top of page

Søgeresultater

Søg på dette website

406 resultater fundet med en tom søgning

  • Andet år med BauSongs: “Den stærkeste lektie for mig var at stole på processen” | ROSA

    < Alle nyheder Andet år med BauSongs: “Den stærkeste lektie for mig var at stole på processen” 19. sep. 2023 For andet år i træk har sangskrivercampen BauSongs samlet danske og tyske sangskrivere til fem intense og inspirerende dage i Berlin. Med sit fokus på proces frem for produkt har campen skabt grobund for nye projekter og spirende musikalske fællesskaber. BauSongs-campen, som løb af stablen for første gang i 2022, bygger på den danske højskoletradition om at bo og arbejde helt tæt sammen. Campens tre undervisere Kaspar Kaae (CODY og filmkomponist), Michael Møller (moi Caprice og The Mountain) og Greta Schenk (GRETA) har alle enten undervist eller været meget i højskoleverdenen, og de har derfor også erfaring med at arbejde procesorienteret frem for kun at fokusere på resultatet. De erfaringer blev sidste år starten på BauSongs. I år blev BauSongs afviklet i slutningen af august, og det var endnu engang studierne hos Bauteil 3 i den historiske, tidligere lufthavn, Tempelhof, der dannede rammerne for campen. Der blev i alt skabt 24 kompositioner/skitser, og derudover har årets deltagere også udviklet sig både musikalsk og personligt. Det musikalske samarbejde mellem Danmark og Tyskland har også fået lov til at spire, og campen har bidraget til at skabe nye samarbejdspartnere og venskaber på tværs af grænserne Intense dage med musikalske ‘benspænd’ I løbet af de fem dage arbejdede deltagerne med sangskrivning på forskellige, nye og anderledes måder. Dagene startede typisk med en introduktion og undervisning, hvorefter deltagerne blev stillet en opgave ud fra forskellige benspænd. Det indebar blandt andet at lave ”music that makes your body move”. For flere af deltagerne var disse ‘benspænd’ med til at udfordre deres vante måde at arbejde på: – De udfordringer, vi blev stillet, var rigtig gode til at få os ud af vores åbenlyse mønstre. Især når man er vant til at arbejde på en bestemt måde, fortæller en af deltagerne. Dagene sluttede typisk med en lyttesession, hvor alle hørte hinandens sange og gav feedback. Flere af deltagerne fortæller, at niveauet var højt, og at man derfor blev motiveret til at arbejde hårdt med sin egen sangskrivning: – Det var krævende og hårdt arbejde, men også virkelig lærerigt og inspirerende. Det lykkedes at skabe det rigtige miljø for positiv konkurrence og motiverende feedback. Til trods for snerten af konkurrence, var deltagerne gode til at løfte hinanden op og komme med konstruktiv og ærlig feedback: – Man ville gerne følge med resten af gruppen, for alle var rigtig gode. Dog var alle også super generøse og forsigtige med deres kommentarer, men selvfølgelig stadig ærlige. At stole på processen På BauSongs-campen er det primære formål ikke at lave færdige, kommercielle produkter, men i stedet at være i processen og udforske det skabende og kreative rum. For flere af deltagerne har det været et vigtigt element af campen. – Jeg synes, at det giver mig meget at snakke om processer i musikken. Man kan altid lave en sang, men det med faktisk at tænke over, hvordan man gør det, synes jeg, er mega vigtigt og spændende. Processen flød dog ikke altid lige nemt i løbet af de fem dage. Deltagerne startede fra bunden hver dag og skulle forsøge at skabe en sang inden for dagens specifikke benspænd og tidsramme. Det bød både på frustration og tidspres, men også på nye arbejdsmetoder og vigtig læring. – En dag havde jeg en særligt udfordrende session, og det kan være interessant, når man er vred og frustreret. For når man så rent faktisk kommer igennem det, er man både ydmyg og taknemmelig. Så den stærkeste lektie for mig var at stole på processen og at lære at gå igennem tingene i blinde nogle gange. Mødet mellem kulturer og genrer Det var ikke kun deltagernes individuelle og personlige måde at arbejde på, der blev udfordret og udviklet i løbet af campens fem dage. Deres evne til at samarbejde og rumme hinandens kulturelle og musikalske forskelligheder blev også udforsket. En deltager pointerer vigtigheden i at kunne anerkende og give plads til hinandens idéer i en kreativ proces: – Alle havde forskellige stilarter og ideer. Nogle gange måtte man tage et skridt tilbage, fordi vi var nødt til at samarbejde. Og det er også en god evne at have. Du er der ikke altid for at tvinge dine egne idéer frem. Nogle gange er du der for at facilitere en andens idé. Det er også musik. Sammensmeltningen af de forskellige kulturer og genrer viste sig også at resultere i nogle helt særlige musikalske kompositioner: – Det kunne være udfordrende at finde en fælles middelvej, da vi alle var meget forskellige. Men når det lykkedes, var det noget ganske særligt. Jeg hørte en masse dragende, specielle og usædvanlige sange i den mest positive forstand. Nye musikalske fællesskaber Som på ægte højskolemanér boede deltagerne tæt sammen på et hostel i Berlin. Det betød, at deltagerne hurtigt blev tætte og fik en følelse af fællesskab, der også gavnede sangskrivningen. – Man begyndte at kende de andre deltagere på et mere personligt plan og langsomt opbyggede det en anden slags energi med større fortrolighed. Tingene begyndte at flyde på en anden måde, og det tror jeg, at kunsten og musikken kan nyde godt af. For mange af deltagerne blev fællesskabet så stærkt i løbet af campens fem dage, at der hurtigt blev lavet aftaler om at besøge hinanden og skabe musik sammen på den anden side af campen. På blot fem dage er kanalen mellem Danmark og Tyskland i den grad blevet åbnet, og der er udsigt til nye relationer og musikalske fællesskaber mellem de to nabolande. Forrige nyhed Næste nyhed

  • Polen: På opdagelse i en af Europas store musikmarkeder | ROSA

    < Alle nyheder Polen: På opdagelse i en af Europas store musikmarkeder 12. okt. 2026 Polen er et af Europas mest interessante vækstmarkeder for musik. Et stort hjemmemarked, en stærk lokal musikscene og en rivende økonomisk og kulturel udvikling gør landet interessant for danske musikaktører. Men hvad skal der egentlig til for at skabe forbindelser til det polske musikliv – og hvad kan vi lære af hinanden? I oktober samlede ROSA en dansk delegation til en branchetur til Polen med fokus på lige netop de spørgsmål. Turen blev brugt på netværk, kulturel udveksling og nye samarbejdsmuligheder, der potentielt kan styrke eksporten af dansk musik og åbne døre til det enorme land lige syd for Bornholm. Fra møder til nye forbindelser Under brancheturen fik den danske delegation mulighed for at møde en række aktører fra det polske musikliv og få et indblik i, hvordan branchen fungerer på den anden side af Østersøen. Her mødte delegationen blandt andre musikjournalist Łukasz Kamiński, CEO for Music Export Poland, Marek Hojda, og musikkurator ved Adam Mickiewicz, Michał Hajduk, som delte deres erfaringer fra det polske musikmarked. Oplæggene fra den polske branche fandt sted i rammerne fra det historiske spillested SPATiF, der i midten af 1900-tallet var et yndet hotspot for byens kulturelite, og som sidenhen er blevet et ikonisk vartegn for musikalske sjæle i Warszawa. Samtalerne cirkulerede om de mange ligheder og forskelle, der er mellem de to lande, hvor Polen er markant større end Danmark med deres knap 38 millioner indbyggere, men hvor Danmark alligevel indsamler 3 gange flere rettighedsindtægter pr. indbygger. Derudover fik delegationen et indblik i nogle af de mange overvejelser, kampe og hensyn, der skal tages hensyn til i et land som Polen. For hvordan balancerer man kunstnerisk frihed i et land, der er stærkt polariseret med landegrænser, der skiller østen fra vesten? Og hvordan navigerer man i et musikalsk landskab, hvor et valgresultat kan få store konsekvenser for spillesteder, festivaler og kulturinstitutioner? Udvekslingen går begge veje Michael Falk Marino, der bl.a. er Music Professional og Embedsmand for Kultur og Frivillighed i Tønder Kommune, deltog på turen og hæftede sig især ved, hvordan Danmarks støtte- og rettighedssystemer er veletablerede og funktionelle og meget modsat Polen, der i langt højere grad er nødt til at stå på egne ben. “ Danmark har en meget bæredygtig og eksportérbar model for hvordan vores musikbranche underbygges af offentlige midler, ordninger og støttekroner, ” uddyber han. “Måske skal vi snakke mere om, hvordan den fungerer, end hvordan den ikke gør, og turde stille os op internationalt og vise det frem.” Noget dansk musikliv ifølge Michael måske kunne lade sig inspirere af, er den måde, Polen skalerer på: “ Polen er seks gange større end Danmark, både i befolkning og geografi, og dette skaber nogle muligheder for at arbejde med et større "territorium". I Danmark synes vi, der er langt til Malmø, Oslo, Gøteborg, Kristiansand, Flensborg eller Kiel. Det kan være, vi skal blive bedre til at tænke i geografisk rækkevidde i Danmark? ” Fra møder til nye forbindelser Polen rummer et potentiale som eksportmarked for danske artister og musikaktører. Men at få fodfæste på et nyt marked kræver mere end en enkelt koncert eller et godt møde. Det begynder ofte med de rette lokale forbindelser, der kan åbne døre til nye samarbejder, showcases og netværk. For den danske delegation var brancheturen derfor en mulighed for at undersøge, hvor de danske og polske musikscener kan mødes, og hvor der er grundlag for at udvikle relationer på tværs af landegrænser. Michael fremhæver mødet med Music Export Poland som et konkret eksempel: “ Jeg synes, det var interessant at møde direktøren for Music Export Poland, og håber at få mulighed for at fortsætte samtalen om forskelle og potentiale mellem det polske og danske marked på et senere tidspunkt. ” Nu handler det om at bygge videre på møderne og den nye indsigt. Målet er, at turen kan føre til konkrete forbindelser mellem danske og polske aktører – og give danske musikfolk et stærkere udgangspunkt for at arbejde internationalt. For ROSA handler internationale brancheture om at skabe adgang til nye muligheder, netværk og viden. Mødet med et andet musikmarked giver ikke kun indblik i eksportmuligheder, men også en bedre forståelse af de vilkår, perspektiver og aktører, der præger musiklivet på tværs af landegrænser. Da Michael bliver spurgt, hvad han tager med sig fra delegationen, fremhæver han især det nye indblik i den polske musikscene: “ En god oplevelse, en større forståelse og et klart indtryk af, hvordan musikscenen fungerer – særligt i Warszawa. ” Læs mere om ROSAs internationale projekter og branchedelegationer her. Vil du gerne være en del af vores næste delegation? Hold øje med vores open call-side eller tilmeld dig vores nyhedsbrev , så du altid er opdateret! Forrige nyhed Næste nyhed

  • #DuKanOgsåBlive... Lydtekniker! | ROSA

    < Alle nyheder #DuKanOgsåBlive... Lydtekniker! 2. mar. 2023 Vil du vide mere om at lave live lyd? Finde praktikpladser, blive ansat på festivaler og ved koncerter? Eller bare kunne lave lyd på dine egne koncerter? Så er der et projekt for dig i Aarhus 21. -23. april! Aarhus Lydforening arrangerer i samarbejde med DMF Aarhus, LYDBYEN, Turkis, Radar Live og ROSA et projekt, der skal løfte kvinders og køns-minoriteters engagement i live lyd og musikteknologi. Projektet er støttet af Tuborgfondet og ROSA. Gennem 3 dages workshop vil du: Få en introduktion til live lyd Lære om digitale mixere, akustik, mixerpulte, FOH, mikrofonplacering Være med i lydprøve-processen Lære om lydopfattelser ved koncerter og psykologien bag at arbejde med musikere Få mulighed for at udvide dit netværk Møde forskellige spillesteder/bookere/producere Kunne udveksle erfaringer med undervisere og deltagere Kunne være dig selv i vores trygge, åbne og venlige rum Hør mere om workshoppen i videoen her: https://www.youtube.com/watch?v=ThgwfcsXJIM Projektet afholdes forskellige steder i Aarhus. Den 23. april er vi også vært for et lille debatpanel om kønsudfordringer på området. Desuden sigter vi efter at kunne yde yderligere støtte til forslag til praktikophold, jobtilbud og andre workshops inden for musikteknologiområdet. Du behøver ikke at kunne spille instrumenter eller vide meget om musik på forhånd for at kunne være med. Så længe du er nysgerrig efter at lære noget nyt og bare elsker musik, kan du deltage og prøve dig selv af, hvis du gerne vil lære dette felt bedre at kende. Projektet fokuserer primært på unge (16-35 år), der identificerer sig som kvinder og er interesserede i live lyd og musikteknologi fra enhver genre over hele Danmark. Tilmelding sker efter først til mølle-princippet. Prisen er kun 150 kr. og frokost, snacks og koncertbilletter er inkluderet. OBS: Projektet er blevet modtaget med stor interesse, og der er i skrivende stund kun ganske få pladser tilbage. Der er deadline 10. april, men om der er ledige pladser så længe er mere end tvivlsomt. Læs mere og tilmeld dig her . Læs mere om Aarhus Lydforening her. Forrige nyhed Næste nyhed

  • OPEN CALL: Vil du deltage i den franske musik- og konferencefestival MaMA? | ROSA

    < Alle nyheder OPEN CALL: Vil du deltage i den franske musik- og konferencefestival MaMA? 17. aug. 2026 ROSA inviterer musikere, brancheaktører og andre fra det danske musikmiljø til at ansøge om deltagelse i MaMA Music & Convention, der finder sted 14.–16. oktober i Paris. ROSA har plads til 10 danske delegerede. MaMA henvender sig til alle musikere og brancheaktører som f.eks. managers, promotere, koncertarrangører, pladeselskaber og formidlere, der ønsker at skabe værdifulde kontakter og tage konkrete værktøjer med hjem, der kan styrke ens karriere, netværk og dialog internationalt. Om MaMA Music & Convention: MaMA Music & Convention er en af Europas vigtigste mødepladser for professionelle aktører i musikbranchen. Over tre dage i Paris får du adgang til et tæt program af konferencer, debatter, workshops og meetings med branchepersoner fra den internationale musikscene. Her vil du få ny viden om udviklinger, der i disse år former branchen: herunder økonomiske omstillinger, klima- og miljøudfordringer, sikkerhed ved events, kunstnerrettigheder og ny teknologi. Om aftenen åbner MaMA dørene til 150 koncerter og showcases på venues i Pigalle og Montmartre - en unik mulighed for at blive inspireret af internationale tendenser. Læs mere om MaMA Music & Convention og dyk ned i programmet på deres hjemmeside her. Hvis du bliver udvalgt til at deltage, er følgende dækket: Armbånd alle tre dage til MaMA Music & Convention Rejse- og overnatningstilskud på op til samlet 3.500 kr. Velkomstreception for den danske delegation med orientering om det franske musikmarked Vær opmærksom på, at du selv skal booke og arrangere din rejse og hotel. Vi opfordrer til at deltagere på forhånd forholder sig aktivt til opholdet og f.eks. booker møder med relevante samarbejdspartnere. Ansøgningsfrist er 6. september kl. 23.59 Alle ansøgere modtager svar på mail senest 15. september. ANSØG HER Har du spørgsmål? Kontakt ROSA på info@rosa.org eller tlf: 86128444. Delegationen til MaMA, Paris er en del af ROSAs arbejde for at udvikle og fremme dansk musik på internationalt plan – her med særlig fokus på Frankrig, samt styrke internationale netværksaktiviteter og samarbejder for den danske musikbranche. Besøgsprogrammet præsenteres i samarbejde med Den Danske Ambassade i Paris. Forrige nyhed Næste nyhed

  • E-TUR 2024/2025 - Mød et nyt publikum på landets efterskoler og få værdifuld turnéerfaring | ROSA

    < Alle nyheder E-TUR 2024/2025 - Mød et nyt publikum på landets efterskoler og få værdifuld turnéerfaring 19. dec. 2023 Er I et nyt act på vej ind på musikscenen? Og har I lyst til at spille koncerter for et ungt, nysgerrigt publikum på landets efterskoler? Så søg her for at komme med på ROSAs talentudviklingsprogram E-TUR i efteråret 2024/foråret 2025. E-TUR er et intensivt udviklingsforløb, hvor upcoming navne afprøver deres live-setup foran en potentiel ny fanskare på en række efterskoler. Samtidig giver forløbet en idé om, hvad det vil sige at være på en decideret turné. E-Tur præsenterer ny dansk musik og nye strømninger og giver et ungt publikum adgang til live kvalitetsmusik. Efterskoleturnéen er en karriereudviklende vejviser for mange af morgendagens stjerner. JJ Paulo, Kalaset, DAYYANI, Moses: Andreas og Szim er blandt de mange, der har tidligere har testet deres live-setup gennem E-Tur. Hør Szim fortælle, hvad hun fik ud af sin E-Tur i videoen her , og se hvordan det så ud, da DAYYANI var afsted her . Vi har fire ledige pladser til den kommende sæson E-Tur. Som band/solist får du følgende med i pakken: Ni koncerter på danske efterskoler Optræden for samlet omkring 1000 tilskuere Tarif-betaling for hver koncert (max. 4 musikere) Transport til og fra hver koncert med afgang fra ROSA i Aarhus PA-anlæg og tourmanager som også kan afvikle jeres lyd (ikke uddannet lydtekniker) Mulighed for “basic” overnatning på efterskolerne Aftensmad på efterskolerne PR i forbindelse med turnéen og koncerterne Coachingforløb - Redskaber til at kunne håndtere præstations- og forventningspres (Mental Voice) Sparring og rådgivning om alle dine kontrakter, bandaftaler, plade-, publishingkontrakter etc. (DMF - Dansk Musiker Forbund) Lyder det som noget for dig/jer? Så klik på linket nederst og ansøg. Ansøgningsfristen er 15. januar 2024 kl 23.59. Der lægges vægt på følgende, når vi udvælger bands/solister til E-Tur: Den musikalske kvalitet skal selvsagt være i orden, men derudover er bandets aktualitet også en vigtig faktor. Vi prioriterer generelt nye navne, men der skal også sikres en musikalsk bredde og diversitet i det samlede line-up. Vi ønsker, at forskellige genrer er repræsenteret, og at de udvalgte bands er i øjenhøjde med det unge publikum, de skal ud at møde på efterskolerne. Ansøg her. Forrige nyhed Næste nyhed

  • I Tyskland skal du betale for sådan en tour – og i øvrigt er det nærmest umuligt at komme på den | ROSA

    < Alle nyheder - I Tyskland skal du betale for sådan en tour – og i øvrigt er det nærmest umuligt at komme på den 19. sep. 2022 De to vindere af KarriereKanonen, Dillistone og USSEL, afsluttede i sidste uge deres E-ur i et tætpakket lokale, med festglade elever på Eriksminde Efterskole. Efter tre ugers turné og ni dobbeltkoncerter på efterskoler i Danmark, står Dillistone (Morten Aamodt) og USSEL (Emil Baadsgaard) begge tilbage med flere gode minder om E-Tur: – Jeg tager en kæmpe læring med herfra. Hvilke sange der dur – eller hvorfor de ikke dur. Hvad jeg kan lide – hvad folk kan lide. Og hvordan de to ting møder hinanden. Jeg tager selvfølgelig også nogle nye fans med: Der er utrolig mange, der har rakt ud, som forhåbentlig vil være med på den her rejse, som hele det her forløb har startet, fortæller Dillistone efter turens sidste koncert, hvor USSEL tilføjer: – Jeg tager en masse gode minder og stunder med herfra. Et minde om det tidspunkt, hvor man startede med at spille koncerter og blev en bedre performer. Målsætning om turné-erfaring Et af formålene ved E-Tur er, at give unge danske acts vigtig turné-erfaring, som ellers er svært opnåeligt på dette tidlige tidspunkt i karrieren. Dillistone og USSEL fik begge sat nogle ord på netop det begreb, da de blev spurgt, hvad der var det fedeste ved E-tur. – Det fedeste var at komme ud og prøve musikken af live. Det er ikke rigtig noget, jeg har prøvet før. Jeg har siddet meget bag en computer som producer og sangskriver, så det var utrolig specielt og uddybende som artist at komme ud, og rent faktisk kigge folk i øjnene, og se om de kan lide ens musik eller ej. Som min manager sagde: “I Tyskland skal du betale for sådan en tour – og det er i øvrigt umuligt at komme på dem”, lyder det fra Dillistone. – Det med at man spiller så mange koncerter i træk, og har mulighed for som band at dygtiggøre sig. Dét har været super fedt. Også bare at få nogle kilometer i benene, og komme ud og spille en masse koncerter rundt omkring forskellige steder i Danmark, så det forhåbentlig forgrener sig lidt. Så man ikke kun har lyttere og fans i København, fortæller USSEL. Har haft gavn af hinanden Dillistone og USSEL har under turnéen kunne lære af hinanden, og har været glade for at have hinanden til at dele oplevelsen med: – Jeg kunne ikke have gjort det uden Emil og hans hold. Jeg har lært sindssygt meget af dem, og det har også bare været fedt at kunne dele den her oplevelse sammen. Det er jo meget intimt og meget specielt. Jeg har også lært meget af Emils stage presence. Han er jo pissegod på scenen, siger Dillistone, hvor USSEL supplerer: – Vi har jo boet sammen i et par uger og været sammen hele tiden. Der var hele tiden noget, man kunne hjælpe hinanden med – give hinanden nogle gode råd med på vejen, og også få nogle gode råd tilbage. Det har helt sikkert været en kæmpe ting. Det har været fedt for os begge at have nogen at dele det med. Efter E-Tur: - Jeg føler mig meget bedre forberedt nu Som vinder af KarriereKanonen, var en af præmierne at komme med ROSA på E-tur, som begge artister synes var en relevant præmie: – Det er nok en af de bedste præmier jeg har fået. Jeg har aldrig spillet live før KarriereKanonen. Hvis jeg ikke havde haft det her forløb til at kunne prøve ting af, som jeg ikke lærte gennem KarriereKanonen, så tror jeg, at jeg ville være et helt andet sted. Jeg føler mig meget bedre forberedt nu. Jeg er også blevet kontaktet af bookere, der er interesseret i at arbejde med mig, og jeg har allerede fået et par shows, siger Dillistone. USSEL tilføjer: – Det synes jeg helt sikkert. Det er jo fedest at komme ud og spille en masse jobs, og komme afsted, og vise unge mennesker sin musik. Ovenstående E-Tur er arrangeret i samarbejde med Bandakademiet, LMS – Levende Musik i Skolen. USSEL på E-Tur. Foto: ROSA Foto: ROSA Forrige nyhed Næste nyhed

  • DMA Blues: Holdopstilling og special guest er på plads - og billetsalget starter nu | ROSA

    < Alle nyheder DMA Blues: Holdopstilling og special guest er på plads - og billetsalget starter nu 14. mar. 2025 DMA Blues holder festaften onsdag den 13. august i Ridehuset i Randers, og ud over uddeling af de fire priser, tør vi godt love kompetent og varieret musikalsk blå underholdning. Det endelige musikalske Allstar-hold er nu udtaget - inklusive en gæstesolist, som aftenens musikalske tovholder Ole Frimer glæder sig til at spille sammen med før allerførste gang, nemlig Kajsa Vala . Den dansk/islandske guitarist og sanger mestrer som få herhjemme americana-genren, som bl.a. er blevet forfinet af et ophold som sangskriver i Nashville, og ud over personlig vokal og tekster, mestrer hun adskillige strengeinstrumenter fra akustiske over dobro til tung bluesguitar: - Kajsa er super dygtig, og måske den eneste kvindelige blues-guitarist vi har i DK , siger Ole Frimer: - Hendes stil og teknik passer fint til repertoiret, som vi spiller på mit hold. Og så er det altid en inspiration at møde nye dygtige musikere , siger Frimer om aftenen, hvor James Loveless, Sahra da Silva, Hans Christian Bugge og Frimer selv får lederrollen undervejs og grupperer sig i forskellige opstillinger med det stærke hold musikere, der er inviteret: Ole Frimer: Guitar og sang - mangeårig udforsker af bluesen og dens afkroge, tidl makker med bl.a. Peter Thorup og modtager af blå priser for sit virke og spil både herhjemme og i udlandet James Loveless: Sanger, tidl. DMA Blues-vinder med Shades of Blue og medvirkende i utallige sammenhænge inden for jazzen og især bluesen. Sahra da Silva : Powerhouse sangerinde som turnerer både herhjemme og i udlandet. Flerfoldig modtager af DMA Blues-priser gennem årene. Hans Christian Bugge: Guitarist og sanger. Har bl.a. udgivet plader med Live Bleeding Fingers og Henning Stærk - og har udgjort duo med Kenn Lending. Henrik Hansen: Mundharpespiller, sanger og sangskriver. Spiller med Trouble Cats, Michael Nadolny og Kent Thomsen. Olav Poulsen: Specialist ud i slideguitar-spillet. Bevæ ger sig ubesværet inden for blues, rock og country Har medvirket på en snes cd'er gennem tiderne. Ida Gormsen: Alsidig bassist og sanger - har haft egne orkestre i bl.a. Sverige, Norge, Ghana og Sydafrika, og har spillet med bl.a. Peter Thorup, Per Chr. Frost, Uffe Steen og Marilyn Mazur. Mads D. Andersen: Trommeslager, efterspurgt af et utal af navne gennem årene, bl.a. Ike Turner, Kim Wilson, Joe Louis Walker, Pee Wee Ellis og herhjemme Rock Nalle, Ivan Pedersen, Mike Andersen etc. Niels Mathiasen : Saxofonist for en ren hvem-hvad-hvor inden for musik, f.eks. Kim Larsen, Thomas Helmig og Gnags men med ægte blåt hjerte hos bl.a. Grarup Allstars og Loveless Blue Jazz Quintet. Henrik Poulsen: Mangeårig bassist for internationale bluesnavne som Alan Haynes, Diunna Greenleaf, Tony Vega & Kai Strauss - og nu danske The Mukherjee Development. Samtidig med at holdet er på plads, starter billetsalget i dag. Efterspørgslen er stor - og husk at det også er NU, du kan indstille navne til de fire priser, der skal uddeles på aftenen. Indstil dine blå favoritter her. Køb billet til DMA Blues prisshowet 13. august her. DMA Blues arrangeres af JazzDanmark, ROSA, Tempi og Turbinen med støtte fra Randers Festuge, Dansk Musiker Forbund og Dansk Artist Forbund og i samarbejde med Jysk Blues Netværk Forrige nyhed Næste nyhed

  • SOLO: Trivselsfremmende koncertformat står på skuldrene af 3-årigt forskningsprojekt | ROSA

    < Alle nyheder SOLO: Trivselsfremmende koncertformat står på skuldrene af 3-årigt forskningsprojekt 23. maj 2024 Tre års forskning og mere end 300 intime koncerter ligger til grund for fire forskningsrapporter, der formidler indsigter i musik og trivsel. De værdifulde erfaringer fra forskningen er indarbejdet i SOLO-projektet, som søger at skabe fortsatte musikalske oplevelser med trivsel og inklusion som omdrejningspunkt. Forskningsrapporterne dokumenterer erfaringer og indsigter, som er opnået gennem den forskning, som antropologerne Nanna Schneidermann, Amalie Bakkær Munk Andersen, Tanja Kronborg Hansen og Kenni Hede har kastet sig over. Nanna, som har været leder på forskningsprojektet, er lektor ved Institut for Kultur og Samfund på Afdeling for Antropologi ved Aarhus Universitet, og under forskningsarbejdet har Amalie og Tanja været tilknyttet som videnskabelige assistenter. Disse indsigter er integreret i SOLO (Sammen Om Live Oplevelsen), som allerede er i fuld gang. Hvad er Musikalske Besøgsvenner? Musikalske Besøgsvenner er et koncertformat, som siden 2021 har forbundet musikere med brugere af besøgsvennetjenester for at bringe intimkoncerter ind i hjemmene hos sårbare borgere. Forskningen er et samarbejde mellem ROSA og Afdeling for Antropologi ved Aarhus Universitet, og det har haft til formål at udforske i, hvordan nye og intime tilgange til små kunstneriske møder kan fremme trivsel og kulturel deltagelse blandt udsatte grupper. De fire rapporter Musikalske Besøgsvenner kulminerer med fire rapporter, der hver især belyser forskellige aspekter af projektet og dets indvirkning. Rapport 1, rapport 2 Musikalske Besøgsvenner 2021 - Fra Eksperiment til Hybridt Koncertformat: Rapporten dokumenterer projektets første fase og udvikling fra et eksperimentelt initiativ til et veletableret hybridt koncertformat. Den beskriver de læringsprocesser og erfaringer, der blev indhentet i løbet af projektets første år. Rapportens dataindsamling dækker på observationer af 100 koncerter og er foretaget i perioden fra april 2020 til maj 2021, hvor forskerne har indsamlet læring og erfaringer fra projektet hos både deltagende besøgsvennepar og musikere med udgangspunkt i etnografiske og visuelle metoder. Rapporten præsenterer resultater af forskningssamarbejdet og giver en række anbefalinger, som blev taget med videre i projektets næste fase. Rapporten blev udgivet 25. oktober 2022. 8 Råd til Kultur- og Sundhedsprojekter: Baseret på Erfaringer fra Musikalske Besøgsvenner giver praktiske anbefalinger til andre projekter i kultur- og sundhedssektoren. Rapporten er tænkt som vidensdeling henvendt til det praksisfelt der i disse år vokser frem mellem kultur- og sundhedssektorerne. Rådene er baseret på erfaringer fra den første fase i Musikalske Besøgsvenner og fokuserer på vigtigheden af deltagercentrering, partnerskaber, fleksibilitet og bæredygtighed. Rapporten blev udgivet 20. november 2023. Seks Dimensioner af Adgang til Kunst og Kultur for Ensomme Ældre i Musikalske Besøgsvenner markerer forskningsprojektets anden fase og undersøger de mange aspekter af adgang til kultur for ældre, herunder social, sanselig, følelsesmæssig, tidslig og relationsbaseret adgang. I perioden 2021-2023 er der afholdt 300 koncerter i hele landet. 31 kunstnere har deltaget i projektet ved at tage på “tour” alene med guitaren eller et andet instrument, der kan sættes op i stuen hos koncertdeltagerne. Ved hjælp af etnografisk feltarbejde og visuelle metoder, præsenteres dybdegående indsigter i, hvordan intimkoncerterne kan skabe meningsfulde kulturelle oplevelser. Det konkluderes blandt andet, at koncerterne skaber en følelse af fællesskab og kulturel deltagelse, som ellers kan være svært tilgængelig for denne gruppe. Trivselsfremmende og Adgangsskabende Potentialer af Hybride Koncertformater: En Komparativ Analyse af Musikalske Besøgsvenner og SOLO sammenligner de to projekter Musikalske Besøgsvenner og SOLO og analyserer deres evne til at fremme trivsel og skabe adgang til kulturelle oplevelser. Rapporten bygger på de mere end 400 koncerter, som er blevet afholdt i forbindelse med afviklingen af projekternes koncertformater. Rapporten undersøger faktorer, og konkluderer blandt andet, at fleksible og tilpassede koncertformater kan have betydelige sundhedsfremmende potentialer for både ældre og unge i sårbare positioner og at muligheden for dialog om sangene skaber en følelse af fortrolighed og adgang til kunsten. Fra et kropsligt og følelsesmæssigt perspektiv viser rapporten, at koncerterne tilbyder en midlertidig pause fra fysiske og psykiske smerter og giver deltagerne mulighed for træning i nærvær. Musikken fungerer som et alternativt sprog, der gør det lettere for deltagerne at udtrykke svære følelser og skabe en følelse af forbundethed og fællesskab med andre. Sidst opfordrer projektet til en generel opkvalificering af kunstnere i kultur- og sundhedsprojekter samt specifik forberedelse til projektet. Rapporten blev udgivet 21. maj 2024 sammen med "Seks Dimensioner af Adgang til Kunst og Kultur for Ensomme Ældre i Musikalske Besøgsvenner". Rapport 3, rapport 4 Indsigter tages med i udviklingen af SOLO SOLO giver sårbare unge mulighed for at opleve intime koncerter i trygge og velkendte omgivelser. Ved at trække på de tre års erfaringer fra Musikalske Besøgsvenner, søger SOLO at fortsætte med at skabe meningsfulde musikalske møder og lige adgang til kulturelle oplevelser. SOLO-koncert på Opgang2 med Nøx SOLO vil ikke blot fortsætte med at tilbyde unikke musikoplevelser, men også udforske nye metoder til at integrere musik i unge sårbares liv på en måde, der er både helende og styrkende. SOLO repræsenterer en fortsættelse af ROSAs engagement i at bruge kunst og kultur som redskaber til social forandring og trivsel. Du kan tilgå alle rapporterne og læse mere om forskningsresultaterne fra undersøgelserne af Musikalske Besøgsvenner og SOLO her . GAFFA og ROSA slog pjalterne sammen og var et smut forbi Opgang2 i Aarhus, hvor der blev skrevet en reportage. Til SOLO-koncerten optrådte hiphopartisten NØX, og efterfølgende gav en af de unge, som oplevede SOLO-koncerten et interview. Du kan læse reportagen her. Forskningen er gjort mulig af Aarhus Universitet og Region Midt. Musikalske Besøgsvenner er skabt i samarbejde med: Aarhus Kommune, Aarhus Universitet, Danske Seniorer, Gladsaxe Kommune, Godset, Helhedstilbuddet Blindenetværket, Husrum, Hvidovre Kommune, Kirsten og Gunnar Fonden, KODA, Kolding Kommune, Lev, Musikhuzet, Nabo-Komsammen, Opgang2 Ungdomsspor, Paletten, Platform K, Plejehjemmet Rosenlund, Radar, Røde Kors, Spillestedet Thy, Train, Tønder Kommune, UdeBo og Husrum Ældresage SOLO er skabt i samarbejde med: De Frivilliges hus, DUF - Dansk ungdoms fællesråd, Fermaten, Frivilligcenter Herning, Frivilligværket, Headspace, Håb i psykiatrien, Kedelhuset, Kompetencehuset, Lemvig Kommune, Maltfabrikken, Paletten, Pavillionen, Platform K, Radar, Selvhjælp Herning, Silkeborg Frivilligcenter, SIND Ungdom, Slagteriet, Struer Kommune, UdeBo, UKH, Ungdommens Røde Kors, Ungtmod, Ventilen, Værket og Walthers Musikcafe. Forrige nyhed Næste nyhed

  • Musikhjælp Scenesetup inviterer vækstlagsfestivaler og alle med interesse for festivalproduktion til workshop i Aarhus og København | ROSA

    < Alle nyheder Musikhjælp Scenesetup inviterer vækstlagsfestivaler og alle med interesse for festivalproduktion til workshop i Aarhus og København 26. feb. 2024 Arbejder du med vækstlagsfestivaler, eller er du en festivalentusiast med en brændende lyst til at lære mere om festivalproduktion? Hvis du sidder og nikker "ja", så har Musikhjælp Scenesetup et oplagt arrangement for netop dig. I marts måned sættes planlægning, præproduktion og netværksdannelse nemlig på dagsordnen, når oplægsholdere fra forskellige hjørner af det danske festivallandskab gæster Aarhus og København for at dele ud af deres erfaringer inden for festivalproduktion. Kalder festivalproduktionsfolket! Sneen er smeltet, dagene bliver længere og længere, og planteskudene titter frem og hinter mod varmere dage. Men det er ikke kun naturen, som vågner op igen - kulturen er også i flor, og de danske festivaler bevæger sig mod deres højsæson. Selvom Danmark for længst har statueret sin status som et festivalland, så er landskabet for festivaler fortsat i udvikling. Hvert år ser vi, at nye vækstlagsfestivaler opstår, nogen genopstår, mens andre desværre forsvinder - det kan nemlig være et enormt komplekst projekt at drive vækstlagsfestivaler. Derfor tilbyder Musikhjælp Scenesetup, der er et nyt samarbejde mellem Tuborgfondet og ROSA, nu en workshop i festivalproduktion, som skal åbne op for branchens store videnspulje og være en katalysator for samarbejde, vidensudveksling og generel opkvalificering af de danske vækstlagsfestivaler. Workshoppen skaber en platform, hvor erfarne arrangører, entusiaster og alle med interesse for vækstlagsfestivaler og festivalproduktion kan samles for at dele indsigt, diskutere udfordringer og inspirere hinanden. ROSA tror på, at en stærkere fællesskabsforbindelse inden for vækstlagsfestivaler vil bidrage til en mere dynamisk og innovativ festivalverden. Workshoppen hylder den kollektive kreativitet og stræber efter at skabe et rum, hvor deltagerne kan trække på hinandens erfaringer, skabe nye samarbejder og udvikle innovative løsninger for at styrke festivaloplevelsen for både arrangører og publikum. Workshoppen skaber et mangfoldigt rum, hvor alle får mulighed for at få stimuleret deres nysgerrighed og entusiasme omkring festivalproduktion. Workshoppen er en del af Musikhjælp Scenesetup og præsenteres af Sophia Sagaradze, der er lyd- og production manager i Musikhjælp Scenesetup. Sophia er vært for arrangementet og er en af drivkræfterne bag initiativet. Hun er desuden lydkunstner og stifter af Aarhus Lydforening, der afholder projekter og workshops med fokus på vidensdeling og netværk inden for event- og lydproduktion. Vi fik en snak sammen med Sophia Sagaradze for at høre mere om tankerne bag workshoppen, og hvad deltagerne kan forvente: Hvad inspirerede idéen bag at organisere en workshop for festivalproduktion? Danmark har et festivallandskab, der favner bredt, når det kommer til størrelse, mål, værdier og stiludtryk. Workshoppen bygger på ambitionen om at højne standarden for festivalproduktionen som helhed, og vi håber, at workshoppen vil bidrage til udviklingen af stærkere, mere engagerede og kreative miljøer inden for festivalområdet. Intentionen er også at fremme en følelse af fællesskab, især blandt vækstlaget inden for festivaler. Hvad håber du at opnå med workshoppen med henblik på at støtte vækstlagsfestivaler? Workshoppen har mange facetter og bidrager på mange forskellige måder til den generelle udvikling af kommende festivalproduktioner. Først og fremmest vil workshoppen fungere som en platform for gensidig inspiration og udveksling af værdifulde erfaringer blandt deltagerne. Workshoppen vil forhåbentligt spille en aktiv rolle i at skabe succesoplevelser og udvikle kommende festivalproduktioner, særligt inden for vækstlagsfestivaler. Hvilken betydning kan en veludført festivalproduktion have for artister i vækstlaget? En veludført festivalproduktion vil have en positiv indflydelse på upcoming-artister, da den overordnet vil forbedre en sikker og behagelig oplevelse som artist. Det er vigtigt at huske, at show-pakken rummer mere end bare en 30-muinutters sceneoptræden. Festivaler omfatter normalt et bredt spektrum af aktiviteter. At deltage i en festival indebærer ikke kun glæden ved at optræde, men også et væld af ansvarsområder og udfordringer. Som artist og team fyldes man med mange indtryk og følelser både før og efter den faktiske begivenhed. Af den grund skaber en vellykket festivalproduktion ikke blot rammerne for kunstnere til at vise deres talent, men også for at trives i et miljø, der forbedrer deres samlede oplevelse. Hvilken besked ønsker du at give videre til dem, der overvejer at deltage i workshoppen? Den vigtigste besked, jeg ønsker at give videre til dem, som går og overvejer at deltage i workshoppen, er, at alle deltagere, oplægsholdere og arrangører vil være på lige fod til arrangementet. Forventningen er, at der skabes en dynamisk dialog, hvor alle bidrager med deres unikke perspektiver, deler indsigt og stiller spørgsmål til relevante emner. Workshoppen er drevet af den kollektive udveksling af viden og erfaringer, hvilket gør hver deltager til en integreret del af lærings- og delingsprocessen. Praktisk information Workshoppen afholdes af to omgange og på engelsk - i Aarhus d. 9. marts på Turkis og i København d. 20. marts RUST. Begge byer vil stille op med et unikt sæt gæster, som vil præsentere deres workshops. I Aarhus er gæsterne Jonas Knive og Laura Ellen Charlotte Carlsen. I København er gæsterne Emil Sheriff Knutz og Kim Ambrosius. Tilmeldingsdatoer Frist for tilmelding til Aarhus: 05.03.2024 Frist for tilmelding til København: 15.03.2024 Datoer og lokationer Aarhus, turkis, 9. marts kl. 10.00-14.30 København, RUST, 20. marts kl. 10.00-14.30 Tilmeld dig her Facebook-events Aarhus København Forrige nyhed Næste nyhed

  • DMA BLUES: Nu kan du Indstille dine bluesfavoritter for 2023-2024 | ROSA

    < Alle nyheder DMA BLUES: Nu kan du Indstille dine bluesfavoritter for 2023-2024 Frederik Rixen 26. feb. 2024 The thrill is back - og vi skal endnu engang til de digitale stemmeurner for at hylde Danmarks bedste bluesmusik. Sidste år fik vi overrakt statuetter til ildsjælene. Dem med de bedste udgivelser. Dem der leverede ekstra gode live-optrædener. Og dem der gjorde sig særligt bemærket med et nyt eller anderledes take på bluesmusikken. I år gør vi det igen, og nu er det endnu engang muligt for dig at indstille dine personlige bluesfavoritter for perioden 1. maj 2023 - 30. april 2024. Efterfølgende vil et fagudvalg stå for selve nomineringerne og udpege vinderne i de fire kategorier til et prisshow på Værket i Randers den 14. august. Kira Skov var en af de optrædende ved DMA Blues 2023. Foto: Frank Nielsen. Fire kategorier Programmet er ved at blive skræddersyet til at levere et brag af en festaften. Inden da skal vi have nomineringerne på plads, og lige som sidste år skal der nomineres til i alt fire kategorier. Indstillingerne er åbne fra nu - og frem til d. 1. maj, kan du indstille dine favoritter. Brug links'sne nedenfor til at indstille. Årets Danske Bluesudgivelse: Hvem har udgivet årets danske album (cd, lp, streaming m.v) udgivet i perioden 1. maj 2023 – 30. april 2024. Indstil her. Blues Liveprisen: Hvem har givet de største oplevelser på scenen gennem det sidste år? - online koncerter, streaming-koncerter, sammenhængende liveudsendelser m.v. tæller også. Periode 1. maj 2023 - 30. april 2024. Indstil her. Ud Af Det Blå-prisen: Tildeles et navn der har gjort sig særligt bemærket med et nyt eller anderledes take på bluesmusikken. Periode 1. maj 2023 - 30. april 2024. Indstil her . ”Årets Hoochie Coochie Man/Woman”: Her hylder vi to ildsjæle for deres arbejde på den danske bluesscene. Periode 1. maj 2023 - 30. april 2024. Indstil her. Der er som nævnt deadline for indstillingerne mandag d. 1. maj. Det er Værket/Turbinen, JazzDanmark, Tempi og ROSA, der arrangerer DMA Blues 2024 med støtte fra Randers Festuge samt Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik. Forrige nyhed Næste nyhed

  • Kunst & Kultur i Balance udgiver videnskatalog | ROSA

    < Alle nyheder Kunst & Kultur i Balance udgiver videnskatalog 8. apr. 2025 KKIB har i de seneste fem år aktivt skabt forandringer og viden om ubevidste fordomme og strukturelle barrierer gennem uddannelses-, videns- og netværksaktiviteter i Danmark og Norden. Vi udgiver nu videnskataloget Lived, Learned, Shared, der er baseret på vores to netværkskonferencer i Oslo og København. KKIB har ikke flere planlagte aktiviteter i kalenderen, men fortsætter som vidensbank. I efteråret 2024 og vinteren 2025 afholdte KKIB i samarbejde med norske Balansekunst to Nordiske og Baltiske Netværkskonferencer i Oslo og København. Mere end 50 kulturarbejdere og kunstnere fra Norge, Danmark, Sverige, Finland og Litauen deltog i konferencerne, hvor de gennem oplæg og gruppearbejde blev klogere på hinandens projekter og arbejde med at skabe et kulturliv, hvor der er lige adgang. Vi har indsamlet viden fra konferencerne, som nu udkommer digitalt. I kataloget Lived, Learned, Shared kan man blive klogere på begreber som equity og accessibility samt læse om projekter og arbejdsmetoder fra nogle af de oplægsholdere, der også delte deres viden på konferencerne. Forhåbningen er, at Lived, Learned, Shared kan inspirere kulturlivet på tværs af Norden og Baltikum til at blive klogere på, hvad man som organisation eller udøvende kan gøre for at skubbe til positive forandringer. Download og læs videnskataloget Lived, Learned, Shared nedenfor. Lived_Learned_Shared .pdf Download PDF • 20.12MB Videnskataloget er støttet af Clara Lachmanns Stiftelse, KODA Kultur, Nordisk Kulturfond og Statens Kunstfond. Kunst & Kultur i Balance fortsætter som vidensbank Ved udgangen af marts 2025 har Kunst & Kultur i Balance ikke flere planlagte aktiviteter i kalenderen. KKIBs initiativtagere og seneste styregruppe administrerer hjemmesiden, som fortsætter med at være tilgængelig. Her er adgang til rapporter, der kaster lys på alt fra ulige lønvilkår i film- og tv-branchen til udbredelsen af mysogyni i den engelske musikbranche. Kunst & Kultur i Balance har hidtil været finansieret af Kulturministeriet, en række fonde og organisationer – en finansiering, som stopper ved udgangen af marts 2025. Skulle KKIB i fremtiden stå bag nye aktiviteter, vil vi selvfølgelig sørge for at orientere og inddrage alle, der er interesserede. Organisationerne bag Kunst & Kultur i Balance samt styregruppen vil gerne takke alle, der har deltaget i vores arrangementer, bidraget til og været en del af KKIB på forskellige måder. Gå til Kunst & Kultur i Balances hjemmeside her. Forrige nyhed Næste nyhed

  • Frankrig har blikket rettet mod den danske alternative musikscene🇩🇰🇫🇷 | ROSA

    < Alle nyheder Frankrig har blikket rettet mod den danske alternative musikscene🇩🇰🇫🇷 27. jul. 2026 Den franske avis Le Monde fremhæver den danske alternative musikscene og den stigende interesse for danske kunstnere i Frankrig. Forsiden på Le Monde 23. juli 2026. Den franske avis Le Monde har med artiklen “Copenhague, le nouveau laboratoire de la pop” sat fokus på den bølge af danske artister, der markerer sig med nyskabende pop og eksperimenterende musik – heriblandt Snuggle, Elias Rønnenfelt, Erika de Casier m.fl. Artiklen føjer sig til det momentum, vi har oplevet i Frankrig de seneste år. Da ROSA tidligere på sommeren i samarbejde med Den Danske Ambassade i Paris afholdt residencyforløb for fire danske komponister, mødtes vi med Romain Geoffroy fra Le Monde til en snak om Frankrigs voksende interesse for dansk musik. Vi glæder os til at bygge videre på det momentum og styrke forbindelserne mellem det danske og franske musikliv. Du kan læse artiklen på Le Mondes hjemmeside her. Læs mere om ROSAs Paris Residencies her. Forrige nyhed Næste nyhed

  • Trygt Rum: Ny rådgivningstelefon for alle i musik- og kulturbranchen | ROSA

    < Alle nyheder Trygt Rum: Ny rådgivningstelefon for alle i musik- og kulturbranchen 2. okt. 2023 Nyt fællestilbud skal bryde tavsheden om grænseoverskridende adfærd i musik- og kulturbranchen. Kulturbranchen er drevet af kreativt samarbejde og udveksling, men arbejdsrammerne er sjældent skarpt defineret. Når arbejds- og privatliv flyder sammen, skaber det nemt situationer, hvor grænser overskrides, magt misbruges eller krænkende adfærd finder sted. Derfor går 13 organisationer i musik- og kulturbranchen nu sammen om at finansiere rådgivningslinjen ’Trygt Rum’, som er et anonymt tilbud, der varetages af Sex & Samfund. Første skridt er, at den enkelte ikke skal stå alene med en grænseoverskridende oplevelse, men kan ringe anonymt og få vejledning. Det mener organisationerne bag rådgivningstilbuddet, som åbner i morgen. “Hvis vi skal være kreative kræver det, at vi føler os trygge. Derfor bliver jeg virkelig ked af det, hver gang jeg hører om personer i musik- og kulturbranchen, der har oplevet utryghed og en kultur præget af tavshed, hvor de ikke kunne udtrykke deres følelser og oplevelser. Derfor er det banebrydende, at så mange organisationer inden for musikbranchen nu tager et fælles ansvar og lancerer Trygt Rum. Rådgivningstilbuddet kan bidrage til at sikre en mere bæredygtig branche,” fortæller Anna Lidell, talsperson for Trygt Rum og forperson i Autor. “Musik- og kulturbranchen har et ry for at være hård, og at man selv skal være tilsvarende hård for at kunne begå sig i den. Sådan skal det ikke være. Man skal aldrig finde sig i ting som sexisme, chikane eller anden grænseoverskridende adfærd. Med Trygt Rum giver vi kunstnerne et sikkert og anonymt sted, hvor de kan tage første skridt i processen med at sige fra,” siger Thomas Sandberg, talsperson for Trygt Rum og forperson i Dansk Musiker Forbund. Hvad kan Trygt Rum rådgive om? Rådgivningstelefonen er en uafhængig instans, der varetager anonyme opkald fra alle, som arbejder i musik- og kulturbranchen og har været udsat for eller er vidne til grænseoverskridende adfærd, seksuel chikane, seksuelle krænkelser eller er i tvivl om det. Rådgivningens funktion er at være aflastende, afklarende og henvisende. Trygt Rum tilbyder en samtale, der kan skabe klarhed over, hvad der er sket, bearbejde reaktioner og ved hjælp af faglig viden henvise til de rette handlemuligheder, såsom politi, sundhedsvæsen og fagorganisationer. En del af musikbranchens 11 kønsbalancemål I 2021 gik organisationerne Dansk Artist Forbund, Musikforlæggerne, Dansk Musik Forbund, DPA, Autor og Dansk Komponistforening sammen om ti fælles mål for at sikre større ligestilling i musikbranchen. Målene lægger sig op ad FN’s femte verdensmål om ligestilling. På Kvinders Kampdag i 2022 supplerede musikorganisationerne med et 11. mål, der fokuserer på at komme strukturel sexisme til livs. Tillægsmålet har været med til at afføde rådgivningslinjen Trygt Rum og lyder: “I 2030 er musikbranchen kommet strukturel sexisme til livs, og både aktører og publikum har adgang til en rådgivende instans, der håndterer eksempler på sexistisk adfærd". Læs mere om de 11 kønsbalancemål . Fakta Rådgivningen er personlig, anonym og gratis Lanceringsdato: Den 3. oktober 2023 Telefonnummer: 70 20 99 99 Åbningstider: Tirsdag til fredag klokken 15-17 Hjemmeside: https://trygtrum.dk/ Partnerorganisationerne bag Trygt Rum: Dansk Komponistforening, DPA, Dansk Artist Forbund, Autor, ROSA, Koda, IFPI, Tempi, Dansk Musiker Forbund, Danske Agenters Sammenslutning, Musikforlæggerne, MXD og Kunst & Kultur i Balance Talsperson fra Autor Anna Lidell anna@autor.dk Tlf. 21 85 87 01 Talsperson fra DMF Thomas Sandberg tsa@dmf.dk Tlf. 26 12 25 48 Forrige nyhed Næste nyhed

  • Nu åbner vi for ansøgninger til Musikhjælp Scenesetup | ROSA

    < Alle nyheder Nu åbner vi for ansøgninger til Musikhjælp Scenesetup 1. dec. 2023 Tuborgfondet og ROSA åbner nu op for, at alle med festivaldrømme kan ansøge om at få et gratis scenesetup ud til deres festival i 2024. Målet er særligt at styrke upcoming artister og samtidig støtte det blomstrende og mangfoldige festivalmiljø i Danmark. Selvom der stadig er længe til sommerens festivalsæson, er flere festivaler allerede i fuld gang med planlægningen og forberedelserne. Som en hjælpende hånd til særligt landets vækstlagsfestivaler, står Tuborgfondet og ROSA nu klar med Musikhjælp Scenesetup – et initiativ der skal styrke musik- og festivalmiljøet og sikre de bedste produktionsforhold. Den første ansøgningsrunde er netop åbnet i dag fra 1. december, så alle festivalarrangører nu kan søge om at få tildelt Musikhjælp Scenesetup i 2024. Produktion er ofte en stor del af budgettet, når man skal afholde en festival. Derfor tilbyder Musikhjælp Scenesetup et gratis og køreklart produktionssetup til de danske vækstlagsfestivaler, så endnu flere kan få muligheden for at udvikle og udleve deres festivaldrøm. Formålet er i sidste ende at styrke upcoming artister i Danmark, give dem de bedste forudsætninger for at spille live og støtte kommende og nuværende vækstlagsfestivaler i hele landet. https://www.youtube.com/watch?v=H_6KpAUsdcc En stemme til upcoming artister Vækstlagsfestivaler og upcoming artister går ofte hånd i hånd. De mindre festivaler er typisk stedet, hvor mange musikere har deres første oplevelser med at spille live, og festivalerne er derfor også et vigtigt led i den talentudvikling, Tuborgfondet og ROSA ønsker at styrke. I sommeren 2023 blev setuppet testet på tre danske festivaler. Ødsted Festival nær Vejle, Nordlyd Festival i Roskilde og Sydhavnens Festival i Aarhus. Her blev ønsket om at hjælpe og samarbejde med landets upcoming artister også pointeret: - Forhåbentligt sætter vi nogle rammer for, at de upcoming artister kan prøve nogle nye idéer og tiltag af, som de måske ikke kan andre steder, fortæller Ane Møller Hansen, kommunikationsansvarlig på Ødsted Festival. Arrangørerne på testfestivalerne fortæller også, at det er betydningsfuldt at kunne gøre en forskel for landets upcoming artister og sørge for, at deres musik bliver hørt: - Der er så meget værdi i at skabe noget, hvor man kan give upcoming musikere en stemme, fortæller Emma Tønner, som er projektleder og en del af bookingteamet på Nordlyd Festival. Mere luft i budgettet Musikhjælp Scenesetup består af et produktionssetup, som indebærer en 48m2 stor scene, lyd-, og lys-setup samt professionelle scene- og lydteknikere – alt det som ofte er en tung post i budgettet for både store og små festivaler. - Det giver uanede mængder af muligheder at få et scenesetup ud, fordi det er så stor en del af vores budget, fortæller Emma Tønner fra Nordlyd Festival. For flere af festivalerne betyder det at få et gratis produktionssetup ud, at der blandt andet er mere luft i budgettet til at booke kunstnere og forbedre forholdene på festivalen. - Scenen er en dyr post i budgettet, så det, at man får mere plads i budgettet, gør, at man kan få de kunstnere, man gerne vil have. Man har i hvert fald større mulighed for at finde et fedt line-up, fortæller musikansvarlig på Ødsted Festival, Jacob Møller Vangsted. To af arrangørerne bag Ødsted Festival. Foto: ROSA. Midler til festivaldrømmene En stor del af de danske vækstlagsfestivaler er startet af frivillige unge med en stor kærlighed til musikken og festivalmiljøet – unge, som drømmer om at lave musikoplevelser for og med hinanden. - Motivationen for at holde festivalen er sammenholdet og det at skabe noget sammen, fortæller arrangørerne af Ødsted Festival. Emma Tønner fra Nordlyd Festival supplerer: - Vores motivation for at lave festivalen er kærligheden til musik og kærligheden til hinanden. For at styrke talentudviklingen og mangfoldigheden både på og bag scenen, vil ansøgninger fra vækstlagsfestivaler og unge arrangører i alderen 16-30 blive prioriteret, når et eksternt fagudvalg skal afgøre, hvilke initiativer der skal tildeles Musikhjælp Scenesetup. Dog kan alle, der afholder en offentlig festival med original musik og fokus på vækstlag, ansøge. Ansøgningsfristen til Musikhjælp Scenesetup er 8. januar 2024 kl. 23.59 . Læs mere om Musikhjælp Scenesetup og ansøg på www.scenesetup.dk . Scenesetup er en del af Tuborgfondet Musikhjælp, som samler en række initiativer, der støtter flere unge i at gøre musikken til en levevej. ROSA har fået støtte fra Tuborgfondet til at drive indsatsen. Forrige nyhed Næste nyhed

bottom of page