top of page

Søgeresultater

Søg på dette website

406 resultater fundet med en tom søgning

  • Denmark x UK: Afrobeat Songwriting Camp – London | ROSA

    < Alle nyheder Denmark x UK: Afrobeat Songwriting Camp – London 2. jun. 2025 MXD og ROSA præsenterer i samarbejde med Runway Recording Studios og The Flight Club: En eksklusiv sangskrivercamp med fokus på afrobeat, ambition, netværk og internationalt samarbejde. Med initiativet håber MXD og ROSA også at øge involveringen af kvinder og kønsminoriteter inden for international sangskrivning og produktion. Er du sangskriver, top-liner eller producer, der ønsker at udvikle dig i et internationalt musikmiljø og skabe musik med et globalt potentiale? Ansøg om at deltage i vores sangskrivercamp, der bringer danske og britiske afrobeat-kreatører sammen i hjertet af Londons hub for afrobeat studiemiljø. 📍 London, UK 🗓️ 8.-10. september 2025 Campen er for dig, der: Vil skrive med og for UK-baserede afrobeat-artister. Har tårnhøje ambitioner og vil skærpe dine writing skills i afrobeat-genren. Ønsker at bygge relationer og blive en del af et kreativt community. Ønsker at positionere dig på det globale marked. Campen er sessionsbaseret og skaber unikke rammer for samarbejde mellem danske og britiske sangskrivere, producere og artister. Du vil arbejde med ligesindede fremadstormende afrobeat-profiler — og få adgang til netværket omkring dem. Campen finder sted i Runway Recording Studios’ studiemiljø i London, der huser et stort community af ambitiøse profiler. Runway Recording Studios: Runway Recording Studios er det nye hotte hub for kreative kreatører især i Afrobeat genren, hvor grammy-vindende navne til daglig har deres sessions. Studiemiljøet spænder fra nye talenter til toppen af poppen, heriblandt flere profiler fra The Flight Club, såsom P2J, Sasha Keable, Tay Iwar og Ari Pensmith. Læs mere om studiemiljøet her. The Flight Club: The Flight Club er et London-baseret managementfirma og pladeselskab, der startede for over otte år siden med et fokus på at udvikle talent fra bunden. Siden da har The Flight Club været involveret i Grammy-vindende projekter som Beyoncés Black is King og Burna Boys Twice as Tall . Læs mere om The Flight Club her. Praktiske detaljer for campen: Datoer : 8.-10. september 2025 Bemærk: Deltagelse alle tre dage er et krav. Campen afsluttes om aftenen 10. september med middag og et lytte-event. Ankomst : 7. september om aftenen. Afrejse : 11. september. Deltagelse er gratis og inkluderer 4 hotelovernatninger (fra 7.-11. september) Der vil være forplejning i studiet. Du skal selv arrangere og dække rejsen til og fra London og evt. andre transportudgifter herunder visum (ETA). Læs mere om ETA her. Lokation for campen : Runway Recording Studios, 52-56 Pritchard's Road, London Detaljer om hotelovernatning, tekniske faciliteter i studiet, program etc. sendes direkte til de udvalgte deltagere. OBS ANSØGNINGSFRISTEN ER UDLØBET. Deadline for ansøgning: 1. juli kl. 23.59. Ansøgningerne vurderes af et fagudvalg bestående af: Femi Onileovo (Runway Recording Studios og The Flight Club) Rewan Riko (Artist og ejer af Aarhus Calling) JJ Paulo (Artist) Darcey Beese (A&R coordinator og manager ved The Flight Club) Alle ansøgere får svar senest 7. juli på mail. (OBS der er i øjeblikket forsinkelse på udsendelse af svar. Svar udsendes i uge 28) Kontakt: Spørgsmål rettes til ROSA på tlf. 86128444 eller direkte til: Rewan Riko på rewan@rosa.org eller Lea Strandby på Lea@rosa.org “Denmark x UK: Afrobeat Songwriting Camp – London” er muliggjort via en ekstrabevilling, som MXD modtog i 2022 fra Kulturministeriet til styrkelse af markedsførings- og formidlingsaktiviteter i Danmark og udlandet med fokus på kønsbalancen. Projektet er støttet af Koda Kultur. Forrige nyhed Næste nyhed

  • Open Call: Afrobeat Songwriting Camp – London | ROSA

    < Alle nyheder Open Call: Afrobeat Songwriting Camp – London 23. apr. 2026 MXD og ROSA gentager, i samarbejde med Runway Recording Studios og The Flight Club, succesen fra sidste år og inviterer til en eksklusiv sangskrivercamp med fokus på afrobeat, ambition og internationalt samarbejde. 📍 London, UK 🗓️ 22.–24. juni 2026 Er du en sangskriver, top-liner eller producer, der ønsker at udvikle dig i et internationalt musikmiljø og skabe musik med et globalt potentiale? Ansøg om at deltage i vores sangskrivercamp, der bringer danske og britiske afrobeat-kreatører sammen i hjertet af Londons hub for afrobeat studiemiljø. Campen er for dig, der: Vil skrive med og for UK-baserede afrobeat-artister Har høje ambitioner og vil skærpe dine writing skills i afrobeat-genren Ønsker at bygge relationer og blive en del af et kreativt community i verdensklasse Ønsker at positionere dig på det globale marked Campen er sessionsbaseret og skaber unikke rammer for samarbejde mellem danske og britiske sangskrivere, producere og artister. Du vil arbejde med fremadstormende afrobeat-profiler — og få direkte adgang til netværket omkring dem. AGGi var deltager i 2025 og fortæller: "For mig har det været helt vildt inspirerende både at møde andre, der laver det samme som mig, men også at mærke, hvor stort et marked og dedikeret community der findes inden for den her genre, som jo stadig er ret underrepræsenteret i Danmark,” fortæller AGGi. Lyt til AGGis nye single “Big Spender”, der blev skrevet på campen i 2025: https://www.youtube.com/watch?v=QhMUagP5IyY Campen finder sted i Runway Recording Studios’ studiemiljø i London, der huser et stort community af ambitiøse profiler. Runway Recording Studios: Runway Recording Studios er det hotte hub for kreative kreatører især i Afrobeat genren, hvor grammy-vindende navne til daglig har deres sessions. Studiemiljøet spænder fra nye talenter til toppen af poppen, heriblandt flere profiler fra The Flight Club, såsom P2J, Sasha Keable, Tay Iwar og Ari Pensmith. Læs mere om studiemiljøet her. The Flight Club: The Flight Club er et London-baseret managementfirma og pladeselskab, der startede for over ni år siden med et fokus på at udvikle talent fra bunden. Siden da har The Flight Club været involveret i Grammy-vindende projekter som Beyoncés Black is King og Burna Boys Twice as Tall . Læs mere om The Flight Club her. Praktiske detaljer for campen: Datoer : 22.–24. juni 2026 Bemærk: Deltagelse alle tre dage er et krav Campen afsluttes om aftenen 24. juni med aftensmad og et lytte-event Ankomst : 21. juni om aftenen Afrejse : 25. juni Deltagelse er gratis Der vil være forplejning i studiet Tilskud til dækning af overnatning og transport på i alt 3.500 DKK pr. deltager Du skal selv arrangere overnatning samt rejsen til og fra London og evt. andre transportudgifter herunder visum (ETA). Læs mere om ETA her. Husk at du kan søge om transporttilskud gennem bl.a. ROSAs Internationale Transportstøtte . Lokation for campen : Runway Recording Studios, 52-56 Pritchard's Road, London Detaljer om faciliteter i studiet, program etc. sendes direkte til de udvalgte deltagere. ANSØG HER. Deadline for ansøgning: 11. maj kl. 23.59. Alle ansøgere får svar senest 18. maj på mail. Ansøgningerne vurderes af et fagudvalg bestående af: Femi Onileovo (Runway Recording Studios og The Flight Club) Rewan Riko (Artist og ejer af Aarhus Calling) Harmoni Ricketts (The Flight Club) Kontakt : Spørgsmål rettes til MXD på info@mxd.dk ROSA på tlf. 86128444 eller til Lea Strandby på Lea@rosa.org Denmark x UK: Afrobeat Songwriting Camp – London” er muliggjort gennem “Strategisk Indsats for International Udbredelse af Dansk Musik”, der er søsat af Kulturministeriet via Musikhandlingsplanen, og som løftes af Koda og MXD i fællesskab. Forrige nyhed Næste nyhed

  • På tour med international transportstøtte: Udenlandsdebut og den internationale metalscene | ROSA

    < Alle nyheder På tour med international transportstøtte: Udenlandsdebut og den internationale metalscene 24. jun. 2025 Den internationale transportstøtteordning giver plads til drømme, der rækker ud over de danske grænser. I ROSAs artikelserie kan du læse historier om artister og bands, der har fået transportstøtte gennem ordningen. I denne artikel fortæller Sasha Adrian om sin udlandsdebut, og manager Jonathan Hjorth Lyby fortæller om, hvordan NECKBREAKKER har indtaget den internationale metalscene. Sommeren er over os, og rundt i flere afkroge af verden turnerer danske artister og bands med støtte fra den internationale transportstøtteordning, der uddeles af de fire genreorganisationer med det formål at fremme musiklivet i Danmark og dansk musik i udlandet. Gennem den internationale transportstøtte kan du/I blandt andet søge tilskud til transport i forbindelse med tourplaner i udlandet, internationale samarbejder i Danmark, eller noget helt tredje der er med til at fremme dansk musik på internationalt plan. I 2024 uddelte de fire genreorganisationer tilsammen støtte til 391 kunstnere. I vores artikelserie kan du læse om forskellige artister og bands, der tidligere har fået transportstøtte gennem ROSA, og som giver et par gode råd med på vejen til andre med internationale drømme. Udlandsdebut og showcasefestival En af de artister er Sasha Adrian, der fik transporttilskud til at spille en solokoncert i Milano og på showcasefestivalen Waves Vienna med hele bandet, der samtidig var hendes udlandsdebut. En udlandsdebut, der blandt andet åbnede op for nye muligheder i Ungarn, samarbejder med udenlandske artister og co-writing sessions i Skotland, Østrig og Canada. “Jeg føler virkelig, at jeg fik nogle relationer undervejs. Også nogle, som jeg er i kontakt med nu og regner med, at jeg skal arbejde videre sammen med,” fortæller Sasha Adrian. Og netop her har den internationale transportstøtte spillet en vigtig rolle. “Jeg ville jo aldrig have kunnet tage mit band med til Wien, hvis ikke jeg kunne få noget økonomisk støtte. Det er virkelig fedt, at man kan prøve at sætte nogle ting op uden at tænke alt for meget på det økonomiske. Man føler ligesom, at der er nogen, der er på ens banehalvdel og hepper på en,” fortæller Sasha Adrian og supplerer: “Men det (international transportstøtte, red.) er noget, jeg først er blevet opmærksom på, da jeg blev valgt til at spille på Waves Vienna. Jeg troede faktisk, at jeg først ville kunne søge, hvis jeg skulle på større turné. Jeg tænkte sådan, jamen så langt er slet ikke er i min karriere endnu. Nu skal jeg bare bruge det endnu mere.” Fra showcasefestivalen Waves Vienna. Fotograf: Hank. Det handler om forberedelse og åbenhed Vi har spurgt Sasha Adrian, om hun har et godt råd til andre, der drømmer om at spille uden for Danmarks grænser. “Jeg tror, at der er virkelig mange af de her showcasefestivaler, som man bare skal søge. Waves Vienna havde en åben ansøgningsrunde, så jeg søgte egentlig bare, og så fik jeg en plads.” Derudover peger Sasha Adrian på, at det på samme tid handler om forberedelse og at være åben over for, at nye ting kan opstå. “Jeg havde virkelig gjort et forarbejde til Waves Vienna ved at undersøge, hvem der deltog af branchefolk, og hvem der var relevante for mig at tale med. Det betød, at jeg følte, at jeg havde noget at byde ind med hos dem, jeg så tog kontakt til, i stedet for at starte helt fra scratch. Det var det hele værd,” fortæller Sasha Adrian og supplerer: “Og så var der også nogen, som jeg ikke havde hørt om på forhånd, som jeg mødte dernede og faldt i snak med. Det er vigtigt at forberede sig, men der er også nogle ting, man ikke kan forberede sig på. Man skal jo også være til stede, hvor man er, og så er det bare at prøve at forholde sig meget åbent.” Sasha Adrian og bandet i Wien. Privatfoto. Fra support til hovednavn ROSAs internationale transportstøtteordning har samtidig støttet en lang række bands i forbindelse med større turnéer. Heriblandt dødsmetalbandet NECKBREAKKER. Tilbage i foråret 2024 fik NECKBREAKKER blandt andet international transportstøtte fra ROSA, da det brasilianske dødsmetalband Krypta inviterede NECKBREAKKER med som mainsupport på en stor europatour. En tour med 38 koncerter i streg. “Støtte dengang betød helt vildt meget og betyder stadigvæk helt vildt meget. Jeg vil sige, at det er en absolut nødvendighed, hvis man vil skabe sig en international karriere og succes. Nu hvor de er blevet større, går det lidt bedre, og honoraren følger mere med. Men når man begynder, så har man ikke noget,” fortæller Jonathan Hjorth Lyby, der er ejer af det danske management Beatbreaker, som signede NECKBREAKKER for tre år siden. Her i foråret 2025 er NECKBREAKKER igen på europatour, hvor de spiller alle de steder, de spillede i 2024, men nu som hovednavn. Og i efteråret er der en dansk tour på programmet. Bandet og holdet bag har brugt flere år på udelukkende at opbygge NECKBREAKKERs navn live både inden for og uden for Danmarks grænser. Ifølge Jonathan Hjorth Lyby betyder dét at spille i udlandet meget karrieremæssigt, men også for bandet som helhed. “De var pissegode i forvejen og spillede som et band, der havde været på vejen i 10 år, da de startede. Men når de så smider en tur på halvanden måned oveni og er ude at spille på de europæiske landeveje, så bliver de simpelthen bare så pissegode live og som musikere. Det er sådan en dannelsesrejse, hvor de bliver hammergode,” fortæller Jonathan Hjorth Lyby og supplerer: “Sådan en tour her har jo betydet helt vildt meget for deres fundament, der gør, at når de skal spille med Slayer på en 50.000 kapacitets venue i London til sommer, så er de helt kolde.” NECKBREAKKER. Privatfoto. Uden for det tyske marked I rapporten Dansk Musikliv i Tal 2024 har vi taget et kig ned i støttepuljens data for at finde nye tendenser i danske kunstneres internationale koncertvirksomhed. I 2024 blev der søgt transportstøtte til rekordhøje 249 koncerter i Tyskland inden for ROSAs genreområde. Her er det særligt danske metalbands, der driver det store aktivitetsniveau syd for grænsen. Ifølge Jonathan Hjorth Lyby fra managementet Beatbreaker, der udelukkende repræsenterer metalgenren, har den danske metalscene har aldrig været større, end den er lige nu. Men selvom Tyskland er et stort marked med meget potentiale, er det i følge Jonathan Hjorth Lyby en gammel fortælling, at man som dansk metalband “bare skal til Tyskland, og så går det godt”. I stedet skal man vende blikket mod hele verden og ikke låse sig fast på ét eller få territorier ad gangen. “ Tyskland er et godt sted, fordi det er så stort, og der er så mange spillesteder, så du kan turnere helt vildt meget, og det er jo nemt at komme derned. Men karrieremæssigt, så gør det ikke særlig meget. Både fordi det er så stort et marked, men det er også et lukket marked,” fortæller Jonathan Hjorth Lyby og supplerer: “Man skal passe lidt på med, hvordan man planlægger sin karriere. Det kan være meget opslidende at spille 30-40 shows i Tyskland og så ikke få noget ud af det. Det kunne være, at de penge faktisk var blevet bedre givet ud på for eksempel at leje et venue lige midt i London, invitere de rigtige mennesker og få stablet et ordentligt team på benene.” Næste ansøgningsrunde Overvejer I at udvide jeres internationale marked? Så husk næste ansøgningsfrist 20. august. Læs mere om puljen og ansøg her . I Dansk Musikliv i Tal 2024 kan I læse meget mere om den internationale transportstøtteordning og udforske vores interaktive verdenskort. Brug det f.eks. hvis I selv skal planlægge en turné og har brug for inspiration til at finde relevante spillesteder. Dansk Musikliv i Tal 2024 er den årlige rapport fra de fire genreorganisationer Art Music Denmark, Jazz Danmark, TEMPI og ROSA. Rapporten er blevet til med støtte fra Augustinus Fonden og genreorganisationernes hovedfinansiering fra Statens Kunstfond. Få gode råd til dit tourbudget og svar på de typiske spørgsmål i vores webinar om International Transportstøtte nedenfor. Du er også altid velkommen til at ringe eller skrive til os. https://www.youtube.com/watch?v=g2jWL8svHws Forrige nyhed Næste nyhed

  • Yehra: “Vejen er blevet kortere mellem København og Toronto” | ROSA

    < Alle nyheder Yehra: “Vejen er blevet kortere mellem København og Toronto” 11. sep. 2026 Efter 14 års digitalt samarbejde mødtes den dansk-canadiske duo Yehra for første gang fysisk. Turen til Toronto blev en ny begyndelse med nye sange, deres første koncert og en stærkere forbindelse til hinanden. Den internationale transportstøtte giver plads til drømme, der rækker ud over de danske grænser. I denne artikelserie bringer vi løbende historier om artister og bands, der har fået transportstøtte gennem ROSA. I denne artikel møder vi Rasmus Liebst, der er den ene halvdel af den dansk-canadiske duo Yehra. “Hvordan bygger man et musikalsk samarbejde op med en person, man aldrig har mødt?” For Yehra har det i 14 år været en realitet. Den dansk-canadiske duo har gennem årene skrevet og produceret downtempo indie-pop på tværs af Atlanten – gennem mails, filer og digitale møder. Først i forbindelse med turen til Toronto i sommer mødtes de for første gang ansigt til ansigt. Den dansk-canadiske duo består af producer Rasmus Liebst i Danmark og Jen Mahon i Toronto, hvis samarbejde begyndte helt tilbage i 2012. Rasmus Liebst og Jen Mahon. “ Det er lidt underligt det der med at have en relation, som er rimelig dyb, men ikke at kunne møde hinanden fysisk, ” fortæller Rasmus. “ Så det var lidt som at møde en ven, man har kendt hele livet på en eller anden mærkelig måde. ” Fra “online flaskepost” til første livekoncert Yehra-samarbejdet begyndte oprindeligt gennem en mail. De første år var kommunikationen nærmest som musikalsk flaskepost, hvor idéer og sange blev sendt frem og tilbage mellem Danmark og Canada. “ I de første par år skrev vi kun mails til hinanden. Nogle gange kunne der godt gå lidt tid, før man fik et svar tilbage. Jeg plejer at sammenligne det lidt med flaskepost, ” fortæller Rasmus. Men for ham var der også noget særligt ved netop det, fordi man gør sig ekstra umage med at sende noget godt tilbage. “ Så jeg glæder mig altid til at høre, hvad hun finder på – det bliver lidt som at få den der flaskepost tilbage igen. ” Over tid fandt duoen frem til et fælles udtryk, og Yehra har siden opnået millioner af streams og international opmærksomhed. Men Toronto-turen gav mulighed for at tage projektet et nyt sted hen. For første gang skulle Yehra også prøves af som liveprojekt. Jen havde samlet et lokalt band, og koncerten blev den første mulighed for at opleve musikken live på en scene i Toronto. “ Vores liveact får jo en primær base omkring Jen, der hvor hun bor, men kunne også omsættes til livekoncerter andre steder – så der er helt sikkert et live element, som vi drømmer om at få udviklet. ” Og det var ifølge ham vildt stort at opleve deres musik live: “ Jeg synes virkelig, det var et fedt band, hun havde fået samlet. Og de har virkelig gået planken ud med at få skabt musikken i en liveversion. ” Toronto som begyndelse Turen til Toronto blev derfor også en måde at begynde at forankre Yehra fysisk i Canada. “ Det giver jo nok altid mening at starte der, hvor man har sit nærmiljø. ” Canada er i øjeblikket det marked, duoen har størst fokus på, og flere internationale medier og radiostationer har allerede samlet projektet op. Yehra er blandt andet blevet spillet på CBC og KEXP. For Rasmus Liebst er det en tydelig indikation af, at der er interesse for deres musik på det nordamerikanske marked. Samtidig drømmer duoen om at tage musikken den anden vej over Atlanten og bringe Yehra til Danmark. “ Jeg kan jo se, at der er folk, der lytter til vores musik i Danmark – uden at vi har gjort noget særligt for at promovere det. ” “Vejen er blevet kortere” Måske er den største forandring efter turen dog ikke noget, der kan måles i streams, koncerter eller nye kontakter. For efter 14 år med et digitalt samarbejde er Jen Mahon ikke længere bare en person i den anden ende af en mail. “ Nu er det lidt mere, som om jeg har en ven i udlandet. Det føles mere sådan, ” fortæller Rasmus. Det har også ændret måden, Rasmus arbejder med musikken på. “ Når jeg sidder og arbejder på musikken, så tænker jeg også på, hvordan Jens stemme vil fungere på det her. Det er ligesom blevet nemmere at visualisere. ” Og netop dét var en vigtig del af formålet med rejsen: at gøre samarbejdet mere konkret og give Yehra noget nyt at bygge videre på. “ Jeg synes, det har gjort det mere personligt. Og det er bare sådan mere interessant. ” Efter turen ligger der derfor ikke bare nye sange tilbage. Der ligger også et nyt liveformat, nye erfaringer og en relation, der har taget fysisk form efter 14 år på afstand. “ Jeg tror ligesom, at vejen er blevet kortere mellem København og Toronto på en eller anden måde med det her besøg .” Har I internationale drømme I gerne vil udleve? Husk, den sidste mulighed i år for at søge ROSAs internationale transportstøtte er den 20. november. Læs mere om støtteordningen her. Vi glæder os til at modtage jeres ansøgning! Forrige nyhed Næste nyhed

  • 9 studier, 14 talenter, 15 pro’s – og intens jagt på nye hits | ROSA

    < Alle nyheder 9 studier, 14 talenter, 15 pro’s – og intens jagt på nye hits 2. maj 2023 Aarhus Calling: Sangskriver- og producercampen rækker ud efter de urbane miljøer. Torsdag samles cremen af den danske talentmasse inden for sangskrivning og musikproduktion med internationale kolleger fra UK, USA, Island og Danmark i fælles jagt på nye hits. Der er med andre ord dækket op til Aarhus Calling igen – tre højintense dage, hvor de 14 udvalgte talenter og 15 internationale A-writers og producere samarbejder i små teams rundt om i ni studier placeret centralt i Aarhus: På konservatoriet, i The House på gågaden og i et mobilt studie på SPOT Festival-pladsen ved Godsbanen. De14 talenter er udvalgt efter forudgående ansøgning – en af dem via samarbejde med DPA, og som noget nyt kommer fire talenter fra det urbane miljø i Aarhus (Rosenhøj, Brabrand og Gellerup). Den del sker via et samarbejde med Musikforlæggerne: Aarhus Callings leder Rewan Rico siger: – I mange år har Aarhus Calling haft et ønske om at få det urbane miljø til at være en fast del af vores event. Efter mange års forberedelse og netværk i miljøerne er vi stolte af endelig at kunne præsentere et eksklusivt samarbejde, hvor vi kan invitere talentproducere og -sangskrivere ind. Det står mit hjerte meget nær, fordi jeg selv kommer fra Rosenhøj-området, så det her initiativ har en helt særlig betydning for mig. – Jeg er glad for, Aarhus Calling kan danne rammerne for urban-talenter i Aarhus-miljøet og connecte med det kommercielle miljø – samt give mulighed for, at de kan skabe internationalt elitenetværk, som de kan benytte fremadrettet i deres karriere. Som vanligt har de internationale gæster cv’et i orden: Det gælder bl.a. engelske Ari Pensmith (Beyonce, Wizkid), islandske/amerikanske Alma Goodmann (Katy Perry, Cheat Codes), engelske Hight (Tiesto, Charlie XCX, Ava Max), engelske Elle Campbell (Rita Ora, David Guetta) osv, osv. Cutfather – internationalt prisvindende producer og partner ved eventet – er med fra dansk side sammen med bl.a. Nicklas Sahl og så Kewan Padre, der her påtager sig rollen som producer-coach for urban talenterne. Holdet af A-Writers og producere består af: Hight (UK), Cutfather (DK), Ari Pensmith (UK), Nicklas Sahl (DK), Alma Goodman (IS/US), Kewan Padre (UK), Harlee (UK), Elle Campbell (UK), Samuel Ledet (DK), Libby Whitehouse (UK), Andrea Rosario US), Dewain Whitmore (US), Emil Harm (UK), Celine Svanback & Jeppe London (DK). De udvalgte talenter og urban-deltagere er: Marcus Lundbak, Emma Seeberg, Simon Kavi, Jack Mensa, Gustav Boje Brun, Freja Debes, Mads Simonsen, Mathilde Caffey, Chris Chordz og Sara Gustafson. Urban-deltagerne er Shooter Belly, Dibset, Pay og Speedy. Forrige nyhed Næste nyhed

  • Musikhjælp Scenesetup har nu åbent for ansøgninger til festivalsæsonen 2026 | ROSA

    < Alle nyheder Musikhjælp Scenesetup har nu åbent for ansøgninger til festivalsæsonen 2026 13. nov. 2025 Efter endnu et vellykket år med Musikhjælp Scenesetup åbner vi nu for ansøgninger til festivalsæsonen 2026. I artiklen her kan du blandt andet læse om den nye ansøgningsrunde og om flere af de tidligere støttede vækstlagsfestivalers oplevelser med at arrangere en festival. Sommeren er for længst gået på hæld, og samtidig er mange af landets festivaler rykket indenfor for at planlægge næste års festivaler. Og for nogle arrangørers vedkommende den allerførste festivalsæson. Gennem Musikhjælp Scenesetup kan både nye og mere etablerede vækstlagsfestivaler i hele landet nu igen ansøge om at få tildelt et fuldt produktionssetup – herunder scene, lyd, lys og teknikere – til deres festival samt deltagelse i opkvalificerende workshops med andre festivalarrangører. Vi har netop åbnet op for ansøgninger og ser nu frem mod endnu en festivalsæson i 2026. Som noget nyt kan festivaler, der foregår indendørs, også ansøge om et setup. Ansøgningsrunden er åben fra 14. november indtil ansøgningsfristen 8. januar kl. 23.59. https://www.youtube.com/watch?v=18N27Fgafm0 Rundt i hele landet Musikhjælp Scenesetup har siden 2024 årligt støttet 23 vækstlagsfestivaler med det formål at give upcoming musikere de bedste sceneforhold til at spille live samt at styrke nye og etablerede vækstlagsfestivaler. Fra Sæby til Ærø og fra Løgumkloster til Hundested er festivaldrømme blevet realiseret, og nye festivaler opstået. Denne festivalsæsons sidste festival fandt sted i Herning 20. september, hvor Mosaik Festival løb af stablen. En festival, der er opstået ud fra et ønske om at give Herning det, byen manglede: nemlig en festival der viser al den kultur, der er i Herning på én gang, fortæller arrangørerne bag. “Det er superfedt at kunne give noget til ens lokalområde og være afsender på det. Før Mosaik var der ikke nogen festival i Herning målrettet unge,” fortæller Alberte Mølsted, der er en af arrangørerne bag festivalen, og supplerer: “Det var virkelig dejligt at se, hvor mange der kom og bakkede op om festivalen. Også det, at I (Musikhjælp Scenesetup, red.) gerne vil give os scenen, det viser også, at I tror på vores projekt, og man bliver bekræftet i, at det, man laver, faktisk er ret fedt.” I den anden ende af landet, på Fejø, mærker man også den store betydning af at kunne give noget til lokalområdet. Det fortæller arrangørerne bag Fejø Freedom Festival, som Musikhjælp Scensetup støttede i begyndelsen af dette års festivalsæson. “Der er flere, der i dag har sagt, at det nu er en rigtig festival, når de kommer ind og møder sådan en scene. Jeg tænker, at det også kan være en inspiration til andre om, at man faktisk godt kan skabe noget rigtig stort på sådan en lille ø her. Det er jo også en måde at vise, at livet herude på kanten også er ret fedt,” fortæller Nicolai Hagelskjær fra Fejø Freedom Festival og Ro Naturcamp, hvor festivalen afholdes. Frivillige på Mosaik Festival i Herning i september. Alberte Mølsted ses nederst til højre. Foto: Mosaik Festival. En rigtig scene til en rigtig festival Musikhjælp Scenesetup har i år også støttet Lydfest, der foregår på Mantziusgården i Birkerød, og er startet af unge fra Rudersdal Kommune. En festival der påpeger vigtigheden af ordentlige sceneforhold, men også scenens betydning for hele festivalsoplevelsen – for både artister på scenen, publikum foran og arrangørerne bag scenen. “Det er virkelig lækkert, at vi kan få den rigtige sceneoplevelse. At man ikke bare har et eller andet plateau og en sørgelig presenning henover,” fortæller Solveig Baez Damgaard, der har været en del af festivalens arrangørgruppe i tre år, og supplerer: “Det er virkelig lækkert, at vi har en rigtig scene, så det ligner en festival. For det vi laver er en rigtig festival. Det er så vigtigt for hele festivalen, at der er en ordentlig scene, at det hele ser ordentligt ud, og at det hele spiller.” Foto: Bjarke Emil Huse og Solveig Baez Damgaard, som begge er en del af arrangørgruppen bag Lydfest i Birkerød. Ansøgningsfristen til Musikhjælp Scenesetup er 8. januar 2026 kl. 23.59. Efter fristen vil et eksternt fagudvalg tage stilling til ansøgningerne, og alle ansøgere vil få svar på deres ansøgning. Læs meget mere om Musikhjælp Scenesetup og ansøg via www.scenesetup.dk . Musikhjælp Scenesetup er en del af Tuborgfondet Musikhjælp, som består af en række initiativer, der støtter flere unge i at gøre musikken til en levevej. ROSA har fået støtte fra Tuborgfondet til at drive indsatsen. Forrige nyhed Næste nyhed

  • Nyt samarbejde sætter fokus på mental styrke blandt SOLO-artister | ROSA

    < Alle nyheder Nyt samarbejde sætter fokus på mental styrke blandt SOLO-artister 21. mar. 2024 Som en del af SOLO bliver alle artisterne tilbudt et forløb med organisationen MentalVoice, der arbejder for at øge bevidstheden om mental styrke og trivsel i musikbranchen. “ Jeg vil faktisk vove at påstå, at jeg ikke kan skabe, hvis jeg ikke trives, ” fortæller Gry Colding, der går under kunstnernavnet MoonBee. Gry Colding er en af de SOLO-artister i 2024, der har takket ja til tilbuddet om et forløb hos MentalVoice. Hun har været i musikbranchen i mange år, og synes det er svært at få værktøjer til at navigere i en branche, som kræver meget af en som håndværker og musiker, men også som menneske. “ Det hænger tit sammen med at være i et balanceret sted, hvor man kan tage imod det, der måtte komme; både godt og dårligt, når man skaber musik ,” fortæller Gry Colding og supplerer: “ Jeg er gået ind i det (forløbet, red.) med det udgangspunkt, at jeg gerne vil finde ud af, hvordan jeg kan nære den form for selvomsorg, der er i at kunne give sig selv den opmærksomhed eller de ord, man har brug for, når man måske ikke lige bliver hyldet for sit arbejde .” Bag forløbet står organisationen MentalVoice, der har en vision om at sætte fokus på mental styrke, trivsel og performancepsykologi i den danske musikbranche. Det er derfor også udgangspunktet i MentalVoices arbejde med SOLO-artisterne. “ Vi håber, at musikerne får mulighed for at arbejde med deres egen mentale styrke og trivsel og performance. At de kan reflektere over, hvordan de arbejder og trives bedst. Trivsel og performance hænger uløseligt sammen. Hvis du trives dårligt, i det du gør, så er det også sværere at performe optimalt, ” fortæller Kamilia Amélie, der er mentor hos MentalVoice og også selv er musiker. Et tiltrængt blik på den mentale sundhed i musikbranchen Ny forskning fra Musiklivets Partnerskab For Bæredygtig Udvikling slår fast, at trivslen og den mentale sundhed blandt danske skabende og udøvende musikere er langt dårligere end i resten af befolkningen. Forskningen viser blandt andet, at hver anden musiker har et unormalt højt niveau af angst, og hele 80 procent af de 25-29-årige musikere i undersøgelsen havde et unormalt højt angstniveau. “ Jeg synes bare, at det er utroligt tiltrængt med det her blik på mental sundhed i branchen generelt. Det bliver tit sagt sådan, at hvis ikke du kan passe på dig selv, så er der ikke nogen, der gør det. Den myte gad jeg godt lidt komme til livs, ” siger Gry Colding. Jesper Borup, der er projektleder på SOLO, er enig i, at der brug for et større fokus på mental trivsel i musikbranchen. Han understreger derfor vigtigheden i ROSAs arbejde for at skabe et godt arbejdsmiljø for de musikere, der er tilknyttet ROSAs projekter - herunder SOLO. “ Vi bestræber os på at tænke vores projekter i 360 grader, når det kommer til diversitet og trivsel. Når vi benytter mødet med livemusikken som et trivselsfremmende redskab, er det vigtigt for os at passe på musikeren, og tilbyde dem, der har behov for det, sparring med professionelle, der arbejder med at skabe bedre trivsel for musikere i Danmark, " fortæller Jesper Borup. Et forløb med refleksion og redskaber for den enkelte Gennem forløbet afholder MentalVoice en række samtaler og en workshop med SOLO-artisterne for at finde frem til, hvad der fylder for den enkelte og give dem relevante redskaber til eksempelvis at arbejde med præstations- og forventningspres. Som en del af forløbet med MentalVoice introducerer Kamilia Amélie blandt andet, hvordan man arbejder med performance riders, hvor musikeren noterer, hvad vedkommende har behov for inden, under og efter en performance, og hvordan man lander i det efterfølgende. “ Man kender ikke altid dagsformen som musiker, og der kan også være forskel på, om det er en intimkoncert, songwriter session eller en stor koncert. Det her værktøj kan bruges i alle mulige forskellige situationer, så man i det mindste kan implementere nogle ting, der generelt fungerer for en selv, så der er større sandsynlighed for at trives i den specifikke situation .” ROSA samarbejder med MentalVoice på projekterne E-Tur og SOLO, hvorom Jesper Borup fortæller: “ Vi er rigtig glade for, at Mental Voice kan være med til at løfte arbejdsopgaven, og at de har de fornødne kompetencer til at udføre arbejdet med de musikere vi har tilknyttet. Vi håber på at kunne fortsætte med at udvikle på et format sammen med MentalVoice, og på den måde være med til at styrke arbejdsforholdene for danske musikere .” Læs mere om MentalVoice her: https://mentalvoice.dk/ ROSA samarbejder også med MentalVoice under E-TUR. Læs mere her: https://www.rosa.org/mere-projektinfo/faglige-partnere Læs mere om forskningsrapporten af Musiklivets Partnerskab for Bæredygtig Udvikling her: https://musiklivetspartnerskab.dk/musikere-er-haardt-ramt-paa-trivslen/ Forrige nyhed Næste nyhed

  • Pop-Pilot: 12 år med fokus på køns-ubalancen | ROSA

    < Alle nyheder Pop-Pilot: 12 år med fokus på køns-ubalancen 1. maj 2023 Efter en mangeårig fokuseret indsats for øget ligestilling i musiklivet gennem projektet Pop-Pilot, fortsætter ROSA arbejdet for diversitet gennem andre projekter og indsatser. ROSAs vicebestyrelsesleder, Marianne van Toornburg, der var en af initiativtagerne til Pop-Pilot rettet mod piger, transpersoner og non-binære, ser tilbage på mange givtige år, der også har været med til at kickstarte kønsdebatten i branchen. At træde ind i et lokale fyldt med en masse instrumenter, god energi og begejstrede unge er lige til at blive glad i låget af. I perioden 2012-2023 har ROSAs Pop-Pilot-projekt givet piger, transpersoner og non-binære mulighed for at udforske musikken, uanset erfaring eller ej. Ud over Pop-Pilot Camps har ROSA også skabt weekendlejren Pop-Pilot Elektro med fokus på elektronisk musik samt oplæggene i Pop-Pilot Music Talks om blandt andet at finde modet til at forfølge sine drømme i en tid uden så mange rollemodeller. – Pop-Pilot har sammen med andre tiltag været firstmover i forsøget på at få flere piger til at gribe et instrument, fortæller Marianne van Toornburg, der var med til at realisere Pop-Pilot og i dag er vicebestyrelsesleder hos ROSA. Essensen af Pop-Pilot har været at skabe et trygt rum med formålet at styrke deltagernes tro på egne evner og give flere lyst til at spille musik. Blandt andet ved at lade dem eksperimentere med musikken på egne præmisser i samspil med andre ud fra en do-it-yourself tilgang og vejledning fra en række professionelle kvindelige musikere som rollemodeller. Som Marianne van Toornburg siger: – Det kan være en sart ting i de der teenageår, hvor der er alle mulige ting i spil. En af tankerne bag Pop-Pilot var at skabe et sted, hvor man kunne udfolde sig helt trygt. Popkollo i Sverige Den første udgave af Pop-Pilot, der blev afholdt i 2012, var inspireret af det svenske søsterprojekt Popkollo. For at skrive en artikel om Popkollo til fagbladet Artisten tog Marianne van Toornburg med på en af sommerlejrene i Sverige, der skulle vise sig at være en øjenåbner: – Fotografen og jeg var blæst bagover af, hvor fantastisk godt det var sat sammen. Jeg tænkte bare; det må vi simpelthen også lave i Danmark. Ubalance i musikbranchen Pop-Pilot var en del af et større projekt for Marianne van Toornburg. Et projekt med fokus på kønsbalance i rytmisk musik. Sammen med blandt andre sangskriver-kollegaen Kristina Holgersen (DPA) og repræsentanter fra andre organisationer tog Marianne initiativ til en større undersøgelse af musiklivets kønsbalance. Undersøgelsen, som rådgivningsvirksomheden Niras stod bag, mundede ud i kortlægningsrapporten ‘Kønsbalancen i Rytmisk Musik’ . Rapporten – også kaldet ‘80/20-rapporten’ – udkom i 2011 og viste blandt andet en generel overvægt af mænd på gatekeeperposter. Hele rapporten kan læses her . – Vi ville gerne bidrage til debatten på en ordentlig måde. Vi blev enige om, at det var nødvendigt at få nogle konkrete tal på bordet, vi kunne referere til, siger Mariane van Toornburg. Da musikhandlingsplanen for 2012-2015 med fokus på kvinder i rytmisk musik udkom, under daværende kulturminister Uffe Elbæk, besluttede Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik at afsætte penge til en dansk musiklejr efter den svenske Popkollo-model. ROSA blev dengang bedt om at være projektleder for Pop-Pilot på et tidspunkt, hvor der ikke fandtes musiklejre, der adresserede diversitetsproblematikken i Danmark. Det var derfor en særlig oplevelse for Marianne van Toornburg at være med til den allerførste Pop-Pilot-lejr: – På bare en uge havde de rykket sig fra nul til hundrede. Det var fantastisk at opleve. Marianne Van Toornburg. Foto: Peter Stallknecht Pop-Pilot har sat sine spor Der kan ske mange ting på 12 år, også i debatten om kønsbalance i musikbranchen. Tilbage i 2011 var det næppe alle, der kunne se behovet for øget fokus på området, fortæller Marianne van Toornburg. Men det er der blevet sat skub i. Hun er sikker på, at Pop-Pilot – i samspil med flere andre tiltag – har påvirket kønsdebatten og sat kønsbalance på dagsordenen. – Det er blevet mere legitimt at have en holdning til. Mange af de her ting har forhåbentlig været med til at sætte nogle bølger i gang og været en samtalestarter i miljøet. Hendes håb er, og har altid været, at dialogen kan tages på neutral grund. – Det mest ærgerlige er, hvis man får sat mændene ud af samtalen, så det bliver “dem og os”, siger hun og supplerer: – Men man er stadig nødt til at sætte foden lidt hårdere ned og være lidt radikal for at skabe en forandring. Nye projekter med samme dagsorden Efter mange gode år med Pop-Pilot fokuserer ROSA nu på andre projekter og indsatser. Der skal lyde et stort tak til alle samarbejdspartnere, deltagere og instruktører gennem tiden fra Pop-Pilot. I dag arbejder ROSA med flere forskellige projekter, der alle har til formål at styrke diversitet og talent i musikbranchen – herunder projektet “Kunst & Kultur i Balance” som adresserer de strukturelle barrierer, ubevidste fordomme og den grænseoverskridende adfærd, der findes ude i brancherne. ROSA er også involveret i en række initiativer som eksempelvis Aarhus Lydforenings lydteknikerworkshop for kvinder og kønsminoriteter, og indtænker lige adgang aktivt i alle projekter. Derudover bidrager ROSA – i samarbejde med bl.a. de andre genreorganisationer – til indsamling af data på området for at understøtte udviklingen mod mere ligestilling og diversitet med konkrete tal. Et eksempel på dette er rapporten ‘Hvorfor er der så få kvinder i musik?’ fra 2022, der kan læses her . Forrige nyhed Næste nyhed

  • Med støtte fra Honoré Fonden: Landsdækkende musikprojekt giver unikke liveoplevelser til sårbare unge | ROSA

    < Alle nyheder Med støtte fra Honoré Fonden: Landsdækkende musikprojekt giver unikke liveoplevelser til sårbare unge 22. jan. 2026 Med støtte fra Honoré Fonden på 250.000 kr bliver sæsonen for SOLO-projektets 100 koncerter skudt i gang - et musikprojekt, der giver særlige liveoplevelser til unge, der ikke altid finder sig til rette i de traditionelle koncertrammer. Når sommerens festivaler ruller scenerne ud på græsset, og spillestederne tænder røgmaskinerne til koncerterne, er det der, hvor de helt store oplevelser skabes, fællesskabet dyrkes, minderne gror og trivslen får en saltvandsindsprøjtning. Men liveoplevelser af den karakter er ikke noget, som alle unge kan deltage i. SOLO giver sårbare unge mulighed for at opleve professionel livemusik i et trygt og nærværende format, hvor artisten også er klar på uformel samtale og spørgsmål. Samtidig bidrager projektet til ny viden om, hvordan musik kan have en positiv effekt på trivsel og sundhed. Blandt hele 146 ansøgninger udvalgte ROSAs fagudvalg i går otte nye SOLO-artister, der i den kommende sæson skal rejse landet rundt og spille 100 intimkoncerter for unge. Fagudvalget i år består af musikere Helene Tungelund og Tim Alvin samt Kenneth Sørensen, der er forperson i bestyrelsen for Ventilen, der er en organisation, som arbejder for at mindske ensomhed blandt unge. Fagudvalget til SOLO 2026. Fv: Helene Tungelund, Kenneth Sørensen og Tim Alvin. Det at skulle koge hele 146 ansøgninger ned til otte artister viste sig at være en større udfordring end forventet. “Jeg havde nok undervurderet det lidt,” fortæller Tim. “Jeg tænkte, det ville være nemt at sortere – men det var dælme svært (…) det var også en kæmpe øjenåbner for mig, hvor mange dygtige musikere og kunstnere vi har i Danmark.” Både Helene og Tim er tidligere SOLO-artister og har derfor et særligt indblik i, hvad det intime format kræver af musikerne. “Det har været vigtigt for mig at tænke over, hvem der kan gøre det her på en måde, hvor de også passer på sig selv, ” fortæller Helene. “Det kræver meget af musikere, menneskeligt, at kunne træde ind i et rum og give så meget af sig selv.” Netop det intime format er ifølge Kenneth, forperson i Ventilens bestyrelse, også centralt for den betydning, koncerterne kan have for de unge. Han peger på, at de koncerterne både kan fungere som et frirum og som en indgang til at tale om ting, der ellers kan være svære at sætte ord på – og samtidig spille en vigtig rolle for de unges forhold til livemusik: “SOLO-koncerterne kan nedbryde barrierer for at gå til koncert og give de unge en tryg og positiv første oplevelse med livemusik.” Bevillingen er givet som en del af Honoré Fondens program ’Fællesskaber for nye generationer’, som har fokus på at skabe fællesskaber, hvor unge oplever, at de hører til, kan være sig selv og kan være noget for andre. Meget mere end et musikprojekt Udover at give mindeværdige liveoplevelser til unge er SOLO-projektet også med til at gøre os klogere på, hvordan musik kan have gavnlig effekt på vores alle sammens trivsel og sundhed. I 2025 blev et forskningsprojekt sat i gang i et samarbejde med Augustinus Fonden og postdoc i Musikterapi Julie Ørnholt Bøtker ved Aalborg Universitet, der skal skabe indblik i de unges oplevelser af livekoncerterne og de udøvende kunstneres oplevelser af at spille koncert under disse vilkår. Indsigterne heraf udkommer i en rapport i 2026. Læs mere her. Sidste år fik omkring 700 unge glæde af koncerterne. Her mødtes nogle af dem blandt andet med den anonyme, grønne artist barejegvarmig , som spillede små intime koncerter og inviterede til samtaler om alt fra musik og kreativitet til opvækst og parforhold. I videoen herunder besøger han UKHome i Aarhus – hvor han sammen med de unge ender med at lave en sang fra bunden. https://www.youtube.com/watch?v=yvlM-OAHZCw Læs mere om SOLO her , og følg med på vores kanaler, hvor vi snart offentliggør de nye SOLO-artister. Kunne I tænke jer at få en SOLO-koncert ud til jeres ungetilbud? Skriv en mail til regitze@rosa.org eller ring på tlf: 22214089 for at høre mere. Vi har allerede samarbejdet med: Ventilen: Aarhus, Randers, Viborg, Herning, FADD - Foreningen af Døgn og Dagtilbud, Ungdomsøen -København, De Frivilliges hus: Viborg, Platformen: Esbjerg, Aspa: København, Ude-Bo: Horsens, FGU: Randers, STU: Aarhus, Frivilligcenter Herning, UKH: Aarhus, SUF: Nordsjælland og Holstebro, Kompetencehuset: Aarhus, Silkeborg Frivilligcenter, Flere i Fællesskaber: Silkeborg, Silkeborg Kommune - kultur på recept, Opgang2: Aarhus, Ungehuset Værket: Vejle, UFL: Svendborg, Frivilligværket: Randers Struer/Lemvig: Frivilligcenter, SIND Ungdom: Aabenraa og Holbæk, Headspace: Herning og Aabenraa, Ungdommens Røde Kors (URK), Husrum: Aarhus, Viborg, Horsens, Silkeborg, Svanen: København, Aspiranterne: Helsingør, Behandlingsskolerne: Sjælland & Horsens, Fundamentet: Aarhus, Aalborg Kommune, Vejle Kommune, Aarhus Festuge, FO: Aarhus, SpilDansk, Levende Musik i Skolen, Dansk Musiker Forbund, Aabenraa Live: Aabenraa, Værket/Turbinen: Randers, KORMA: Aalborg, PlatformK: Horsens, Paletten: Viborg, Train: Aarhus, Kedelhuset: Silkeborg, Slagteriet: Holstebro, Maltfabrikken: Ebeltoft, Spillestedet Thy: Thisted, Studenterhuset Aalborg, Studenterhus Aarhus, ALICE: København, Viby J Bibliotek og mange flere... Forrige nyhed Næste nyhed

  • E-Tur præsenterer nye artister for 2024 og 2025 | ROSA

    < Alle nyheder E-Tur præsenterer nye artister for 2024 og 2025 Frederik Rixen 15. mar. 2024 Efterskoleturnéprojektet E-Tur har netop afrundet sin 17. sæson, og ROSA udruller allerede nu næste sæsons line-up spirende artister, som står klar til at bære stafetten videre med en bred vifte af unikke lyduniverser. Med en imponerende arv af tidligere talenter, der har trådt deres første musikalske skridt på E-Turs scene og sidenhen er vokset til betydningsfulde musikalske navne, forventes næste sæsons kunstnere at tilføje nye kapitler til E-Turs fortælling. Lineuppet for skoleåret 2024/2025 inkluderer det innovative hiphop-kollektiv HUNNID22 , norsk-dansk singer-songwriter Alvah , R&B-gruppen Bree Carter med karakteristiske melodiske rytmer og saxofonspil, samt det lovende 22-årigt talent Dos Santos , der fusionerer R&B med elektroniske beats. Sidst men bestemt ikke mindst har E-Tur traditionen tro de to talentfulde vindere af KarriereKanonen med på programmet, som vil afsløres, når talentkonkurrencen er afviklet i juni. KarriereKanonen-navnene præsenteres i samarbejde med BandAkademiet. E-Turs primære formål er at styrke talentudviklingen blandt danske upcoming artister og opbygge deres erfaring som turnerende musikere. Her kan det at møde og spille koncert for et nyt publikum og en potentiel ny fanskare hver aften kan være en læringsproces i sig selv. Ambitionen med E-Tur er at levere unikke musikalske oplevelser til efterskoleeleverne og en dedikation til kunstnerisk vækst. E-Tur er nu klar til at fortsætte sin vigtige rolle som en kreativ platform, der skaber et musikalsk mødested mellem talent og publikum. E-Tur opstod i 2007, og har siden da udviklet sig til et succesfuldt musikalsk møde mellem efterskoleelever og artister, der giver musikerne mulighed for at dele deres musikalske visioner, og som skaber mindeværdige oplevelser for efterskoler på tværs af landet. Ønsker du at booke E-Turs artister eller søger praktisk information, klik her Artisterne for skoleåret 2024/2025 er: HUNNID22 Alvah Dos Santos Bree Carter Årets to vindere fra KarriereKanonen Lyt til de foreløbige artister på Spotify: Samarbejdspartnere: Som en del af E-Tur, og som led i talentudviklingen, tilbydes alle artister under E-Tur et forløb hos MentalVoice med fokus på mental trivsel før, under og efter E-Tur. E-Tur præsenteres i samarbejde med Levende Musik i Skolen (LMS) med henblik på at øge udbuddet af musik på efterskolerne. Forrige nyhed Næste nyhed

  • Ansøgningsfristen for Aarhus Calling er lige rundt om hjørnet | ROSA

    < Alle nyheder Ansøgningsfristen for Aarhus Calling er lige rundt om hjørnet 2. apr. 2024 Ønsker du at komme ud over stepperne med din musik, udvide dit netværk og producere nye hits og realisere dine musikerdrømme? Så skal du ansøge til Aarhus Calling senest d. 12. april. Fra den 2. til 4. maj bliver Aarhus endnu engang omdannet til epicentret for sangskrivning og musikproduktion, hvor talentfulde kunstnere og erfarne producere fra hele verden samles for at skabe og fejre musik i højeste klasse. Den prisvindende sangskriver-begivenhed Aarhus Calling vender tilbage i år, og hvis du skal sikre dig en plads, skal du skynde dig at ansøge inden deadline d. 12. april kl. 23.59. Aarhus Calling er realiseret og udviklet i samarbejde med ROSA, SPOT, Musikforlæggerne, Genelec og DPA. I løbet af dagene vil deltagerne blive forkælet med en række netværksaktiviteter og muligheden for at dykke ned i sangskrivning og produktion i samarbejde med andre talentfulde producere og sangskrivere. Desuden inkluderer billetten VIP-adgang til SPOT Festival alle dage. 4. maj afsluttes eventet med en eksklusiv lyttermiddag, hvor der inviteres både danske og internationale branchefolk til at lytte til alle de producerede sange i løbet af dagene. Derudover kåres “Best Talent Song 2024” af en udpeget jury, hvor talent-vinderholdet vinder en “Writing Tour” til London, hvor de får mulighed for at skrive flere sange sammen. Aarhus Calling brygger i disse på et eksklusivt og stjernespækket line-up af ikoner og aktuelle brancheprofessionelle, som skal være med til at skabe tre uforglemmelige dage, der ikke kun fejrer talent og kreativitet, men også skaber forbindelser på tværs af lokale, nationale og internationale musikscener. Line-uppet inkluderer både danske ikoner og internationale stjerner. Blandt dem er den anerkendte danske superproducer, Cutfather , der også vil fungere som vil sidde i dommerpanelet, når Aarhus Calling 2024s "Bedste Talent Sang" skal findes. Derudover er den globale sangskrivningsstjerne Sara Davis blevet tilføjet til line-uppet. Med hits som det nummer 1-hit "ABCDEFU" med Gayle har hun cementeret sit navn som en af de mest indflydelsesrige sangskrivere i dag, og deltagerne kan se frem til at lære af hendes ekspertise og erfaring. En anden markant tilføjelse til årets line-up er Dewain Whitmore Jr. , som også har prydet Aarhus Callings line-up tidligere. Dewains imponerende baggrund inkluderer hits for nogle af verdens største kunstnere som Zara Larsson, Khalid og Jason Derulo. Ansøg senest fredag d. 12. april her Læs mere om Aarhus Calling på deres egen side her Aarhus Calling er realiseret og udviklet i samarbejde med ROSA, SPOT, Musikforlæggerne, Genelec og DPA. Forrige nyhed Næste nyhed

  • DMA Blues 2026: Fuldt hus og velfortjente priser til fem musikalske esser | ROSA

    < Alle nyheder DMA Blues 2026: Fuldt hus og velfortjente priser til fem musikalske esser 13. aug. 2026 Der var 10 års jubilæum for DMA Blues i Randers i aftes, og i vanlig stil var alle billetter solgt til arrangementet i Ridehuset, hvor den ypperste blå musik herhjemme bliver fejret. I år var musikken lagt sikkert i hænderne på orkesterleder og bassist Ida Gormsen, som havde plukket en farverig buket musikere til både husorkester og solistrollerne. Så vi fik både præsenteret de rigtigt seje erfarne og de sprøde unge skud - og kom også godt rundt i blues’en og dens blå familiemedlemmer, hvor americana-genren var med for første gang. Fem priser skulle uddeles: fire DMA-statuetter inkl. den nye americana-pris - og så lagde samarbejdspartneren Jysk Blues Netværk også en Ildsjæls-pris til. Så det var en afvekslende aften, der også er et helt fast indslag i Randers Festuge. Vinder af Blues Liveprisen 2026: Sahra da Silva Sahra da Silva i strålende humør efter at have fået overrakt statuetten for Blues Liveprisen. Foto: Frank Nielsen Liveprisen gives til det navn, der har givet os de allerstørste koncertoplevelser på den danske scene i det seneste år. Med årets vinder, Sahra da Silva, har vi at gøre med en fremragende performer, som har gjort stort indtryk i bluesmiljøet gennem snart mange år – både med sine pladeudspil, men især på scenerne gennem stærk dialog med sit publikum. En stor stemme, som både gør sig inden for soul og jazz men især blues, og som et af jurymedlemmerne har udtrykt det: “ Hvis man lukker øjnene og bare lytter til musikken, kunne man godt tro, at man befandt sig i det sydligste USA”. De nominerede til Blues Liveprisen 2026 var: HP Lange Nello And The Helping Hans Blues Band Sahra da Silva Mike Andersen Vinder af Årets Danske Bluesudgivelse 2026: Big Creek Slim med albummet “Who’s That Snitch” Når Big Creek Slim (Marc Rune) nu ikke selv kunne være til stede, var det godt at brormand Morten og sønnike kunne tage mod prisen for “Årets Danske Bluesudgivelse”. Foto: Frank Nielsen Big Creek Slim er fra det midtjyske, selv om anmelderne og fansene nu mest mener, at årets vinder lyder som om fødestedet var i Sydstaterne i 30’erne med hans country blues, suppleret med krydderier fra tidlig Chicago-blues. På “Who’s that snitch” er han gået i selskab med den brasilianske bassist Rodrigo Mantovani, hvor de med en traditionel opstilling af sang, guitar og bass, beviser at gamle formler stadig kan lyde af nutidig og relevant, ægte, rå blues. De nominerede til Årets Danske Bluesudgivelse 2026 var: Sahra da Silva & Hans Knudsen med “Back Then” Big Creek Slim med “Who´s that Snitch” Mojo Hands med “GO!GO!GO!” Nello & The Helping Hand Blues Band med “All The Goods - Live At Godset Vinder af Årets Americana-pris 2026: One-Eyed Mule Den allerførste pris som “Årets Americana Navn” gik til One-Eyed Mule, her med Uffe Ipsen (tv.) og Rasmus Dall. Foto: Frank Nielsen. I år skete den allerførste uddeling af den nye Americana-pris: en genre som jo er beslægtet med blues’en, men også folken, rocken og alternative country - og som oplever stor fremdrift herhjemme, hvor den nyder stadig større popularitet. One-Eyed Mule blev dannet for 22 år siden af Uffe Ipsen og Rasmus Dall, og siden har bandet udgivet adskillige albums og spillet på scener både herhjemme og i udlandet. De roses især af juryen for deres godt sammenskruede sange præget af gode guitarriffs, smygende pedal steel-guitar, en tæt sound og et gennemsolidt og sammenspillet fundament. De nominerede til Årets Americana-pris 2026 var: Bye Bye Brenda One-Eyed Mule Loud Tiger Ester Brohus Vinder af Ud Af Det Blå-prisen 2026: David Miilmann Efter flere års tilløb fik David Millmann endelig “Ud Af Det Blå”-prisen - her overrakt af radiovært m.m. Jesper Nyborg. Foto: Frank Nielsen Gennem de senere år har dette års vinder været blandt de nominerede i netop denne kategori, og sidste år kun et mulehår fra sejren. I år var juryen slet ikke i tvivl. I deres begrundelse lød det blandt andet om David Miilmann: “Et kæmpestort talent og en i Danmark sjælden virtuos på slide-guitar. Hans virke er genremæssigt vidtfavnende, og han kan spille både med rivende intensitet og bevægende skønhed, men hans frasering er altid bluesy ” og “ Det er VERDENSKLASSE! Vi kommer helt sikkert til at høre mere fra ham. He´s the future. ” De nominerede til Ud Af Det Blå-prisen 2026 var: Henrik Johannessen & the Roots David Miilmann Blicher Hemmer Gadd Chris Andersen Årets Ildsjæl 2026: Laust Krudtmejer Nielsen Årets ildsjæl 2026, Laust Krudtmejer Nielsen, fik sin pris overrakt af Jysk Blues Netværks Christian Borg. Foto: Frank Nielsen. Jysk Blues Netværks nye Ildsjælspris gik til Laust Krudtmejer Nielsen. I begrundelsen hed det blandt andet: “ Krudtmejer Production har hjulpet både danske og udenlandske bands med at producere deres udgivelser og har stor indflydelse på udviklingen i det danske bluesmiljø. Laust er også meget afholdt i bluesmiljøet som en kompetent producer, bagmand mv. Med Krudtmejer Production viser Laust, hvordan man kan vise nye vinkler på bluesmusikken. Samtidigt er Laust også en aktiv musiker i flere danske bands som den lidt usynlige bassist, der binder det hele sammen med et lækkert groove .” Og så skal vi lige have det musikerhold med, der bandt aftenen så flot sammen: Ida Thernø og Ole Frimer (guitar), Palle Hjorth (orgel, keys), Ida Gormsen (kapelmester, bas, vokal), Niels Mathiasen (sax) og Klaus Menzer (trommer). Solisterne var: Ingeline (Inge-Line Kuhr Brasen - sang, guitar), HP Lange (banjo, guitar, sang), David Miilman (guitar) samt Ole Frimer og Ida Gormsen. Årets DMA Blues-jury blev sammensat efter et open call og i samarbejde med Tempi, JazzDanmark og ROSA. Juryen bestod af Thor Boding, Jacob Wandam, Charlie Tambauer, Hannah Larsen, Lea Thorlann, Fatma Zidan, Freja Kristine Veile, Klaus Knakkergaard, Sabina Smailagic , Rasmus Mogensen, Mette Fossing, Christian Borg, Jesper Sønderstrup og Flemming Grangaard. DMA Blues 2026 blev arrangeret af Turbinen, Randers i samarbejde med Tempi, Jazz Danmark, ROSA og Jysk Blues Netværk – med støtte fra Randers Festuge, Dansk Musiker Forbund og Dansk Artist Forbund. Forrige nyhed Næste nyhed

  • Josie i Madrid: Fra spanske drømme til gør-det-selv-initiativ for vækstlaget | ROSA

    < Alle nyheder Josie i Madrid: Fra spanske drømme til gør-det-selv-initiativ for vækstlaget 22. apr. 2026 I denne artikel tager vi med den danske indiepop-gruppe Josie til Madrid Popfest, hvor de skal spille for det spanske publikum. En tur, der endte med flere åbne døre. Den internationale transportstøtte giver plads til drømme, der rækker ud over de danske grænser. I denne artikelserie vil vi løbende bringe historier om artister og bands, der har fået transportstøtte gennem ROSA. I denne artikel tager vi med den danske indiepop-gruppe Josie til Madrid Popfest, hvor de skal spille for det spanske publikum. En tur, der endte med flere åbne døre. Danske Josie har længe haft blikket mod det store udland. Debutalbummet “A Life On Sweets Alone” fra 2025 blev udgivet hos det anerkendte Washington-pladeselskab K Records, der også har udgivelser fra stjerner som Beck, Modest Mouse og Courtney Love på samvittigheden, og nu blev blikket rettet mod den spanske indie-festival Popfest. “Popfest i Madrid passede godt til os. Indie-pop er lidt en underlig genrebetegnelse, men den er på en måde en pendant til punken, da den bygger på gør-det-selv-kulturen. En DIY-agtig stemning, der ikke virker så kommerciel,” fortæller Anton Rothstein, trommeslager i Josie. Bandet var blevet kontaktet af festivalen, som havde hørt deres udgivelse fra K Records. De tilbød dem en plads på programmet, og for Josie var det en nem beslutning, tilføjer Anton Rothstein: “Der er en stor scene for den slags musik i Spanien, så det var jo selvfølgelig oplagt. Sidste år spillede vi en masse koncerter i København, og det kan man jo godt fortsætte med, men vi havde brug for at se nogle lidt andre mennesker og komme lidt over stepperne og eksponere os på en anden måde.” Nye spanske koncertmuligheder Anton Rothstein fortæller, at Popfest-koncerten var vellykket med god stemning, hvor vinyler og merchandise blev langet over disken, men hvor der også var tid til en snak med festivalens leder, som åbnede en større dør til det spanske indie-marked: “Jeg snakkede med ham om, at vi skulle lave en Spanien-tur på en uge i efteråret. Det er jo i hvert fald en start, at der er nogle, der ser et booking-potentiale i en, og det er en meget konkret mulighed, som turen til Madrid har givet os. En tur, hvor man ender med at komme hjem med et nyt netværk af kontaktmuligheder, selvom det bare var én koncert, vi spillede.” Inspiration til hjemmebanen Josie modtog international transportstøtte gennem ROSA til deres rejse til den spanske festival, men turen kommer også til at have positiv indflydelse på dansk jord. Da Josie rejste mod Madrid, var det nemlig med flere bagtanker i rygsækken. Udover at præsentere musikken for et nyt publikum og skabe gode forbindelser, skulle festivalen også bruges til at hente vigtig inspiration og viden til potentielt at stable deres egen endagsfestival på benene i København. Arrangementet, som Josie brygger på, har arbejdstitlen “Popenhagen” og skal efter planen give sceneplads til indiepop-vækstlaget i Danmark. “Det er jo meget sjovt at se, hvordan andre gør det, hvor mange bands de får udefra, hvor mange lokale der kommer og så videre. Der er jo masser af inspiration at hente. Det behøver ikke være noget, der bliver den store sælgert. Det er ikke derfor, vi gør det. Vi vil skabe plads til undergrundens indiepop-scene.” Lyt til Josie på Spotify her . Har I internationale drømme I gerne vil udleve? Læs mere om støtteordningen her . Vi glæder os til at modtage jeres ansøgning! Forrige nyhed Næste nyhed

  • Open Call: Balansekunst og Kunst & Kultur i Balance inviterer til konferencer | ROSA

    < Alle nyheder Open Call: Balansekunst og Kunst & Kultur i Balance inviterer til konferencer 16. sep. 2024 Deltag i de første nordiske og baltiske konferencer med fokus på mangfoldighed og diversitet i kulturbranchen. Balansekunst og Kunst & Kultur i Balance udbyder sammen to konferencer – i Oslo og i København. Der er mulighed for at deltage et af stederne. Partnerskabet drejer sig om at få Norden og Baltikum til at samarbejde, dele viden og inspirere hinanden i arbejdet med at skabe en mere mangfoldig og divers kulturbranche. Der findes så meget viden derude, og vi tror på, at de organisationer, der arbejder med mangfoldighed og diversitet, er eksperter på området. Konferencerne handler derfor ikke kun om at få indspark fra håndplukkede eksperter, men også om at I deler jeres viden og metoder for at kunne inspirere andre. Derfor sender vi nu et Open Call ud. Vi vil være sikre på, at alle der deltager, er investerede og villige til at dele netop deres viden og metoder under konferencerne. Konferencerne består af præsentationer fra organisationer, som arbejder med inklusion og diversitet under temaer som adgang og rekruttering, faciliteret gruppearbejde, netværksfrokoster og en udflugt til en organisation, som vil dele deres metoder. Konferencerne finder sted: Oslo: 28. - 29. november 2024 Telegrafen Kongens gate 21, 0157 Oslo, Norge København: 16. - 17. januar 2025 Rytmisk Center Vesterbrogade 107E, 1620 København Konferencerne er hver to hele dage: Første dag: Kl. 11-17 Anden dag: Kl. 9-16 I skemaet kan du vælge hvilken konference, du ønsker at ansøge til. Du kan også vælge at ansøge begge og skrive i kommentarfeltet, hvilken en, du helst vil deltage i. Før du ansøger, skal du overveje følgende: Er du i stand til at dække udgifter til rejse og overnatning At du har tid og vil prioritere konferencerne I ansøgningen har vi brug for disse informationer (du kan ansøge på engelsk, norsk, dansk eller svensk) Navn, kontaktinformation, land og branche Dit faglige engagement for at deltage En case som omhandler mangfoldighed/ og eller diversitet i kulturbranchen (det kan være et projekt, du arbejder på, initiativ eller netværk som du er en del af, en organisation eller lignende) Hvilken konference du gerne vil deltage i (du kan vælge begge eller en af dem) Vi ønsker at få en bred repræsentation fra Norden og Baltikum. I behandlingen af ansøgningerne overvejer vi følgende: Geografi: For at kunne få en bred repræsentation Kulturbranche: Vi ønsker at få repræsentation fra alle dele af kulturlivet Din motivation for at deltage * Hvis du ansøger, giver du samtidig tilsagn til at ville deltage Konferencerne er gratis. Deltagerne skal selv stå for omkostningerne til: Rejse og overnatning Måltider; undtagen frokost begge dage Vi sender et detaljeret program samt en vejledning til hotel, transport osv. til alle deltagere. Oplæggene holdes på engelsk. Gruppearbejde holdes som udgangspunkt på engelsk. Du har mulighed for at ansøge om rejserefusion fra forskellige fonde. Vi sender gerne en formel invitation, hvis du har lyst til at ansøge om rejserefusion. Konferencerne afholdes på lokationer, som har adgang for kørestol og som er tætte på offentlig transport. Oplæg gives med mikrofon. Der er ikke høreanlæg tilgængelig. Ansøg I skemaet kan du vælge hvilken konference, du ønsker at ansøge til. Du kan også vælge at ansøge begge og skrive i kommentarfeltet hvilken en, du helst vil deltage i. Deadline: 7. oktober 2024 kl. 12 (Dansk tid + 1 CEST) Du får svar senest den 14. oktober 2024 Hvis du har spørgsmål kontakt os: Nadia Donnerborg // nadia@rosa.org Sofie Holst Hansen // sofie@tempi.nu Konferencerne er organiseret i partnerskab mellem Balansekunst og Kunst & Kultur i Balance. Konferencerne er støttet af Clara Lachmanns Stiftelse, Koda Kultur, Nordisk Kulturfond og Statens Kunstfond. Læs mere om Kunst & Kultur i balance på deres hjemmeside. ENGLISH VERSION Forrige nyhed Næste nyhed

bottom of page