Søgeresultater
Search this site
392 resultater fundet med en tom søgning
- Unikt samarbejde mellem Ole Frimer og Kajsa Vala til DMA Blues: “Følelserne skal komme først” | ROSA
< Alle nyheder Unikt samarbejde mellem Ole Frimer og Kajsa Vala til DMA Blues: “Følelserne skal komme først” 26. jun. 2025 Det er en ombejlet musiker, der er valgt som gæstesolist, når der 13. august er prisaften for Danish Music Awards Blues på Turbinen i Randers: Ud over americana-udgivelserne på egen hånd har guitaristen og sangeren Kajsa Vala været indbudt til samarbejder med så forskellige navne som Poul Krebs, Sune Rose Wagner, Signe Svendsen, Jonah Blacksmith, Mike Andersen m.fl., og i løbet af denne sommer er hun bl.a. Roskilde-aktuel via sit nye Bye Bye Brenda-samarbejde med Stine Bramsen. Nyt samarbejde i aftenens anledning Og nu er det så ingen ringere end DMA Blues-aftenens musikalske tovholder Ole Frimer, der som leder af det 11 m/k store DMA Blues All-Star Band har inviteret Kajsa til et helt nyt samarbejde - hvilket han gør med udsagnet: “Kajsa er super dygtig, og måske den eneste kvindelige blues-guitarist, vi har i Danmark”. Selv er Kajsa liiidt forsigtig med den slags tituleringer... - Jeg synes jo ikke, jeg er bluesmusiker, så jeg er også lidt nervøs for at træde nogle over tæerne, ha-ha - men jo, jeg har lyttet meget til blues også. Kajsa Vala. Foto: Presse - Min far har “verdens største pladesamling”, fortæller hun om opvæksten i Aarhus. Og så stod der også en el-guitar, som hun ikke kunne holde fingrene fra... - Jeg har lyttet meget til The Beatles og Muddy Waters. Rolling Stones’ blues kan jeg også rigtigt godt lide - det var nok det der pentatone guitarspil, der tiltalte mig ret tidligt. Det samme med Jimi Hendrix, som er et af mine helt store forbilleder. Men så opdagede jeg også Bonnie Raitt i en ret ung alder. Hun bevæger sig bl.a. over i bluesen. Og så hendes stærke slidespil, som var sindssygt svært at lære, men som jeg synes er utroligt lækkert. Al den musik stod hjemme i fars pladesamling, fortæller Kajsa Vala, der i øvrigt havde en helt personlig meget “blå” oplevelse som blot 14-årig: - Jeg så B.B. King på Smukfest ved en super koncert. Han rakte sit plekter ud, og der var en lille dreng på fire eller fem år, der fik det - lige foran mig. Jeg var bare grædefærdig bagefter.... Hvad er ellers en blå fornemmelse for dig? - Jamen jeg eeelsker jo melankoli - det er også derfor, jeg dyrker den der americana/singersongwriter-genre. Jeg kan godt lide det i teksterne, men også når man kan udtrykke det i musikken. En guitar kan græde - bare tænk på George Harrisons “While My Guitar Gently Weeps” med Eric Clapton. Harrisons solo i “Let It be” - det er også blues.. På samme måde som et orgel eller en saxofon kan gøre det. Man kan virkelig lægge noget emotionelt i den måde, man spiller på. Det kan virkelig ramme mig. Det er også det, jeg selv godt kan lide, når jeg spiller: at man bliver en forlængelse af en stemning. Jeg har aldrig været sådan en teknisk baseret guitarist, for jeg synes, at det er følelserne, der skal komme først. Men hvordan fik du for alvor fat i dit guitar-spil - i en verden hvor der ikke er mange kvinder der spiller el-guitar og blues? - Jeg var så heldig, at gå på en musikskole, hvor de dyrkede, at jeg godt kunne lide at spille guitar. Det kan godt være, at jeg ikke var den bedste, men jeg fik lov til at gøre det. Det ér jo en mandsdomineret verden, og som pige skal man have mulighed for at ramme nogle safespaces. Det er svært at fastholde unge piger i det her - det er dødsvært, når der ikke er de der rum, hvor man får lov til at fejle. Og så er den gamle bluesverden måske heller ikke altid lige sød ved kvinderne i teksterne - noget man som ung pige måske heller ikke vil forbindes med? - Jamen nu handler det igen også om forbilleder: Bonnie Raitt eksisterer - det er et kæmpe forbillede for mig, Sheryl Crow er ikke bluesmusiker, men hun er alligevel en der bevæger sig ovre i en genre. hvor hun har været et forbillede for mig som en ung pige, der spiller guitar. Man vil gerne kunne se noget, der minder om en selv. Jeg ser ikke mig selv i John Mayer eller Eric Clapton. - Jeg tror, at det er helt basalt: Der skal bare være nogle forbilleder, Der er jo en kæmpe bølge af unge kvindelige bassister lige nu - fordi der er en masse gode forbilleder, især Ida Nielsen, der spillede med Prince. Det er dejligt at se hvordan de skyder frem. Men det kommer også på guitarsiden: Der er Ginne Marker - jeg har været så heldig at undervise hende en lille smule på kons i Aalborg. Og det samme med Cille Dyrberg - hun er også en fantastisk guitarist, siger Kajsa Vala, der selv er guitarnørd og fremhæver tre guitarer derhjemme som hendes favoritter: - En Custom Telecaster ‘74, en rød japaner-Telecaster fra ‘93 - og så selvfølgelig min Gibson LG-1 fra ‘59 - et helt smadret eksemplar, der lyder som en papkasse.... - Jeg har aldrig fulgt strømmen Kajsa er uddannet ved konservatoriet i Aarhus med el-guitaren som hovedinstrument, og har - trods guitarens op- og nedture i musikkens modeverden - holdt snuden i sporet. - Jeg har jo aldrig fulgt strømmen. Jeg har jo oplevet mange gange, at den musik jeg spiller er populær i en periode. Og så er den ude af billedet igen. Og bliver så efterspurgt igen. De musikere jeg har set op til er jo også nogle, der har holdt fast i det de laver og ikke løbet efter det, der er populært. Og så kan jeg godt lide, at man jo ikke ringer til mig, fordi man skal have kopieret et eller andet. Poul Krebs, Sune Wagner, Stine Bramsen og Jonah Blacksmith kontakter mig fordi de vil have mig til at træde ind, med det jeg står for. Det tror jeg er den største øjenåbner ved at blive lidt voksen: Jeg skal ikke lave en hel masse nyt, men gøre det jeg kan, siger hun og peger i øvrigt selv på to andre kvindelige guitarister, som er på fuld fart frem. Dels Ginne Marker, som hun selv underviste sporadisk på konservatoriet i Aalborg. Og så Cille Dyrberg kendt fra Dúné. “ Fire musikalske afdelinger Ved DMA Blues-festen indgår hun så i endnu et nyt samarbejde, nemlig med Ole Frimer. 72-årige Frimer er egentlig biolog og forsker med musikken som bibeskæftigelse. Han har haft spændende stillinger i både Grønland og Sydamerika. Men musikken trak mere og mere, og i 90’erne fik den overtaget. Og det har den stadig dag i dag, hvor karrieren “næsten er vildere, end da jeg var ung”. Ole Frimer. Foto: Svend Egon Larsen Ole Frimer har udgivet et dusin albums med egen musik, og han har stået i spidsen for flere musikalske bluesprojekter i eget navn og sammen med andre - skal han fremhæve ét bliver det det syvårige samarbejde med den danske legende Peter Thorup i “Den sprøde duo”. Han har også opnået både internationale og danske priser for sit arbejde - også en DMA Blues-award. Altså har han et godt grundlag for sammensætningen af DMA Blues All-Star Band til festen 13. august, hvor aftenens 11 musikere krydser ud og ind mellem hinanden. 1. afdeling - Sahra da Silva Sangeren Sahra da Silva er frontfigur i en gruppe med Ole Frimer, Niels Mathiasen (sax), Ida Gormsen (bas), Mads Andersen (trommer) og Olav Poulsen (guitar/slideguitar) Et sæt, som Ole Frimer forudser som et mix af blues og soulrock. 2. afdeling - H.C. Bugge C&W- og blues-guitaristen HC Bugge leder slaget i en afdeling med Niels Mathiasen, Henrik Hansen (mundharpe), Henrik Poulsen (bas) og Mads Andersen. Ole Frimer: - Her kommer vi dels over i old school-afdelingen med den hoppende shuffle-stil og cajun/new orleans 3. afdeling - Ole Frimer og Kajsa Vala Frimer og Vala har Mads Andersen og Ida Gormsen med på scenen. Det bliver med kig til både Frimers og Valas bagkatalog, Valas mere bluesede numre, mens Frimer kaster lys på den mere “moderne” blues og den fusionsprægede gren, hvor henholdsvis Steely Dan og Jeff Beck kan anes i baggrunden. 4. afdeling - James Loveless Sanger James Loveless står her i front for Olav Poulsen. HC Bugge, Henrik Hansen, Henrik Poulsen og Mads Andersen. Dern afsluttende afdeling, der tegner til at blive med tryk på - sandsynligvis med Chicago-bluesen i forgrunden. Aftenens konferencier Viktoria Siff holder det hele i stram værtinde-snor. Og så skal vi lige have med at de 11 musikere tilsammen har et ærefrygtindgydende cv, der bl.a. tæller samarbejde med (i tilfældig rækkefølge): Kim Larsen, Gnags, Thomas Helmig, Kenn Lending, Henning Stærk, Ike Turner, Kim Wilson, Joe Louis Walker, Pee Wee Ellis, Rock Nalle, Ivan Pedersen, Per Chr. Frost, Marilyn Mazur og mange, mange flere. - - - Prisaftenen afholdes 13. august i Ridehuset i Randers. Køb din billet her. Danish Music Awards Blues arrangeres af Tempi, JazzDanmark, ROSA og Turbinen i samarbejde med Jysk Blues Netværk og med støtte fra Randers Festuge samt Dansk Musiker Forbund og Dansk Artist Forbund. Forrige nyhed Næste nyhed
- Talenterne til årets On Track er fundet | ROSA
< Alle nyheder Talenterne til årets On Track er fundet 24. nov. 2022 Udvælgelsesprocessen til årets On Track er overstået – og de ni talenter er fundet. On Track skabes i år i samarbejde med KORMA, Turkis og Bandakademiet/Danish Songwriting Academy for at finde og udvikle unge lokale sangskriver-, komponist- og producertalenter. Årets dansk-tyske hold af hitsangskrivere og producers tager på tour og besøger tre talentmiljøer i henholdsvis Aalborg, Aarhus og Roskilde fra søndag 27. november frem til onsdag 30. november. Her møder de hvert sted tre udvalgte talenter, som går ind i et hektisk og lærerigt døgn sammen for at skrive og arbejde sammen. On Track er et partnerskab mellem ROSA, den internationale sangskriver camp Aarhus Calling og MXD. On Track 2022 er en del af projektet NEUSTART, der er sat i verden for at styrke forbindelserne mellem dansk og tysk musik. Elisa Lama er artist og sangskriver fra Aarhus. Hun har netop udgivet egen EP. Elisa har en stor passion og erfaring inden for RnB og pop, og har for nyligt deltaget i Batsheba Writing Camp, hvilket for hende var en kæmpe succes. Den 24-årige songwriter og artist Beno har et hjerte, der banker for popmusik. Enkle tekster, følelsesladede emner og fængende toplines har resulteret i samarbejde med nogle af Danmarks upcoming artister som Emma Nicoline og Malte August. Som artist i eget navn handler det om kontrasten mellem de enkle tekster og de store produktioner. Og det er også det, vi kan forvente af ham til dette års On Track. Josefine Damtoft, der virker under kunstnernavnet Josie Elinor , er artist og sangskriver, der de seneste år har deltaget i Dansk Melodi Grand Prix 2022 sammen med Jack Warren og som i 2021 blev udvalgt til at deltage i Aarhus Calling. I øjeblikket arbejder hun sammen med Prophecy Productions LLC, USA, hvor hun er i fuld gang med at skabe sin første EP. Christopher er sangskrivende og studerende på DSA. Han har udviklet sin lyd gennem flere år på camps og i sessions. Han finder sin styrke på tværs af genrer, med fokus på aktive og stærke melodier og fængende historiefortællinger. Karoline Stensen, der går under det kunstneriske virke Enilora , har siden foråret 2021 turneret både i Danmark og Tyskland på festivaler og med egne headliner shows. Enilora er artist og sangskriver. Og hendes lyd beskrives som en blanding af Billie Eilish og AURORA. Nik Marek formår at pakke sine oplevelser ind i kommerciel pop-musik, der både indeholder kærlighedshistorier, metaforer over stoffer og generel frustration over livets vanskeligheder. En upcoming artist og sangskriver fra Aalborg, der med sin kantede lyd allerede har produceret tracks sammen med NEUBAU Music og har haft session i Tyskland gennem Budde Music. Silvia er en sangskriver og artist, der har sit eget artistprojekt, men har også arbejdet med forskellige navne såsom Pind, Agnes Hartwick og Bbybites. Silvia skriver engelsk og dansk pop og var i år en af de ti udvalgte til KarriereKanonen 2022. Aktuelt er hendes seneste single ”Med Din Trøje På” at finde på upcominglisten på P3. Miki er en 21-årig producer og sangskriver fra Aalborg, der siden 2015 har dyrket og produceret EDM til sit artistprojekt Kila, hvorigennem han har nået 1,7 mio. streams på Spotify. I 2022 lægger han Kila på hylden for at fokusere på det kommercielle danske musikmarked og finde sin plads som producer og sangskriver i musikmiljøet. Sara Gustafson er artist, sangskriver og studerende på DSA. Hun fandt vejen til musikken gennem digte og lyrik. Hendes produktioner og tekster bevæger sig mest i indiepoppen og poppens verden. Indtil videre har Sara deltaget i songwriting camps med Nordic LA og produceret flere demoer. Forrige nyhed Næste nyhed
- Open call | ROSA
< Back Open call Vil du spille koncerter i folks stuer i 2023? Previous Next
- Ny rapport sætter tal på det danske musikliv | ROSA
< Alle nyheder Ny rapport sætter tal på det danske musikliv 12. mar. 2024 Musikkens fire genreorganisationer Art Music Denmark, JazzDanmark, ROSA og Tempi udgiver i dag den første udgave af den årligt tilbagevendende rapport Dansk Musikliv i Tal. Rapporten præsenterer indsigter fra organisationernes løbende arbejde med dataindsamling og -analyse og breder sig ud over en række forskellige emner som fx danske musikeres bevægelighed i ind- og udland, genrernes demografiske særtræk, antallet af danske jazzudgivelser i 2023 og deres popularitet på streamingtjenesterne og meget mere. Vidste du fx, at der udkom 188 danske jazzalbums i 2023 med i alt 648 medvirkende musikere, hvoraf 73 % er mænd? Eller at dansk undergrundsmetal har medvind i USA, mens folk- og rootsmusikken styrker båndene til Canada? Eller at der er 72 kammermusikforeninger i Danmark, som i seneste sæson afholdt koncerter til glæde for 53.000 publikummer? Indsigterne er mange og af vidt forskellig karakter, hvilket er helt bevidst. Dansk Musikliv i Tal adskiller sig fra mange andre rapporter ved ikke at have et specifikt undersøgelsesspørgsmål eller en konklusion. I stedet bidrager den med et spektrum af nuancer til et helhedsbillede af dansk musikliv ved at præsentere indsigter og eksperimenter fra de data, genreorganisationerne arbejder med til dagligt. Når der med årene kommer flere nuancer på, får vi en bedre forståelse af musiklivets omfang, dimensioner og tendenser, som kan være med til at kvalificere diskussioner og arbejde i branchen. Bagvedliggende data stilles til rådighed Sammen med rapporten publiceres også de bagvedliggende, rå data til fri afbenyttelse. Håbet er, at dette kan være med til at inspirere til øget transparens og delelyst omkring data i musikbranchen. Om dette valg siger projektleder Morten Ogstrup Nielsen:“En af de helt store mangler i musikbranchen er gode, åbne data, sådan som man har det i mange andre brancher. Vi har ladet os inspirere af Grunddataprogrammet og synet på data som et råstof og potentiel kilde til produktivitet og innovation. Vi ved ikke på forhånd, om nogen kan få noget ud af de data, vi nu lægger frem, men det skal komme an på en prøve, og så håber vi, at andre vil slutte sig til vores ambition om at skabe gode, åbne data for det danske musikliv.” Rapporten kan læses i sin helhed på www.musikdata.dk , hvor man desuden finder de åbne datasæt . Om genreorganisationernes dataarbejde De danske genreorganisationer har i fællesskab til opgave at indsamle og formidle dokumentation og viden af væsentlig betydning for udviklingen af dansk musikliv, herunder at understøtte Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musiks virke med at fremme musiklivet i Danmark og dansk musik i udlandet. Genreorganisationerne baserer deres virksomhed på evidens, herunder systematiske undersøgelser og analyser af musiklivet med henblik på at kortlægge muligheder og udfordringer i dansk musikliv og udvikle mål og metoder for, hvordan genreorganisationerne bedst kan bidrage til at fremme musiklivet. Læs hele rapporten her . Forrige nyhed Næste nyhed
- Open Call: SOLO artister 2026 | ROSA
< Alle nyheder Open Call: SOLO artister 2026 28. nov. 2025 Kunne du tænke dig at spille små koncerter for mindre grupper af unge, som ikke føler sig hjemme i de eksisterende koncerttilbud? ROSA søger syv musikere til SOLO 2026 Kunne du tænke dig at spille små koncerter for mindre grupper af unge, som på grund af deres situation ikke føler sig hjemme i de eksisterende koncerttilbud? SOLO // Sammen Om Live Oplevelsen er små solistkoncerter for unge i alderen 15-30. SOLO henvender sig til unge som på grund af forskellige udfordringer har brug for et tilgængeligt og overskueligt koncerttilbud i trygge rammer, hvor de i forvejen mødes. https://www.youtube.com/watch?v=qQ5noGfosG8 Hør Junior Brown fortælle om sine oplevelser som SOLO artist Udvælgelsen til SOLO varetages af en uvildig kuratorgruppe, der vurderer ansøgningerne ud fra følgende kriterier: Kunstnerisk udtryk. Kendskab til målgruppen Motivation ift. at optræde for unge med udfordringer Hvordan foregår det i praksis? ROSA planlægger og booker en række koncerter med vores samarbejdspartnere, som du på egen hånd tager ud til (uden en repræsentant fra ROSA). Besøget varer en time. Mellem sangene er der plads til snak, spørgsmål og historier fra eget liv. Du skal være forberedt på, at det vil være forskelligt fra sted til sted, hvad der fylder mest for målgruppen. Praktiske detaljer: Vi leder efter syv SOLO artister til 2026. Publikumsstørrelsen varierer fra 3-20 personer. Musikken skal være din egen. Du skal være indstillet på at optræde i hele landet. Du skal have plads i kalenderen til 10 koncerter fordelt over hele året. Vi vil gøre vores for, at datoerne passer godt ind i din kalender. Honoreringen udgør kr. 2.900,- pr. koncert (gældende tarif + tilskud til transport). Du kan læse mere om SOLO på ROSAs hjemmeside . Videoansøgning: Ønsker du at sende en videoansøgning i stedet for tekst? Så indsæt videolink i svarfelterne markeret med en stjerne (du kan indsætte det samme link i alle fire bokse). OBS ANSØGNINGSFRISTEN ER OVERSKREDET Deadline for ansøgning: 5. januar 2026, kl. 23.59. Du får svar fra ROSA ca. tre uger efter ansøgningsfrist. Har du spørgsmål? Så skriv til os på info@rosa.org eller ring 86128444. https://www.youtube.com/watch?v=8NnlSprBtyM SOLO koncert med Nøx på Opgang 2 i Aarhus Forrige nyhed Næste nyhed
- #YouCanAlsoBeA Sound Engineer 6.0 | ROSA
< Alle nyheder #YouCanAlsoBeA Sound Engineer 6.0 25. sep. 2025 Har du nogensinde været nysgerrig på, hvordan live-lyd egentlig fungerer? Så er dette din chance! Vi inviterer dig til tre inspirerende dage med workshops, hvor vi deler viden, udveksler erfaringer og giver dig en introduktion til lydteknik og musikteknologi – uanset om du er musiker, booker, agent, festivalarrangør eller bare brænder for musik. Du behøver ingen erfaring! Du skal ikke kunne spille et instrument eller kende til tekniske detaljer. Det vigtigste er din nysgerrighed, lysten til at lære noget nyt – og selvfølgelig kærligheden til musik. STED: Turkis, Vester Allé 15, 8000 Aarhus DATO: 23. – 25. oktober kl. 09.30–15.30 (3 dage) + aftenkoncert den 25. oktober Pris: 180 kr. (inkl. frokost og snacks) Tilmelding sker efter først-til-mølle-princippet. Om #YouCanAlsoBeA #YouCanAlsoBeA er en workshop-række skabt af Aarhus Lydforening med støtte fra ROSA og andre samarbejdspartnere. Formålet er at fremme kønsbalancen i lydteknik og musikteknologi ved at give kvinder, non-binære og kønsminoriteter mulighed for at udfolde sig i et inkluderende og støttende fællesskab. Med støtte fra organisationer og fonde arbejder vi for at skabe flere muligheder, nedbryde barrierer og inspirere nye stemmer til at tage del i lydens verden. #YouCanAlsoBeA Sound Engineer er arrangeret og kurateret af: Sophia Sagaradze, Aarhus Lydforening Med støtte fra: Tuborgfondet, Turkis Aarhus, Koda Kultur og ROSA Tilmeld dig her . Gå til Facebook-eventet her . Forrige nyhed Næste nyhed
- DMA Blues: Festaften med fokus på musikkens blå nuancer | ROSA
< Alle nyheder DMA Blues: Festaften med fokus på musikkens blå nuancer 8. jun. 2026 Fra sprøde nye skud til virkelig erfarne kræfter: Bandet og solisterne til Danish Music Awards Blues er på plads Når Danish Music Awards Blues onsdag 12. august skal dele årets statuetter ud, er det samtidig 10. år i træk, at prisfesten afvikles i Randers. Med Ridehuset som ramme kan vi nu rulle den blå løber ud for programmet til denne jubilæumsaften, hvor et kompetent band krydret med stærke solister sørger for den musikalske indpakning mellem de fem prisoverrækkelser – fire DMA-statuetter og en ærespris. Musikken er lagt i hænderne på kapelmester Ida Gormsen , der er prisbelønnet bassist, komponist og arrangør. Hun har trukket blå tråde ud i sit netværk – lige fra sprøde fremadstormende nye skud til erfarne kræfter med flere hundrede pladeindspilninger og tusinder af koncerter på samvittigheden. Og på den måde har hun sammensat en blå buket i adskillige af farvens nuancer. Det gælder både husorkestret samt aftenens solister. Husorkestret udgøres af Palle Hjorth (hammond, keys), Ole Frimer (vokal, guitar), Ida Bang Thernøe (guitar), Niels Mathiasen (saxofon), Klaus Menzer (trommer) og Ida Gormsen (bas, vokal). På solistsiden får vi besøg af HP Lange (guitar, banjo, vokal), Ingeline Kuhr Brasen (guitar, vokal) samt David Miilman (guitar, vokal). Desuden træder Ole Frimer og Ida Gormsen selv ind i solo-spotten undervejs. Så det bliver en aften, der går fra god traditionelt inspireret akustisk blues over kogende hammond og slide-guitarer til den nyeste elektriske – og også med mulighed for afstikkere til americana-genren, som i år for første gang har sin egen statuette på DMA Blues-aftenen. – Mit udgangspunkt har været at finde frem til musikere, der repræsenterer forskellige stilretninger inden for bluesen. Det vigtige med blues er, at man har respekt for genren, men det er også velkomment at man fornyer nogle ting. Og det synes jeg, det her program kan, og som har gjort det rigtigt spændende at sætte sammen. Så der vil nok være smag af funk, lidt gospel, lidt slow blues m.v. undervejs. Jeg tør godt love, at vi når ud i alle krogene, siger Ida Gormsen. Fire statuetter På aftenen skal vi også have uddelt fire DMA Blues-statuetter: Årets Danske Bluesudgivelse, Blues Liveprisen, Ud Af Det Blå-prisen og Årets Americans-pris. De nominerede afsløres om kort tid. Desuden uddeler Jysk Blues Netværk ÆRESPRISEN 2026. Du kan købe din billet til prisaftenen her. Danish Music Awards Blues arrangeres af Turbinen, Randers i samarbejde med JazzDanmark, Tempi, ROSA samt Jysk Blues Netværk – og med støtte fra Randers Festuge, DMF - Dansk Musiker Forbund og DAF - Dansk Artist Forbund. DMA BLUES 2026 HUSORKESTER: Ole Frimer, guitar og vokal: Ole har i årtier været en markant eksponent for bluesmusikken i Danmark såvel som i udlandet. Han har udgivet 12 albums med egen musik, og turneret med bl.a. Peter Thorup, Alan Haynes (US) og Vidar Busk (N), og ikke mindst med eget band. Ole har modtaget en række musikpriser for sin indsats både i DK og i USA. Niels Mathiassen, saxofon: Niels har i årtier været en af de mest markante tenorsaxofonister i Danmark, og hans unikke spil kan høres på mange hundrede indspilninger med de mest kendte danske kunstnere. Niels har spillet med bl.a. Ole Frimer, Henning Stærk, Thomas Helmig og Kim Larsen. I øjeblikket spiller han primært med Gnags, Grarup Allstars og The Works. Ida Bang Thernøe, guitar: Ida er et af de nye skud på stammen og begyndte at spille guitar som 12-årig. Hun mærkede hurtigt, at guitaren blev et frirum og et sted til fordybelse – og en måde at udtrykke sig på. Om det så gælder blues eller andre genrer. Hun har allerede medvirket i flere bands. Lige nu gælder det SheFunk og Mellem Os. Palle Hjorth, hammondorgel og keys: Palles hammond og keyboards kan høre på over 200 albums - og han har spillet med bl.a. Peter Sommer & Tiggerne, Marie Frank Band, Hush, Poul Krebs og ikke mindst The Savage Rose. Palle er også til lidt skævere stilarter og har som sessionmusiker, komponist og arrangør indspillet i adskillige genrer. I 2014 fik han Steppeulv-prisen som Årets Musiker. Ida Gormsen, bas og vokal - og kapelmester: Alsidig musiker og komponist der tidligere har haft base i Sverige, Norge, Ghana og Sydafrika, hvor hun har spillet og haft egne orkestre. Hun turnerer verden rundt og har igennem årene lavet shows og tv i eget navn og med adskillige kunstnere - herhjemme bl.a. Peter Thorup, Per Chr. Frost, Marilyn Mazur og Uffe Steen. Klaus Menzer, trommer: Klaus var med til at starte ”Sneakers” med bl.a. Morten Kærså, Poul Halberg, og senere Sanne Salomonsen. Han har gennem årene spillet med en lang række kendte danske solister som f.eks. Palle Mikkelborg og Savage Rose. I dag turnerer han hovedsagelig med Sebastian og Burning Red Ivanhoe. Klaus modtog Ken Gudmand-prisen i 2009. DMA 2026 SOLISTERNE. Ingeline Kuhr Brasen, guitar og vokal: Ingeline bevæger sig i krydsfeltetet mellem folk, pop og americana. Med et ærligt og melodisk udtryk skriver hun dansksprogede sange om relationer, identitet og de stille forskydninger, der opstår, når livet forandrer sig. I de senere år har Ingeline opbygget sin erfaring som liveartist med flere hundrede koncerter, blandt andet på SPOT Festival og i Musikhuset Aarhus – samt som support for Sebastian. Med debut-ep’en ”For tiden”, der udkom 15. maj, samler hun for første gang sit musikalske univers i en samlet udgivelse. David Miilman, guitar: David Miilmann kommer fra en musikerfamilie, hvor han blev introduceret til klassisk musik og sang i en tidlig alder. Men da han stiftede bekendtskab med R’n’B og soulsangere som Curtis Mayfield, Freddie King og Aretha Franklin, bevægede David sig i retning af soul- og bluesmusikken. Han blev tiltrukket af slideguitar og brugte den til at efterligne sine yndlingssangere. Med sin soul- og bluesinspirerede stil udforsker han konstant nye musikalske sammenhænge ved at blande slideguitaren med jazz, rock og brasiliansk musik. HP Lange, guitar, banjo og vokal: HP Lange har været på blues-scenen i snart 40 år. Hans udgivelser har været nomineret til et væld af Danish Music Awards – tre har fået prisen som bedste roots/blues album. I alt har han udgivet 14 albums - i 2021 ”HP Lange Solo”. Live kan han både opleves med sit band HP Lange Big Gumbo og solo på klubber og festivaler over store dele af Europa og USA. På scenen serverer han et mix selvskrevne numre og sange fra den amerikanske folkemusiktradition med sine guitarer og sin banjo. Forrige nyhed Næste nyhed
- – Det er en drøm at komme ud at spille for mennesker, der i den grad er åbne over for ens musik. | ROSA
< Alle nyheder – Det er en drøm at komme ud at spille for mennesker, der i den grad er åbne over for ens musik. 2. feb. 2023 Goss er med på næste weekends Nordklang Festival i Schweiz – sanger Mads Damsgaard har prøvet det før og glæder sig stort til gensynet. Nordklang er en sej lille festival i St. Gallen i det østlige Schweiz, der år efter år præsenterer nordisk musik over en februar-weekend – alt sammen baseret på lokal arbejdskraft, engagement og en stærk, vedholdende interesse for nordisk kultur. Efter to corona-aflyste år er festivalen nu tilbage på benene i St. Gallens billedskønne gamle midtby, og en af de danske deltagende, Mads Damsgaard fra bandet Goss fortæller hvorfor, han som dansk musiker i dén grad glæder sig til at komme tilbage: – Jeg var på festivalen i sin tid med Reptile Youth, og det var bare så fedt at spille der. Det er en drøm at komme ud at spille for mennesker, der i den grad er åben over for ens musik – folk der er nysgerrige og tager bare ud og lytter til det man præsenterer, selv om de ikke kender spor til det på forhånd. – Og så kan man også mærke, at der er en stor lokal kraft bag festivalen, det giver arrangementet et ekstra drive og en ekstra power, siger Mads Damsgaard, der den kommende tid vil prøve at finde steder som netop St. Gallen, hvor Goss kan føle, at der er gode energier, som, som der kan bygges videre på udenlands – samtidig med at tankerne så småt går i retning af at få skabt et nyt album. Festivalen kuraterer selv Det er folkene bag festivalen, der selv følger den nordiske scene og kuraterer programmet, og lørdag er den store festivaldag med 14 koncerter, hvor der ud over Goss er der dansk deltagelse af A Mess, Go Go Berlin og Ravi Kuma (sidstnævnte med to koncerter). Men det hele starter med med en helaftenskoncert fredag under titlen “Nordklang Sessions”, hvor en gruppe nordiske sangskrivere sammen med schweiziske kolleger har skrevet helt nye sange sammen på en camp i alperne i ugen op til denne specielle optræden. Her er der fra dansk side deltagelse af Bette Dandanell, Laurits Steinberg og Luna Ersahin. Campen ledes af danske Roar Amundsen. ROSA samarbejder med og støtter Nordklang Festival – og har gjort det siden festivalens start. Læs mere om Nordklang festivalen her . Hør, hvordan det gik Goss på Nordklang 2023 i videoen her: https://www.youtube.com/watch?v=LVvh665JR9o Forrige nyhed Næste nyhed
- Her er de optrædende til årets DMA Blues-fest | ROSA
< Alle nyheder Her er de optrædende til årets DMA Blues-fest 24. apr. 2023 Foråret er over os. Dagene bliver varmere, lysere og længere, og det er ikke kun blomster og træer, der spirer og springer ud. De optrædende til årets DMA Blues-fest på Turbinen i Randers 16. august er nemlig også klar til at komme frem i lyset og vise de mange farveaftegninger, der kan findes i den blå musikalske palette. Når den blues, vi kender og elsker, skal hyldes efter alle kunstens regler til august, bliver det nogle af landets bedste musikere, der med et kendskab og kærlighed til bluesens forskellige facetter, tager de blå toner under kyndig og kærlig behandling og sørger for en aften ud over det sædvanlige. Vores vært og konferencier på aftenen bliver selveste Sahra da Silva , der næppe behøver nærmere introduktion hos danske blues-entusiaster. Med sin store, sjælfulde vokal og fine fornemmelse for genrens mange nuancer, har hun gennem mere end et årti markeret sig som en af de stærkeste blues-stemmer, vi har herhjemme. Musikalsk er vi også i gode hænder og på aftenen kommer vi godt omkring i de blå kroge: Kira Skov kender vi lige fra rollen som den seje frontfigur i bluesrockede Kira & The Kindred Spirits til hendes dirrende følsomme hyldester til Billie Holiday – og en hel masse derimellem. F.eks. hendes stærke fortolkninger af kollegernes sange i tv-programmet “Toppen af Poppen”. Ved DMA Blues kommer hun med sin nye trio med Maria Jagd på violin og guitaristen Silas Tinglef. Så har vi Twang , som med humor og spilleglæde kaster sig ud i den blåfarvede del af den amerikanske folkemusik. Og viser at violin, banjo og gulvbas med lethed kan skabe en stærkt strømførende stemning. Thyge van Dassen (violin), Peter Banks (banjo, bas) og Spencer Gross (guitar, bas) sørger for stærkstrømmen – som endda får ekstra power via gæsteroptræden i et par numre af aftenens konferencier, Sahra da Silva. Så er dén fest vist på plads. Og så har vi også overtalt Pay Day til at spille med – anført af Oscar Mukherjee, som vandt DMA Blues-prisen “Ud Af Det Blå” i 2021 for sit nye og engagerede take på genren. Pay Day er funklende album-aktuelle med albummet “Getting There”, hvor Mukherjee og hans band tager rhythm’n’blues’en ind i 2020’erne. Fra Slim Harpo og Ligthning Hopkins og fremad. Moderne og retro på samme tid. Billetsalget til DMA Blues, Turbinen, Randers 16. august er startet. Du kan købe billet her. 1. maj er deadline for indstillinger. Og så kan man iøvrigt stadig nå at indstille kanditater til årets fire priser – Årets Bluesudgivelse, Blues Liveprisen, Ud Af Det Blå (som hylder nyudviklinger i genren) og Årets Hoochie Coochie Man/Woman (en ildsjælspris). Deadline er 1. maj. Indstil dine favoritter her . Forrige nyhed Næste nyhed
- Pop-Pilot Elektro | ROSA
< Alle arkivprojekter Pop-Pilot Elektro Den elektroniske musiklejr Pop-Pilot Elektro skabte et kreativt og lærerigt rum for unge piger, transpersoner og non-binære med nysgerrighed på den elektroniske scene. Pop-Pilot Elektro var navnet på ROSAs elektroniske camps, hvor piger, transpersoner og non-binære i alderen 14-19 år blev introduceret til elektronisk musik over en weekend. I årene 2019-2023 gav Pop-Pilot Elektro redskaberne til at skrive og producere egne numre til en lang række deltagere. Med erfarne musikproducere fra Beats By Girlz som coaches og rollemodeller var målet at gøre deltagerne bedre rustet til at spille og skabe musik uanset køn og erfaring. I hyggelige, trygge og kreative rammer har deltagerne lært at optage med mikrofon og designe lyde på keyboard for til sidst at sætte det sammen til et nummer i musikprogrammet Logic. Numre, der sidst på campen blev præsenteret for familie og venner. 6 Instruktører 100 Procent god energi 117 Tangenter
- Du behøver ikke være en mand for at blive lydtekniker | ROSA
< Alle nyheder Du behøver ikke være en mand for at blive lydtekniker 1. maj 2023 Over tre dage i april afholdt Aarhus Lydforening workshop for kvinder og minoriserede for at sætte fokus på, hvad det kræver at være professionel lydtekniker – og hvorfor det er vigtigt, at faget ikke bliver ved med at være domineret af mænd. Fra fredag til søndag deltog 27 mennesker – uerfarne og erfarne i Aarhus Lydforenings workshop # YouCanAlsoBeA Sound Engineer. Alle deltagere kom med en stor interesse for lydteknik og for at dele erfaringer, sparre med og støtte hinanden. Den første dag blev de deltagende undervist af lydteknikerne Malle Kaas (Women in Live Music) og Jessica Petersen (freelance lydtekniker). Med introduktion til hvad live-lyd er for en størrelse, og hvilke frekvenser lyde bevæger sig i, var fredagen den helt store teori-gang om lydbølger. På skemaet var også information om forskellige mikrofontyper, nedbrydning af technical riders, og hvordan man som lydtekniker skaber en god dialog med bandet eller musikeren. På dybt vand Anden undervisningsdag blev styret af Malle Kaas, der brugte anlægget på Turkis, til at forklare hvordan man opsætter udstyr fra mikrofoner til digital mixer og monitor. Deltagerne blev delt i fem hold og sat sammen med en artist, som skulle spille koncert om aften på turkis. På den måde blev deltagerne kastet ud på det dybe vand og fik mulighed for at anvende alt det, de havde lært – til stor succes med glade artister, lydteknikere og ikke mindst publikum. Den sidste dag på workshoppen gav mulighed for at indgå i Q&A med de erfarne lydteknikere, førnævnte Malle Kaas og Johanna Nielsen (lydtekniker Vega). Johanna holdt oplæg om sin vej ind i branchen og delte generøst ud af sine erfaringer til de spirende lydteknikere. Og så blev dagen rundet af med en paneldebat om ligestilling i musikbranchen og backstage med Malle Kaas, Johanna Nielsen, Mie Jakobsen (projektleder og netværk, turkis) samt Nadia Donnerborg (projektleder ROSA og Kunst & Kultur i Balance) – modereret af Sophia Sagaradze (Aarhus Lydforening). Paneldebatten satte skarpt på, hvorfor ligestilling, diversitet og inklusion er så vigtigt – ikke kun i musikbranchen, men i hele kulturverdenen. Paneldeltagerne delte ud af konkrete eksempler på arbejdet med diversitet og havde derudover en masse råd til, hvordan man kan håndtere branchen og forfølge sin drøm om at blive lydtekniker. Kurset blev mødt med stor entusiasme og nysgerrighed fra de mange deltagere – som til gengæld roste oplægsholderne for at være god til at skabe en god og involverende undervisning om lydteknikerens arbejde og lydens mange muligheder. En weekend gør ingen lydtekniker, men kimen til at skabe mere interesse for faget hos kvinder og minoritetsgrupper er i hvert fald lagt. Primus motoren for projektet, Sophia Sagaradze overvejer nu, hvordan initiativet kan videreføres – evt. med nye kurser i København og Aarhus. Læs mere om Aarhus Lydforening Forrige nyhed Næste nyhed
- Musikhjælp Scenesetup | ROSA
Workshops Kortlægning < Alle projekter Musikhjælp Scenesetup Tuborgfondet og ROSA har i fællesskab skabt Musikhjælp Scenesetup, der er et initiativ målrettet danske vækstlagsfestivaler. Gennem Musikhjælp Scenesetup kan festivalerne ansøge om et fuldt produktionssetup og deltage i opkvalificerende workshops, der tilsammen skal hjælpe vækstlaget med at afvikle professionelle koncerter. Målet er at styrke up-and-coming artister og samtidig støtte festivalmiljøet i Danmark. Med Musikhjælp Scenesetup ønsker Tuborgfondet og ROSA at styrke og støtte op om det blomstrende festivalmiljø, og at give up-and-coming artister gode muligheder for at præsentere deres musik. Gennem initiativet kan vækstlagsfestivaler i hele landet ansøge om at få tildelt et fuldt køreklart produktionssetup, der indeholder scene, lyd- og lyssetup samt teknikere (FOH). Som en del af Musikhjælp Scenesetup bliver alle ansøgere tilbudt at deltage i opkvalificerende workshops med fokus på netværksdannelse og vidensdeling, der skal sikre, at festivalerne er godt klædt på til afvikling af koncerter, uanset om de bliver tildelt scenesetuppet eller ej. Workshoppene er åbne for alle, der er interesserede i festivalproduktion. Læs mere og ansøg om Musikhjælp Scenesetup via www.scenesetup.dk https://www.youtube.com/watch?v=18N27Fgafm0 Et professionelt produktionssetup Produktionssetuppet består blandt andet af en 48m2 stor scene, lyd-, og lys-setup. Derudover er professionelle scene- og lydteknikere også inkluderet i pakken. Musikhjælp Scenesetup har til formål at styrke talentudviklingen og mangfoldigheden blandt danske musikere og festivaler. Vi ønsker, at Musikhjælp Scenesetup kan favne så bredt som muligt, hvilket betyder, at alle aktører, der afholder en udendørs, offentligt tilgængelig festival (endags eller flerdages) med fokus på vækstlaget og original musik, kan ansøge. Ansøgninger fra små og mellemstore vækstlagsfestivaler og unge arrangører i alderen 16-30 år vil blive prioriteret. Mød tidligere støttede festivaler i videoen her: https://www.youtube.com/watch?v=OoL6l4XmV5M Danmarkskort over vækstlagsfestivaler Som en del af Musikhjælp Scenesetup er vi løbende ved at kortlægge de festivaler i Danmark, der overvejende præsenterer musik inden for vækstlaget inden for rytmisk musik. Formålet er at skabe synlighed og give aktører i musiklivet et værktøj til at navigere i det store festivallandskab. Læs mere under ' Kortlægning '. Scenesetup er en del af Tuborgfondet Musikhjælp, som samler en række initiativer, der støtter flere unge i at gøre musikken til en levevej. ROSA har i 2025 modtaget en bevilling på 4,9 mio. kr. fra Tuborgfondet til at drive indsatsen. ROSAs fagudvalg tager stilling til alle ansøgningerne. Mød nogle af de artister, som har spillet på tidligere støttede festivaler i videoen her: https://www.youtube.com/watch?v=sjpdSUxr-cM Musikhjælp Scenesetup støtter i år disse 25 vækstlagsfestivaler: Cold Country, Nørre Vorupør (24.-25. april) X Marks The SPOT The Island of Connections, Aarhus (1.-2. maj) Nose Noise, Grenaa (9. maj) Urban Breakout Hip-Hop Festival, København (15.-16. maj) GNIST Festival, St. Heddinge (15.-16. maj) HUN:KAN, Asperup (20. maj) Surround Festival, Roskilde (29.-30. maj) Mellem Træerne, Løgumkloster (6. juni) Gejst Festival, Horsens (12. juni) Fejø Freedom Festival, Fejø (19.-20. juni) Kurdisk Festival, Aarhus (4.-5. juli) Øhavet Festival, Marstal/Ærø (17.-18. juli) Kolo Festival, Vejle (20.-21. juli) KlangFest, Gudhjem (30.juli -1. august) Frigjort Festival, Christiania (7.-8. august) Sydhavnens Festival, Aarhus (14.-15. august) Syd for Byen Festival, Silkeborg (22. august) FLOW Festival, Randers (22. august) KVAS Festival, Hadsten (29. august) SPEKTAKEL!, Klitmøller (29. august) OPHAV Kulturfestival, Frederikshavn (5. september) Death Island Festival, Nykøbing Mors (11.-12. september) Blue Ocean Music Festival, Ebeltoft (12. september) ECHO, Frederikssund (18. september) Festivaler, der har fået tildelt Musikhjælp Scenesetup i 2024-2025): Cold Country, Nørre Vorupør X Marks The SPOT, Aarhus Nose Noise, Grenaa Av, Min Guldtand, Tisvildeleje Surround Festival, Roskilde GNIST Festival, St. Heddinge Brohaven, Aarhus Farm Festival, Ullerslev Havblik Festival, Bogø Urban Breakout Hip-Hop Festival, København Railroad Festival, Nørre Aaby Metal Magic Festival, Fredericia Slotsengens Musik, Løgumkloster Fejø Freedom Festival, Fejø Beats & Bloom Ungefestival, København Ødsted Festival, Vejle Øhavet Festival, Marstal, Ærø Endless Sommer Festival, Ebeltoft Kamelfestival, Hundested KlangFest, Østerlars, Bornholm New Note Festival, Hillerød Frigjort Festival, Christiania UHØRT Festival, København Sydhavnens Festival, Aarhus Otto Festival, København Gemini Festival, Brendstrup Lydfest, Birkerød G-Festival, Ringkøbing Subfestival, Holstebro Sæby Festival, Sæby September Sounds, Horsens Glostrup Streetfestival, Glostrup NØK, Randers Blue Ocean Music Festival, Ebeltoft Mosaik Festival, Herning Nærvær Festival, Maribo 1 Scene 46 Festivaler 29 Byer
- Nyt fagudvalg til International Transportstøtte | ROSA
< Alle nyheder Nyt fagudvalg til International Transportstøtte 16. dec. 2025 Efter et endt open call, kan vi med glæde præsentere vores to nye medlemmer i fagudvalget for International Transportstøtte. Mød dem i artiklen her. Foto af Kat Jarby: chris1million Kat Jarby er artist manager, musikalsk kurator og coach. Kat har siden 2013 drevet og udviklet virksomhede Kaja Management, som repræsenterer en række kunstnere på den danske eksperimenterende musikscene. " Jeg er glad for at kunne være med til at sende en masse god dansk musik til udlandet! " fortæller hun. Christian Holl Buhl er Managing Partner hos FACTORY 92, musiker og international PR-, marketing- og eksportkonsulent med base i Berlin og Hamborg. Christian Buhl fortæller: " Jeg er virkelig glad for at få lov til at bidrage til arbejdet med at styrke dansk musik i udlandet. Som dansker bosat i Tyskland betyder det meget for mig at kunne give noget tilbage til den danske musikscene – og støtte de bands, der tager skridtet ud på den internationale live-scene." De indtræder i udvalget fra januar 2026 og slutter sig til tredje og nuværende medlem Emma Hørlyk (musiker og ejer af firmaet VINGBORG), der sidder i udvalget frem til december 2026. Vi glæder os til samarbejdet. Gennem vores internationale transportstøtteordning kan danske musikere søge om tilskud til internationale transportudgifter i forbindelse med aktiviteter, som fremmer musiklivet inden for ROSAs genreområde. Ansøgningsfristerne for International Transportstøtte er i 2026: 20. februa r, 20. maj, 20. august og 20. november. Du kan læse mere om støtteordningen og søge om tilskud her. Forrige nyhed Næste nyhed
- Afrobeat på tværs af Danmark og UK: “Afrobeat er ikke blot en trend” | ROSA
< Alle nyheder Afrobeat på tværs af Danmark og UK: “Afrobeat er ikke blot en trend” 5. sep. 2025 På mandag kickstarter vi en unik afrobeat sangskrivercamp i London, hvor danske og britiske kunstnere mødes for at udveksle erfaringer, skabe netværk og skrive fremtidens internationale afrobeathits. “Denmark x UK: Afrobeat Songwriting Camp - London” er et samarbejde mellem ROSA og MXD, i partnerskab med Runway Recording Studios og det London-baserede management- og pladeselskab The Flight Club. I løbet af tre intense dage skal seks danske afrobeatkunstnere indgå i kreative sessions med elleve britiske deltagere, der på skift tager del i campen. Femi Onileovo, der er en del af The Flight Club, ser frem til samarbejdet: “ At kombinere de unikke arbejdsmetoder og inspirationer fra danske og britiske kreative og musikmanagere kan føre til banebrydende lyde og forbindelser, som ellers ikke ville være blevet skabt. ” The Flight Club-Teamet The Flight Club har et indgående kendskab til den britiske afrobeatscene og lang erfaring med at udvikle talenter fra bunden. Gennem deres netværk har de inviteret nogle af Storbritanniens mest lovende afrobeat-kunstnere til campen, hvilket sikrer et stærkt internationalt udvekslingsmiljø for de danske deltagere – og Femi Onileovo mener at udvekslingspotentialet er gensidigt. “ Danmarks stærke popsongwriting-infrastruktur kan bidrage med høj kvalitet inden for toplines og lyrisk håndværk til den britiske scene, ” uddyber Femi Onileovo. " Til gengæld bringer Storbritannien en stærkere afrobeat-label-, medie- og tour-support samt autenticitet gennem afrobeats’ rødder i London. ” Femi Onileovo mener, at sangskrivercampen vil bygge bro mellem britiske og danske branchefolk og både føre til mere varierede kreative idéer og skabe bedre professionelle muligheder for alle: “ Afrobeats har stærke rødder i Vestafrika og især i Storbritannien/London, så denne camp vil hjælpe med at udvide genrens rækkevidde til det danske marked. At identificere spirende danske og britiske talenter kan også være værdifuldt for dem, der ellers ikke ville være stødt på eller samarbejdet med disse kunstnere. ” På den store skala, håber Femi Onileovo at campen kan inspirere til lignende projekter i andre lande og skabe et kontinental afrobeat-netværk, der kan styrke den voksende genre: “ Samarbejder på tværs af landegrænser vil statuere, især overfor gatekeepers såsom festivaler og medier, at afrobeat ikke blot er en trend, men en bæredygtig og konstant udviklende genre .” Om The Flight Club The Flight Club har gennem otte år markeret sig som en nøglespiller i udviklingen af nye talenter og har siden sat deres aftryk på store, prisvindende projekter – bl.a. Beyoncés Black is King og Burna Boys Twice as Tall . Rammerne for campen er sat i Runway Recording Studios, et af Londons hypede studiemiljøer og et kreativt epicenter for afrobeat. Her arbejder til daglig både spirende navne og Grammy-vindende profiler – blandt andre P2J, Sasha Keable, Tay Iwar og Ari Pensmith fra The Flight Club-familien. Deltagere ved DKxUK Afrobeat Songwriting Camp 2025 Danske deltagere: AGGi Allen Anjeh BiggMag Carllo YABOY Lei Lowe Yasmin Cevik Britiske deltagere: Aseye Ben Bxujii Helene Frosta James Dickson JRocs Rambo RZ Sarah Tejy Tevin Med campen ønsker ROSA og MXD at styrke dansk afrobeat på den internationale scene med fokus på lige adgang og mangfoldighed i musikbranchen – og vi ser frem til at følge de nye samarbejder, netværk og sange, der vokser ud af campen. Læs mere om campen her. “Denmark x UK: Afrobeat Songwriting Camp – London” er muliggjort via en ekstrabevilling, som MXD modtog i 2022 fra Kulturministeriet til styrkelse af markedsførings- og formidlingsaktiviteter i Danmark og udlandet med fokus på kønsbalancen. Projektet er støttet af Koda Kultur. Forrige nyhed Næste nyhed









