Unge aktører inspireres til at skabe deres egen festival
8. okt. 2026
Rundt i landet har interesserede kulturaktører gennem Festival Production Workshop kunne lære om, hvordan man stabler en festival på benene. Læs her om deltagerne Fiona og Niels-Christian, som har fået inspiration fra workshoppene.
I syv af landets byer har ROSA afholdt Festival Production Workshops - workshops, hvor alle interesserede kunne deltage og blive inspireret af erfarne mentorer. Her kunne deltagerne få svar på, hvordan man skaber gode rammer for festivalens gæster, artister og arrangører. De kunne få indblik i relevante emner inden for festivalproduktion såsom budgettering, booking, pladstegninger, ledelse, kommunikation og konceptudvikling.
I hver af de syv byer Odense, Sønderborg, Esbjerg, Holstebro, Holbæk, Vordingborg og Aalborg har en af de tre mentorer Marie Qvist, Albert Helmig og Mikkel Skov delt ud af deres erfaringer med festivalproduktion.

“Go for it”
Blandt deltagerne i workshoppen i Holbæk var Fiona, som opsøgte workshoppen, fordi hun har en drøm om at starte sin egen festival. Her var workshoppen en støtte til at opfylde den drøm: “Jeg synes, det var en virkelig god mulighed. Mine interesser er meget inden for eventproduktion og derfor også lidt festivalproduktion. Der var mange mennesker omkring mig, der havde sagt ‘go for it’ og at det ville være et godt sted at tage til.”
Fiona fremhæver de erfaringer, som mentor Mikkel Skov delte: “I oplægget var der nogle gode, personlige fifs. Jeg kan godt lide det med, at der ikke bare var lavet en powerpoint, og det fulgte ikke bare bogen, men der kom også nogle personlige erfaringer med, som blev meget menneskelige, og som blev meget ikke-lærebogsagtige.”
Niels-Christian, som deltog i Holstebro, havde også stor gavn af workshoppen: “Jeg synes, at det var super givende at få en introduktion til alt fra bunden af til at lave events og alt der var en del af det. Vi fik et overblik vedrørende alle slags grupper, der er i processen, og hvilke roller der skal udfyldes, for at det kan løbe rundt.”
Han har også selv ideer på tegnebrættet, og mentor Marie Qvists erfaringer kunne derfor bruges direkte i det arbejde. “Det, at få så godt et overblik, synes jeg var noget af det allermest givende, fordi det gør, at man kan strukturere det meget bedre i sit eget hoved,” påpeger Niels-Christian.
Niels-Christian fortæller, at han til workshoppen fik en række konkrete tegninger og modeller, som deltagerne selv kunne tage med og bruge selv: “Det kan vi jo bare tage, haps”.
Erfaring gives videre
Mange festivalarrangører er selvlærte gennem praktisk erfaring. Derfor er mentorernes råd og erfaringer værdifulde for de nye festivalaktører. “Det er jo ikke deciderede lærebøger, men at lave en eller anden form for undervisningsmateriale, man kan give videre til folk og lave nogle skabeloner for at give mere konkrete udgangspunkter for et arbejde i kulturbranchen, det har været sindssygt interessant,” fortæller Marie Qvist, som er freelancer inden for festivalproduktion og artist production manager hos Aarhus Volume.

Inspirationen ud i nye dele af landet
Et mål for Musikhjælp Scenesetup er at nå ud i alle dele af landet. Derfor er Festival Production Workshops skabt i samarbejde med syv lokale spillesteder og musikaktører.
“Det har været en fornøjelse at arbejde med de tre fantastiske mentorer Marie, Albert og Mikkel og samarbejde med de syv lokale partnere på tværs af Danmark og samtidig lære dem personligt at kende,” fortæller Sophia Sagaradze, som er projektkoordinator for Musikhjælp Scenesetup. “Vi har bevidst udvalgt områder, hvor vi kun har modtaget få eller ingen ansøgninger til Musikhjælp Scenesetup, fordi vi synes det er vigtigt at knytte bånd med dem og støtte deres kulturscene.”
“ROSA prioriterer geografisk diversitet højt,” fortæller Sophia: “Vi håber, vores workshops har inspireret nye eller igangværende festivaler i de udvalgte regioner. Vi vil rigtig gerne støtte festivalerne gennem blandt andet Scenesetup, og vi ser frem til at modtage nye ansøgninger fra disse områder.”
Både Fiona og Niels-Christian overvejer at søge Musikhjælp Scenesetup i fremtiden, fordi det kan hjælpe dem til at virkeliggøre deres festivaldrømme. “Det er allerede i mit baghoved, at det skal ske,” siger Niels-Christian om at søge ordningen.
Festival Production Workshop er en del af projektet Musikhjælp Scenesetup, som er et samarbejde mellem ROSA og Tuborgfondet. Projektet støtter i år 24 vækstlagsfestivaler rundt i hele Danmark med et køreklart produktions- og scenesetup. Med Festival Production Workshops kan Musikhjælp Scenesetup nå ud til både nuværende og fremtidige festivalarrangører og støtte dem i at iværksætte deres drømme.
Læs mere om Festival Production Workshops og de tre mentorer her:
Læs mere om Musikhjælp Scenesetup her:
Workshoppen i Odense er præsenteret i samarbejde med Fyn Live og Posten
Workshoppen i Aalborg er præsenteret i samarbejde med Korma
Workshoppen i Holstebro er præsenteret i samarbejde med Slagteriet
Workshoppen i Esbjerg er præsenteret i samarbejde med Huset Esbjerg
Workshoppen i Sønderborg er præsenteret i samarbejde med Kultur i Syd
Workshoppen i Holbæk er præsenteret i samarbejde med Ungekulturhuset Lucerna
Workshoppen i Vordingborg er præsenteret i samarbejde med STARS






















