportstøtte realiserede mesterskabet

Økonomiske barrierer kan ofte være den største udfordring for kunstnere, der ønsker at forfølge deres internationale drømme. Ifølge Kasper blev udfordringen dog overkommet med hjælp fra International Transportstøtte, som muliggjorde hans rejse til Japan for at deltage i verdensmesterskabet i beatboxing. "Jeg tror ikke, jeg havde haft mulighed for at deltage, hvis jeg ikke havde modtaget transportstøtten," fortæller Kasper og fortsætter: "Den fjernede en enorm økonomisk byrde, så jeg kunne fokusere på det, der virkelig betyder noget – min performance og oplevelsen."


Til hverdag læser Kasper på CBS i Business Administration and Sociology og arbejder i recruiting, så som studerende var det afgørende for hans deltagelse, at han fik støtte.


“Jeg er unistuderende, og penge til to flybilletter til Japan er ikke noget, man lige finder supernemt. Så havde jeg ikke modtaget støtten, er jeg usikker på, om jeg havde deltaget. Det dækker sjældent alle udgifter, men jeg fik dækket cirka 25 procent af min flyrejse, hvilket er en kæmpestor hjælp, når man skal finansiere en flytur til Japan.”


Støtten var ikke kun en praktisk hjælp, men også en symbolsk anerkendelse af værdien af Kaspers kunst og engagement. "At få den støtte føltes som et skulderklap. Det gav mig modet til at tro på, at det, jeg laver, betyder noget," siger han.


International Transportstøtte bliver derfor mere end bare økonomisk hjælp – det bliver en katalysator for kulturel udveksling og personlig udvikling.


"For mig var det ikke bare en konkurrence. Det var en mulighed for at vise, hvad dansk beatboxing kan, og for at møde andre kunstnere fra hele verden," forklarer Kasper. 


Næste ansøgningrunde

Er I klar til at udvide jeres internationale marked? Den internationale transportstøtteordning giver jer mulighed for at søge tilskud til transport i forbindelse med turnéer i udlandet, internationale samarbejder i Danmark eller andre initiativer, der fremmer dansk musik på den globale scene.


Husk, at den næste ansøgningsfrist er den 20. februar 2025.

Læs mere om puljen, og ansøg om international transportstøtte her.


De fire genreorganisationer - herunder ROSA - yder tilskud til transportstøtte for artister og bands, der gerne vil udforske mulighederne i udlandet - blandt andet med det formål at fremme dansk musik i udlandet.

4.png
bottom of page