Søgeresultater
Søg på dette website
406 resultater fundet med en tom søgning
- Hvad sker der, når man skaber en bro mellem danske og tyske sangskrivere? | ROSA
< Alle nyheder Hvad sker der, når man skaber en bro mellem danske og tyske sangskrivere? 31. okt. 2022 I oktober mødte 10 udvalgte sangskrivere fra Danmark og Tyskland op på et hostel i Berlinbydelen Kreuzberg. De var klar til at producere nye sange sammen i regi af sangskrivercampen BauSongs. En camp, der tager udgangspunkt i den danske højskolepraksis, og som i 2022 løb af stablen for første gang. Fem dage fyldt med sangskrivning og fællesskab Ugen startede med en “music walk”. Deltagerne havde hver især tilføjet en sang til den playliste, som var det musikalske bagtæppe hen til Bauteil3 studierne – studierne der udgjorde campens base. På turen fik de også præsenteret en række benspænd af deres tre undervisere: Greta Schenk (sangskriver), Kaspar Kaae (sangskriver, filmkomponist og underviser) og Michael Møller (sangskriver og underviser). Fem nye sange blev født. Og aftenen blev rundet af med en fælles lyttesession. Underviserne havde også arrangeret et “producer wheel”. Her bevægede deltagerne sig i små grupper fra computer til computer, en time ved hver computer, som til slut udmøntede sig i et fælles værk. Enkelte af campens aftener bestod også af koncertoplevelser ude i den pulserende by. Deltagerne besøgte blandt andet Piano Salon Christophori: Et klaverværksted i den berlinske bydel Wedding, hvor de fik store klassiske musikoplevelser i værkstedets uprætentiøse rammer.Ugen bøde desuden på en række kunstnerbesøg: Den norske producer Kari Jahnsen (Farao) holdt et oplæg om tilgange til synthesizers, om det at arbejde med reallyde og om at låne fra andre komponister. De mødte også DJ Mijk Van Dijk, der gav et indblik i den berlinske technoscene og lyd. Derudover fik de besøg af publisher Jörg Rottgardt, som arbejder med placering af musik i film og reklamer, hvor den stod på fælles lytning af udvalgte værker. BauSongs blev afsluttet med en middag på den danske ambassade i Berlin. Og deltagerne nåede i fællesskab at skrive i alt 24 sange/skitser på bare fem dage. Tanken bag BauSongs Det er to ud af sangskrivercampens tre undervisere, Kaspar Kaae og Michael Møller, som har idéudviklet BauSongs. De har begge undervist på højskole, og det har haft stor betydning for udviklingen af BauSongs. – Kaspar og jeg har stærke bånd til Berlin – vi har boet der (Kaspar gør stadig), og vi har begge en tysk kæreste. I forbindelse med vores arbejde på Johan Borups Højskole arrangerede vi flere ture med vores sangskriverhold til Berlin, hvor vi arbejdede i studierne i Bauteil3. Det var enormt givende, og derfor begyndte vi at drømme om at lave en mere åben camp i Berlin. Vi kom i snak med ROSA, som var meget glade for idéen og kastede sig over idéudviklingen sammen med os. Vi blev enige om, at vi manglede en tredje underviser, og Greta var det perfekte match – hun er tysk/dansk, har indspillet i Berlin og været meget i højskoleverdenen, siger Michael Møller. Ifølge Michael Møller, kom idéen også fra et savn om mere fokus på proces på sangskrivercamps: – Vi har selv haft svært ved at etablere musikalske forbindelser i Tyskland, og derfor så vi dette som en hjælp til yngre sangskrivere. Samtidig følte vi, at mange camps er meget “produkt-orienterede” (og intet ondt om det), hvor vi – med vores højskolebaggrund – kunne lave en lidt anderledes camp med mere fokus på processen. Når Danmark og Tyskland mødes BauSongs er en del af NEUSTART: Et dansk initiativ med formålet at dele musik med Tyskland. NEUSTART er en genstart af det dansk-tyske musiksamarbejde, en nytænkning af dialog og de kulturelle forbindelser, hvor musikkens forskellige erfaringer, netværk og fagligheder kan forenes på tværs af grænsen. Intentionen er i fællesskab at finde nye samarbejdsveje og belyse forskelligheder, som kan være til gensidig inspiration. Og det at præsentere en dansk højskolepraksis på en sangskrivercamp med tyske sangskrivere, som ikke kender tilgangen, har været en kæmpe succes: – Det har været fascinerende og for de ikke-danske deltagere (der var både tyske, en italiensk og en sydafrikansk) en klar øjenåbner. Ikke mindst de udenlandske var meget glad for de mange oplæg og benspænd, nævner Michael Møller. Det har endvidere givet et fokus, som nogle ikke har oplevet før: – En af vores kursister beskrev det som at give fodboldspillere træning, før man sender dem på banen! Det er et billede, vi er ret glade for; at højskolefokus netop forsøger at give en masse værktøjer, som rækker ud over de sange, der bliver skrevet på camps, forklarer Michael Møller. Nye forbindelser mellem danske og tyske sangskrivere Et af formålene med BauSongs er at skabe en bro mellem danske og tyske sangskrivere, hvilket Michael Møller også mener, det har gjort: – BauSongs har givet en række gode forbindelser mellem de danske og tysk-bosatte sangskrivere, samt selvfølgelig forbindelse til bl.a.den tyske publisher Jörg Rottgardt, som inviterede alle medvirkende til at sende musik til ham og den norske Berlin-bosatte producer Farao. Og så tror jeg, det vigtigste er, at alle deltagere har fået en masse nye værktøjer og kompositoriske tanker med fra campen. En del af inspirationen har været fællesskab og tværfaglighed, som kursisterne har baseret deres arbejde på. Og vi er nu et godt skridt tættere på et stærkere fællesskab mellem det danske og tyske musikliv. I NEUSTART-regi arbejder ROSA pt. på at videreføre projektet. Forrige nyhed Næste nyhed
- Musikhjælp Scenesetup er klar til endnu en festivalsæson | ROSA
< Alle nyheder Musikhjælp Scenesetup er klar til endnu en festivalsæson 1. nov. 2024 Efter det første år med Musikhjælp Scenesetup åbner vi nu for ansøgninger til festivalsæsonen 2025. Hør blandt andet fra flere af de vækstlagsfestivaler, der var med det første år, fortælle om deres oplevelser og motivation for at holde festival. Med lange udsigter til festivalstemning og musik under åben himmel – uanset sol eller skybrud – ser vi tilbage på første år med Musikhjælp Scenesetup, der i år har støttet 23 vækstlagsfestivaler. Ikke mindst ser vi nu også frem mod endnu en festivalsæson i 2025, hvor Tuborgfondets og ROSAs initiativ Musikhjælp Scenesetup fortsætter. Som en hjælpende hånd, kan vækstlagsfestivaler i hele landet igen ansøge om at få tildelt et fuldt produktionssetup bestående af scene, lyd, lys samt scene- og lydteknikere til deres festival og at deltage i opkvalificerende workshops i foråret 2025. Initiativ har det formål at give upcoming musikere de bedste forudsætninger for at spille live samt at styrke kommende og nuværende vækstlagsfestivaler. Ansøgningsrunden er åben fra 1. november indtil ansøgningsfristen 15. december kl. 23.59. Læs mere og ansøg via www.scenesetup.dk Se i videoen her, hvordan det så ud i 2024: https://www.youtube.com/watch?v=vK9ZsOuPvxs Rundt i hele landet I løbet af det første år har Musikhjælp Scenesetup afholdt to workshops for festivalarrangører og været rundt i hele landet – fra Maribo og Tisvilde til Holstebro og Sæby – på både mere etablerede og helt nyopstartede festivaler. Se alle festivalerne, der har fået tildelt Musikhjælp Scenesetup i 2024 her . I august 2024 var det første gang, at Sæby Festival løb af stablen på en gammel slagterigrund midt i Sæby. – Det er støtten, der har gjort, at vi kunne etablere festivalen. Fordi vi fik en scene, så turde vi faktisk godt at kaste os ud i det, og fordi vi ikke selv skulle have noget teknisk snilde, fortæller Nana Hyllested, der er en af arrangørerne bag Sæby Festival. I september rullede Musikhjælp Scenesetup ind på September Sounds i Horsens, hvor støtten har givet mulighed for at få kulturen tættere på. – Vi er mange mennesker (i Horsens, red.), men ofte tager man til Aarhus for at opleve noget fedt. At vi så kan samle det her i Horsens og faktisk selv få stablet noget fedt på benene, det betyder sindssygt meget, fortæller Iben Kjærgaard fra foreningen Dynamik, som er medarrangør af festivalen. En scene til lokale upcoming bands De mindre festivaler er typisk dér, hvor mange musikere har deres første oplevelser med at spille live, og festivalerne er derfor også et vigtigt led i den talentudvikling, Tuborgfondet og ROSA ønsker at styrke. Selvom ingen af festivalerne er ens og præsenterer mange forskellige genrer, har de alle ønsket om at give upcoming musikere en platform til fælles. I Grenaa har støtten fra Musikhjælp Scenesetup både givet festivalen NOSE NOISE mulighed for at udleve drømmen om to scener og at give plads til flere optrædende og publikum. – Der er ikke så meget musikmiljø herude, og vi vil virkelig gerne give alle de bands, der er her, en mulighed for at få et sted at spille. Samtidig med at vi har nogle hovednavne, der trækker publikum, så får alle de små lokale bands også mulighed for at opleve et større publikum og spille på nogle af de store scener, fortæller Sofie Fredenslund, der er en af arrangørerne bag festivalen. Et ønske som folkene bag Sæby Festival også deler. – Da scenen rullede ind, havde vi hænderne over hovedet og var helt begejstrede. Det er jo den, der gør, at det her bliver et tilløbsstykke, og at kunstnerne har et sted at stå og performe. Så det er vi sindssygt taknemmelige for, fortæller Nana Hyllested fra Sæby Festival. Kort over vækstlagsfestivaler Som en del af Musikhjælp Scenesetup er ROSA ved at kortlægge vækstlagsfestivaler inden for rytmisk musik. Formålet er at skabe synlighed og give aktører i musiklivet et værktøj til at navigere i det store festivallandskab. Kortlægningen er udformet som et digitalt, interaktivt danmarkskort, som er tilgængeligt for alle. Her kan eksempelvis upcoming musikere finde frem til festivaler ud fra genrer og datoer og hurtigt finde oplysninger på hver enkelt festivals bookingansvarlige. Læs mere og se kortet her. Ansøgningsfrist Ansøgningsfristen til Musikhjælp Scenesetup er 15. december kl. 23.59. Herefter vil et eksternt fagudvalg tage stilling til ansøgningerne. Ansøgere kan forvente svar i slut-januar. Læs mere om Musikhjælp Scenesetup og ansøg på www.scenesetup.dk Musikhjælp Scenesetup er en del af Tuborgfondet Musikhjælp, som består en række initiativer, der støtter flere unge i at gøre musikken til en levevej. ROSA har fået støtte fra Tuborgfondet til at drive indsatsen. Musikhjælp Scenesetup-pakken indeholder: Forrige nyhed Næste nyhed
- Open Call: Berlin og BauSongs kalder | ROSA
< Alle nyheder Open Call: Berlin og BauSongs kalder 10. sep. 2024 Er du nysgerrig på at skabe ny musik i anderledes rammer, som du måske ikke har prøvet før? Så kan BauSongs være noget for dig – en sangskrivercamp for komponister i Danmark og Berlinbaserede musikere. BauSongs foregår i Berlin fra den 18. til den 22. november 2024. Campen tager udgangspunkt i den danske højskoleånd, hvor man samarbejder om at skabe ny musik og derudover udforskes Berlins kultur gennem kunstnerbesøg og koncertoplevelser. Du kan tænke på BauSongs som en træningslejr, hvor du i åbne rammer bliver udfordret og inspireret til at eksperimentere med din sangskrivningsproces. Rammerne er helt for sig selv: BauSongs afholdes i studier hos Bauteil3 i den berømte og tidligere lufthavn Tempelhof, der i dag er et center for kreative og kulturelle formål. Her inviteres du til at skabe ny musik sammen med de øvrige deltagere. Undervisningen inkluderer benspænd, løbende feedback og skiftende gruppekonstellationer. BauSongs’ tre undervisere er Greta Schenk (GRETA), Kaspar Kaae (sangskriver i CODY og filmkomponist) og Michael Møller (moi Caprice og The Mountains). Alle tre har et nært forhold til højskoleånden som habile højskoleundervisere og har indgående kendskab til, hvordan Berlin kan inspirere sangskrivningsprocessen. Undervisningen suppleres derudover af udvalgte kunstner- og branchebesøg. Alle danskboende og Berlin-baserede musikere kan ansøge om deltagelse. Dog er campen primært målrettet upcoming komponister, og der er i alt 10 pladser. Hvorfor bør du som komponist deltage i BauSongs? Du får indspark og inspiration til din sangskrivningsproces Du får mulighed for at eksperimentere med samarbejdsprocesser Du får mulighed for at skabe netværk med musikkolleager fra ind- og udland Du får indgangsvinkler til den danske og den tyske musikbranche Du oplever Berlin og dens kultur på en ny måde OBS. Ansøgningsfristen er overskredet. Med afsæt i højskoletraditionerne er håbet, at mødet mellem deltagernes forskellige baggrunde, kulturer og genrer vil resultere i helt nye idéer, sange og tilgange til sangskrivningsprocessen. Deltagerne bor sammen, spiser sammen og bevæger sig sammen uden for studiernes vante rammer for at besøge artister eller tage til koncerter. Samtidig er forhåbningen, at BauSongs kan resultere i langvarige samarbejder mellem danskboende og Berlinbaserede musikere, samt at deltagerne får kendskab til arbejdsprocesser, som kan gavne deres musikalske virke på lang sigt. Du kan læse mere om BauSongs her. BauSongs arrangeres af Greta Schenk, Kaspar Kaae, Michael Møller i samarbejde med Musicboard Berlin og ROSA. BauSongs er støttet af DPA/KODA Kultur og Statens Kunstfond. BauSongs opstod i 2022 som en del af NEUSTART initiativet. Praktiske detaljer: Logi, koncertbilletter og studie dækkes af projektet Deltagerne skal selv betale for transport til Berlin tur/retur, lokal transport i Berlin samt al forplejning Der er ingen deltagergebyrer BauSongs foregår mandag den 18. november til fredag den 22. november 2024 Det forventes at deltagerne ankommer til Berlin søndag den 17. november 2024 Det forventes at deltagerne tager retur lørdag den 23. november 2024 Ansøgningsfrist: 6. oktober 2024 Svar på ansøgning: senest uge 43 For spørgsmål kontakt Nadia Donnerborg, ROSA, nadia@rosa.org ENGLISH VERSION Forrige nyhed Næste nyhed
- Du behøver ikke være en mand for at blive lydtekniker | ROSA
< Alle nyheder Du behøver ikke være en mand for at blive lydtekniker 1. maj 2023 Over tre dage i april afholdt Aarhus Lydforening workshop for kvinder og minoriserede for at sætte fokus på, hvad det kræver at være professionel lydtekniker – og hvorfor det er vigtigt, at faget ikke bliver ved med at være domineret af mænd. Fra fredag til søndag deltog 27 mennesker – uerfarne og erfarne i Aarhus Lydforenings workshop # YouCanAlsoBeA Sound Engineer. Alle deltagere kom med en stor interesse for lydteknik og for at dele erfaringer, sparre med og støtte hinanden. Den første dag blev de deltagende undervist af lydteknikerne Malle Kaas (Women in Live Music) og Jessica Petersen (freelance lydtekniker). Med introduktion til hvad live-lyd er for en størrelse, og hvilke frekvenser lyde bevæger sig i, var fredagen den helt store teori-gang om lydbølger. På skemaet var også information om forskellige mikrofontyper, nedbrydning af technical riders, og hvordan man som lydtekniker skaber en god dialog med bandet eller musikeren. På dybt vand Anden undervisningsdag blev styret af Malle Kaas, der brugte anlægget på Turkis, til at forklare hvordan man opsætter udstyr fra mikrofoner til digital mixer og monitor. Deltagerne blev delt i fem hold og sat sammen med en artist, som skulle spille koncert om aften på turkis. På den måde blev deltagerne kastet ud på det dybe vand og fik mulighed for at anvende alt det, de havde lært – til stor succes med glade artister, lydteknikere og ikke mindst publikum. Den sidste dag på workshoppen gav mulighed for at indgå i Q&A med de erfarne lydteknikere, førnævnte Malle Kaas og Johanna Nielsen (lydtekniker Vega). Johanna holdt oplæg om sin vej ind i branchen og delte generøst ud af sine erfaringer til de spirende lydteknikere. Og så blev dagen rundet af med en paneldebat om ligestilling i musikbranchen og backstage med Malle Kaas, Johanna Nielsen, Mie Jakobsen (projektleder og netværk, turkis) samt Nadia Donnerborg (projektleder ROSA og Kunst & Kultur i Balance) – modereret af Sophia Sagaradze (Aarhus Lydforening). Paneldebatten satte skarpt på, hvorfor ligestilling, diversitet og inklusion er så vigtigt – ikke kun i musikbranchen, men i hele kulturverdenen. Paneldeltagerne delte ud af konkrete eksempler på arbejdet med diversitet og havde derudover en masse råd til, hvordan man kan håndtere branchen og forfølge sin drøm om at blive lydtekniker. Kurset blev mødt med stor entusiasme og nysgerrighed fra de mange deltagere – som til gengæld roste oplægsholderne for at være god til at skabe en god og involverende undervisning om lydteknikerens arbejde og lydens mange muligheder. En weekend gør ingen lydtekniker, men kimen til at skabe mere interesse for faget hos kvinder og minoritetsgrupper er i hvert fald lagt. Primus motoren for projektet, Sophia Sagaradze overvejer nu, hvordan initiativet kan videreføres – evt. med nye kurser i København og Aarhus. Læs mere om Aarhus Lydforening Forrige nyhed Næste nyhed
- Webinar: Vil du vide mere om International Transportstøtte? | ROSA
< Alle nyheder Webinar: Vil du vide mere om International Transportstøtte? 11. feb. 2025 Er du i tvivl om, hvordan du ansøger om international transportstøtte, og kunne du godt bruge en hjælpende hånd til at gennemskue ansøgningsportalen? Så er vores kommende webinar lige noget for dig. Til webinaret vil du få vejledning til at gennemskue ansøgningsportalen, ansøgningsbudgettet og afrapportering. ROSAs udvalgsmedlem Trine Ulrich, der blandt andet er ejer af firmaet Account The Beat, vil guide os igennem GrantOne systemet og fortælle om, hvad man som ansøger skal være opmærksom på i forhold til sit budget. ROSAs projektleder Nadia Donnerborg faciliterer webinaret og svarer også på spørgsmål. Du har mulighed for at stille spørgsmål undervejs i chatten. Alle relevante spørgsmål bliver besvaret i plenum efter Trines oplæg. Webinaret er primært henvendt til dig, der er i tvivl om, hvordan man ansøger om International Transportstøtte – men alle andre er også velkommen til at deltage. Trine Ulrich sidder i fagudvalget for ROSAs internationale transportstøtteordning sammen med musiker Emma Vingborg Hørlyck og musiker Silas Bjerregaard. Praktisk info: Tidspunkt: tirsdag 18. marts kl. 16-17 Tilmeld dig webinaret her Du får tilsendt link til webinaret efter tilmelding OBS! Webinaret bliver optaget, men vil ikke indeholde optagelser af deltagerne – kun af oplægsholderen Til webinaret vejleder vi til ansøgningsportalen GrantOne og til ansøgingsbudgettet generelt. Vi giver ikke råd til konkrete ansøgninger. ROSA yder international transportstøtte inden for rock, pop, hiphop, elektronisk musik samt beslægtede genrer. Gå til Facebook-begivenheden for webinaret her. Næste ansøgningsfrist til International Transportstøtte er 20. maj kl. 23.59. Du kan altid kontakte os på info@rosa.org eller på tlf. 86128444. Læs meget mere og ansøg til dine internationale aktiviteter her: https://www.rosa.org/international-transportst%C3%B8tte Forrige nyhed Næste nyhed
- Første vækstlagsfestivaler er valgt til Musikhjælp Scenesetup | ROSA
< Alle nyheder Første vækstlagsfestivaler er valgt til Musikhjælp Scenesetup 5. feb. 2024 Efter et Open Call, der blev søgt af 73 festivaler, har et eksternt fagudvalg nu voteret og udvalgt de første festivaler, der modtager et scenesetup til deres festival i 2024. Hvilke festivaler det er, og hvilke ledige datoer der er åbne for at søge, kan du se længere nede i artiklen. Det er som sagt stadig muligt at søge om at få et Musikhjælp Scenesetup ud til jeres festival. Der er nemlig enkelte ledige datoer til rådighed i juni-september 2024, som man kan søge lige nu. Det drejer sig om følgende datoer: Uge 23 (3.-9. juni), 26 (24.-30. juni), 27 (1.-7. juli), 31 (29. juli-4. august), 35 (26. august-1. september), 37 (9.-15. september) og 39 (23.-29. september). Der er ansøgningsfrist 20. februar kl. 23.59, og man kan søge her . Det eksterne fagudvalg består af de kompetente musikaktører: komponist og artist Isabella Dayyani, kulturentreprenør Marie Qvist og Piet Breinholm, der er musiker og mangeårig tidligere spillestedsleder, bestyrelsesformand m.m. De var sat på en hård opgave med at udvælge festivalerne, da niveauet hos alle ansøgere var tårnhøjt, fortæller Isabella Dayyani her: “Der var virkelig mange gode ansøgere, så det var mega svært at vælge. Der er så mange ambitiøse festivalarrangører, gode initiativer og fede projekter derude. Jeg synes, at det siger noget om, at ungdommen gerne vil kulturen. Det er mega svært at drive en festival, at få budgettet til at gå op og samtidig nå igennem med de mål, som man sætter sig for. Men der er så meget gejst og engagement i de her ansøgninger, og det bekræfter mig i, at kulturen nok skal overleve i Danmark”, fortæller Isabella Dayyani, der selv er artist under navnet DAYYANI. Musikhjælp Scenesetup er sat i verden for at styrke up-and-coming artister og samtidig støtte det blomstrende og mangfoldige festivalmiljø i Danmark. Og de kriterier, som fagudvalget har udvalgt festivalerne ud fra, har netop også været fokus på vækstlaget og unge, fortæller Isabella Dayyani: “ Det vigtigste har været at arrangørerne skulle have fokus på vækstlaget og gøre en indsats for at inddrage flere unge indenfor arrangør-feltet. Samtidig skulle ansøgerne også have et klart og realistisk budget, da det sender et signal om, at man forstår, hvad det vil sige at drive en festival. Derover har vi også prøvet at sprede de tildelte ansøgere ud så godt som muligt både geografisk, genremæssigt og tidsmæssigt, så setuppet kan komme mest muligt i brug. Men der var også andre ting i spil som for eksempel at have et godt up-coming program og lignende. Det var som sagt en svær opgave at vælge ud og frasortere, men jeg er meget glad for resultatet”. Her er de festivaler, der er blevet udvalgt i første runde af Musikhjælp Scenesetup: Blue Ocean Music Festival - Ebeltoft Brohaven - Aarhus Farm Festival - Ullerslev Frigjort Festival - København Gemini Festival - Aarhus N Gnist Festival - St. Heddinge Havblik Festival - Bogø Kamelfestival - Hundested Nærvær - Nakskov Surround Festival - Roskilde Sydhavnens Festival - Aarhus Railroad Festival - Nørre Aaby Ødsted Festival - Vejle X Marks the SPOT - Aarhus Forrige nyhed Næste nyhed
- ÆT: Et projekt der kaster nyt lys over den danske sangskat | ROSA
< Alle nyheder ÆT: Et projekt der kaster nyt lys over den danske sangskat 19. jun. 2023 Den danske kulturarv får nyfortolket liv, når ‘ÆT - vores kulturhistoriske lydspor’ præsenterer sange fra den danske kulturarv i mødet mellem danske og mellemøstlige musiktraditioner. Nu tilbyder ROSA projektet på E-Tur. Mange kender sikkert sange som 'Jeg gik mig ud en sommerdag' og salmen 'Sov Sødt Barnlille'. Men her er et projekt, der drejer de velkendte danske sange og med et twist kaster nyt lys på dem - og giver mulighed for at præsentere vores musikalske kulturarv i et nyt og andet perspektiv. ÆT er et projekt, der tager afsæt i den danske kulturarv og klæder sangskatten på i nye arrangementer på tværs af kulturer og musiktraditioner - i håbet om at skabe dialog mellem mennesker og mellem musikalske udtryk og kompositioner. Ligesom musikkens natur er ÆT hele tiden i udvikling. ÆT består af Yossi Karutchi, der har udviklet, arrangeret og produceret forskellige nyfortolkninger af den danske sangskat gennem de sidste 10 år, samt et skiftende ensemble, der på nuværende tidspunkt udgøres af Helene Tungelund, der synger og spiller harpe, og Orhan Özgür Turan, der spiller baglama/saz og oud. - Ved at gøre det her, giver man musikken nyt liv, fortæller Yossi Karutchi og supplerer: - Jo mere du er forbundet til dine rødder, desto mere frihed har du til at vokse, tænker jeg. https://www.youtube.com/watch?v=L4I-VU3OSSI Genkendelighed og nyskabende ÆT stræber efter, at den nyfortolkede musik er genkendelig, og at den samtidig peger mod andre musikalske lydlandskaber. I mødet mellem danske og mellemøstlige musiktraditioner er ÆT et levende eksempel på vigtigheden af diversitet og styrken ved at være i kontakt med sine rødder. Definition af o rdet æt: “en persons slægt”, “gruppe af personer der udgør et folkeslag, en social klasse el.lign.” - fra ordnet.dk Med ÆT får publikum og lyttere muligheden for at opleve den danske kulturarv i et helt nyt perspektiv. ÆT tager blandt andet udgangspunkt i velkendte sange som 'Tit er jeg glad' og ' Jeg gik mig ud en sommerdag' fra Højskolesangbogen samt 'Lyksalig' og 'Sov sødt, barnlille' fra Den Danske Salmebog. Planerne… foreløbig Yossi Karutchi, Helene Tungelund og Orhan Özgür Turan har for nylig spillet koncert på den israelske ambassade i København med deres nyfortolkninger og har planer om at spille koncerter rundt i hele landet. ROSA, LMS og Tempis samarbejde med ÆT fører bl.a projektet forbi en række efterskoler, hvor tanken er, at musikken også kan bringes aktivt ind i danskundervisningen ved tekstanalyse eller ind i øvelokalet, hvor eleverne selv kan lege med kompositioner og sammensætning af forskellige instrumenter. I 2024 tager ÆT på høj - og efterskoleturné: 22/01/2024 Klejtrup musikefterskole 23/01/2024 Østhimmerlands Ungdomsskole 24/01/2024 Roskilde Festival Højskole 30/01/2024 Aarhus Efterskole 31/01/2024 Nørre Nissum Efterskole 05/02/2024 Himmerlands Ungdomsskole 06/02/2024 Den Rytmiske Højskole 15/02/2024 Johan Borups Højskole Forrige nyhed Næste nyhed
- Open Call: Delegation til Music Week Poland | ROSA
< Alle nyheder Open Call: Delegation til Music Week Poland 15. maj 2025 Vil du deltage i den helt nye musik- og konferencefestival Music Week Poland? ROSA inviterer musikere, brancheaktører og andre fra det danske musikmiljø, til at ansøge om deltagelse i Music Week Poland Festival, der finder sted 26 - 29. juni i Warszawa, Polen. Om Music Week Poland: Music Week Poland er en ny, ambitiøs musik- og konferencefestival, der især sætter fokus på det spirende musikmiljø i Polen og Østeuropa. Festivalen er en platform for kunstnere og branchefolk fra hele Europa, hvor man kan mødes, udveksle erfaringer og skabe nye samarbejder i et åbent, inspirerende og inkluderende miljø. Udover koncerter og showcases byder Music Week Poland på netværksmuligheder, paneldebatter og vidensdeling – med fokus på kompetenceudvikling, bæredygtig vækst og kreativt samarbejde på tværs af landegrænser. Programmet favner bredt og krydser genrer og discipliner – fra musik til film, design, teknologi og samfundsforhold. Festivalen henvender sig til alle musikere og brancheaktører som f.eks. managers, agenter, promotere, koncertarrangører, pladeselskaber mv. – der er nysgerrige på nye markeder og ønsker at opdage potentialet i den polske og europæiske musikscene. Læs mere om Music Week Poland og dyk ned i programmet her. Hvis du bliver udvalgt til at deltage er følgende dækket: All days-armbånd til Music Week Poland Rejse- og overnatningstilskud på op til samlet 3000 kr. Vi deler derudover en liste med hoteller til overnatning tæt på festivalen. Vær opmærksom på, at du selv skal booke din rejse og hotel. Du står også selv for at planlægge dit besøg og booke møder med relevante parter. Ansøgningsfrist er 1. juni kl. 23.59. OBS! Ansøgningsfristen er overskredet. Alle ansøgere modtager svar senest 6. juni. Har du spørgsmål? Kontakt Nadia Donnerborg på nadia@rosa.org eller 86128444. Forrige nyhed Næste nyhed
- Open Call: Vil du være en del af ROSAs bestyrelse? | ROSA
< Alle nyheder Open Call: Vil du være en del af ROSAs bestyrelse? 11. mar. 2024 ROSA søger tre nye bestyrelsesmedlemmer per 1. juni 2024. Pladserne vil blive besat på baggrund af de indkomne indstillinger/ansøgninger. Det er den siddende bestyrelse, som vælger de nye medlemmer. Deadline for indstillinger/ansøgninger er 4. april kl. 12.00. Om ROSA ROSAs formål er at udvikle, styrke, støtte og kommunikere musik indenfor ROSAs genreområde nationalt og internationalt. Sammen med hundredvis af musikere og partnere dyrker ROSA musikken som samfundsrelevant kunstform. ROSA er en almennyttig organisation, der skaber projekter, indsamler data og er del af et stort netværk i Danmark og udlandet. ROSA er støttet af Statens Kunstfond. Læs mere om ROSAs arbejde på vores hjemmeside. ROSAs vedtægter, rammeaftaler, servicemål og årsrapporter kan findes her. Ressourceside om genreorganisationerne kan findes her. Hvem leder vi efter? Vi leder efter bestyrelsesmedlemmer, der har: viden om og brænder for ROSAs genreområde, se beskrivelsen nedenfor. erfaring med strategiske processer f.eks. politisk interessevaretagelse. erfaring med strategisk kommunikation. Blik for hvordan ROSA udvikler sig fremover, herunder viden om udviklingsbehov og - muligheder i den nærmeste fremtid, så ROSAs aktiviteter altid fremstår nyskabende og aktuelle. et internationalt udsyn indenfor musik- og kulturudvikling samt publikumsudvikling. interesse for mangfoldighed og diversitet i musikmiljøet. er musiker, og har lyst til at udvikle vores genre område. Om at sidde i ROSAs bestyrelse Som medlem af ROSAs bestyrelse er du med til at udvikle strategien for ROSA og ROSAs aktiviteter, herunder bidrage til en forsvarlig organisering af ROSAs anliggender. Bestyrelsen arbejder for at sikre rammerne for den kontinuerlige udvikling af ROSAs genreområde og for et fremadrettet og inkluderende musikliv - og det arbejde glæder vi os til at høre dine idéer til. Bestyrelsen består af syv medlemmer. Hver udpegningsperiode er fire år, og kan forlænges med yderligere fire år. Man kan maksimalt sidde på sin post i otte år. ROSAs bestyrelse sammensættes på tværs af musik- og kulturlivet med fokus på mangfoldighed i forhold til køn, geografi, etnicitet, uddannelse, alder etc. Det vil blive prioriteret, at minimum en af kandidaterne er bosat uden for hovedstadsområdet. Medlemmer skal kunne deltage i 4-6 årlige bestyrelsesmøder. Møder foregår fortrinsvis i Aarhus eller København. Man modtager et symbolsk honorar for sit arbejde i bestyrelsen, ligesom evt. transportudgifter dækkes. Læs om ROSAs nuværende bestyrelse her. OBS Ansøgningsfristen er overskredet. Deadline er den 4. april kl. 12.00. Bestyrelsen indkalder til samtaler i uge 16. Ansøgere kan forvente svar i uge 17. Hvis du har yderligere spørgsmål kan du kontakte ROSAs bestyrelsesleder Anja Følleslev på anja@rosa.org Forrige nyhed Næste nyhed
- Nyt fagudvalg til International Transportstøtte | ROSA
< Alle nyheder Nyt fagudvalg til International Transportstøtte 16. dec. 2025 Efter et endt open call, kan vi med glæde præsentere vores to nye medlemmer i fagudvalget for International Transportstøtte. Mød dem i artiklen her. Foto af Kat Jarby: chris1million Kat Jarby er artist manager, musikalsk kurator og coach. Kat har siden 2013 drevet og udviklet virksomhede Kaja Management, som repræsenterer en række kunstnere på den danske eksperimenterende musikscene. " Jeg er glad for at kunne være med til at sende en masse god dansk musik til udlandet! " fortæller hun. Christian Holl Buhl er Managing Partner hos FACTORY 92, musiker og international PR-, marketing- og eksportkonsulent med base i Berlin og Hamborg. Christian Buhl fortæller: " Jeg er virkelig glad for at få lov til at bidrage til arbejdet med at styrke dansk musik i udlandet. Som dansker bosat i Tyskland betyder det meget for mig at kunne give noget tilbage til den danske musikscene – og støtte de bands, der tager skridtet ud på den internationale live-scene." De indtræder i udvalget fra januar 2026 og slutter sig til tredje og nuværende medlem Emma Hørlyk (musiker og ejer af firmaet VINGBORG), der sidder i udvalget frem til december 2026. Vi glæder os til samarbejdet. Gennem vores internationale transportstøtteordning kan danske musikere søge om tilskud til internationale transportudgifter i forbindelse med aktiviteter, som fremmer musiklivet inden for ROSAs genreområde. Ansøgningsfristerne for International Transportstøtte er i 2026: 20. februa r, 20. maj, 20. august og 20. november. Du kan læse mere om støtteordningen og søge om tilskud her. Forrige nyhed Næste nyhed
- Fire danske artister udvalgt til ROSAs residency i Paris 2026 | ROSA
< Alle nyheder Fire danske artister udvalgt til ROSAs residency i Paris 2026 9. mar. 2026 I juni tager fire nøje udvalgte kunstnere til Paris gennem ROSAs residency, hvor co-writing, showcases og internationale netværk åbner nye muligheder på Frankrigs musikscene. “ Der har været utroligt mange spændende kandidater, og det har været meget svært at vælge de endelige finalister.” fortæller Flavia Couri, der som udvalgsmedlem var med til at udvælge de fire kunstnere. “Jeg synes, at vi har valgt et meget stærkt, forskelligt hold, ifht. musikgenre, køn, etnicitet og hvor kunstnerne befinder sig i deres karriere. ” 37 musikere søgte gennem ROSAs open call om muligheden for at udforske det franske musikmarked og skabe nye internationale samarbejder gennem residency-programmet. De fire artister er udvalgt af et eksternt fagudvalg efter et endt open call. Fagudvalget består af Marc Thonon ( manager, tidligere leder af Bureau Export), Johan Dalgaard (musiker/komponist, bosat i Frankrig) og Flavia Couri (komponist/guitarist, The Courettes). Flavia Couri var som den ene halvdel af The Courettes med på ROSAs Residency i 2025, og har brugt sin oplevelse i sit juryarbejde: “ Mit residency sidste år har været en kæmpe gave og havde stor betydning for mine valg af kunstnere, da jeg ønsker, at opholdet faktisk gør en forskel i kunstnerens karriere, og at de valgte artister er proaktive med at skabe muligheder og resultater. ” Mød de udvalgte artister længere nede i artiklen. Et musikmarked fuld af potentiale for danske kunstnere Frankrigs enorme musikmarked giver danske kunstnere en række muligheder for at etablere sig på en større scene. Ifølge Johan Dalgaard, der er musiker med stor erfaring på den franske musikscene, bliver mange af de færdigheder, der betragtes som grundlæggende i Danmark, efterspurgt i netop Frankrig – hvilket betyder et stort potentiale for danske musikkunstnere. Yasmina Kaïna var en af de udvalgte artister til residency i 2025, der blandt andet brugte opholdet på at netværke og indgå i studiesessions med franske musikere, spille og optage en livesession foran Eiffeltårnet – og filme det hele til en minidokumentar om hendes franske musikeventyr. Se den og bliv inspireret nedenfor: https://www.youtube.com/watch?v=c2kaZ_KHFxU En af de udvalgte artister i år er Esther Osei, der som artist og sangskriver arbejder i krydsfeltet mellem alternativ R&B og soul. Hun har tidligere boet i paris, og håber med opholdet at styrke sin position på det franske marked og nå ud til et bredere publikum. “Jeg glæder mig sygt meget til at mødes til kreativ sparring og til meningsfulde samtaler og samarbejde i Paris!” fortæller Esther. “Jeg håber på at udvikle mig personligt, lave fede bangers og møde en masse ligesindede mennesker.” Det samme gør sig gældende for Sophia Hage, der går under kunstnernavnet Debbie Sings, der også er udvalgt til dette års Paris Residency: “Det ville være dejligt at få samlet en masse inspiration. Jeg elsker at skrive musik i nye omgivelser, da jeg tit føler, det jeg laver er meget præget af, hvor jeg befinder mig og de oplevelser og indtryk, jeg får. Jeg glæder mig til at kigge på huse og mennesker og måske også væ re så heldig at få lov til at spille en koncert et sted!” Skræddersyede ophold Nu hvor de udvalgte artister er på plads, begynder arbejdet med at planlægge og forberede hvert enkelt residency i Paris. Hvert projekt har sine egne behov og potentialer, og næste skridt er at tale med hver kunstner om, hvad de ønsker at opnå, og hvilke ressourcer de har brug for. ROSA vil i samarbejde med vores franske netværk og kunstnerne lytte til projekterne, analysere deres situation og skræddersy ophold, der kan styrke deres udvikling i Frankrig og forhåbentlig skabe varige forbindelser til franske partnere. Residency-programmet er en del af ROSAs internationale strategi om at åbne verden for dansk musik og give danske musikere nye muligheder uden for landets grænser. Vores residencyprogram og øvrige initiativer hjælper kunstnere med at udvikle deres praksis, udvide netværk og skabe aftryk på den internationale scene. Mød de fire udvalgte kunstnere her: Debbie Sings er en dansk artist kendt for sin kompromisløse energi og DIY-tilgang, der kombinerer punkattitude med hyper-pop-elementer. Hendes musik er dansabel, uforudsigelig og præget af en rå, “come-what-may” tilgang, som har ført til optrædener på bl.a. Roskilde Festival og SXSW. Debbie Sings arbejder målrettet på at udvikle sit musikalske univers gennem samarbejder og via intensive skrive- og produktionsperioder. Med planer om nye udgivelser og en aktiv tilstedeværelse i Frankrig ønsker hun at styrke sit netværk på det franske marked, møde branchefolk og udforske muligheder for live-optrædener, samtidig med at hun fortsætter med at eksperimentere og udvikle sin lyd i kreative og uforudsigelige retninger. Esther Osei er artist og sangskriver, der arbejder i krydsfeltet mellem alternativ R&B og soul. Hendes musik kombinerer dansk og britisk opvækst med ghanesisk arv og balancerer legende rytmer med intime og introspektive fortællinger. Esther har en stærk kulturel forbindelse til Frankrig og har tidligere boet i Paris, hvor hun opbyggede kendskab til den lokale musikscene. Gennem sit residency vil hun arbejde målrettet på at styrke sin position på det franske marked og bringe sit musikalske univers til et bredere publikum – gennem netværk, samarbejder med lokale kunstnere og sangskrivere, live-optrædener og udvikling af nye udgivelser. Foto: Jonas Bang Sunx er en dansk sangskriver og producer med det borgerlige navn Morten Winther Nielsen. Han debuterede professionelt i 2010 med bandet Treefight For Sunlight og albummet A Collection of Vibrations for your Skull , der blandt andet er rost i det franske kulturmagasin Les Inrockuptibles. Som soloartist under navnet Sunx arbejder han både på egen musik og som sangskriver for andre kunstnere, herunder eee gee og Jada, hvor hans arbejde har resulteret i priser som Carl Prisen for “Pop Composer of the Year” (2020) og Steppeulvprisen for “Song of the Year” (2019). Sunx har en særlig interesse i det franske marked, hvor han tidligere har modtaget stor opmærksomhed for sit arbejde. Han ønsker at bruge opholdet i Paris til at styrke sit netværk, indgå i sessions med franske kolleger, udforske alternative popmiljøer og showcase egen musik – samtidig med at han videreudvikler sit kunstneriske udtryk i krydsfeltet mellem pop og eksperimentelle lydprojekter. " Jeg ser frem til at være i Paris med det formål at skrive musik med lokale kunstnere – og så er jeg glad for muligheden for kunne sparre med ROSA ift at lave godt program for min uge. " Majke Voss , tidligere kendt som Broken Twin, fik sit gennembrud i 2010’erne med det anmelderroste album May . Med sit drømmende, minimalistiske udtryk og sin dirrende vokal blev hun fremhævet af internationale medier som NME og The Sunday Times. Under Broken Twin opbyggede hun et solidt fodfæste på det franske marked med koncerter og presseomtale i blandt andre Les Inrockuptibles og Rolling Stone France. Nu træder den københavnske sangskriver frem under eget navn med singlen “Coming Down” (2025). Med nye udgivelser på vej indleder hun et nyt kapitel og ønsker at genaktivere og udbygge sit franske netværk frem mod sit kommende album. Læs mere om ROSAs Paris Residency her . Læs vores interview med Zoumer , hvor hun fortæller om hendes oplevelse med et fransk residency – og få et par gode råd, hvis du selv overvejer et udenlandsk arbejdsophold. Forrige nyhed Næste nyhed
- Open Call: E-Tur 2026-2027 – Få turnéerfaring og mød et nyt publikum på landets efterskoler | ROSA
< Alle nyheder Open Call: E-Tur 2026-2027 – Få turnéerfaring og mød et nyt publikum på landets efterskoler 5. dec. 2025 Er I et nyt act på vej ind på musikscenen? Og har I lyst til at spille koncerter for et ungt, nysgerrigt publikum på landets efterskoler? Så kan I nu ansøge om at komme med på ROSAs talentudviklingsprogram E-Tur i efteråret 2026/foråret 2027. E-Tur er et intensivt udviklingsforløb, hvor upcoming navne kan afprøve deres live-setup foran en potentiel ny fanskare på en række efterskoler. Samtidig giver forløbet en idé om, hvad det vil sige at være på en decideret turné. E-Tur præsenterer ny dansk musik og nye strømninger og giver et ungt publikum adgang til live kvalitetsmusik. Efterskoleturnéen er en karriereudviklende vejviser for mange af morgendagens stjerner. Dos Santos, JJ Paulo, hun_sagde, Kalaset, HUNNID22, DAYYANI og Moses: Andreas er blandt de mange, der har tidligere har testet deres live-setup gennem E-Tur. Vi har fire ledige pladser til den kommende sæson E-Tur. Som band/solist får du følgende med i pakken: Ni koncerter på danske efterskoler Optræden for samlet omkring 1000 tilskuere Tarifbetaling for hver koncert (DMF’s gældende tarif for rytmisk musik) (max. fire musikere) Transport til og fra hver koncert med afgang fra ROSA i Aarhus PA-anlæg og tourmanager som også kan afvikle jeres lyd (ikke uddannet lydtekniker) Mulighed for “basic” overnatning på efterskolerne Aftensmad på efterskolerne PR i forbindelse med turnéen og koncerterne Coachingforløb - Redskaber til at kunne håndtere præstations- og forventningspres (Mental Voice) Sparring og rådgivning om alle dine kontrakter, bandaftaler, plade-, publishingkontrakter etc. (DMF - Dansk Musiker Forbund) Læs mere om E-Tur her . Hør HUNNID22 fortælle om deres E-Tur Et af de bands, der spillede E-Tur i 2024, er hiphop-kollektivet HUNNID22. “Du får virkelig lov til at mærke, hvordan det er at være på tour. Det er ret essentielt, især hvis du gerne vil arbejde i musikbranchen senere,” fortæller Gunshot Sammy fra HUNNID22. Hør dem fortælle om deres oplevelser, og hvad E-Tur har givet dem med i bagagen i videoen herunder: https://www.youtube.com/watch?v=1g_7f2i6tAk Ansøgningsfristen er 18. januar kl. 23.59 OBS ANSØGNINGSFRISTEN ER OVERSKREDET I modtager svar på jeres ansøgning senest 6. februar. Ansøgningen skal blandt andet indeholde: Motiveret ansøgning Links til lyttemateriale, SoMe/hjemmeside og evt. pressemateriale Der lægges vægt på følgende, når et eksternt fagudvalg sammensætter holdet: Den musikalske kvalitet skal selvsagt være i orden, men derudover er artistens/bandets aktualitet også en vigtig faktor. Vi prioriterer generelt nye navne, men der skal også sikres en musikalsk bredde og diversitet i det samlede line-up. Vi ønsker, at forskellige genrer er repræsenteret, og at de udvalgte artister/bands er i øjenhøjde med det unge publikum, de skal ud at møde på efterskolerne. Udvælgelsen af E-Tur-artister sker af et eksternt fagudvalg. Ved spørgsmål, kontakt ROSA på info@rosa.org eller (+45) 8612 8444. Se også her, hvordan det så ud, da hhv. Szim og DAYYANI var afsted på E-Tur: https://www.youtube.com/watch?v=aKk-ckqZpbg https://www.youtube.com/watch?v=bocHiLW5uLY Forrige nyhed Næste nyhed
- “Vigtige skridt er taget, men det er til stadighed synligt, hvor udfordrende det er at ændre systemer” | ROSA
< Alle nyheder “Vigtige skridt er taget, men det er til stadighed synligt, hvor udfordrende det er at ændre systemer” 2. maj 2023 Så er vi godt i gang med Kunst & Kultur i Balances nye uddannelsesforløb, der løber hen over de næste måneder – som en del af aktiviteterne i 2023. Som hidtil er KKIB’s formål at nedbryde og skabe positive forandringer omkring de strukturelle barrierer, de ubevidste fordomme og den grænseoverskridende adfærd, der findes ude i kulturbranchen. Dét er også fokuset i det online kursusforløb som konsulent- og rådgivningsvirksomheden In Futurum afvikler på vegne af KKIB i denne tid, og som rækker ud til interesserede parter inden for hele kultursektoren. Co-Founder & Senior Advisor hos In Futurum, Moussa Mchangama fortæller, at det igangværende kursus er planlagt ud fra, at “vi alle spiller en rolle i at skabe inkluderende og retfærdig forandring i samfundet og i de arbejdssammenhænge, vi er en del af.” – Derfor er KKIB-forløbet planlagt således, at deltagerne forhåbentlig både får et makro-blik på, hvorfor forandring er nødvendig – og hvad det betyder at skabe den – men også får et mikro-blik på, hvordan de kan agere som individer. Og får et blik på hvordan mennesker og dermed organisationer tit reagerer på pres, modstand, frygt, forandring, glæde, engagement og lignende. Moussa Mchangama. Foto: Liv Latricia Habel. – Vores mål som undervisere er at klæde deltagerne på til at tage skridt for dem selv og i deres arbejdsliv, hvad end de er selvstændigt udøvende kunstnere eller arbejder i en stor organisation – og at bruge det grundige undervisningsmateriale på måder, der helt konkret inspirerer til handling og samtale i kulturelle og kunstneriske kontekster, siger Moussa Mchangama. Fra de helt små skridt til de store hop Moussa Mchangama og hans kollegaer i In Futurum holder mange oplæg og kurser om emnet. Men føler han også, at der er “bevægelse” på området vedrørende magtmisbrug, sexisme m.v.? Kan han mærke forandring og øget bevidsthed omkring problematikkerne? Eller står vi stadig ved foden af bjerget? – Jeg oplever bevægelse forstået på den måde, at mange har grundlæggende vigtige samtaler om mange af de emner, der tager udgangspunkt i samtaler om magthierarkier; sexisme, racisme, homo- og transfobi, manglen på diversitet og inklusion, trivsel og mental sundhed, adgang og barrierer – det hele udspringer af de samme slags systemer og måder at se mennesker på. – Så vigtige skridt er taget, men det er til stadighed ret synligt, hvor udfordrende det er at ændre systemer – og hvor mange, der har svært ved at opgive de praksisser, der er lært op med. Selv når vi kan se, at de arbejdskulturer, vi har skabt, er skadelige for rigtig mange mennesker, er det svært at ændre dem. Men mange knokler for det, både i det store og i det små. Derfor ser jeg udvikling overalt, fra de helt små skridt til de store hop – og begge dele er vigtige, uddyber han. Det igangværende kursusforløb er bare et af flere initiativer fra Kunst & Kultur i Balance i dette år. Der bliver et online-forløb for “øvede” til efteråret, der bliver fire fysiske netværksmøder rundt omkring i landet, et par engelsksprogede udgivelser er på vej. Og mere kommer til. Følg med på www.kkib.org Det er genreorganisationen Tempi, der står for den daglige ledelse af KKIB i samarbejde med ROSA. KKIBs styregruppe består af repræsentanter fra Tempi, ROSA, JazzDanmark, Art Music Denmark, Dansk Komponistforening, Roskilde Festival og Aarhus Filmværksted. Forrige nyhed Næste nyhed
- Webinar: A Road Map to France – Sådan navigerer du i det franske musikmarked | ROSA
< Alle nyheder Webinar: A Road Map to France – Sådan navigerer du i det franske musikmarked 18. sep. 2026 Vil du vide mere om det franske musikmarked – og hvordan du skal gribe det an? Kom med til webinar den 29. september, hvor Justine Debicki (medskaber af Boogie Drugstore og head of international strategy) vil give et klart, struktureret og fagligt funderet overblik over det franske musikmarked. Frankrig er et af Europas største musikmarkeder, men det kan til tider føles som et komplekst marked at træde ind på udefra. I dette Road Map to France vil Justine Debicki fra det franske PR- og musikstrategibureau Boogie Drugstore hjælpe med at afmystificere det franske marked, se nærmere på, hvad der gør det anderledes, og hvordan man bedst griber det an. Fra indspillet musik og streaming til live, medier, playlister og content creators giver sessionen et overblik over markedet og deler konkrete råd til, hvordan du finder vej ind på det. Vi ser også nærmere på betydningen af lokale partnere og samarbejder, og hvordan du får mest muligt ud af muligheder eksempelvis som konferencefestivaler som MaMA, når du kommer til Frankrig for at møde musikbranchen. Uanset om du er kunstner, manager, pladeselskab, promoter, forlægger eller kulturprofessionel, vil dette webinar give dig praktisk viden, strategisk kontekst og handlingsorienterede indsigter, så du kan gå til det franske marked med mere selvtillid og klarhed. Praktisk info: Tidspunkt: tirsdag 29. september kl. 14.30 – 16.00 Justine vil holde et oplæg på en time, hvorefter der vil være 30 minutters Q&A Webinaret foregår på engelsk Tilmeld dig webinaret her. Webinaret afholdes i forbindelse med ROSAs delegatbesøg på MAMA Music & Conference i Paris 14.–16. oktober – webinaret er åbent for alle med interesse i det franske musikmarked. Forrige nyhed Næste nyhed









