top of page

Søgeresultater

Søg på dette website

406 resultater fundet med en tom søgning

  • Unikt samarbejde mellem Ole Frimer og Kajsa Vala til DMA Blues: “Følelserne skal komme først” | ROSA

    < Alle nyheder Unikt samarbejde mellem Ole Frimer og Kajsa Vala til DMA Blues: “Følelserne skal komme først” 26. jun. 2025 Det er en ombejlet musiker, der er valgt som gæstesolist, når der 13. august er prisaften for Danish Music Awards Blues på Turbinen i Randers: Ud over americana-udgivelserne på egen hånd har guitaristen og sangeren Kajsa Vala været indbudt til samarbejder med så forskellige navne som Poul Krebs, Sune Rose Wagner, Signe Svendsen, Jonah Blacksmith, Mike Andersen m.fl., og i løbet af denne sommer er hun bl.a. Roskilde-aktuel via sit nye Bye Bye Brenda-samarbejde med Stine Bramsen. Nyt samarbejde i aftenens anledning Og nu er det så ingen ringere end DMA Blues-aftenens musikalske tovholder Ole Frimer, der som leder af det 11 m/k store DMA Blues All-Star Band har inviteret Kajsa til et helt nyt samarbejde - hvilket han gør med udsagnet: “Kajsa er super dygtig, og måske den eneste kvindelige blues-guitarist, vi har i Danmark”. Selv er Kajsa liiidt forsigtig med den slags tituleringer... - Jeg synes jo ikke, jeg er bluesmusiker, så jeg er også lidt nervøs for at træde nogle over tæerne, ha-ha - men jo, jeg har lyttet meget til blues også. Kajsa Vala. Foto: Presse - Min far har “verdens største pladesamling”, fortæller hun om opvæksten i Aarhus. Og så stod der også en el-guitar, som hun ikke kunne holde fingrene fra... - Jeg har lyttet meget til The Beatles og Muddy Waters. Rolling Stones’ blues kan jeg også rigtigt godt lide - det var nok det der pentatone guitarspil, der tiltalte mig ret tidligt. Det samme med Jimi Hendrix, som er et af mine helt store forbilleder. Men så opdagede jeg også Bonnie Raitt i en ret ung alder. Hun bevæger sig bl.a. over i bluesen. Og så hendes stærke slidespil, som var sindssygt svært at lære, men som jeg synes er utroligt lækkert. Al den musik stod hjemme i fars pladesamling, fortæller Kajsa Vala, der i øvrigt havde en helt personlig meget “blå” oplevelse som blot 14-årig: - Jeg så B.B. King på Smukfest ved en super koncert. Han rakte sit plekter ud, og der var en lille dreng på fire eller fem år, der fik det - lige foran mig. Jeg var bare grædefærdig bagefter.... Hvad er ellers en blå fornemmelse for dig? - Jamen jeg eeelsker jo melankoli - det er også derfor, jeg dyrker den der americana/singersongwriter-genre. Jeg kan godt lide det i teksterne, men også når man kan udtrykke det i musikken. En guitar kan græde - bare tænk på George Harrisons “While My Guitar Gently Weeps” med Eric Clapton. Harrisons solo i “Let It be” - det er også blues.. På samme måde som et orgel eller en saxofon kan gøre det. Man kan virkelig lægge noget emotionelt i den måde, man spiller på. Det kan virkelig ramme mig. Det er også det, jeg selv godt kan lide, når jeg spiller: at man bliver en forlængelse af en stemning. Jeg har aldrig været sådan en teknisk baseret guitarist, for jeg synes, at det er følelserne, der skal komme først. Men hvordan fik du for alvor fat i dit guitar-spil - i en verden hvor der ikke er mange kvinder der spiller el-guitar og blues? - Jeg var så heldig, at gå på en musikskole, hvor de dyrkede, at jeg godt kunne lide at spille guitar. Det kan godt være, at jeg ikke var den bedste, men jeg fik lov til at gøre det. Det ér jo en mandsdomineret verden, og som pige skal man have mulighed for at ramme nogle safespaces. Det er svært at fastholde unge piger i det her - det er dødsvært, når der ikke er de der rum, hvor man får lov til at fejle. Og så er den gamle bluesverden måske heller ikke altid lige sød ved kvinderne i teksterne - noget man som ung pige måske heller ikke vil forbindes med? - Jamen nu handler det igen også om forbilleder: Bonnie Raitt eksisterer - det er et kæmpe forbillede for mig, Sheryl Crow er ikke bluesmusiker, men hun er alligevel en der bevæger sig ovre i en genre. hvor hun har været et forbillede for mig som en ung pige, der spiller guitar. Man vil gerne kunne se noget, der minder om en selv. Jeg ser ikke mig selv i John Mayer eller Eric Clapton. - Jeg tror, at det er helt basalt: Der skal bare være nogle forbilleder, Der er jo en kæmpe bølge af unge kvindelige bassister lige nu - fordi der er en masse gode forbilleder, især Ida Nielsen, der spillede med Prince. Det er dejligt at se hvordan de skyder frem. Men det kommer også på guitarsiden: Der er Ginne Marker - jeg har været så heldig at undervise hende en lille smule på kons i Aalborg. Og det samme med Cille Dyrberg - hun er også en fantastisk guitarist, siger Kajsa Vala, der selv er guitarnørd og fremhæver tre guitarer derhjemme som hendes favoritter: - En Custom Telecaster ‘74, en rød japaner-Telecaster fra ‘93 - og så selvfølgelig min Gibson LG-1 fra ‘59 - et helt smadret eksemplar, der lyder som en papkasse.... - Jeg har aldrig fulgt strømmen Kajsa er uddannet ved konservatoriet i Aarhus med el-guitaren som hovedinstrument, og har - trods guitarens op- og nedture i musikkens modeverden - holdt snuden i sporet. - Jeg har jo aldrig fulgt strømmen. Jeg har jo oplevet mange gange, at den musik jeg spiller er populær i en periode. Og så er den ude af billedet igen. Og bliver så efterspurgt igen. De musikere jeg har set op til er jo også nogle, der har holdt fast i det de laver og ikke løbet efter det, der er populært. Og så kan jeg godt lide, at man jo ikke ringer til mig, fordi man skal have kopieret et eller andet. Poul Krebs, Sune Wagner, Stine Bramsen og Jonah Blacksmith kontakter mig fordi de vil have mig til at træde ind, med det jeg står for. Det tror jeg er den største øjenåbner ved at blive lidt voksen: Jeg skal ikke lave en hel masse nyt, men gøre det jeg kan, siger hun og peger i øvrigt selv på to andre kvindelige guitarister, som er på fuld fart frem. Dels Ginne Marker, som hun selv underviste sporadisk på konservatoriet i Aalborg. Og så Cille Dyrberg kendt fra Dúné. “ Fire musikalske afdelinger Ved DMA Blues-festen indgår hun så i endnu et nyt samarbejde, nemlig med Ole Frimer. 72-årige Frimer er egentlig biolog og forsker med musikken som bibeskæftigelse. Han har haft spændende stillinger i både Grønland og Sydamerika. Men musikken trak mere og mere, og i 90’erne fik den overtaget. Og det har den stadig dag i dag, hvor karrieren “næsten er vildere, end da jeg var ung”. Ole Frimer. Foto: Svend Egon Larsen Ole Frimer har udgivet et dusin albums med egen musik, og han har stået i spidsen for flere musikalske bluesprojekter i eget navn og sammen med andre - skal han fremhæve ét bliver det det syvårige samarbejde med den danske legende Peter Thorup i “Den sprøde duo”. Han har også opnået både internationale og danske priser for sit arbejde - også en DMA Blues-award. Altså har han et godt grundlag for sammensætningen af DMA Blues All-Star Band til festen 13. august, hvor aftenens 11 musikere krydser ud og ind mellem hinanden. 1. afdeling - Sahra da Silva Sangeren Sahra da Silva er frontfigur i en gruppe med Ole Frimer, Niels Mathiasen (sax), Ida Gormsen (bas), Mads Andersen (trommer) og Olav Poulsen (guitar/slideguitar) Et sæt, som Ole Frimer forudser som et mix af blues og soulrock. 2. afdeling - H.C. Bugge C&W- og blues-guitaristen HC Bugge leder slaget i en afdeling med Niels Mathiasen, Henrik Hansen (mundharpe), Henrik Poulsen (bas) og Mads Andersen. Ole Frimer: - Her kommer vi dels over i old school-afdelingen med den hoppende shuffle-stil og cajun/new orleans 3. afdeling - Ole Frimer og Kajsa Vala Frimer og Vala har Mads Andersen og Ida Gormsen med på scenen. Det bliver med kig til både Frimers og Valas bagkatalog, Valas mere bluesede numre, mens Frimer kaster lys på den mere “moderne” blues og den fusionsprægede gren, hvor henholdsvis Steely Dan og Jeff Beck kan anes i baggrunden. 4. afdeling - James Loveless Sanger James Loveless står her i front for Olav Poulsen. HC Bugge, Henrik Hansen, Henrik Poulsen og Mads Andersen. Dern afsluttende afdeling, der tegner til at blive med tryk på - sandsynligvis med Chicago-bluesen i forgrunden. Aftenens konferencier Viktoria Siff holder det hele i stram værtinde-snor. Og så skal vi lige have med at de 11 musikere tilsammen har et ærefrygtindgydende cv, der bl.a. tæller samarbejde med (i tilfældig rækkefølge): Kim Larsen, Gnags, Thomas Helmig, Kenn Lending, Henning Stærk, Ike Turner, Kim Wilson, Joe Louis Walker, Pee Wee Ellis, Rock Nalle, Ivan Pedersen, Per Chr. Frost, Marilyn Mazur og mange, mange flere. - - - Prisaftenen afholdes 13. august i Ridehuset i Randers. Køb din billet her. Danish Music Awards Blues arrangeres af Tempi, JazzDanmark, ROSA og Turbinen i samarbejde med Jysk Blues Netværk og med støtte fra Randers Festuge samt Dansk Musiker Forbund og Dansk Artist Forbund. Forrige nyhed Næste nyhed

  • WEBINAR: All You Need to Know About the Polish Music Market | ROSA

    < Alle nyheder WEBINAR: All You Need to Know About the Polish Music Market 12. feb. 2026 Kom med til webinar 25. februar, hvor Tamara Kaminska (CEO, Music Export Poland og Music Week Poland) vil give et klart, struktureret og fagligt funderet overblik over det polske musikmarked – et af de mest dynamiske og hastigt voksende musikøkosystemer i Central- og Østeuropa. Ved webinaret vil Tamara dække alle branchens centrale delområder, herunder markedet for indspillet musik, livesektoren samt musikforlag og rettighedsforvaltning, og give en helhedsforståelse af, hvordan disse områder hænger sammen, og hvor de reelle muligheder ligger. Med afsæt i mange års praktisk erfaring med internationalt samarbejde, eksportstrategi og markedsudvikling vil Tamara skitsere de mest effektive indgange til det polske marked , forklare hvordan man navigerer i de lokale branchesystemer og dele indsigter i, hvor man kan finde inspiration, partnerskaber og langsigtede samarbejdsmuligheder. Der vil være særlig fokus på opbygning af bæredygtige relationer til det polske publikum samt på de typiske fejl, man bør undgå ved markedsindtræden – især dem, der kan underminere troværdighed eller publikums tillid. Uanset om du er kunstner, manager, pladeselskab, promoter, forlægger eller kulturprofessionel, vil dette webinar give dig praktisk viden, strategisk kontekst og handlingsorienterede indsigter, så du kan gå til det polske musikmarked med selvtillid og klarhed. Praktisk info: Tidspunkt: onsdag 25. februar kl. 12.00–13.15 Tamara vil holde et oplæg, hvorefter der er mulighed for at stille spørgsmål. Webinaret foregår på engelsk TILMELD DIG WEBINARET HER Vil du gerne noget med Polen? Så kan du lige nu ansøge om at komme med ROSA til Music Week Poland 2026 . Læs mere om Music Export Poland her . Forrige nyhed Næste nyhed

  • Fire artister udvalgt til ROSAs residency i Paris | ROSA

    < Alle nyheder Fire artister udvalgt til ROSAs residency i Paris 17. feb. 2025 Fire talentfulde kunstnere er blevet udvalgt blandt mange kvalificerede ansøgere til ROSAs residency i Paris til sommer. Formålet med residencien er at fremme samarbejde mellem danske og franske kunstnere samt at styrke dansk musik på den franske musikscene. “ Det var vigtigt for os at udvælge kunstnere, som havde mulighed for at kollaborere med franske kunstnere, udvide deres netværk i Paris/Frankrig og være relevante for et fransk publikum ,” fortæller Johan Dalgaard, der er musiker med stor erfaring på den franske musikscene og er et af de tre fagudvalgsmedlemmer. De fire artister er udvalgt af et eksternt fagudvalg efter et open call. Fagudvalget består af Johan Dalgaard, der er musiker og bosat i Frankrig, Rebecca Helewa Graversen fra Le Bicolore/Den Danske Ambassade i Paris, og artist og producer Rewan Riko. Mød de udvalgte artister længere nede. “ De valgte projekter er på forskellige steder i deres karrierer og udvikling, men vi mener, at de alle har en god chance for at samarbejde med franske professionelle og har et potentiale for at udvide deres franske publikum, ” fortæller Johan Dalgaard. Johan Dalgaard fremhæver, at Frankrigs enorme størrelse giver et væld af muligheder for kunstnere, der ønsker at etablere sig på et større marked: Han forklarer, at mange af de skillsets, som betragtes som grundlæggende i Danmark, bliver efterspurgt i netop Frankrig, og at der er stort potentiale for danske musikkunstnere på det franske marked. Næste skridt: skræddersyede forløb Nu hvor artisterne er udvalgt, begynder arbejdet med at planlægge og forberede hvert enkelt artists ophold i Paris. “ En uge er kort tid, men Paris er en vibrerende by med et meget aktivt kulturliv og en rig historie, så vi håber i første omgang, at byen og dens energi kan være et springbræt for inspiration, ” forklarer Johan og supplerer. “ Hvert projekt har helt specifikke behov og potentiale, så næste skridt bliver at tale med hver af kunstnerne om, hvad de ønsker og har brug for. ” Han uddyber: “ Nogle har allerede samarbejdspartnere på kreativt og/eller professionelt niveau i Paris, andre skal bruge opholdet til at åbne op for fremtidige samarbejder. Så udfordringen for os herfra bliver at lytte til projekterne og deres danske bagland, analysere deres situation og derefter skræddersy et ophold som kan hjælpe dem videre i Frankrig og forhåbentligt skabe varende forhold til franske partnere. ” Mød de udvalgte kunstnere her: FOTO: Carys Huws Bag navnet Zoumer står sanger og producer Yasmina Derradj (DK/DZ), hvis musikalske univers blander energisk synthpop, artpop, lo-fi beats og samplede soundscapes, alt sammen filtreret gennem en linse af punk og den algeriske protest-genre raï. Zoumer udgav sin første single for under to år siden, men har allerede spillet koncerter på Roskilde Festival og i Pumpehuset og har fået ros af Soundvenue, Passive//Aggressive, GAFFA og P6Beat for sit debutalbum, Green World (2024). “ Jeg glæder mig sindssygt meget til at connecte med Paris-baserede artister og at opleve byen for første gang! Jeg har aldrig været der før, men min far er fra Algeriet og boede et par år i Paris som ung, så jeg glæder mig til at koble op på nordafrikansk kultur derhenne,” fortæller Zoumer. “Lige nu arbejder jeg på min EP, som er et projekt, hvor jeg gerne vil kombinere arabisk og europæisk kultur gennem lyd, visuals og instrumenter. Paris føles som den perfekte by at tage projektet videre til. ” Den københavnske elektroniske artist Caius uploadede sit første track til Soundcloud som 18-årig. Siden da har hans sampletunge New Wave French House-lyd banet vejen for shows i Paris, Amsterdam, London, København, Shanghai og Roskilde Festival. I 2023 introducerede han sit imponerende LED-kube-liveshow, og i begyndelsen af 2024 udgav han sin anden EP Strange Motions , som blev udvalgt af Mixmag som en af årets bedste udgivelser indtil videre. "Jeg glæder mig til at komme tilbage til Paris og udbygge de kontakter indenfor den elektroniske og klub-scenen, som jeg fik etableret på min tur dertil forrige år,” fortæller Caius. “Derudover glæder jeg mig også bare utrolig meget til selv at udforske klubberne, som jo sådan set er fødestedet til den lyd, jeg har bygget min egen professionelle karriere på." FOTO: Søren Solkær The Courettes består af Flávia og Martin Couri og er en eksplosiv, energisk rock-duo fra Danmark og Brasilien. Parret har fundet den perfekte blanding af garage rock, 60’er Girl Group, Wall of Sound, r&b, surfmusik og doo wop og er et af de mest hårdtarbejdende bands på den europæiske rock’n’roll-scene. De har turneret verden rundt og og spillet koncerter i blandt andet Europa, Storbritannien, Japan, Brasilien og USA, og startede 2024 med et brag af en succesfuld turné i Frankrig med 4 ud af 5 udsolgte shows på Le Nuits de l´Alligator Festival. “Vi glæder os vildt til vores residency i Paris! Vi vil møde og få en masse nye ideer og strategier med vores franske booking- og PR-agenter, journalister, og møde nye samarbejdspartnere. Gerne på en hyggelig fransk café! Vi glæder os til at samarbejde og co-write med franske artister og skrive sange til vores nye album. Vi vil også besøge franske tøjbutikker og second hand shops - Paris er jo en af de bedste byer i verden til at finde stilet scenetøj,” fortæller The Courettes. “Vi vil gerne lave showcases i cool franske pladebutikker som Supersonic, Born Bad og Les Balades Sonores. Og ikke mindst, vil vi gerne gå rundt og blive inspireret af byens lys, kunst og charme!” YASMINA KAÏNA skaber sin musik med inspiration fra både sine skandinaviske og afrikanske rødder. Hun voksede op i en familie fyldt med rytme og melodier, et hus hvor instrumenter hang på væggene, som var det malerier. En guitarist som mor og en far, der spillede de amazigh (nordafrikanske) trommer. Med en familie spredt ud over hele verden er det tydeligt at høre, at hun er blevet påvirket af forskellige kulturer. Hendes musik er en smuk metafor for et blandet barn. Efter 1000 studie-sessioner med forskellige producenter, managere, branchefolk og flere pladeselskaber fandt hun endelig sin egen stemme, og med sit eget team besluttede hun at udgive sin musik uafhængigt. YASMINA KAÏNA skriver sine sange som terapi og håber, at folk, der lytter, vil finde trøst eller genkendelse i dem. “ Jeg glæder mig rigtig meget til at komme tilbage til Paris og få noget nyt og frisk inspiration samt bygge på de relationer jeg allerede har på den franske musikscene, det bliver så godt! ” - YASMINA KAÏNA Læs mere om ROSAs residency i Paris her. Forrige nyhed Næste nyhed

  • SOLO - Et trygt og trivselsfremmende koncertformat | ROSA

    < Alle nyheder SOLO - Et trygt og trivselsfremmende koncertformat 18. jan. 2024 ROSA lancerede sidste sensommer koncertformatet SOLO henvendt til udfordrede unge. Med foreløbig mere end 100 koncerter i bagagen har SOLO nu gjort sig en række værdifulde erfaringer sammen med de engagerede musikere, det unge publikum og en række fagpersoner, som er med til at facilitere koncerterne. En af dem er Anne H. Scherrebeck, der er social vicevært hos ungdomskulturhuset UKH i Aarhus og har haft besøg af musikeren Stine Klingsten: “Det var en enormt stærk oplevelse. Jeg ved ikke helt om jeg kan sætte ord på, hvad jeg og de fremmødte beboere havde forventet. Men det var noget helt andet. Det var et meget meget nænsomt, trygt, nærværende og smukt rum, som Stine skabte med sin smukke musik, ærlighed og store smil. Jeg har fornemmelsen af, at flere af de fremmødte gik derfra med fornyet mod til at udtrykke sig poetisk, og bearbejde fortid gennem skrift og musik”. En vej videre og et håb At musik kan være trivselsfremmende og være med til at gøre en positiv forskel er Helle Grauballe, der arbejder som botræner hos Bo/Skole/Job i Silkeborg enig i. Det oplevde hun, da hun og de unge beboere sidste år havde besøg af musiker Tim Alvin til en SOLO koncert. “Vi var en lille gruppe på fire forventningsfulde elever og tre personaler, der havde den store oplevelse at høre Tim Alvin her på vores bo-kollegie i Silkeborg. To timers fantastisk og intim koncert med en hudløs ærlig Tim, der fortalte om sin opvækst og sit liv. En fortælling der fik de unge mennesker til at reflektere over eget liv, og tænke på, at selv om deres liv ofte ser sort og uoverskueligt ud, er der en vej videre- og ikke mindst et håb. For eget vedkommende kan jeg sige, at jeg blev efterladt med en ”blown away” følelse samt en eufori af glæde over hvad musik kan bringe frem i os. Tusind tak for oplevelsen”. Musikalske fællesskaber kan fremme mental sundhed En af SOLOs samarbejdspartnere og støttegivere er Dansk Musiker Forbund. Her skrev de tre forpersoner i DMF, Thomas Sandberg, Henrik Jansberg og Stina Tølbøl Bekker, for nylig en fælles kommentar i mediet Kulturmonitor med overskriften: “I trivselskrisen er musikalske fællesskaber et vigtigt redskab”. Her konkluderer de tre forpersoner at “musikalske fællesskaber kan fremme både mental sundhed og understøtte trivslen hos vores fremtidige generationer via blandt andet fællesskabsdannelse". Oplægget konkludrer yderligere at “musikken og de musikalske fællesskaber er altså ikke blot en behagelig hobby, men en nøgle til at løse trivselskrisen hos børn og unge. Det er derfor på tide, at vi anerkender musikkens transformerende kraft og investerer mere i disse fællesskaber for at støtte vores børn og unge i at opbygge en stærk mental sundhed og trivsel”. Her i 2024 skal der igen afholdes 100 landsdækkende SOLO koncerter med et nyt hold af musikere. Efter et Open Call, der blev søgt af 198 dedikerede artister, har et eksternt fagudvalg udvalgt følgende otte artister til at spille SOLO koncerter i 2024: Charlotte Amalie , ELBA , Junior Brown , Mirja, Moonbee , Oscar Muckherjee , NØX og Tim Alvin . Læs præsentation af alle 8 artister her SOLO varer til og med 2025 og målet er at ramme 300 koncerter i alt. SOLO er blevet til i samarbejde med en række spillesteder, LMS og DMF. Hovedbidragsyderne er Region Midt, Spar Nord Fonden og TrygFonden. Et forskerhold fra antropologisk studie ved Aarhus Universitet har fulgt SOLO i projektets første seks måneder og i foråret 2024 udgiver de en rapport med udgangspunkt i SOLO og spændingsfeltet mellem sårbare unge og musikalske fællesskaber, mental sundhed og trivsel. Forrige nyhed Næste nyhed

  • Augustinus Fonden støtter SOLO: Ny forskning og koncerter er i fuld gang | ROSA

    < Alle nyheder Augustinus Fonden støtter SOLO: Ny forskning og koncerter er i fuld gang 8. apr. 2025 ROSA har modtaget støtte fra Augustinus Fonden til at gennemføre ny forskning på projektet SOLO i samarbejde med Aalborg Universitet. I artiklen her fortæller forsker og ph.d. Julie Ørnholt Bøtker om forskningen. Endnu et år med SOLO-koncerter er skudt godt i gang, og som noget nyt i år bliver projektet fulgt af en forsker fra Aalborg Universitet. Forskningsprojektet, der allerede er godt i gang, er planlagt til at forløbe fra februar 2025 til og med august 2026. Der skal lyde et stort tak til Augustinus Fonden, som med en bevilling på 530.000 kr. til SOLO blandt andet har gjort forskningen mulig. Den nye forskning står på skuldrene af Aarhus Universitets tidligere forskning af projekterne Musikalske Besøgsvenner og SOLO, som er mundet ud i fire rapporter, som du kan se her . Forskningsprojektet i 2025-2026 tager udgangspunkt i et ønske om at få indblik i de unges oplevelser af livekoncerterne og de udøvende kunstneres oplevelser af at spille koncert under disse vilkår og for et nyt publikum. Julie Ørnholt Bøtker, der er musikterapeut, ph.d. og postdoc på Aalborg Universitet, fortæller selv om forskningen: “Jeg vil blandt andet undersøge, om man kan beskrive, hvad det er, musikerne kan med deres kunstneriske kommunikation med de her unge mennesker. Hvad er det, musikken kan? Hvad sker der i musikeren? Og hvad sker der i publikum? Hvad er det, der sker i det her rum? Det synes jeg er enormt spændende.” Et rum, hvor musikken bliver et middel til noget andet end kun at være musik, fortæller hun. “Jeg synes, det er væsentligt at kunne navigere i det her område. Hvad laver vi, når vi bringer kultur ind på sundhedsområdet? Hvorfor gør vi det? Hvad er det, det kan? Og hvad er det, musikerens faglighed kan hér?” De etiske aspekter I alt skal Julie Ørnholt Bøtker besøge tre forskellige steder og tage del i tre SOLO-koncerter hvert sted fordelt over en længere periode. Forløbet er tilrettelagt således, at de unge i højere grad kan vænne sig til formatet og Julies tilstedeværelse gennem de tre koncerter. Undervejs vil Julie Ørnholt Bøtker blandt andet observere, hvordan koncerten bliver modtaget af de unge, og hvordan musikerne forholder sig til målgruppen og formatet. Efter koncerterne er der planlagt samtaler og interviews med hhv. de forskellige musikere og de unge om deres respektive oplevelser. “Der kan være situationer, der kan være svære at håndtere, når man sidder alene som musiker over for en gruppe sårbare unge. Hvordan skal man håndtere sådan noget som musiker? Det vil jeg gerne prøve at gå mere ind i,” fortæller hun og supplerer: “De etiske aspekter er noget af det, som jeg vil folde lidt mere ud. Hvad er det, der kan være svært, hvordan kan det påvirke én, og hvordan kan man gøre det nemmere at forholde sig til som musiker. Hvordan kan vi klæde musikerne på mentalt? Det ved jeg også, at de gør i MentalVoice, og dem vil jeg rigtig gerne snakke med.” Som en del af SOLO bliver alle artister tilbudt et forløb hos MentalVoice om mental trivsel i musikbranchen og for at klæde dem på til at spille SOLO. Læs mere om samarbejdet her . Fornylig afholdt MentalVoice netop workshop for årets SOLO-artister, hvor Julie Ørnholt Bøtker også deltog. MentalVoice workshop for SOLO-artister. Ny viden og flere perspektiver Efter de ni koncerter går Julie Ørnholt Bøtker i gang med at danne sig et overblik, analysere og tematisere det indsamlede materiale. Ønsket er, at forskningen og den afsluttende rapport kan bidrage med viden til SOLO og andre hybridformater samt at belyse, hvilke påvirkninger der finder sted. “Jeg vil undersøge, hvorvidt det kan give mening at etablere særlige vilkår for kunsten, der har til formål at få så mange som muligt til at deltage i og spejle sig selv i kunst og kultur,” fortæller Julie Ørnholt Bøtker og supplerer: “Jeg vil prøve at få samlet op på, hvad det er, vi står på skuldrene af med de fire rapporter, der allerede ligger, og forhåbentlig være med til at tilføje nogle flere nuancer på SOLO-projektet gennem min faglighed. Og så håber jeg jo bare, at jeg på en eller anden måde kan bidrage med mere viden og flere perspektiver.” Læs meget mere om SOLO – herunder tidligere forskning og årets artister – her . Forrige nyhed Næste nyhed

  • DMA Blues 2025: Dansk blues fik sin hyldest i Randers | ROSA

    < Alle nyheder DMA Blues 2025: Dansk blues fik sin hyldest i Randers 14. aug. 2025 Der var dømt blå fest onsdag aften i Ridehuset Randers, hvor Danish Music Awards Blues, som tilbagevende populært indslag i byens festuge, fejrede det seneste års bedste bluesmusik på den danske scene. Fire forskellige grupper var sat sammen til lejligheden under ledelse af aftenens kapelmester, guitaristen Ole Frimer, og på den måde kom den fyldte sal en god tur rundt i blues-karrusellen - fra storbyen Chicago til sydens swamp kogt op med krydderier som reggae, soul, funk, rock, fusion og andet godt. Alt i alt 11 eksperter i blå musik - plus gæstesolisten Kajsa Vala, der ikke kun havde sin egen fine afdeling med Ole Frimer - hun indledte også aftenen i duet med DMA Blues-showets vært, Viktoria Siff. Kajsa Vala og aftenens konferencier Viktoria Sif havde sammen skrevet DMA showets åbningsnummer “Trouble”. Foto: Frank Nielsen Fire prismodtagere Så det var håndspillet musik, når den er bedst - og dermed en stærk ramme om det, som hele aftenen egentlig drejede sig om: Hyldesten til dansk blues med fire priser på højkant: Tre DMA Blues-statuetter, ”Blues Liveprisen”, “Årets Danske Bluesudgivelse" og nybruds-/talentprisen “Ud Af Det Blå”, som alle skulle overrækkes ud fra stærke felter af nominerede. Og så skulle en ildsjæl, der har arbejdet ekstra hårdt for den danske bluesscene, have sin fortjente hyldest. Vinder af Blues Liveprisen 2025: AEGTESKAB AEGTESKAB var en populær vinder af Blues Liveprisen - statuetten blev overrakt af Dansk Artist Forbunds Marianne Lewandowski. Foto: Frank Nielsen AEGTESKAB har ry for at være nyskabende med masser af sjæl og personlighed. De har hurtigt fået et meget talstærkt publikum i ryggen med et format, der er forfriskende – og som holder 100 procent live. AEGTESKAB er ikke nem at genrebestemme – for musikken peger i adskillige retninger, men det er tre fabelagtige musikere med sjæl og personlighed – som er stærke i samspillet, og som har skabt deres helt egen musikalske lomme. Som et af jurymedlemmerne sagde: “De lyder godt – og ser godt ud!”, mente juryen. De nominerede til Blues Liveprisen 2025 var: Trainman Blues Mike Andersen AEGTESKAB Alain Apaloo Vinder af Årets Danske Bluesudgivelse 2025: Alain Apaloo med albummet “Naked” Alain Apaloo og hans album “Naked” blev valgt til Årets Danske Bluesudgivelse - prisen fik han i hænderne af DMF Randers’ Louise Negro. Foto: Frank Nielsen Alain Apaloo blander vestafrikansk blues med Mississippi Delta Country Blues på en helt særlig måde og har vundet adskillige blueshjerter herhjemme gennem de seneste år på koncertscenen – og nu også på albumfronten. Alle numrene på “Naked” er selvskrevne – og er af en karat, der kan tryllebinde og opsluge lytterne med minimalistiske, nøgterne og gennemmusikalske stemninger. Det er et udspil, hvor vokal og guitar supplerer hinanden på fornemste vis og – som et jurymedlem skrev – “smelter sammen til et vanvittigt autentisk udtryk, med stor autoritet.” De nominerede til Årets Danske Bluesudgivelse 2025 var: HP Lange Big Gumbo: “Everything’s Allright” Thorbjørn Risager & The Black Tornado: “House Of Sticks” Alain Apaloo: “Naked” The Downshifters: “Blues/Roots/Wellness” Vinder af Ud Af Det Blå-prisen 2025: RENAY RENAY med årets “Ud Af Det Blå”-pris-sammen med producer Nikolaj Lippert. Foto: Frank Nielsen I begrundelsen hed det blandt andet: “ RENAY er en stor artist, der virkelig er kommet “Ud Af Det Blå” – og som allerede bedømmes til at ville gøre sig stærkt inden for soul- og bluesgenren herhemme.” “Er du Sunshine en stemme” sagde et jurymedlem, “Fremtidens håb” mente et andet. “En helt og aldeles vanvittig soulstemme” skrev et tredje.Et fjerde jurymedlem summerede facit op: “Et skønt nyt bekendtskab. Jeg skal med på rejsen ud under stjernerne!” De nominerede til Ud Af Det Blå-prisen 2025 var: One-Eyed Mule Big Martin RENAY David Miilmann Årets Hoochie Coochie Man/Woman 2025: “KingBee” - Bjarne R. Rask Der var store ovationer til årets Hoochie Coochie Man, ”Musikmafiosoen” Bjarne Rask - og rosende personlige ord fra prisoverrækkeren, Mike Andersen. Foto: Frank Nielsen Blandt de indstillede skilte ét navn sig klart ud: “Bjarne Rask er en hårdtarbejdende ildsjæl, der bruger de fleste af sine vågne timer i musikkens og i særdeleshed bluesens tjeneste. Og har gjort det gennem de sidste 30 år.” Som tourmanager, guitartekniker – eller som booker og “musikmafioso” ved Bygningen i Vejle. Når Bjarne Rask skal beskrives, bruges ord som: uselvisk, kreativ, hjælpsom, opfindsom, sympatisk og beskeden - en person, der brænder for sin passion, og som hele tiden finder på nyt. Intet job er for småt – det er lysten og nysgerrigheden, der driver værket. Årets DMA Blues-jury bestod af: Mette Fossing, Bjarne Rask, Tue Lund-Christensen, Trine Buhl, Sahra da Silva, Jakob Wandam, Charlie Tambaur, Sabina Smailagic, Rikke Barner, Troels Skjærbæk, Betina Følleslev og Ole Albrechtsen. DMA Blues-juryen er udpeget af Tempi, JazzDanmark, ROSA, Dansk Musiker Forbund, Dansk Artist Forbund samt Jysk Blues Netværk. Danish Music Awards Blues 2025 blev arrangeret af Tempi, JazzDanmark, ROSA og Turbinen i samarbejde med Jysk Blues Netværk og med støtte fra Randers Festuge, Dansk Artist Forbund og Dansk Musiker Forbund. Forrige nyhed Næste nyhed

  • – Det er en drøm at komme ud at spille for mennesker, der i den grad er åbne over for ens musik. | ROSA

    < Alle nyheder – Det er en drøm at komme ud at spille for mennesker, der i den grad er åbne over for ens musik. 2. feb. 2023 Goss er med på næste weekends Nordklang Festival i Schweiz – sanger Mads Damsgaard har prøvet det før og glæder sig stort til gensynet. Nordklang er en sej lille festival i St. Gallen i det østlige Schweiz, der år efter år præsenterer nordisk musik over en februar-weekend – alt sammen baseret på lokal arbejdskraft, engagement og en stærk, vedholdende interesse for nordisk kultur. Efter to corona-aflyste år er festivalen nu tilbage på benene i St. Gallens billedskønne gamle midtby, og en af de danske deltagende, Mads Damsgaard fra bandet Goss fortæller hvorfor, han som dansk musiker i dén grad glæder sig til at komme tilbage: – Jeg var på festivalen i sin tid med Reptile Youth, og det var bare så fedt at spille der. Det er en drøm at komme ud at spille for mennesker, der i den grad er åben over for ens musik – folk der er nysgerrige og tager bare ud og lytter til det man præsenterer, selv om de ikke kender spor til det på forhånd. – Og så kan man også mærke, at der er en stor lokal kraft bag festivalen, det giver arrangementet et ekstra drive og en ekstra power, siger Mads Damsgaard, der den kommende tid vil prøve at finde steder som netop St. Gallen, hvor Goss kan føle, at der er gode energier, som, som der kan bygges videre på udenlands – samtidig med at tankerne så småt går i retning af at få skabt et nyt album. Festivalen kuraterer selv Det er folkene bag festivalen, der selv følger den nordiske scene og kuraterer programmet, og lørdag er den store festivaldag med 14 koncerter, hvor der ud over Goss er der dansk deltagelse af A Mess, Go Go Berlin og Ravi Kuma (sidstnævnte med to koncerter). Men det hele starter med med en helaftenskoncert fredag under titlen “Nordklang Sessions”, hvor en gruppe nordiske sangskrivere sammen med schweiziske kolleger har skrevet helt nye sange sammen på en camp i alperne i ugen op til denne specielle optræden. Her er der fra dansk side deltagelse af Bette Dandanell, Laurits Steinberg og Luna Ersahin. Campen ledes af danske Roar Amundsen. ROSA samarbejder med og støtter Nordklang Festival – og har gjort det siden festivalens start. Læs mere om Nordklang festivalen her . Hør, hvordan det gik Goss på Nordklang 2023 i videoen her: https://www.youtube.com/watch?v=LVvh665JR9o Forrige nyhed Næste nyhed

  • Nordklang: En festival bygget på dedikation, gæstfrihed og nordisk musik | ROSA

    < Alle nyheder Nordklang: En festival bygget på dedikation, gæstfrihed og nordisk musik 19. feb. 2026 I det eventyrlige St. Gallen i det nordøstlige Schweiz mødes nordisk musik, nysgerrighed og et stærkt personligt værtskab i festivalen Nordklang, hvor relationer og kunstnerisk frihed vægtes højere end kendte navne. Hovedansvarlig Larissa Bissegger & program-, teknik- og mediekoordinator Sandro Büchler Den personlige og hjælpsomme tilgang er dybt forankret i Nordklang og deres frivillige. Ud over at sørge for transport fra A til B, får hver kunstner tilknyttet en fast kontaktperson, som hjælper med alt fra praktiske spørgsmål til anbefalinger om sightseeing og caféer. “Vores personlige præg er noget helt særligt. Vi har måske ikke mange penge eller 50.000 mennesker, men til gengæld har vi masser af personlighed,” fortæller hovedansvarlig Larissa Bissegger. For hende er netop det nære og personlige værtskab en afgørende del af festivalens identitet. Hun fortæller, at festivalen ofte også gerne hjælper kunstnere med at etablere mindre turnéer i forbindelse med deres besøg gennem kontakter til spillesteder i Schweiz og Sydtyskland. Festivalens arbejde stopper ikke ved scenekanten. Nordklang er forankret i et bredere netværk af branchefolk og som et led i indsatsen for at give kunstnerne større synlighed, samarbejder festivalen med en lokal radiostation i St. Gallen, hvor arrangørerne har sikret et dedikeret tidsrum til præsentation af festivalens musik. “Det er sjovt at have ny musik og bringe den til radioen eller et specialradio-show og vise, hvad der sker på festivalen,” fortæller program-, teknik- og mediekoordinator Sandro Büchler. Foto: Nordklang Festival 2024 / Brimheim / Venue - Pfalzkeller Hvor formidlingen i radioen skaber forbindelse mellem festivalen og omverdenen, skaber møderne på Nordklang forbindelser mellem mennesker. For Larissa Bissegger er det tydeligt, at festivalens gæstfrihed skaber relationer, som lever videre længe efter at artisterne har spillet deres koncert. “Det er også dejligt, fordi musikerne nogle gange siger til deres venner: ‘Tag på Nordklang – man bliver taget imod med åbne arme’. Når de senere vender tilbage til Schweiz for at spille et andet sted, tager vi som regel hen og ser dem. Det skaber nogle rigtig fine gensyn og gode relationer,” fortæller hun. Den nordiske klang Arrangørerne beskriver Nordklang som et eksperiment. Publikums interesse for nordisk musik hænger ifølge dem sammen med en fascination af det nordiske – både kulturelt og lydmæssigt. Larissa Bissegger peger på, at musik fra Norden ofte opfattes som mangfoldig og til tider mystisk, med særlige instrumenter, sprog og fortællinger, der adskiller sig fra den schweiziske musiktradition. “Det er et eksperiment, og det er sjovt – for det meste er schweizere ikke så meget til eksperimenter og holder sig til det, de kender,” siger Sandro Büchler. Alligevel sælger festivalen år efter år mellem 700 og 1.000 billetter. Samtidig arbejder Nordklang bevidst med at udfordre forestillingen om, at nordisk musik primært er mørk og melankolsk. Programmet spænder derfor bredt og rummer mange forskellige genrer og kunstneriske udtryk. Når Sandro Büchler sammensætter programmet, tager han ikke udgangspunkt i markedstendenser eller bookingbureauer, men i arrangørernes egen musikalske nysgerrighed. “Vores største styrke er, at vi er uafhængige. Vi er ikke afhængige af bureauer. Vi kan gøre, hvad vi vil,” siger han. Musikken kommer altid først, og programmet udvælges ud fra kunstnerisk kvalitet, energi og udtryk snarere end genre, sprog eller kommerciel gennemslagskraft. Derfor optræder mange af festivalens artister på deres modersmål – også selv om publikum ikke nødvendigvis forstår sproget. Foto: Nordklang Festival 2025 / Vingard / Venue - Øya En festival drevet af passion I snart 20 år har Nordklang fungeret som et samlingspunkt for nordiske musikere og nysgerrige schweizere. Siden opstarten i 2007 har ROSA været en fast samarbejdspartner for Nordklang, hvilket har været særligt værdifuldt for festivalen i perioder med økonomisk modvind. Gennem støtteordninger og tætte forbindelser til blandt andet SPOT Festival i Aarhus har samarbejdet bidraget til at bringe nordiske kunstnere til de schweiziske scener. I år spiller de danske navne Dork, Nana Jacobi og Smag På Dig Selv samt færøske Lea Kampmann. Tidligere har danske artister som Hjalte Ross, Marie Fjeldsted, Rangleklods, Brimheim og Ravi Kuma blandt andre prydet festivalens scener. Nordklang løber af stablen d. 21. februar 2026. Se hele programmet her. Forrige nyhed Næste nyhed

  • "Der var meget mere at komme efter": Zoumer fandt inspiration og nye samarbejder i Paris | ROSA

    < Alle nyheder "Der var meget mere at komme efter": Zoumer fandt inspiration og nye samarbejder i Paris 13. aug. 2025 I juni tog Zoumer til Paris som deltager i ROSAs residency-program, hvor fire danske artister – udvalgt gennem et open call – hver fik en uge i byen til at arbejde, spille showcases og udvide deres netværk. Bag kunstnernavnet Zoumer står sanger og producer Yasmina Derradj, og for hende blev ugen i Paris både en personlig og kunstnerisk rejse, der satte nye tanker i gang og pustede liv i gamle idéer. "Jeg tænkte, det ville være spændende at tage til en by som Paris, som er en klassisk europæisk by, men som har så meget fusion af andre kulturer og arabisk kultur – der ikke er til stede i København – og som jeg synes kunne være fedt. Den er både meget euro og meget arab, og jeg har glædet mig til at møde den energi og de kunstnerne, der lever i det." At arbejde i Paris – og med Paris Zoumers’ Paris-program bestod af sessions både i studiefællesskabet Artistic Palace og i hjemmestudiet, hvor der både var tid til samarbejde med lokale musikere og fordybelsestid med Zoumers label. Derudover blev der arrangeret en showcasekoncert på Den Danske Ambassade på Champs Elysees, pressefoto-session og forskellige kaffemøder. Under opholdet havde Zoumer blandt andet en session med produceren Malca og havde taget nogle gamle demoer med – blandt andet en sang, hun havde produceret for halvandet år siden og ikke rørt siden. "Det var mega fedt at se en anden arbejde videre med noget, man selv er gået lidt i stå med. Det gav et spark tilbage til sangen, så jeg kunne arbejde videre med den – i stedet for at den stod på hylden med støv på." Samarbejdet blev også en positiv overraskelse, da det udfordrede nogle af de barrierer, hun som kvindelig producer tidligere har mærket. "Jeg føler i hvert fald nogle gange, som kvindelig musiker, at man skal kunne vise, at man kan de der ting. Lige så snart der kommer et drengenavn på en co-producing, så er jeg bange for, at folk tror, at det ikke er mine idéer. Men det var bare fedt – og så fik jeg retænkt tingene lidt og tænkt, at det vigtige er jo at processen er sjov – og det er den både alene og i samarbejde med andre ." På den måde har opholdet især givet hende mod på at åbne op for flere musikalske samarbejder og slippe noget af den kontrol, hun tidligere har holdt på. "Nu har jeg bare fået en mega nice oplevelse. Jeg har haft det helt hyped over det, da jeg kom hjem – over hvor sjovt det er at lave musik med andre." Zoumer og Malca er allerede i dialog om at arbejde videre på sangen. Det franske potentiale Zoumer fortæller, at hun ikke kendte meget til det franske musikmarked på forhånd, men at det virkede til at have stort potentiale. "Jeg føler, at der jo også er plads til min musik i København, men Paris er en meget større by, og har plads til meget alternativ musik." Under opholdet spillede Zoumer en showcase på Den Danske Ambassade i Paris, hvor publikum både bød på nye møder og genklang. "Efter at have spillet kom der en pige over – der var fransk, men også fra Algeriet. Hun havde det helt nice over, at hun kunne genkende en sang, hvor jeg fx synger nogle ord, som refererer til Algeriet – som jeg selv er fra. Det, synes jeg, var en nice oplevelse, fordi det har jeg aldrig oplevet i København." Gennem ROSA blev hun introduceret til en række venues og festivaler, som hun også ser muligheder i fremover. "Jeg tænker, det kunne være mega fedt at række ud til dem på et tidspunkt, når det giver mening, og spille der i fremtiden – når jeg har udgivet noget mere musik." For Zoumer er slet ikke færdig med Paris: "Noget andet jeg kan tage med mig fra opholdet, er, at jeg gerne vil tilbage igen – haha. Lidt længere tid, en måned fx. Der var meget inspiration både i byen og i musikken. Jeg vil virkelig gerne tilbage, så jeg kan arbejde videre." Paris i musikken Kan man høre Paris i den musik, du vil komme ud med det næste stykke tid? "Ja, 100 procent! Jeg søgte om opholdet, fordi mit kommende album handler meget om at blande en form for identitet, der er euro og arab på samme tid. Paris var en god destination at have med ind over." "Oudspilleren, jeg har været i session med, har rigtig mange dele (red. med ind over produktionen) – både hvor han spiller riffs og noget jamming, jeg har samplet, som jeg har cuttet og puttet ind over det hele i sangene. Og så har jeg egentlig også bare samplet lyde fra byen – noget byliv, nogle fuglelyde og fra en kirke, som jeg var inde i." Gode råd til dig, der drømmer om et udenlandsk residency Med kun en uge i byen blev planlægning afgørende, og Zoumer pointerer nogle ting, der forberedte hende godt på en intens uge. "Jeg synes, det var nice at være i en proces med et projekt: at jeg kunne komme derned og tage det med ind i projektet – de erfaringer og oplevelser, jeg fik dernede. Og især, hvis det er et kort arbejdsophold, er det en stor hjælp at planlægge ugen og finde ud af, hvad man vil have ud af det." "Så i hvert fald at have den tanke inden opholdet – især hvis det er kort tid – at finde ud af, hvad der er vigtigt at få ud af det." ROSAs residency-program er skabt for at styrke danske musikeres internationale muligheder og netværk – og hjælpe dem med at udvikle deres praksis i nye rammer. For Zoumer blev det en uge med åbne døre, kreativ fornyelse og musikalsk mod. En uge, der allerede har sat spor i hendes kommende udgivelser – og som gerne må blive til mere. Kunne du være interesseret i at tage din musik til nye højder - måske endda på det internationale marked? Husk at følge ROSA på sociale medier og tilmeld dig vores nyhedsbrev, så du ikke går glip af vores puljer, open calls og mange andre tilbud. Se hele galleriet nedenfor fra vores residency i Paris i 2025, hvor Zoumer , Yasmina Kaïna , Caius og The Courettes var de udvalgte deltagere. Du kan læse mere om ROSAs Paris residency her. Forrige nyhed Næste nyhed

  • Karrierefornyelse: at finde nye veje i et langt musikerliv | ROSA

    < Alle nyheder Karrierefornyelse: at finde nye veje i et langt musikerliv 5. okt. 2026 I skrivende stund udfolder ROSAs projekt Karrierefornyelse sig. Vi har i den forbindelse talt med manager Bo Andersen om det bæredygtige musikerliv, at turde finde nye veje og om hvordan et projekt som Karrierefornyelse kan skubbe én i ny retning. Livet som musiker er næppe en lige linje fra start til slut. I perioder byder kalenderen på turnéer og nye udgivelser. I andre kombineres dette med undervisningsjobs, andre jobs og helt nye roller i og uden for musiklivet. Vi har talt med Bo Andersen, der gennem mere end fire årtier har arbejdet med musikere og i musikbranchen, og som siden 1982 har stået bag managementbureauet Skandinavian, hvor han blandt andet har fulgt tv•2 som manager næsten siden deres start. I sit arbejde møder Bo Andersen løbende musikere, der står vidt forskellige steder i karrieren og kan have brug for at finde ud af, hvad næste skridt skal være. – Der er mange musikere, der skifter spor. Det er de nødt til. Der er kun et vist antal etablerede artister og bands, der mere eller mindre kan leve af det, fortæller Bo Andersen. At skabe sit eget arbejdsliv For et langt – og bæredygtigt – musikerliv er ifølge Bo Andersen ikke nødvendigvis ensbetydende med udelukkende at kunne leve af at være udøvende musiker. Det handler om at finde en måde at holde fast i musikken gennem hele arbejdslivet – også når livet, mulighederne og ens egne ambitioner ændrer sig. At forfølge nye drømme, finde nye retninger og måske ændre sit billede af, hvad succes er. – Det er ikke en fireårig uddannelse, og så er det blot et spørgsmål om at finde en arbejdsplads. De her arbejdspladser findes ikke, de skal skabes. Du skal finde ud af, hvem du er. Den realisme, den raffinering af det, man laver, tror jeg er en meget vigtig ting for at kunne gøre det og kunne have en lang karriere, fortæller Bo Andersen og supplerer: – Jeg tror heldigvis, at de fleste er meget realistiske og ikke ser det som et nederlag, men godt ved, at kunst og kreativitet ikke er noget, man bare kan regne med at kunne leve af. Som det hed sig i gamle dage, “skal du ikke have dig et rigtigt job?”, der tror jeg, at der heldigvis er flere, der lever som musikere i dag. Både i undervisning og i alle mulige andre konstellationer. “Karrierefornyelse eller karriereforstærkning” Netop at udvide perspektivet på en musikerkarriere, er et af udgangspunkterne for ROSAs projekt Karrierefornyelse, som Bo Andersen også er en del af som fagudvalgsmedlem. Projektet er målrettet musikere, der står et sted i deres karriere, hvor de ønsker at gå nye veje. Udgangspunktet er deltagernes egne refleksioner, erfaringsudveksling på tværs af deltagergruppen kombineret med muligheden for at søge ekstern sparring og rådgivning. Hensigten er, at deltagerne får øje på barrierer og nye muligheder samt finder nye måder at bringe deres kompetencer i spil på – både i og omkring musiklivet. – Der er jo alle mulige forskellige behov for at få noget hjælp til karrierefornyelse eller karriereforstærkning og i nogle tilfælde til at starte på noget helt nyt i en moden alder, fortæller Bo Andersen. ROSA søsatte Karrierefornyelse sidste år og støtter igen i år en række musikere, der alle er udvalgt gennem et open call. – Der er ekstremt forskellige udgangspunkter. Sidste år havde vi en grønlandsk artist i Danmark. Vi havde en, der forsøgte at samle et orkester på nettet fra hele verden. Og så er der selvfølgelig nogle af de klassiske, hvor man har været ude på grund af småbørn i en periode og skal i gang igen, fortæller Bo Andersen. Ikke én opskrift Nogle har måske været væk fra musikken i en periode og ønsker at komme tilbage. Andre har brugt mange år som sideman og har fået lyst til at prøve kræfter med deres egen musik. For andre kan det handle om at finde en ny retning, fordi den måde, de hidtil har arbejdet på, ikke længere giver mening. Musikerne mødes derfor ikke med den samme “opskrift” på, hvordan en karriere skal se ud. I stedet får de mulighed for at sparre med hinanden, dele erfaringer og blive inspireret af andre, der står et andet sted i karrieren. For nogle betyder Karrierefornyelse nye samarbejder. For andre nye værktøjer eller kompetencer. Og for nogle kan det være en hjælp til at sætte en retning, som allerede har ligget og ventet. Læs om musiker Søren Vestergaard, der stod ved en skillevej i sin karriere og fandt en ny retning gennem Karrierefornyelse i artiklen her . Han fortæller blandt andet, hvilke konkrete værktøjer han tog med sig, og hvordan succeskriterierne for karrieren kan ændre sig. Læs mere og tilmeld dig via linket her. Et par gode råd Spørger man Bo Andersen, om han har et par gode råd til at skabe sig en lang og bæredygtig musikerkarriere, påpeger han, at det i høj grad drejer sig om at have vedholdenhed samt at dygtiggøre og forny sig undervejs. – Man skal stå fast og arbejde for at gøre sig dygtigere, både teknisk og kreativt. Og ved at spare med hinanden og selvfølgelig at tro på det. Jeg tror også, at man skal være åben over for forandringer, mulige konstellationer eller noget, man ikke lige havde set på forhånd. Altså prøve ting af i virkeligheden og være åben. Det gælder dog samtidig om at have en realistisk vurdering af egne evner. – Selvfølgelig kan man søge noget støtte og økonomisk hjælp rundt omkring, men grundlæggende er det jo ens egne evner som udøvende kunstnere og evner som skabende kunstnere, som afgør, hvordan man klarer sig, fortæller Bo Andersen og supplerer: – Oven i alt det kunstneriske og kreative kulturelle er der altså nødt til at være en eller anden realisme og realistisk balance. Er mine ord stærke? Er mine melodier stærke? Og hvis man ikke har den selv, så er man nødt til at få den fra andre. Forrige nyhed Næste nyhed

  • Open Call: Leverandør til Musikhjælp Scenesetup 2025 | ROSA

    < Alle nyheder Open Call: Leverandør til Musikhjælp Scenesetup 2025 21. okt. 2024 Vi søger en leverandør til at varetage en opgave for projektet Musikhjælp Scenesetup. Opgaven består i at levere et fuldt produktionssetup bestående af mobilscene, lyd- og lyssetup samt to teknikere til afvikling af 23 vækstlagsfestivaler i perioden fra april til og med september 2025. Musikhjælp Scenesetup er et samarbejde mellem Tuborgfondet og ROSA, der har til formål at støtte det blomstrende festivalmiljø i Danmark og styrke vækstlagsmusikeres muligheder for at spille live. Gennem Musikhjælp Scenesetup kan vækstlagsfestivaler ansøge om et fuldt produktionssetup til deres festival. Musikhjælp Scenesetup inkluderer: én opsætningsdag og 1-2 koncertdage inkl. nedpakning Nogle festivaler kan vare længere, men ekstra gebyrer for ekstra dage/teknikere vil blive dækket af festivalerne. to teknikere (scene og FOH) produktionssetup: scene, lyd og lys opsætning, afvikling og nedpakning Produktionssetuppet skal i sig selv dække standard/basale behov for små og mellemstore udendørs festivaler uden at kræve ekstraudstyr. Vi ønsker tilbud på følgende: Tilbud på alle 23 festivaler inkl. scenepakke for alle festivaler (leje af udstyr) inkl. priser på transport pr. festival (vi bestræber os på at støtte festivaler fordelt på: ca. 10 i Jylland, 10 på Sjælland og 3 på andre brofaste øer) inkl. pris for to teknikere pr. dag (for opsætning/nedpakning) inkl. pris for to teknikere pr. dag (for én koncertdag) NB: Der vil være flere weekender, hvor vi har brug for at have to festivalpakker til rådighed. Derfor er det en forudsætning, at I kan levere to ens scenepakker på samme tid i nogle weekender (formodentlig 3-4 weekender). Derfor ønsker vi også tilbud på følgende: Tilbud på 1 festival inkl. scenepakke pr. festival (leje af udstyr) inkl. priser på transport pr. festival (vi bestræber os på at støtte festivaler fordelt på: ca. 10 i Jylland, 10 på Sjælland og 3 på andre brofaste øer) inkl. pris for to teknikere pr. dag (for opsætning/nedpakning) inkl. pris for to teknikere pr. dag (for én koncertdag) Tekniske krav til scenepakke (se specifikationer længere nede): 48m² mobilscene Ved anden scenestørrelse, venligst tydeliggør dette i jeres tilbud PA-system Monitors Mixer og FOH (med 48 mic input) Lyssetup Mikrofoner, kabler og tilbehør for at setuppet fungerer Produktionssetuppet skal matche disse krav – både med antal og samme eller højere kvalitet: Transport: Setuppet skal nemt kunne transporteres og sættes op til hver festival. I skal kunne levere produktionssetuppet til festivaler i hele landet inkl. brofaste øer. Teknikernes rolle: To teknikere – mindst én skal være den primære produktionsansvarlige, der som udgangspunkt er med til samtlige festivaler. Teknikerne skal dække scene- og lydteknik – herunder sceneopsætning, lyd, kalibrering, FOH og nedpakning. Det er vigtigt, at teknikerne kan have en god og konstruktiv kommunikation med vækstlagsfestivalerne, som ikke nødvendigvis er på et professionelt niveau endnu. Festivalerne stiller 4 stagehands til rådighed til opsætning, nedpakning og 2 stagehands changeovers under koncertdage. Ekstra udstyr: I skal som leverandør være klar på, at nogle festivaler vil tilkøbe ekstra udstyr fra jer eller et andet eksternt firma. Ansøgningsproces: Frist for at indsende tilbud: 15. november kl. 23.59 Tilbuddet sendes til sophia@rosa.org Efterfølgende interview i uge 48 Svar sendes ud senest 2. december I skal som leverandør indgå i tæt samarbejde med ROSAs produktionsmanager Sophia Sagaradze, der varetager kommunikationen mellem jer og festivalerne. I er velkommen til at kontakte Sophia Sagaradze (se nedenfor), inden I sender jeres ansøgning. Kontakt ved spørgsmål: Sophia Sagaradze, sophia@rosa.org , tlf. 91835567 (gerne på engelsk) Se video fra dette års Musikhjælp Scenesetup: https://www.youtube.com/watch?v=tOzRB0hgvoc Forrige nyhed Næste nyhed

  • Nyt katalog samler viden og inspiration til arbejdet med kønsbalance i musiklivet | ROSA

    < Alle nyheder Nyt katalog samler viden og inspiration til arbejdet med kønsbalance i musiklivet 22. okt. 2025 I dag udgiver genreorganisationerne Art Music Denmark, Jazz Danmark, ROSA og TEMPI et nyt Inspirationskatalog til en bedre kønsbalance i musiklivet. Kataloget samler op på viden, anbefalinger og konkrete eksempler på, hvordan aktører i dansk musikliv arbejder for at skabe mere ligestilling og mangfoldighed. De seneste år har musiklivet i Danmark været præget af en historisk opmærksomhed på kønsbalance og diversitet. En række større undersøgelser har på forskellig vis belyst de strukturer, der former dansk musikliv. Samlet har de skabt et nyt vidensgrundlag, der giver os bedre muligheder end nogensinde før for at handle. Med udgangspunkt i dette momentum lancerer genreorganisationerne nu et inspirationskatalog , der samler viden, erfaringer og anbefalinger fra de seneste års arbejde og viser, hvordan målrettede indsatser allerede har skabt reel forandring. I kataloget kan du finde: Et heatmap med over 250 målinger af kvindelige repræsentation fra forskellige dele af musiklivet. Fem cases fra aktører, der har skabt markant forandring i deres kønsbalance med målrettede indsatser. Et samlet overblik over anbefalinger fra de seneste tre års store rapporter. En kortlægning af mere end 60 praksisrettede initiativer, der på forskellig vis arbejder for et mere ligestillet og inkluderende musikliv. Med kataloget ønsker vi at skabe det mest samlede overblik til dato over arbejdet med kønsbalance i dansk musikliv – og et udgangspunkt for de næste skridt. For selvom der er sket fremskridt, viser data tydeligt, at der fortsat er lang vej igen mod et musikliv i bedre balance. 📖 Læs kataloget her. Udddrag fra kataloget: Læs blandt andet om Jazz Danmarks arbejde med at involvere sine samarbejdspartnere i deres diversitets- og ligestillingspolitik. Forrige nyhed Næste nyhed

  • Nye betingelser for musikerhonorar i Den Nationale Transportstøtteordning | ROSA

    < Alle nyheder Nye betingelser for musikerhonorar i Den Nationale Transportstøtteordning 25. mar. 2026 Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg har fastlagt, hvordan stigningen i DMF’s minimumstarif pr. 1. april 2026 påvirker reglerne for musikerhonorarer i Den Nationale Transportstøtteordning Fra dags dato skal spillesteder og koncertarrangører betale et honorar på mellem 2.600 og 3.800 kr. pr. musiker for, at musikeren kan modtage transportstøtte. I 2025 lå intervallet på 2.520,93 til 3.687 kr. Da DMF’s minimumstarif stiger til 3.150 kr., har det været nødvendigt at fastsætte et selvstændigt honorarinterval for transportstøtten. Intervallet kan genevalueres fra 2027. Udvalgsleder for Projektstøtteudvalget for Musik, Lena Brostrøm, siger: ”Vi har i udvalget valgt at fastsætte interval for musikerhonorar til transportstøtte, så det laveste honorar i 2026 bliver på 2.600 kr. og det højeste honorar hæves til maks 3.800 kr. Det er umiddelbart et lavere minimum end DMF’s nyligt udmeldte minimumstarif på 3.150 kr. pr. 1. april 2026. Vi har fastsat dette interval, så musikerne kan imødekomme aftaler, de har indgået om koncerter, og som naturligt allerede er booket med spillesteder og festivaler for hele 2026. Og så vil vi selvfølgelig holde øje med udviklingen i løbet af 2026 og tage initiativ til dialog med de relevante interessenter om eventuel justering af intervallet fra 2027.” Ordningen er finansieret af Kulturministeriets Musikhandlingsplan. Krav og tilskudskriterier er fastsat af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik. Jazz Danmark administrerer ordningen for alle genreområder på vegne af Statens Kunstfond. Ordningens økonomiske ramme er 5,23 mio. kr. årligt. Læs mere om Den Nationale Transportstøtte her. Forrige nyhed Næste nyhed

  • Udvekslingsprogram for professionelle i den dansk-georgiske musikbranche | ROSA

    < Alle nyheder Udvekslingsprogram for professionelle i den dansk-georgiske musikbranche 15. maj 2026 Vil du være en del af et internationalt udvekslingsforløb mellem den danske og georgiske musikscene? Er du kunstner, kurator, manager, booker, producer eller arbejder du på anden vis professionelt med musik i Danmark? Så har du nu mulighed for at blive en del af et internationalt udvekslingsforløb mellem den danske og georgiske musikscene. I oktober 2026 inviterer vi 8–10 danske musikprofessionelle til Tbilisi, Georgien, til et femdages program med fokus på netværk, vidensdeling, kunstneriske møder og nye samarbejder. Programmet bygger videre på det delegationsbesøg, hvor georgiske musikaktører deltog i SPOT Festival i maj 2026, og har til formål at styrke forbindelsen mellem de to landes uafhængige musik- og kulturscener. Delegationsbesøg i Georgien finder sted 21.–24. oktober 2026 (±2 dage) Hvad kan du forvente? Gennem fem dage vil du som deltager: møde georgiske kunstnere, musikprofessionelle, kollektiver og kulturaktører deltage i netværksmøder, talks, workshops og paneldiskussioner besøge spillesteder, labels, kulturinstitutioner og kreative miljøer i Tbilisi opleve den lokale undergrunds- og eksperimentalscene tæt på deltage i Mutants Festival — et communitybaseret festivalformat organiseret af Mutant Radio med internationale og lokale liveacts, label showcases og tværkunstneriske møder. Vi besøger blandt andet Mutant Radio, Creative Education Studio Tbilisi, Bassiani, Stockton Records Fabrika og flere andre centrale aktører på den georgiske musikscene. Som deltager får du: returfly fra Danmark til Georgien overnatning under hele opholdet adgang til hele programmet og festivalaktiviteter performancehonorar til de kunstnere, der optræder ved den afsluttende koncert Hvem kan ansøge? Vi søger deltagere fra hele den danske musikbranche — både kunstnere og professionelle aktører — med interesse for internationalt samarbejde, kunstnerisk udvikling og alternative musik- og kulturscener. Ansøgningsfrist: 22. juni 2026 kl. 23.59 Du modtager svar på din ansøgning 27. juni. Udvælgelsen foretages af en jury bestående af repræsentanter fra Mutant Radio og Aarhus Lydforening. Projektet er skabt af: Aarhus Lydforening i samarbejde med Danish Cultural Institute, Danish Composers Society, SPOT Festival / SPOT+, Sound Art Georgia, Mutant Radio, ROSA, Music Export Georgia, Creative Education Studio Tbilisi m.fl. Støttet af Danish Composers Society, Danish Cultural Institute og ROSA. Forrige nyhed Næste nyhed

bottom of page